-
Gosig Råtta
Imponerende meget fornøjelse for 19 kroner i IKEA… rotterne bliver brugt både til at byde mig velkommen hjem og til trækkeleg.
-
Familieportræt
Jeg tror, at det er nemmere at stille en 1. klasse op til et klassebillede end de tre herunder til et familieportræt (:
-
Hav og våd hund
Reservetanken lyser rødt, når vi rammer fredag eftermiddag – og behovet for genoptankning kan ikke siddes overhørigt.
Det er her – ved havet – jeg tanker op.
Når vi går derude er jeg 100% tilstede.
Lige der.
Tanker om job, kæreste, økonomi og hverdagens trivialiteter er meget langt væk.
Ingenting forstyrrer.
Hundene nyder det lige så meget.
Her er plads og højt til himlen.
Der bades, leges og snaskes i døde krabber eller rådden tang… uden hende deres matte hele tiden skal blande sig (:
I dag var vi ikke helt alene. Vi havde selskab af en fuld mand. En meget fuld mand. Han havde store problemer med at få lynet sine bukser. Og da det endelig lykkedes, voldte det ham så store problemer at tage sko på, at han opgav og fortsatte til fods. Mon han fandt det rigtige sommerhus at sove rusen ud i? (:
Her dufter af hav og våd hund… lørdag er skudt i gang på allerbedste vis.
-
De er så nemme
Smut en tur forbi dyrehandleren og tag et par af de gode ben med hjem… så blive man modtaget, som var man dronningen selv.
Københavns ZOO skal for øvrigt ikke tro, at de er de første med et fødselswebcam (der gør de sikkert heller ikke).
Begge vores hvalpekuld er født med live transmittering via vores hjemmeside vovhund.dk. Siden havde så meget upload og så mange besøgende i de timer, at vi overskred one.coms grænse for ‘fri trafik‘… som altså viste sig ikke at være så fri endda… dagen efter første fødsel lukkede de adgangen til siden.
Den opdateres ikke længere, men indeholder så mange billeder og tekst, at jeg ikke nænner at nedlægge den. Og hvem ved om jeg pludselig kunne få lyst til at genoptage opdrættet (:
-
Den er godt nok ikke rustfri…
3. gang var lykkens gang… endelig lykkedes det, at få en kæde hjem, der uden problemer kan gå ned over Lillebrors hoved.
‘Den er godt nok ikke rustfri’, sagde dyrehandleren, ‘de fås ikke så store’!
Det måtte jeg så acceptere selvom levetiden nok ikke ville være så lang, når vi færdes så meget ved havet.
…
Da jeg kom hjem studerede jeg mærkaten nærmere….
– altså da jeg havde tysk og engelsk betød “Edelstahl” og “Stainless steel” netop rustfri stål… mon ikke det gør det endnu!
Og han er rustfri smed… foruden altså også at være dyrehandler… tsk tsk 😉
-
Ord er vist overflødige :-)
-
Nu med fyrtårn
Den nuværende badevandstemperatur er temmelig opreklameret… jeg mener at have hørt, at når temperaturen når 19 grader, så taler man om en ‘badedag’.
Hrmpf… badedag… somom.
Jeg ved ikke hvad temperaturen er ved Hals… bare ‘skide koldt‘ efter min mening og ingen skal bilde mig ind, at de synes det er behageligt at svømme i. Som hurtig opfriskning på en varm sommerdag er det sikkert dejligt, men det er ikke noget vand man padler rundt i med badedyr og hvad har vi – og slet ikke en tidlig morgen, hvor lufttemperaturen heller ikke er ret høj.
Jeg ved det, for jeg har været der. Til morgen.
Hundene har fået nyt vandlegetøj. Et fyrtårn som har den smarte egenskab, at det står oprejst i vandet og derfor er let at se. Desuden har det en snor i toppen, så det er muligt at kaste det ret langt.
Og det gjorde jeg så… kastede det ret langt.
Så langt at Ninjaen foretrak at svømme til en af de små øer, som langt fra er tilgængelig i gummistøvler, i stedet for at svømme retur til stranden.
Bagefter nægtede hun hårdnakket at svømme tilbage. Pludselig usikker på det dybe vand. Eller hvad ved jeg.
Og så måtte hendes matte lægge tøjet og bjærge hende 😐
Det var squ koldt. Og vådt. Og klamt bagefter at forsøge tage tøj på en våd krop.
Så blev jeg så klog… i morgen leger vi et sted uden synligt fast-grund-under-fødderne udover det, hvor jeg befinder mig.
-
Bare billeder
-
Det er kun tirsdag… ferien er dejlig lang endnu
Dagens aktiviteter lægges tidligt morgen og sen aften… resten af dagen laver vi – pga. den ulidelige varme – så lidt som muligt.
Hundene blev ikke færdige i aftes med at lege, så de fortsatte til morgen…
Jeg har slået græs og vasket tøj og når brusebadet lige om lidt er klaret står den på strandtur resten af dagen. Cykelkurven er pakket med tæppe, vand og iPad, hvor hele biblioteket ligger… pt. læses Mari Jungstedt, som er en af de rigtig gode svenskere og næst på listen er Ulla Terkelsen’s ‘Vi kan sove i flyvemaskinen‘, som jeg længe har haft lyst til at læse.
Som vejret ser ud til at arte sig i min ferie, er jeg kun lidt misundelig på de, der drager på charterferie. At komme væk hjemmefra kan/skal selvfølgelig ikke undervurderes, men når nu ikke økonomien rækker til den slags og man ikke har en stenrig svigermor til at betale, så er jeg ret godt tilfreds med kun at have
22,6 km. til strand og vand.Det er KUN tirsdag… der er stadig vidunderligt mange dage at bruge af inden hverdagen igen kalder.
God tirsdag til dig!
-
Skal vi lege?
Når temperaturen falder vågner de to røde kommoder til leg og styrketræning… det ser voldsomt ud, men jeg kan forsikre at ingen kom til skade under optagelserne (: