-
Sukker junkie
Jeg har længe være glad for kage, slik og chokolade. Alt for glad og alt for meget. Og det har de sidste år kunnet ses på vægten.
Ikke sådan, at jeg er i overhængende fare for at dø af hverken fedme eller dens følgesygdomme, men nok til at jeg ikke har følt mig godt tilpas.
Jeg ejer ikke en vægt, så jeg ved ikke, hvad jeg vejer og det er i øvrigt også ret ligegyldigt.
Vægt er, lige som alder, bare et tal. Langt vigtigere er det at kigge sig selv i spejlet og det er dette syn, jeg ikke længere bryder mig om. Okay alderen sætter selvfølgelig også sine spor, men det kan man ligesom ikke gøre så meget ved – men fedtdepoterne omkring på kroppen, dem er jeg sørme selv herre over.
I mit tilfælde er sukker helt sikkert den store synder og derfor tog jeg for 14 dage siden en kold tyrker.
Siden har jeg ikke rørt sukker og stivelse overhovedet.
Ikke den mindste vingummi eller bid brød har fundet vej til min mund.
Og ved I hvad… jeg har ikke haft det bedre længe.
Når jeg kom hjem fra job tidligere kunne jeg støvsuge huset for noget sødt. Kunne blive helt desperat, hvis jeg ikke kunne finde noget.
I dag – bare 14 dage senere – er mit blodsukker langt mere stabilt og jeg føler ingen som helst trang til at kaste mig ud i et sukker orgie.
Min smukke datter, som desværre det seneste år også er blevet temmelig rund, har også taget skridtet – og selvom vi ikke længere bor sammen, har vi støttet hinanden og erfaringsudveksler dagligt.
Poden har f.eks. ikke rørt Cola i 14 dage – et MEGET stort skridt for den unge dame i den rigtige retning. Mor er stolt ♥
-
Et øjeblik er hurtigt væk
Mit liv kan deles op i mange skelsættende begivenheder. Før og efter. Positive og negative.
For præcis 5 år siden skete en af de ting, jeg gerne havde været foruden – men som på alle måder blev skelsættende i mit liv.
Ikke blot var jeg blevet skilt nogle måneder i forvejen og skulle have en hverdag til at fungere som alenemor – det i sig selv er skelsættende – men jeg blev dæleme også ramt af blodpropper i venstre ben, i begge lunger og som følge deraf en voldsom overbelastning af hjertet.
Min verden blev fra den ene dag til den anden fyldt med medicin, ugentlige blodprøver, restriktioner, hospitalskontroller og præget af søvnproblemer, koncentrationsbesvær, angst, indadventhed, hudløshed, grådlabilitet… you name it og jeg havde det.
Der gik det meste af to år før jeg blev erklæret uden for risiko og kunne lægge det helt bag mig. To år før jeg kunne begynde turde leve igen.
Jeg får aldrig mit gamle liv igen – men det er okay.
Jeg skænker det ikke mange tanker længere… undtagen på denne ene dag om året, som jeg har behov for lige at markere med et: jeg er her endnu!
-
Skod sygdom
For ca. 1½ år siden blev min ex-svigerinde diagnostiseret med livmoderhalskræft.
Hun døde i går eftermiddags på hospice. 47 år gammel.
Hendes yngste søn, Nannas fætter, er endnu ikke konfirmeret.
Kan vi ikke godt blive enige om, at der fandens meget for tidligt?
-
Regndans
For et år siden skrev jeg: på visse punkter er jeg først i gang med at lære at gå.
Det er igen blevet årsdagen for de der skide blodpropper, som næsten tog livet af mig. Og som i den grad forandrede mit liv.
Jeg bliver heletiden bedre til det med at gå, men jeg forholder mig stadig og næsten dagligt til livets umådelige skrøbelighed. Men nu på den gode måde.
Det skal nemlig ikke forstås sådan, at jeg tænker over døden – det er mere min måde at leve på, der er blevet anderledes, sådan: jeg gør det sgu… just for the heck of it.
Jeg fortryder nemlig ikke de ting, jeg har gjort, men jeg fortryder de ting, jeg ikke gjorde da jeg havde chancen.
…
Der var en, der skrev til mig på Facebook:
Livet handler ikke om, at vente til uvejret har lagt sig.
Livet handler mest om, at lære at danse i regnen.Det tror jeg på!
I dag er det 4 år siden… og jeg danser stadig i regnen (:
-
… det her liv skal sgu nydes og leves
En tur rundt i blogland bragte mig forbi Pia… her handlede det for et stykke tid siden om kropsselvbevidsthed (kan man overhovedet sige det) – særligt måske om kvinders syn på deres egen krop.Jeg aner ikke, hvad jeg vejer og helt ærligt, er jeg også fløjtende ligeglad. Ligesom alderen er det ikke andet end et tal.
Spejlbilledet viser en krop, som vejer 10-15 kg mere end den bør… udfra det gængse skønhedsideal.
Jeg gad da godt at min mave var flad, r**** mindre og lårene faste. Helt sikkert.
