-
Frisk luft til Hr. Nielsen
Min far har de sidste mange år været fritidsfisker og været vant til at opholde sig udendørs i mange timer dagligt.I dag kom han ud i den friske luft for første gang siden han blev syg den 19. spetember. Ja altså lige bortset fra de gange, han er blevet transporteret fra det ene hospital til et andet.
Vi pakkede ham ind i tæpper og gik en tur i den dejlige efterårssol. Og han nød det.
Da vi kom retur viste det sig, at hospitalet har de dejligste varme poncho’er, som er specielt beregnet til kørestolsbruger… så nu er der ikke længere nogen undskyldning… nu slæber vi ham ud så ofte vejret tillader det.
Uanset om han vil eller ej 🙂
Humøret er højt og han kæmper med træningen. Der er begyndende tegn på kontakt til højre ben, hans tale er betydeligt bedre og han kan nu drikke almindelig væske og behøver ikke den hæslige fortykkelse de rørte i i starten.
Der er stadig lang vej før han kommer hjem. De beholder ham så længe, der er fremgang. Og det er der.
-
Gassen gik af ballonen
Mandag var jeg spændt op til at skulle agere familiens kværulant. Siden flytningen til Frederikshavn i fredags er vi blevet mere og mere skide sure på det danske hospitalsvæsen. Over manglen på hensyntagen til gamle mennesker, over manglen på information, over at vores ønske om kontaktperson er blevet ignoreret, osv, osv…
Jeg havde forberedt mig som en anden advokat til mandagens stuegang på Frederikshavn Sygehus. Ind kommer en lidt ældre læge, som straks tager fat i den frustration som han kan se, vi har ytret overfor på personalet på afelingen henover weekenden. Han var fuldstændig enig i vores kritik. Han skulle personligt sørge for at Brønderslev fik en næse for den manglende information og han kan skulle personligt ringe til Dronninglund Sygehus for at skaffe en plads til min far.
Jeg blev fuldstændig afvæbnet og al min opsparede vrede fes ud i ingenting. Det havde jeg ikke set komme.
Allerede i formiddag var min søster blevet kontaktet. Min far overflyttes til Dronninglund i morgen kl. 8.30. Sådan!
Trykker man på de rigtige knapper (og har man et par
kværulerendeinsisterende døtre) kan det altså lade sig gøre at komme ud af de underlige kasser de helst vil have alle passet ind i.Nu består kunsten så i at få min mor gjort forståeligt hvornår bussen går fra og til Hals, sørge for at hendes nøgle bliver bundet fast i hendes taske og sørge for at hun lærer at benytte en mobiltelefon, så hun kan få fat i min søster eller jeg… hvis alt det andet glipper og hun ikke kan finde bussen eller sin nøgle (-:
På alle skoledage kører bussen fra Hals og direkte til Dronninglund Sygehus og er fremme på bare 25 minutter. I weekenden skal hun stadig hentes og bringes, men det er en bagatel i forhold til de sidste 14 dages transportkaos.
Lad os nu håbe det klapper og at det er op ad bakke resten af vejen.
…
Og så tør jeg næsten ikke sige det, men fysioterapeuten på Frederikshavn sygehus mente min far under omstændighederne har ok kontrol over sit højre ben og med masser af arbejde med. Lægen som var på stuegang tog det et skridt videre… han turde spå, at min far i løbet af en måned eller to var på benene igen og tilbage i sit eget hjem. Armen var han mere usikker på. Jeg synes, det var temmelig farligt, at så et sådan håb i os – men ham virkede særdeles kompetent og erfaren… jeg mener… ville han ha’ sagt det, hvis ikke hans erfaring gav ham noget at have det i?
-
En sommerdag i oktober
Man skal stå ualmindelig tidligt op, hvis man vil følges med den rødhårede og jeg på vores morgentur ved fjorden. Når det begynder at lysne er der ikke mange ved vandet… ja der er faktisk ikke nogen mennesker nogen steder. Heller ikke ved bageren er de begyndt at dukke op endnu. Engang gad jeg godt kunne sove længe. Bare lidt.
Vi brugte eftermiddagen i Frederikshavn. Min far havde det lidt bedre i dag og havde derfor mere lyst til at snakke og fortælle. Min mor er født og opvokset i Frederikshavn. Vi kørte forbi skolen hun havde gået på. Så kirken hvor hun er konfirmeret. Og passerede flådestationen lige syd for byen, hvor hun mødte min far. Han var som ung mand i marinen og det var netop her de to forelskede sig for snart en menneskealder siden. Der er meget at fortælle.
Den 3. november har de været gift i 60 år. Der er vist noget med, at man i dén anledning får en hilsen fra Dronningen… men sker det automatisk? Er der nogen der ved det?
Eller er det også sparet væk!
-
En dyne at slå i
Nåmen så fik vi så besøgt min far i Frederikshavn, hvortil han blev flyttet i går for at få undersøgt hvorfor han har blod i urinen. Vi spurgte min far om der så var nogen, der havde kigget på ham. Og det var der ikke. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor han så partout skulle overføres på en fredag, når der ikke foregår en skid undersøgelser i weekenden.
Vi gik på hans sygeplejerske og fik en god snak. Hun kunne godt forstå vores frustration over han var flyttet så langt væk fra sine pårørende og hun var – ligesom vi – overbevist om, at Brønderslev overhovedet ikke har undersøgt muligheden for en plads i Aalborg, hvor han kender personalet og hvor personalet kender ham. Hun noterede vores ønske og anbefalede på det kraftigste, at vi deltog i stuegangen på mandag, hvor der er mulighed for at tale med den ansvarlige læge.
Jeg tager kontakt til min chef i dag og ber mig fri mandag formiddag – og så bider jeg mig fast i deres haser, indtil jeg får en ordentlig forklaring og indtil de bliver så trætte af mig, at de vil gøre hvad som helst for at slippe af med mig.
-
Region Nordjylland… til at lukke op og s**** i
Der var lagt i kakkelovnen fra morgenstunden og mine kolleger var ikke i tvivl om min sindsstemning da de hørte mine hæle klapre temmelig bestemt hen over kontorgulvet da jeg mødte.
“Jamen nu hører han jo under Sygehus Vensyssel” var svaret da jeg til morgen tordnede overfor for personalet på Brønderslev Sygehus, og ville have svar på, hvorfor i alverden man har flyttet min far til Frederikshavn… jamen for fanden… det var han ikke for tre da siden hvor han lå på en tilsvarende afdeling i Aalborg – og da var det ikke noget problem at flytte ham til Brønderslev og der med Sygehus Vensyssel. Hvorfor er det så ikke muligt at flytte ham den anden vej?
Det fik jeg ingen svar på.
Nå lad nu det ligge. Så vidt jeg kunne forstå, er det midlertidigt indtil man har fundet ud af hvorfor han har blod i urinen – i det mindste var det sygeplejerskens opfattelse – og så kan vi vel leve med de ekstra kilometer så længe. I morgen kører min mor og jeg til Frederiskhavn – og så må jeg gå dem på klingen. For er det noget længerevarende, så skal de denondelyneme flytte ham til Aalborg, så det er muligt for ham at have sine pårørende omkring sig.
Andet er bare ikke rimeligt.
BASTA
-
Hvad bliver det næste…
Nu troede vi lige, at der skulle falde lidt ro over os og at man havde fundet et permanent opholdssted til min far. Men vi skulle blive klogere.Jeg var taget afsted for at afhente min mor og min faster, som tidligere på dagen var blevet fragtet til Brønderslev.
Da jeg kom ind på stuen kunne jeg se min fars ting var pakket. Det viser sig så, at man har konstateret, at han har blod i urinen og det skal selvfølgelig undersøges. I morgen over middag overflytter man ham derfor til Frederikshavn!!!!
Hvorfor fanden Frederikshavn?
Min mor er 79 og bor i Hals… kunne man ikke tage en smule hensyn til mine forældres alder og sende ham til en medicinsk afdeling i Aalborg, hvortil der i det mindste går bybusser.
Til Frederikshavn fra Hals er der 2½ times transport i bus/tog men med min mors hukommelse tør vi ikke sende hende afsted alene.
Det vil sige poloen skal ud og køre… ruten Vodskov/Frederikshavn/Hals/Vodskov er på 158 km. Det er langt, når det er næsten hver dag. Og jeg har sådan set også et job, jeg skal passe!
Det daglige personale var selvfølgelig gået hjem da beskeden nåede mig og der sad blot et par sygeplejersker, som intet vidste. Men de har mig i røret i morgen tidlig i håb om, at jeg kan påvirke den retning de flytter ham i.
Jeg synes fandeme ikke, det er rimeligt…
-
Efterårskulør
Det kan være svært at forstå, at livet udenfor min lille familie faktisk går videre, som om intet var hændt. Men det kan jeg jo se det gør. Efteråret er her også og farver naturen smuk og gylden. Uanset.
Når jeg kommer på job, skal jeg til møder, svare på spørgsmål og tage stilling til dette og hint… og selvom det er rart, at få tankerne kanaliseret et andet sted hen, så er jeg bare slet ikke klar til, at der stilles for store krav til mig. Jeg kan passe mit arbejde, men overskud til ret mere end dét er der ikke. Endnu. Samtidig kan jeg mærke min lunte er lidt kort (kortere end den plejer) og jeg tror, at jeg vil benytte vores onsdagmorgenkaffemøde til forklare og/eller til at appellere til deres forståelse.
-
Et skridt på vejen
Så blev min far overført til Brønderslev… og her bli’r han, indtil han er god nok til at komme hjem. Han kom fra en helt nymoderniseret afdeling på Sygehus Nord, så det var noget af en skuffelse at se Brønderslev Sygehus. Det er både kedeligt og nedslidt – og når man tænker på at man her langtidsindlægger mennesker, så havde jeg i min naivitet troet/håbet, at man havde forsøgt at gøre det lidt hyggeligt.
Der var velkomstmøde med sygeplejerske, ergoterapeut og fysioterapeut. De ville vide lidt om min far og vi fik info fra dem. Det lyder som et samarbejde, der kunne blive godt. Min far så godt ud, var glad og efter nogle få talepædagogsessioner er han langt nemmere at forstå end han var for blot nogle få dage siden. Han er rigtig god til at sige til og fra. Sige hvad han gider, at maden smager forfærdelig, at han ikke gider blive pakket ind i alle de fandens dyner… så kender vi ham igen 😉
Han havde fået lagt en sonde i aftes og med den er man så også i stand til at give ham den nærning han har behov for. Han har haft lidt problemer med at spise og drikke nok… selvfølgelig skal han selv indtage det han kan… men nu kan de supplerer med resten i sonden.
Træningen starter i morgen. Og han er meget motiveret.
Og så kunne vi forresten godt tage hjem. Tak for besøget 🙂
-
OMG
Lige nu føles livet nærmest som en sæbeopera og er du forvirret og træt, så skulle du prøve dags tid i mine sko… ja altså, min far er da til at holde styr på, for han ligger/sidder jo ganske stille… men min mor… det er fa’me som at holde styr på en 5 årig, der er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde (-:
Nå okay, så slemt er det måske ikke… men næsten! Og så alt den køren frem og tilbage. Og det bliver ikke mindre fra i morgen, hvor min far overflyttes til Brønderslev Neurorehabiliteringscenter.
Det bliver en del længere at køre, men jeg håber alligevel, at der kan falde lidt ro over det hele og vi kan finde en rutine, så vi både kan besøge min far og stadig overskue, at have en normal hverdag.
Vi skal deltage i et indlæggelsesmøde i morgen formiddag kl. 10, så det blev endnu en fridag i utide og endnu en udsat “målaftale” samtale med min chef. Heldigvis blev jeg kun mødt med et smil og et “selvfølgelig“.
Når det så er overstået og vi kommer hjem, har min søde nabo, Hr. Bjerre, lovet at fikse Poloen. Bremserne hviner og bremselyden er mest af alt metal mod metal. Jeg er dybt afhængig af den bette bil. Særligt nu og den skal bare være i orden. Og det bli’r den. Har han lovet. Og sker der noget uforudset ta’r jeg bare en af hans. Han er simpelthen Guds gave til en kvinde med en 20 år gammel bil 🙂
-
Hellere må jeg det
Græsset trænger til at blive slået. Vasketøjskurven er fyldt. Gulvet trænger til støvsuging og vask. Der har ikke været lavet mad i mit køkken siden i søndags. Opvasken står bare.
Verden blev vendt op og ned i mandags… permanent. Akutfasen og den værste kaos er ved at være over og nu forestår det store arbejde, at finde en hverdag i en anderledes familie. De har kunnet klare sig selv de to gamle… nu er de med ét begge to afhængige af vores hjælp.
Min far er indtil videre i gode hænder, så min mor er den, der er mest omsorgskrævende. Mine forældre har været gift siden 1951 og min mor har aldrig været alene. Hun synes, det er underligt. Hun sover ikke om natten og jeg kan høre hun bliver mere og mere fortvivlet. Min søster er heldigvis genbo til mine forældre og det er guld værd i den her situation. Det gør i hvert fald, at jeg kan sove om natten og passe mit arbejde, at jeg ved der bliver holdt øje med hende.
…
Nåmen det var alle de praktiske hængepartier der kaldte… inden turen igen går til Sygehus Nord, videre til Hals og retur til Vodskov.
Ha’ en god lørdag 🙂
