• Et øjeblik...

    Kender den ikke klokken

    Jeg håber ikke solsortefar herunder har slået sig permanent ned i min have.

    IMG_1801-Edit

    Han var mere end insisterende til morgen… klokken 6.30 opgav jeg og slog dørene op til søndagen.

    Der hænger nyvasket sengetøj i haven og jeg burde nok gå hen i nr. 54 og låne plæneklipperen endnu engang. Men jeg har fri til den slags 1. maj og jeg har overbevist mig selv om, at græsset har godt af, at blive lidt længere før det skal slåes.

    Det var i øvrigt ikke svært.

    Ninjaen og jeg er på vej ud… god søndag til dig!

     

  • Et øjeblik...

    Jeg er en sucker for svenske krimier

    De svenske krimier tiltaler mig. Måske fordi de med danske øjne virker ‘realistiske’ på den måde at miljøerne, det skandinaviske, er genkendeligt. Det bliver mere nærværende, når der sker en forbrydelse lige midt i det velkendte.

    For et par år siden læste jeg Lars Keplers “Hypnotisøren” og i aftes fik jeg så lejlighed til også at se filmatriseringen med Mikael Persbrandt i titlerollen (ham er jeg også en sucker for).

    Den er instrueret af Lasse Helstrøm og har, udover Mikael Persbrandt, også Lena Olin på rollelisten. Det bliver ikke meget bedre og var da også Sveriges officielle bud på en Oscar-nominering i kategorien Bedste udenlandske film. Den nåede dog ikke gennem nåleøjet.

    Lørdag aftens gæst er sendt hjem med et knus og tilbage af weekenden er en søndag, som bliver en af de langsomme. En søndag hvor det er tvivlsomt om nattøjet overhovedet når at komme af.

    Måske er jeg heldig at skuffen gemmer endnu en svensk krimi – jeg mangler vist fortsat et par af Lisa Marklunds.

    God søndag til dig.

  • Et øjeblik...

    Man bli’r så glad når solen skinner

    Der ligger rent soltørret sengelinned på sengene… men det er da også det eneste jeg kan prale af, at have præsteret på den her søndag, hvor et (selvforskyldt) tungt hoved og for lidt søvn har præget dagen.

    Pyt… man bli’r så glad når solen skinner (:

    klemme

    En lille kort uge venter forude inden påskeferien.

    Vi er kun ganske få på job de tre dage før påske, men jeg tænker, at der også kun er ganske få kunder, der skal betjenes. Det er i hvert fald oplagt for de fleste at bruge deres sidste feriedag heromkring påsken. Jeg har kun en enkelt dag tilbage på kontoen og den er reserveret til min Podes fødselsdag midt i april.

    Men mandag er først i morgen… nu er det tid at synke ned i sofaen sammen med svensk krimi inden turen går op i det velduftende sengetøj.

  • Et øjeblik...

    Det er som det er

    IMG_1279-EditJeg er noget muggen over, at malingen ikke flød bedre sammen. Men det er som det er og under alle omstændigheder er Myren betydeligt pænere end den var da jeg fandt den i garagen.

    Tiden er løbet lidt fra mit gamle afskallede og dårligt malede skrivebord og jeg tænker, at jeg bruger resten af malingen på det. Det skal have en tur med rystepudseren og det sviner af H til, så det må vente til vejret er til udendørs arbejde.

    Udover at male er søndag formiddag brugt på, at sætte sandblæst folie i de nederste ruder i garderoberummet.

    Der er frit udsyn ind fra nabohuset og det er ikke så rart, når det er her jeg går i bad og klæder om… altså jeg går selvfølgelig i bad på badeværelset, men det er var frit udsyn ind fra værelset overfor.

    Nu kan jeg gå med bar røv uden at støde nogen i både bryggers, bad og garderobe (:

    Der er folie nok tilbage til at jeg en dag kan skifte det, der er på ruderne i badeværelset.

    Måske bliver det næste weekends projekt.

    Måske.

    Stranden kalder… fortsat god søndag!

  • Et øjeblik...

    Vi vil have forår… NU!

    Der er lyst og smukt derude, med sol på en klar himmel… men det er altså efterhånden svært at opretholde begejstringen for sneen. Det er squ så besværligt, men desværre tyder intet på at Kong vinter har tænkt sig at slippe sit tag i os. Langt fra iflg. vejrudsigten til morgen.

    IMG_1274-Edit

    Jeg skal i et par flyttekasser inden søndagen er omme . Jeg har en dock liggende et sted, som gør at jeg vil kunne arbejde hjemmefra – noget tyder på, at det kunne blive nødvendigt på tirsdag, hvor der ventes op til 20 cm sne. Om det når Nordjylland, er vist indtil videre usikkert, men jeg kan lige så godt være forberedt.

    Ninjaen og jeg startede søndagen på havnen. Der sker ikke meget kl. 7 en søndag morgen… lodsen var på vej ud og det var, udover måger, det eneste tegn, jeg så på liv.

    havnenpage

  • Et øjeblik...

    Fy fabian

    IMG_1217-Edit

    Det er altså ikke endnu vinteren har sluppet sit tag. Kalenderen påstår, at det er forår…. men det er ikke akkurat den oplevelse man får herude ved a’hav, hvor solen godt nok har skinnet, men hvor blæsten er gået gennem marv og ben. Kulden bed godt i kinderne, men det kan jeg da godt forstå… vejrudsigtmanden har talt om en chillfaktor på -20.

    Fy fabian!

    Jeg mæt og træt efter dage i dejligt selskab. Søndag aften er foregået i et adstadigt tempo med varm te, tæpper i sofaen, film på dvd’en, en hund i klappeafstand ved siden af og stille samtaler om alt og intet.

    Alting har en ende… også den her søndag.

    Og weekend.

    IMG_1184-Edit-3

     

  • Et øjeblik...

    Seafood

    Jeg ved ikke om Ninjaen har smuglæst dagens tidligere indlæg om foder og kosttilskud.

    En hel skrubbe som for længst havde overskredet sidste holdbarhedsdato hører bestemt ikke til de kostændringer, jeg havde forestillet mig. Hun synes helt sikkert den var lækker, for jeg måtte skrue bissen på for at få hende til at slippe… og så kan jeg forresten igen vaske et par ildelugtende vanter :-/

    IMG_1076-Edit

    Der var rigtig langt til den duft af forår, som vejrudsigten havde stillet os i udsigt tidligere på ugen. Faktisk var det temmelig tisse koldt og vinden bed godt i kinderne. Jeg tænker, at jeg ender med læderhud som sådan en vejrbidt fisker.

    IMG_1068-Edit

    Jeg ser frem til tidlige sommermorgener på skallerevlerne. Morgener hvor solen kan varme kinderne, hvor man kan sætte sig i klitterne og måske ovenikøbet nappe et havbad.

    IMG_1062-Edit

    Der er is på vandet, sne i luften og badetøjssæsonen er langt væk. Endnu.

    Men lige pludselig er det sommer!

  • Et øjeblik...

    Aktiv trods alt

    Min nationale dovendag er udsat til næste weekend. Søndagen viste sig nemlig langt mere aktiv end først antaget.

    Jeg havde nogle bananer, som havde sidste salgsdato og i stedet for at smide dem væk røg de i en banankage. Mens den var under udarbejdelse ringede Poden. Hende og kæresten ville komme forbi, de havde et projekt med et gardin, som de behøvede mors hjælp til.

    IMG_0918-Edit

    Da det var klaret tog de Ninjaen med på endnu en strandtur, så nu er det hende, der holder national dovendag og lur mig om ikke den varer ved helt til i morgen, kun afbrudt af fodringstid. Jeg tror det (:

  • Et øjeblik...

    Early bird

    Pliiing… min mobil vækkede mig kl. 04.22. En besked var tikket ind. Den er ellers altid på “vil ikke forstyrres” om natten. Gider ikke blive vækket af fuldemandssnak, natlige spammails eller andre underligheder, som sagtens kan vente til jeg vågner.

    Kun nogle ganske få på min favoritliste kan komme gennem filtret… der kan trods alt opstå situationer, hvor min nattesøvn er ligegyldig.

    Derfor var jeg også nødt til at rejse mig fra den varme dyne og gå ned og tjekke mobilen. Og hvem kan så lige sove igen. Ikke jeg.

    Derfor kunne man også se mig gå og pakke flyttekasser klokken l*** til morgen og Ninjaen og jeg bevæge os ud i det allerførste morgenlys.

    IMG_0531-Edit

    Næste punkt på søndagens to-do liste er at fylde Poloen med havens krukker og planter og derefter kører dem op på min nye terrasse.

    Flyttedatoen nærmer sig hastigt og og der hersker travlhed alle steder.

    Men vi når det, selvfølgelig gør vi det!

  • Et øjeblik...

    1. søndag i advent

    Efter en veloverstået 80 års fødselsdag har jeg planlagt, at ligge på den meeeget lade side denne 1. søndag i advent… ja altså bortset fra, at Ninjaen selvfølgelig allerede har været ude i kulden og sneen.

    Jeg tænker, at det bliver dagen hvor jeg, iført nattøj, tager hul på de 10 afsnit af Forbrydelsen, som ligger klar på harddisken… måske.

    Sent i aftes opdagede jeg en privat besked på min FaceBook, som havde ligget ulæst i næsten 14 dage. Det er ikke første gang en besked er røget ned i mappen ‘Andet’. Beskeder som havner her fremstår ikke som nye og ulæste – hvorfor og hvordan de havner der, aner jeg ikke.

    Nåmen for at gøre en lang historie kort, så var det en undskyldning fra en kvinde, som for nogen tid siden ringede til mig på jobbet og skældte mig huden fuld for at ville stjæle hendes kæreste. Jeg blev temmelig paf dengang… både over opringningen og den uberettigede anklage… og jeg blev mindst lige så overrasket over – så længe efter – at få en undskyldning.

    Jeg tænker, at begge dele kræver en vist portion mod.

    Er det i øvrigt ikke sådan, at man ikke kan bryde ind i et forhold… man kan kun bryde ud? Og er det ikke også sådan, at man ikke kan stjæle nogen, som ikke vil stjæles?

    I bagkundskabens klare lys var det i hvert fald gået op for hende, at det var hendes ‘kæreste’ og deres forhold, der var problemet og ikke undertegnede.

    Jeg tænker, at hun har ret.