Men for pokker… spejlbilledet viser jo også en snart 50 årig kvindes krop. En kvinde, der har født og levet. En kvinde, som stadig lever og som ikke forsager de gode ting, livet har at byde på.
En af Pia’s kommentatorer, en mand, skriver:
En ting er sikkert; jeg har kun det her liv, dette ene forsøg, så jeg gider ikke beskæftige mig med kedsommeligheder eller dårligdomme.. det her liv skal sgu nydes og leves.
Og det er sådan jeg har valgt, at se på det… og hvem gider i øvrigt at være strandens slankeste sild med den mest strålende hud på grund af al den hørfrøolie, man har indtaget, hvis man bare er skide sur og kun tænker på kage?
Ikke her..!
(jeg bør nok tilføje, at jeg selvfølgelig aldrig ville gamble med mit helbred – alt med måde, ik’?)
-
Ondt i knolden…
En enerverende hovedpine fra morgenstunden (som ikke engang Pinex kunne tage livet af) har ødelagt hele min torsdag. Og ikke bare føler jeg mig som udskidt æblegrød, jeg ser også sådan ud. Og har forresten også opført mig som sådan (kan man det egentlig?).
Øv.
I morgen bliver bedre.
Det skal blive bedre for jeg har en date. Og skal spise ude og hvad har vi.
…
Ninjaen er heldigvis ligeglad. Både med hovedpine, dårligt humør og æblegrød.
-
En duft af…
Kender du det… at dufte/lugte forbindes med særlige mennesker, oplevelser eller begivenheder?
Oftest er mine erindringer positivt forbundet med dufte… den brune slidte læderjakke han altid bar, næsen stukket ned i hvalpepels, duften af min far, når jeg en sjælden gang som barn fik lov at sove i hans seng, deodoranten en gammel kæreste brugte, duften af hav og …
Nogen gange er de knap så positive. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg glemmer lugten af Dronninglund Sygehus… alene ordet “Dronninglund Sygehus” kan efterhånden give mig kvalme :-/
Heldigvis er det snart slut. Min far på vej hjem. Permanent. Måske allerede fra næste weekend. Fire måneder har han været indlagt. De tre i Dronninglund. Længe for os alle… men ikke mindst for ham selv. Vi kom ud på den anden side, som en ny og stærkere familie.
Men lugten… lugten vil for evigt hænge i erindringen…
-
Optur trods alt
I modsætning til de sidste par dage nåede jeg at se solen i dag. En dejlig afveksling.
I aftes kørte jeg rundt i så fed en tåge, at jeg vil gætte på max. 50 meters sigtbarhed. Til morgen var der udsigt til den smukkeste stjernehimmel. Bilerne var pakket ind i is og græsset knasede under støvlerne. Behøver jeg sige, at jeg nød morgenturen?
De sidste måneder har været drøje at komme gennem og indimellem har jeg været så træt, at jeg kunne sætte mig ned og tude. Men når jeg så ser, at min indsats gør en forskel, at nogen bliver glade, så overkommer jeg en smule mere. Og lidt til. Med et smil.
Det rart, at føle sig værdsat. At mærke at man betyder noget for nogen. At det jeg har at tilbyde også er noget værd. At nogen bryder sig om mig, som den jeg er og har rummelighed nok til mine underligheder.
Det er rart at blive bekræftet. På alle måder. Og det bli’r jeg. Det bliver man da glad i låget af.
-
Flere generationer
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at jeg ikke kendte risikoen… for det gjorde jeg, omend jeg troede, at den var så bittelille, at den på det nærmeste var ikke eksisterende. Lige indtil jeg lå der og var blevet ramt at blodpropper i venstre ben og i begge lunger.
Mine p-piller hed Cileste og tilhører det, der i artiklen herunder, kaldes 2. generations p-piller og burde altså være mere sikre end de nye, der er på markedet.
Man kan spørge sig selv om, hvorfor man sælger den slags piller og overlægen på Trombose Center Aalborg havde faktisk en forklaring…
Der er risiko for bivirkninger og komplikationer, når man vaccinerer børn. Nogle får efterfølgene ganske alvorlige skader… MEN det intet imod det antal alvorlige skader, der ville opstå, hvis man undlod at vaccinere og lod børnene gennemgå børnesygdommene. Det er ikke “bare” røde hunde og mæslinger… de kan faktisk give temmelig alvorlige komplikationer.
Han forklarede, at det er det samme med p-piller. Uden dem ville der komme langt flere gravide og risikoen for, at få en blodprop under en graviditet er langt større end ved indtagelse af p-piller… og så er der jo også risiko forbundet ved at skulle have en abort efter en evt. uønsket graviditet.
Det lød som en fornuftig forklaring… og som sagt… jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke kendte risikoen.
Jeg var den ene ud af de 1000… det er ikke altid kun naboen den slags rammer.
-
Tre år og en madpakke senere
Det ser ud til, at der snart bliver sat et absolut sidste punktum i min årelange erstatningssag. Der er møde i Lægemiddelskadeankenævnet den 28. oktober, hvor min sag vil blive behandlet.
Uanset udfaldet er der herefter ikke flere anke muligheder.
Og det er så okay. Jeg har for længst lagt historien bag mig.
