For 3 år siden…

Kan man på nogen måde forestille sig, hvor rædselsslagen man bli’r, når man pludselig og uden advarsel har en hvilepuls, der ligger et godt stykke over de 100 og som når 150 ved mindste bevægelse, hvor bange man bli’r, når man knap kan bevæge sig 13 trin op på 1. sal uden at være ved at besvime af mangel på ilt, hvor skræmt og lille man føler sig, når man bliver rullet ind på hospitalet fra en ambulance og bliver hastet ind til CT-scanninger, blodprøver, hjerteultralydsscanning og trombolyse  – og hvor lettet man bliver, når hjerte og lunger efter en 5-6 timers kyndig behandling igen opfører sig “helt normalt”.

Det kan man måske… også selvom man ikke selv har været der.

Blodpropper i venstre ben og i begge lunger og deraf voldsom overbelastning af hjertet sendte mig for præcis 3 år siden til tælling. Akut livsfare, sagde min læge – og jeg tænker, at det nok er hende jeg kan takke for, at jeg er her endnu. Hvilket jeg i øvrigt også har gjort.

Der gik nemlig et døgn før jeg faktisk kom på hospitalet trods en tidligere kontakt til vagtlægen, som mellem linjerne lod mig forstå, at han mente, at det var hysteri. Min egen læge derimod tog mig alvorligt og efter en kort samtale med sygehusets kardiologer, blev der tilkaldt en ambulance og derefter gik det stærkt…

Efter 1½ år var jeg stadig psykisk påvirket… socialt isoleret, humør svingende, søvnbesværet og grådlabil. Det kostede på mange konti, bl.a. vennelisten. Nogen fandt mig besværlig og underlig… jeg fejlede jo for pokker ingenting. Ikke noget der kunne ses i hvert fald.

Jeg er forlængst på den anden side. Men jeg fik aldrig mit gamle liv tilbage. Som jeg håbede. Og det har jeg så måttet lære at forholde mig til.

3 år… på visse punkter er jeg først i gang med at lære at gå.

 

0

18 Comments

  • Gitte

    Det er desværre i svære tider, at man finder ud af, hvem der er de rigtige venner.
    Det gamle ordsprog “det der ikke slår os ihjel, gør os stærke” er nok sandt, men store ar på sjælen giver det….
    Godt at du er en sej sjæl 🙂

    Svingende humør, søvnbesværligheder og grådlabil kan altså også have noget med alderen at gøre 🙂 (ikke at jeg taler af erfaring (HOST HOST HOST ))

    • Mette

      Jeg gik efterfølgende hos en psykolog og fik diagniosen Posttraumatisk stress syndrom – men ved hjælp af samtaler og forskellige værktøjer jeg kunne brug hjemme fik jeg det bedre og bedre. Så jeg tror det var andet end (HOST HOST HOST) 😉

  • Koh-I-Noor

    Da jeg med gåsehud læste mig igennem de første linier, læste jeg meget beskrivelsen af det, der skete, da stress lagde mig ned. Det er faktisk også tre år siden.

    Hvor er det godt, at du har en læge, der kender dig. Hysteri siger en vagtlæge, der end ikke har undersøgt dig grundigt? Det er… Jeg mangler ord!

    Det er rigtig trist at nogle i dit netværk ikke kunne klare at se dig som den ikke så stærke, men sådan oplever jeg det også ind imellem. Nogle i netværket foretrækker, at man er den stærke, og nogle foretrækker at man er den svage. Hvis man går ud af deres foretrukne rolle, kan de ikke bruge een mere. Måske er det godt nok at få ryddet op engang imellem.

    Det vigtigste er, at du har det godt i dag. Det har du forhåbentlig?

    Tanker og kram til dig 🙂

    • Mette

      Vagtlægen ville såmænd ikke engang se mig… kontakten var udelukkende telefonisk!

      Der var engang en der sagde: elsk mig mest når jeg fortjener det mindst, for da behøver jeg det mest… det var der så bare ikke den store forståelse for alle steder.

  • Deborah

    Heldigvis har du dit liv, omend det er anderledes end det var. Det tager tid at omstille sig, på et nye liv, især, når det slet ikke, er sådan man havde forestillet sig tingene.

    Med små skridt lærer man at holde af det nye liv, og finde en form, hvor man ligefrem er lykkelig – eller det har jeg ihvertfald gjort. Selvfølgelig kan der være glimt, at “ah, jeg ville ønske”, men de overvejelser, går ALTID kun på manglende finanser, ikke på mit liv iøvrigt, som jeg ër rigtig glad for, når nu tingene er, som de er.

    De venner, der faldt fra, er og var i mine øjne ikke rigtige venner så. De holder nemlig ud i tykt og tyndt, og dem har jeg ihvertfald også været rigtig heldig at have nogen af. et håber jeg også du har, for det er meget værd. Godt din gode læge lyttede. Og alt det bedste til dig, med resten af det liv du heldigvis har.

    • Mette

      Det er heller ikke fordi jeg decideret er utilfreds med mit liv og jeg er da også langt bedre til at tackle det anderledes nu end for blot et år siden.

      Det der gør mig mest ondt, er de mennesker som forsvandt undervejs – men som du også siger, så var de nok ikke rigtige venner når det kom til stykket.

  • Olines

    Jeg ved egentligt ikke om jeg skal blive ked af det eller vred på vi patienters vegne. Men ofte hører vi jo historier om, at der ikke bliver lyttet til patienterne! Godt, at du har en god praktiserende læge der lyttede og handlede!
    God weekend!

    • Mette

      Jeg husker min praktiserende læge fik dybe panderynker da jeg fortalte hende at jeg aftenen i forvejen havde være i kontakt med lægevagten. Hun får jo besked om hvem jeg har haft kontakt med, hvornår og om hvad… og kender jeg hende ret, har hun givet ham besked om, hvad mit hysteri i virkeligheden var.

  • Marianne

    Kære Mette
    Ovenpå sådan en kæmpe forskrækkelse er der måske en mening med “det nye liv”…hvem ved?
    Go` weekend 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *