-
Dagen derpå
Jeg ved ikke, om det var fordi de synes vi havde ventet nok de sidste dage… for til morgen var det dæleme hurtig ekspedition.Jeg trådte ind af døren til stue 1 på Plastikkirurgiskafdeling kl. 07.45 og hjalp Nanna med at hente morgenmad.
Inden hun nåede at sætte sig, kom sygeplejersken og lægen, der havde opereret hende. Der var stor tilfredshed med resultatet og efter en grundig undersøgelse, aftaler om kontrol og masser af instruktioner kunne vi tage hjem.
Hun har været gennem en forholdsvis stor operation – en operation som til hun alles overraskelse er sluppet rigtig nemt igennem. Vi var blevet forberedt på det værste… blødninger, væskeansamlinger, dræn og hvad har vi… men sådan gik det lykkeligvis ikke.
Faktisk havde hun det allerede så godt i aftes, at de overvejede at sende hende hjem, men fordi jeg var blevet afløst ved sygesengen bestemte de sig for at beholde hende natten over.
De havde rendt og pillet ved hende hele natten… så hun synes næsten ikke hun havde sovet. Det gør hun så til gengæld nu (-:
Nu venter der så dage med meget nedsat tempo, smertestillende, skift af plaster og bandager, film på dvd’en og en mor, der må stå til rådighed 24/7. Og det gør hun selvfølgelig hjertens gerne.
Måske skulle jeg tage mit grønne papirlægeoutfit på 😉
-
En lang dag
En meeeget lang dag er ved at være slut.
Selvom Poden først skulle på operationsbordet som nr. 2 hed mødetiden kl. 8 nul dut. Og så startede 7 timers “ingenting”.
Efter 5 timer forlød det fra operationsgangen, at de måske blev nødt til at aflyse. Skide ærgerligt. Der er arrangeret ferie fra job og frihed fra skole… og hvad så… hvornår kunne vi så få en tid igen?
Nåmen det er vi ikke herrer over og ingen har gjort det for at genere os. Så der var ikke andet at gøre end at forsøge at sluge ærgelsen.Halvanden time senere kommer sygeplejersken ind med armene hævet i jubel… på vores vegne… de kunne nå det og vi kunne godt gøre klar. Poden fik den ordinerede medicin og mor blev iklædt operationstøj. Jeg var chik, kan jeg godt love jer… grønt papirtøj, hvid papirbadehætte og sølv ballerinaer. Jow jow… underligt at de der læger ikke faldt for mig på stribe 😉
Men altså, grunden til påklædningen var selvfølgelig, at jeg alligevel fik lov at følge med på operationsstuen og holde i hånd indtil Poden sov. “Selvfølgelig må du det“, sagde narkosesygeplejersken.
Jeg sagde godnat kl. 15.25 og smuttede hjem og gik en lang tur med den rødhårede.
Kl. 17.10 blev der ringet. Og så var det afsted til opvågningen, hvor jeg også fik lov at være, indtil hun var klar til at blive kørt på afdelingen. Hvorfor de synes jeg skulle have nogle helt andre meldinger i går ved jeg ikke. Men pyt. Nu er det overstået med – ser det foreløbig ud til – et rigtig flot resultat.
Det første hun sagde da hun vågnede var, “jeg har det ligesom, når jeg har været til fest” og det sidste inden jeg forlod opvågningen, “tjek lige om de har noget ordentligt mad“.
Halvanden time efter operationen satte hun to portioner kartoffelmos, kødsovs og 2 is til livs… så helt galt er det ikke fat med hende 😉
Efter aftensmaden tog far over. Jeg er hjemme og møder først ind igen i morgen tidlig, hvor jeg forventer at kunne tage hende med hjem.
Sikke en lettelse at være kommet godt ud på den anden side.
I aften/nat er det forresten 4 år siden jeg “blev ramt i natten, i mit hjerte, under månens smukke lys“ og begyndelsen på resten af mit liv tog sin spæde start.
Det kan man vel godt tillade sig at glæde sig over, selv på en lang dag som i dag..!
-
Så oprandt dagen…
Der findes nok næppe noget mere dræbende kedsommeligt end ventetiden på et hospital.
