• Et øjeblik...

    Tour de Nordjylland

    Har du ikke en cykel?

    Han stod frisk og solbrændt foran min dør i formiddag iført cykeltøj og en dyr mountainbike, som han lige havde cyklet fra Aalborg til Hals på. Han må have forvekslet min interesse for Tour de France med interessen for cykling generelt.

    Øh jo… jeg har en cykel. Men ikke noget fancy med 100 gear og den slags.

    Det var åbenbart ikke noget krav for at blive slæbt med på cykeludflugt.

    Destinationen, fik jeg at vide, var Øster Hurup.

    IMG_4124a

    Jeg aner ikke, hvor langt der er derned, men da vi havde passeret Lillevildmose og nåede Dokkedal nægtede jeg at køre længere.

    Det er for varmt til den slags udskejelser… desuden får man ondt i r**** af at sidde så længe på sådan en cykel… og retur skulle vi jo også.

    Det eneste behagelig på den tur – udover selskabet – var færgeturen til og fra fastlandet 😐

    IMG_4106

    Og så selvfølgelig den store is vi jeg bestemt synes, vi havde fortjent efter dagens strabadser.

     

  • Et øjeblik...

    Tomato tomato

    Jeg troede, jeg skulle starte søndag morgen med et havbad, men jeg endte med at lade hundene om at bade. Da jeg stod op var solen gemt bag et skylag og der var ingen varme i luften, som gav lyst til at optræde i badetøj. Og da slet ikke i vådt badetøj.

    IMG_4066-vert

    Varme skal der nu nok komme i dag.

    I går eftermiddag var vi oppe på 28 grader i Hals og det er vel også, hvad vi kan forvente i dag. Når der bliver så varmt har vi nået et punkt, hvor jeg ikke længere synes det er rart. Heldigvis er min indre termostat langt mere velfungerende end den har været længe, så jeg kan nøjes med at døje med heden udvortes.

    IMG_4089

    Aktivitetsniveauet sættes et gear ned og selvom græsset trænger til at se en plæneklipper, bliver det ikke før temperaturen falder. Væksten er heldigvis sat lidt i stå på grund af manglen på vand.

    Det er kun højbede og krukker der vandes… græsset skal nok klare sig.

    Tomaterne vælter frem nu. Almindelige tomater, blommetomater, bøftomater og cocktailtomater. Jeg satte 6 planter. Tænkte vel, at det måske kun var halvdelen, der rigtig blev til noget… det er jo på friland. Men der tog jeg fejl. Alle 6 planter er store, frodige og bugner med frugter, der blot venter på at modnes.

    At tomater skal ‘nippes’ var ukendt for mig, så de er lidt vilde i det… men det har tilsyneladende ikke nedsat mængden af frugter og jeg forventer på at tidspunkt at drukne i tomater

    Jeg har gemt linket til Liselottes ovntørrede tomater og jeg er helt overbevist om, at den kommer i brug mere end engang denne sommer.

    Hvis du nu ligger inde med noget helt fantastisk jeg kan bruge de mange tomater til… også så de evt. kan gemmes… så vil jeg da gerne vide det (:

     

  • Et øjeblik...

    Intermezzo

    Jeg er ked af at sige det, men jeg trives altså ikke ret godt med alt for meget varme og glæder mig allerede lidt til efterår, vinter og forår.

    Jeg sover dårligt og bliver doven og ugidelig i varmen. Søndagens ‘koldfront’ kom derfor som sendt fra himlen.

    At den også bragte blæst med sig passede mig endnu bedre for det betød, at de forbandede insekter – fluer og klæg – ikke var på vingerne og vi kunne få lov at gå i fred i mosen.

    IMG_3879

    Æblehuset trængte til en ordentlig overhaling. Det har det fået, græsset er slået, Poloen vasket, hundene luftet og nu er jeg helt klar til at indtage sofaen med kaffen og tage turen op af Det Skaldede Bjerg sammen med Ritter, Leth og Rolf.

