Et spilt sekund

Når man, som jeg, har forældre, der er godt oppe i årene, er der ét enkelt  telefonopkald man frygter mere end noget andet.

Det kom i dag.

Min mor fandt min far liggende i køkkenet ude af stand til at bevæge sig og med synlig lammelse i højre side af ansigtet.

Forrige weekend var Poden og jeg på besøg og på vejen hjem snakkede vi om, hvor dejligt det var, at se ham så frisk. Han gik i haven… solbrændt, vejrbidt og glad, mens han hængte ruser og fiskenet til tørre.

Så sent som i morges havde han hentet friske rødspætter, som min mor og han skulle ha’ nydt til aften.

På et split sekund ændredes, ikke bare hans, men også vores verden.

Min stædige, stolte, seje far ligger lammet og bundet til en hospitalsseng. Og jeg lover jer… han hader det.

Det var en af de dage, vi godt vidste ville komme… men havde det lige behøvet være nu.