Læge, sygeplejerske, opererende læge, narkoselæge… 4 samtaler og 4 undersøgelser skulle Poden igennem før vi efter 6 timer fik lov at tage hjem. Og det kunne endda have været meget værre.
Vi havde forberedt og pakket en masse underholdning – læsestof, musik, computer og film. Vi kunne lige så godt prøve, at få det bedste ud af ventetiden. Og det gik okay.
Hun skal på operationsbordet som nr. 2 i morgen. Først skal de gennem en lang og kompliceret operation – og hun skulle ikke forvente, at komme til før ved middagstid. Mere ventetid. Og fastende. Men i morgen har hun tilgengæld en seng og når hun bliver dopet fra morgenstunden får hun sikkert ingen problemer med at tage en formiddagslur.
Jeg får lov at følge hende til døren ved operationsstuen og ikke længere. Og de tillader ikke besøgende på opvågningen. Jeg havde håbet – for Nannas skyld – at jeg fik lov at være der til hun sov og jeg havde da helt sikkert regnet med, at kunne være på opvågningen. Jeg har ligget på sådan en opvågning 3 forskellige steder og jeg har hver gang oplevet at nogen (incl. jeg selv) have en pårørende tilstede. Men sådan skulle det altså ikke være her. ØV.
I aften spiser vi ude… feder os i alt det forbudte… ser tåbelige film… abstrahere fra morgendagen..!
-
En ferie jeg helst var fri for og så alligevel..!
Når jeg går hjem i dag er det til 2-3 ugers ferie… og jeg trænger. Alvorligt. Misforstå mig ikke, jeg er skam glad for mit job. Meget endda. Men for fa’en… nogen gange kan man alligevel være ved at blive kvalt i stivnakkede kolleger og urimelige kunder og bare have brug for… fred. Og måske trænger de i virkeligheden også til pusterummet fra mig (-:
Selve anledningen til den sene ferie er dog ikke noget, jeg glæder mig til. Tværtimod.
Poden skal nemlig opereres. Hun har en fødselsdefekt, som vi har ventet i flere år på at få korrigeret. Jeg skal agere sygeplejerske, så godt jeg formår. Det har været planlagt længe. Men jeg tror alligevel ikke, man mentalt kan forberede sig på sådan noget. Det er jo stadig min lille pige og jeg får ondt i maven ved den blotte tanke. Det skal nok gå godt. Selvfølgelig.
Men inden vi kommer dertil, skal mor forresten ud og svinge med ørene. Diamanterne er fundet frem og danseskoene er pudset.
Sommerfest med ca. 300 festklædte kolleger. Helstegt pattegris og drikkevarer ad libitum. Det sidste kan vi rigtig godt li’. Så hvis nogen nu støder på en løsgående (og måske småberuset) danseglad “pige” i den aalborgensiske natteliv, så smil lige til hende, ik’?
God fredag 🙂
-
Får eller ged..?
Det blev ikke akkurat den weekend jeg havde forestillet mig da sidste uge lakkede mod enden. Jeg har tilbragt en stor del af den under dynen, på sofaen og ikke været mange sure sild værd… spildt en ellers lovende weekend med at sove… i mange mange timer… og er gået glip af 8 års fødselsdag, lagkage med blåt flødeskum, familiehygge og besøg fra nord. Æv.
Til gengæld er jeg nu sluppet af med både feber og smerter, appetitten er så småt vendt tilbage og selvom jeg stadig er mat, er også energien for opadgående, så lidt gevinst er da der kommet ud af de to dage.
Jeg skal på job i morgen. Uanset. For at løfte energiniveauet op fra “mat” måtte der frisk luft til. Den rødhårede og jeg kørte til Store Økssø. Der går en sti hele vejen rundt om søen, men det var kræfterne dog ikke til og da det samtidig blæste en del og skyerne trak sammen og truede med regn, nøjedes vi med en mindre tur.
Vi mødte ikke forfærdelig mange mennesker, men tilgengæld den her fætter og hans familie. Alle med horn. Ligesom jeg ikke helt kender forskel på frøer og tudser, har jeg også lidt problemer med får og geder. Men den har krøller. Og den er blød. 🙂
PS: Søndagsfilmen på TV2 som starter kl. 21, “A history of violence” med tæskelækre Viggo Mortensen i hovedrollen, er en fantastisk film uden afbrydelse. Bare så du ve’ det.!
-
Bare sådan ud af det blå
Jeg har ikke sovet i nat. Overhovedet. På grund af mavesmerter, som startede i aftes. Nu har jeg ikke så skide gode erfaringer med at “se tiden an“, så jeg kørte ned til lægehusets åbne konsultation. Her blev der taget blodprøve, urinprøve og temperatur — som viste henholdsvis forhøjet infektionstal, et eller andet (som jeg har glemt) i urinen og feber.
Efter en grundig undersøgelse blev det konstateret, at jeg har en infektion i livmoderen… hvor man så lige får sådan en raget tid sig, ved jeg ikke! Så nu står den på penicillin, som jeg håber hurtigt kan slå sådan en infektion ned.
Og mig der aldrig er syg 🙁
-
Vi nærmer os
Første del af min ferie er meget snart slut. Fra mandag er det igen vækkeuret, der sætter dagsordenen. I næste uge er vi to på job, men derefter bliver jeg overladt til mig selv i hele tre uger og det sker samtidig med at de fleste medarbejdere begynder at komme retur fra ferie og der derfor med garanti bliver ret travlt. Jeg må gøre mit bedste… mere kan de vel ikke forlange.
Næste del af min ferie – 2-3 uger – falder i september.
Som tidligere nævnt skal Poden opereres den 31. august og jeg kommer til at bruge en del feriedage på at agere sygeplejerske, når hun er klar til udskrivning forhåbentlig allerede 1. september.
Jeg tumler lidt med nogle tanker om min involvering i hendes hospitalsophold. Selvom hun er 17 år er hun jo stadig mit barn og jeg har tænkt mig, at være til stede både ved forundersøgelserne dagen inden operationen, men også hele dagen før/under/efter operationen. Men er det for meget? Er hun voksen nok til, at mor ikke behøver være der? Jeg tænker ikke så meget på hende selv, for jeg tror hun tager for givet, at jeg ikke overlader hende alene før hun skal sove. Jeg tænker mere på personalet på afdelingen, lægerne, sygeplejerskerne … vil de synes jeg er en hønemor? en pestilens?
Jeg kan ligge vågen længe om aftenen med ondt i maven ved tanken om at min dyrebare skal lægges i narkose og skæres i… hun er ikke selv specielt nervøs og jeg stoler da også på, at de er så dygtige, at de passer på hende og at resultatet bliver perfekt. Og selvfølgelig gør det det.
Men hvor ville jeg ønske det ikke var nødvendigt.
-
For 3 år siden…
Kan man på nogen måde forestille sig, hvor rædselsslagen man bli’r, når man pludselig og uden advarsel har en hvilepuls, der ligger et godt stykke over de 100 og som når 150 ved mindste bevægelse, hvor bange man bli’r, når man knap kan bevæge sig 13 trin op på 1. sal uden at være ved at besvime af mangel på ilt, hvor skræmt og lille man føler sig, når man bliver rullet ind på hospitalet fra en ambulance og bliver hastet ind til CT-scanninger, blodprøver, hjerteultralydsscanning og trombolyse – og hvor lettet man bliver, når hjerte og lunger efter en 5-6 timers kyndig behandling igen opfører sig “helt normalt”.
Det kan man måske… også selvom man ikke selv har været der.Blodpropper i venstre ben og i begge lunger og deraf voldsom overbelastning af hjertet sendte mig for præcis 3 år siden til tælling. Akut livsfare, sagde min læge – og jeg tænker, at det nok er hende jeg kan takke for, at jeg er her endnu. Hvilket jeg i øvrigt også har gjort.