    IMG_3884

    Der er blevet kamp om førstepladsen i vores tour manager spil. ‘Visse Sprinters‘ og ‘Støttestrømperne‘ ligger meget tæt og skiftes til at have førstepladsen. Skulle jeg ende med en 2. plads er det ok, for manden bag det hold er ikke en kollega (men en søn af en), så bare jeg kan holde ‘Aalborgvej‘, ‘Goeben‘ ‘Guldpedalen‘ og ‘EPO drengene‘ bag mig, har jeg vundet hævd på den vigtige håneret hele det næste år (:

  • Et øjeblik...

    Havehund eller dovendyr

    Jeg har fået hjælp med gravearbejdet i haven af Ninjaen… i form af et et stort hul midt i bedet, som hun lige kunne skrue sin lille fikse krop ned i :-/

    Udtrykket antyder, at hun er svært stolt af sig selv.

    IMG_2442

    Endnu en sæk skvalderkål er klar til genbrugspladsen.

    Overvejede ellers om der mon lå en forretningside gemt i al den ukrudt… “Æblehusets paleo pesto“. Måske solgt fra en lille bod ude ved vejen. Eller noget.

    Det ville nok næppe sælge blandt lokalbefolkningen, som er skeptiske nordjyder… men måske til turisterne… jeg har erfaret at særligt dem fra hovedstaden hopper på alt nyt med stor begejstring (;

    Nå. Jeg tror bare, at det ryger på genbrugspladsen.

    Det er løbetidens sidste dag. Og så gider jeg forresten godt, at det dyr vågner lidt op igen. Vi kommer ikke langt omkring i det tempo, hun har bevæget sig i de sidste tre uger.

    IMG_2468

    Foran ligger en lang arbejdsuge som jeg overhovedet ikke har lyst til at tage hul på… men hyleri hjælper næppe og der er ikke andet at gøre end at spænde hjelmen og tage fat.

  • Et øjeblik...

    Sidste søndag i maj

    Som så ofte før er søndagen indledt med en tur til stranden.

    Det var nu ikke lysten, der trak da jeg vågnede til morgen efter kun 4½ times søvn.

    Boksebraget Mikkel Kessler vs. Carl Froch holdt mig vågen til kl. 01.30 og jeg havde nok forventet, at kunne sove lidt længere til morgen. Men Ninjaen ville det anderledes og begyndte at pusle rundt nedenunder meget tidligt.

    IMG_2502

    Jeg fortrød ikke, at jeg stod op og tog turen ud på skallerevlerne… 15 grader, sol fra en blå himmel og ikke andre lyde end havets og fuglenes.

    Det er for alvor power til mine batterier.

    Lige om lidt er det juni og rigtig sommer – og så bliver det i bare tæer og med badetøj.

  • Et øjeblik...

    Rabarber Pie

    600 g af havens rabarberstængler er bagt i en smuldredej til en Rabarber Pie og andre 500 g kogt til marmelade sammen med friske jordbær.

    Og så er der fortsat rabarber at hive af, så jeg kan levere det lovede bundt til min makker på tirsdag.

    IMG_2211

    Jeg tænker, at jeg snart er nødt til at begynde at fryse rabarberne ned… ellers ender jeg vel med oxalsyreforgiftning (:

  • Et øjeblik...

    Søndagssysler

    Jeg havde sat mig den åndssvage ide i hovedet, at jeg ville fotografere ‘den blå time‘ her til morgen.

    På denne tid af året er det mellem 4 og 5. Det er tidligt, selv for et A menneske og da jeg (heldigvis) konstaterede, at himlen ikke var klar blev jeg enig med mig selv om, at det ikke var besværet værd.

    IMG_1993

    Søndag ser stadig grå og fugtig ud – men jeg tænker at vi alligevel finder noget at fylde i den.

    Der skal bla. tjekkes lufttryk på mine nymonterede sommerdæk og så kan jeg se at rabarberbedet igen bugner med plukkeklare rabarber.

    rabarber

    Jeg tror, de skal forvandles til marmelade og måske lidt Rabarberkoldskål, som også smager rigtig dejligt.

    Hav en skøn søndag derude – jeg ved min bliver!

  • Et øjeblik...

    Søndagsrundenom

    IMG_1804-Edit

    IMG_1810-Edit

    IMG_1811-Edit

    IMG_1654-Edit

    Og så er jeg forresten ladet op og klar til en uge med ørelæge og frisør besøg, arbejde, rejser og ikke mindst en enkelt fridag midt i.

    Det sidste gider jeg godt.