Lille fredag

I uge 7 og 8 er firmaet og dermed en stor del af min kundekreds taget på vinterferie.

Det betyder tiltrængt stilhed på jobbet. En stilhed som har gjort, at jeg endelig har nået bunden af de endeløse bunker. Det er en kortvarig glæde, jeg ved det godt… for snart hober opgaverne sig op igen, men derfor kan man vel godt nyde øjeblikket.

IMG_9638
For et år siden kunne man sidde i sandet på stranden…

Udover tilfredsstillelsen ved at føle, at jeg er med rent arbejdsmæssigt gjorde jeg også et nyt rart bekendtskab i formiddag. Det blev til en lang snak, som fik tiden til at stryge af sted… på den hyggelige og underlige måde (:

Næste weekend skal jeg være sammen med en flok mennesker, som langtfra kan betegnes som nye bekendtskaber. En flok nabounger fra Vejgaard, der som voksne har fundet hinanden på Facebook.

For et par år siden havde vi vores første reunion og selvom vi har været sammen adskillige gange siden, er vi langtfra løbet tom for ord.

Vi skal mødes på næste lørdag til hyggelig sammenkomst i Gudumholm og igen den 20. marts, hvor vi skal på Café Frederiksberg og høre Gasolin kopibandet ‘Østre Gasværk’. Gasolin hærgede kasettebåndoptagerne i værelserne på Jyttevej og jeg tænker, at det bliver en herlig tur ned af Memory Lane.

Først venter dog en weekend, som skal nydes i mit eget behagelige selskab (:

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *