-
Flade batterier men ingen slinger i valsen
Uge 8 har været ualmindelig sej, at komme gennem. Vi har kun været nogle ganske få på job og vi har løbet stærkt. Meget stærkt.
Så snart det ringer ud til weekend i morgen, hiver jeg stikket. Batterierne skal til opladning, inden lørdag aften byder på masser af herlig selskabelighed.
Ninjaens batterier er også flade. Turen hjem i morgen går omkring Bastholm efter noget mere gigtmedicin.
Vi skal ud og hun skal med… uden smerter i albuen.
Efter vi har justeret dosen af epilepsimedicinen går det ellers rigtig fint. Ingen slinger i valsen og fuld kontrol over alle fire ben. Hun drikker temmelig meget vand og den lille bivirkning vender jeg med Dr. Dyr i morgen også.
Hun skal have den medicin, der er nødvendig for at holde anfaldende væk… men heller ikke mere.
Hvis ikke vi ses… så god weekend!
-
Med forbehold for ændringer
I går gik vi på stranden i solskin…. i dag tissede regnen ned uden for kontorvinduet og turen i mosen blev en kold og våd fornøjelse. Det ville være dejligt snart at se nogle tegn på forår.
Jeg har planlagt mine sidste feriedage. Det bliver, i lighed med sidste år, forlængelse og forsødelse af weekenderne i marts og april.
Sidste år fik jeg nej til at afholde min restferie samlet i forbindelse med påsken og havde derfor i stedet ‘mandagsfri‘ i de to forårsmåneder. Det endte med at være så stort et hit, at jeg valgte også at bruge en uges ferie på at holde fri om mandagen i juli, efterfulgt af 14 dages sommerferie.
Jeg tænker, at jeg gentager successen i år.
Både forår og sommer.
-
Turbo tempo
Tirsdag startede ved ørelægen og sluttede på Skallerevlerne.
Indimellem løb jeg stærkt.
Vi er kun to på job – og selvom Jesper og jeg nemt kunne enes om, at det selvfølgelig var eliten, der var tilbage, havde vi mere end svært ved at følge med. Dagen blev en endeløs række af brandslukninger og hovedet summede da jeg gik hjem.
Heldigvis ved jeg præcis, hvordan jeg gearer ned og efter en times tid sammen med de to franske ved stranden er arbejdsdagen og travlheden lykkelig glemt.
Ørepinen er sværere at glemme. Den har stået på siden weekendens start. Endnu en infektion og endnu en snak om operation. Jeg har udsat den i årevis og så snart jeg igen er smertefri udsætter jeg beslutningen igen. Jeg er en kylling – jeg ved det! Men al den der snak om at løsne øret og så i lokal bedøvelse tiltaler mig ikke.
Der tørnes tidligt ind – tænker, at onsdagen bliver lige så hektisk og en god nattesøvn giver unægtelig langt mere overskud til at sende et smil, selv til de besværlige kunder.
-
Endnu et arbejdsår
I dag er det 34 år siden jeg satte benene på arbejdsmarkedet for første gang. Det rigtige arbejdsmarked… det med løn, fagforening, pensionsordning og så’n!
Før 16. februar 1981, hvor jeg var rasende ung, havde det været noget med på frivillig basis at plukke appelsiner, bage brød til hæren og lave mad til 500 i et folkekøkken i Israel.
Siden er der faldet mange appelsiner ned i min turban, og det er tilfældigheder, der har skabt mit arbejdsliv fra edb-operatør i en maskinstue på tre-holds-skift, til grafisk designer i et inhouse reklamebureau og for nuværende som teknisk konsulent hos en af Danmarks store it-virksomheder.
Jeg har aldrig stået i arbejdsløshedskøen og har været glad for både mine job og mine kolleger – men havde jeg haft muligheden for at vælge om, tænker jeg alligevel, at jeg var havnet et helt andet sted.
-
Lille fredag
I uge 7 og 8 er firmaet og dermed en stor del af min kundekreds taget på vinterferie.
Det betyder tiltrængt stilhed på jobbet. En stilhed som har gjort, at jeg endelig har nået bunden af de endeløse bunker. Det er en kortvarig glæde, jeg ved det godt… for snart hober opgaverne sig op igen, men derfor kan man vel godt nyde øjeblikket.
For et år siden kunne man sidde i sandet på stranden… Udover tilfredsstillelsen ved at føle, at jeg er med rent arbejdsmæssigt gjorde jeg også et nyt rart bekendtskab i formiddag. Det blev til en lang snak, som fik tiden til at stryge af sted… på den hyggelige og underlige måde (:
Næste weekend skal jeg være sammen med en flok mennesker, som langtfra kan betegnes som nye bekendtskaber. En flok nabounger fra Vejgaard, der som voksne har fundet hinanden på Facebook.
For et par år siden havde vi vores første reunion og selvom vi har været sammen adskillige gange siden, er vi langtfra løbet tom for ord.