Der gik nemlig et døgn før jeg faktisk kom på hospitalet trods en tidligere kontakt til vagtlægen, som mellem linjerne lod mig forstå, at han mente, at det var hysteri. Min egen læge derimod tog mig alvorligt og efter en kort samtale med sygehusets kardiologer, blev der tilkaldt en ambulance og derefter gik det stærkt…
Efter 1½ år var jeg stadig psykisk påvirket… socialt isoleret, humør svingende, søvnbesværet og grådlabil. Det kostede på mange konti, bl.a. vennelisten. Nogen fandt mig besværlig og underlig… jeg fejlede jo for pokker ingenting. Ikke noget der kunne ses i hvert fald.
Jeg er forlængst på den anden side. Men jeg fik aldrig mit gamle liv tilbage. Som jeg håbede. Og det har jeg så måttet lære at forholde mig til.
3 år… på visse punkter er jeg først i gang med at lære at gå.
-
Ferieplaner
I marts var Poden til undersøgelse på Plastikkirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Syd og vi blev stillet i udsigt, at der ville komme endelig dato på operationen i løbet af en månedstid.
Jeg mistede tålmodigheden (surprise) og ringede derud. Vi har ikke kunnet planlægge sommerferie uden dén dato… og det gjaldt ikke bare Poden og jeg, men også hendes far og min kollega. Det viste sig, at der var sat tid på, men at brevet pga. personalemangel endnu ikke var blevet sendt. Det er det så nu og modtaget her på matriklen.
Jeg havde håbet operatioen kunne overstås i sommerferien, men sådan skulle det ikke være. Hun skal indlægges 30. august og opereres morgenen efter. Det må vi så tage derfra og håbe på forståelse fra hendes uddannelsessted. Hun er dog stadig på listen over de patienter der kan indkaldes med kort varsel og jeg er heldigvis på en arbejdsplads, har en chef og en kollega, som har den holdning at “det finder vi også ud af“, hvis jeg pludselig er nødt til at være væk i 3 uger.
Datoen gør så også, at vi kan begynde kigge på, hvor Poloen skal køre os hen i år. Penge har vi ingen af, så det bliver budgetferie. Igen. Vi har overvejet at køre til Berlin. Poden er godt nok nærmest landsforvist, men i selskab med mor kan det vel ikke gå helt galt. DTF-Travel tilbyder 4 eller 6 dages hotelophold ganske billigt og Poloen skal vel ikke bruge for en formue i benzin for at køre os de 700 km…
Eller også kunne vi køre til De Woude i Holland… det er 7-800 km i den anden retning. Jeg kunne da snildt se mig selv fordrive en 3-4-5 gode romaner i skyggen af sådan en campingvogn
-
Storebededagsaften
Dagens store og altoverskyggende samtaleemne på jobbet var manglen på varme hveder…
De 30 år jeg har været ansat, er der på denne dag altid serveret varme hveder i stedet for det almindelige morgenbrød. Men altså ikke i år. Kantinedriften er for nylig outsourcet til ISS og her gælder så andre regler. Åbenbart. Jeg kunne sagtens leve uden, men mine skrivebordsmakkere er begge “kagemænd”, som fluks sprang i tasterne for at høre, om det kun var Aalborg, der var ramt af denne serviceforringelse eller om det også var på firmaets andre lokationer. Det viste sig at være en landsdækkende hvede mangel.
Jeg købte selv på vejen hjem – for hveder skal vi da ha’ – med marmelade og te til.
Det var også en torsdag, hvor jeg aflagde lægen et besøg for at få min 3 årige livmoderhalskræft screening. Jeg har snakket meget med Poden om vigtigheden i at tage mod de tilbud det offentlige tilbyder… også selvom hun er HPV-vaccineret. Vigtigheden er yderligere understreget af, vi desværre har fået det tæt ind på livet idet min eks-svigerinde pt. er i kemobehandling for netop en livmoderhalskræft, som måske kunne været opdaget i tide.
Og det var også en torsdag, hvor den ene af “kagemændene” har kæmpet en brav kamp for at redde stumperne af min eksterne harddisk som desværre ser ud til at være ødelagt… 500 Gb data…tabt… surt…hvis ikke hans forehavende lykkes. Og rigtige kvinder tager jo ikke back-up, vel..! :-/
Tilbage af torsdagen er at tænde grillen og nyde storebededagsaften med god mad og i godt selskab.
God en til dig!
