• Et øjeblik...

    Lige om lidt er jeg færdig…

    Om nogle ganske få dage… nærmere bestemt lørdag er jeg færdig med mit projekt 365.

    Jeg har taget og uploadet et foto hver eneste dag i et år. En slags billeddagbog, hvor hvert billede gerne skulle fortælle bare en lille bitte smule om, hvad jeg har lavet netop den dag.

    Det har været sjovt og jeg har flere gange tænkt, hvordan jeg nu ville have det med bare at stoppe. En kold tyrker. Og kan man mon få abstinenser?

    Men så fik jeg iPhone og dermed adgang til Instagram… en slags snapshot dagbog… og det er jeg, ligesom en del andre, blevet temmelig hooked på.

    Mine Instagrans kan ses her

  • Et øjeblik...

    Over halvvejs

    Flere i blogverdenen er begyndt Projekt 365… altså ideen med at poste et nyt fotografi hver dag i et år.

    Jeg har været i gang længe. Faktisk siden 3. juni og er dermed over halvvejs. Billederne kan alle ses under pinden 365. Det er billeder af det, der lige rørte sig den dag… taget med mobil, lommekamera eller 7D’eren… det er ikke vigtigt… det vigtige er, at de afspejler mine dage, mit år. Og du må gerne kigge med.

  • Et øjeblik...

    Kulørt søndag morgen

    Når den tidlige søndagmorgen er smuk og der i løbet af natten er tikket en varm hilsen ind på mobilen… jamen, så bli’r jeg altså glad helt ned i maven.

  • Et øjeblik...

    Raw view

    Windows har aldrig gidet leget med raw filer. Man har skullet benytte et 3.parts program som Brigde eller Lightroom – men med Microsofts nye Camera Codec Pack til Win7 kan du nu også få et thumbnail-preview af dine raw filer i en stifinder. Bevares de orange blomster er da fine… der er bare for mange af dem.

     

     

    Min bedre “skrivebords”halvdel har god tid til at læse Pc-world, Computer World og hvad har vi… og indimellem kommer der denne slags godbidder min vej.

    Det er en funktion har jeg manglet, så den er fluks installeret hos mig.

    Du kan hente den her

  • Et øjeblik...

    Tirsdagstur

    Det skulle vise sig, at vi ventede forgæves på tordenvejret og forløsningen i aftes og i stedet endte tirdag aften på smukkeste vis. Det er svært at sidde inde sådan en aften og heldigvis var Poden ledig og ville gerne med til stranden. Vi nød et par timer med leg i vandet, mens jeg blev forsynet med de sidste nyheder og den nyeste sladder.

    Jeg havde for nylig set et hus til leje ude bag Klarup/Sejlflod og jeg var helt sikker på, at dét kunne jeg sagtens finde. Så da vi kørte fra Mou drejede vi fra mod Sejlflod. Huset fandt vi ikke – derimod lykkedes det os at fare lidt vild omkring Storevorde, Sejlflod, Lillevorde, Gudumholm, Romdrup og Klarup, inden vi igen fandt ud på en rute vi kendte.

    Der er smukt derude i baglandet. På en sommeraften.

    Og så blev det forresten heller ikke tirsdag jeg kom tidligt i seng. Men i aften..!

  • Mavebobler

    10 positive på en mandag

    – vågnede op til en hjertesmeltende kærlighedserklæring
    – jeg fører fortsat i Tour Manageren
    – skrivebordsmakkeren var i højt humør og havde varmt glimt i øjet
    – der er en længe ventet pakke på vej
    – der blev klaret ny bærbar til Poden
    – 2 x The Tudors på DR2
    – fire dage til sommerferie
    – der er bestilt et par dages ophold i det nordtyske
    – positiv tilkendegivelse af pasning af den rødhårede
    – desuden er hendes løbetid er slut

  • Et øjeblik...

    Nærmest lykkelig

    Mens hovedstaden i aftes (og i nat) blev forvandlet til nordens Venedig, var vi i Nordjylland nødt til at opsøge vandet.

    Lørdag aften var smuk, varm og solfyldt – og det tog ikke mange minutter at beslutte at pakke Poloen og køre til vandet. Vi kørte til Mou og tilbragte et par dejlige timer.

    Der er ingen grænser for, hvor lykkelig sådan en hund kan blive over en stribe strand, lidt vand, en tennisbold og et matte, der gider kaste. Igen. Igen. Igen.

  • Et øjeblik...

    Full Pull

    Nåmen så fik jeg også prøvet at være til traktortræf… i Rærup.

    Sikke en larm og sikke en stank… jeg har ondt i hovedet og jeg tror, at det skyldtes al den udstødningsgas, der konstant hang i luften. Føj for pokker det kan ikke være sundt. Ellers var det meget sjovt… ikke mindst på grund af de pudsige typer, der både deltager og er tilskuere til sådan en event. Sikke mange bonderøve samlet på ét sted.

    Reglerne var ikke forfærdeligt avancerede (men det er selvfølgelig også en mandesport)… træk en “slæde” så langt som muligt ned af en 100 m lang jordbane. Full Pull er netop 100 m. Er der flere i en klasse, der opnår det, er der omkørsel med endnu mere vægt på slæden. De regler kunne enhver gennemskue efter første klasse var afgjort.

    det skal ryge
    det skal larme
    det skal se u a no’e

    Og nu tror jeg så, at tiden er moden til den morfar, jeg har drømt om siden kl. 6.28 i morges 🙂