Vi skal mødes på næste lørdag til hyggelig sammenkomst i Gudumholm og igen den 20. marts, hvor vi skal på Café Frederiksberg og høre Gasolin kopibandet ‘Østre Gasværk’. Gasolin hærgede kasettebåndoptagerne i værelserne på Jyttevej og jeg tænker, at det bliver en herlig tur ned af Memory Lane.
Først venter dog en weekend, som skal nydes i mit eget behagelige selskab (:
-
Lyse tider forude
Sneen i haven er smeltet. Det afslørede ikke bare nogle fine gule erantis men også noget mindre forårsagtigt… en anseelig mængde hundelorte.
Weekenden lover godt vejr med sol på og jeg tænker, at jeg skal i haven og rydde op efter vinterens laden-stå-til, så den er klar til forårets kommen.
Jeg har også planer om at testbage i min nye ovn.
Der er købt ind til ‘Verdens bedste hindbærsnitter‘ og lever de op til navnet tænker jeg, at mine kolleger skal have sådan en omgang i næste uge.
I dag fik vi Drømmekage fra Brovst. Det var Jespers kone, der havde bagt og den var tosset god.
Vi havde inviteret afdelingens øverste chef på kaffe. Eller faktisk havde han inviteret sig selv. På opfordring om lidt mere synlighed. Hans base er i vores hovedstadsafdeling, så det er ikke meget vi ser til ham. Medmindre altså, at vi tænder for DR… for ikke bare er han vores chef, han er også en slags reality stjerne. Han deltager, sammen med sin kæreste, i DR’s program “Familien Danmark i forandring”… selvom han nu mest af alt ser ud som om han hellere vil være et andet sted (:
Han er forholdsvis ny i vores departement og det var kun 2. gang vi mødte ham. En umådelig sympatisk og nærværende mand – og jeg tror og håber, at han kan/vil bidrage til, at vi får arbejdsglæden tilbage.
Skal vi ikke bare aftale, at vi går lysere tider i møde på alle områder?
-
Jeg bli’r SÅ træt..
Jeg skulle også ha’ holdt fri i dag.
I formiddag blev jeg indkaldt til videomøde med den del af afdelingen, der har med it-udstyr at gøre. Med på mødet var også afdelingens øverste chef.
Jeg havde lugtet lunten.
Og ganske rigtigt.
Jeg skal have ny chef.
Igen.
Det er 6. gang, jeg skifter på 1½ år.
Denne gang nåede jeg at være tilbage i min gamle afdeling i 3 måneder.
Jeg bli’r SÅ træt…
-
Status Quo
Da jeg stod op i går troede jeg bestemt, at jeg var på den anden side af elendigheden og ville være klar til job her til morgen.
Desværre skulle det vise sig, at min mave var af en anden mening. Den var på ingen måde klar til at indeholde andet end en smule væske – alt andet kommer oven ud igen, så det blev endnu en nat i fast pendulfart til og fra badeværelset 🙁
Jeg prøver igen med lidt blød mad og håber, at kroppen er mere samarbejdsvillig i dag. Og imens den beslutter sig ligger jeg i sofaen i bløde bukser og ser dårlige formiddagsserier i fjernsynet.
-
Nedlagt
I søndags havde jeg bestemt regnet med, at det ville blive en hel arbejdsuge. Sådan skulle det ikke gå.
Da jeg kom hjem fra arbejde mandag begyndte mavesmerterne og blev indledning til 12 timers mavekramper og opkastninger. Først ved 4 tiden i nat – og der absolut intet var tilbage i maven – stilnede det af og jeg kunne sove.
Det siger sig selv, at jeg ikke var klar til tage på arbejde til kl. 7 og måtte derfor give min chef besked om at jeg ikke kom i dag.
Det startede 4 timer efter frokosten på jobbet og jeg tænker, om ikke det er noget her, der har ‘forgiftet’ mig.
Formiddagen står på kamillete og lidt forsigtigt mad… og så er jeg klar igen lige om lidt!
-
Første i første
Blæst og småregn gjorde den første dag i det nye år særdeles velegnet til at krydse Vendsyssel og trave en lang tur ved Vesterhavet.
Her var ikke et øje og det er præcis sådan vi bedst kan li’ det.
I morgen skal jeg på job igen… to arbejdsdage, to fridage, en arbejdsdag, to fridage… det er en arbejdsrytme, jeg synes ret godt om (:
Men sådan bliver det langt fra fremover. Fra i dag er jeg funktionslønnet. Det vil sige, at jeg ikke længere har fast arbejdstid og ikke får overarbejdsbetaling (i denne måned får jeg så i øvrigt slet ingen løn, da jeg er gået fra at være forud til at være bagudlønnet – men det er en anden historie). Min arbejdstid bestemmes af min funktion og da man jo har fyret temmelig mange i min afdeling, er det et spørgsmål om ikke man visse steder kommer til at lægge langt mere end 37 timer. Uden nogen form for kompensation.
Temmelig smart af firmaet, som er vist de eneste, der vinder noget.
