• Et øjeblik...

    Dagens dilemma

    Mine weekendgæster er rejst. Poden er ikke hjemme… endnu… og tilbage er kun undertegnede… ja altså bortset fra den rødhårede, som heldigvis ikke bare sådan forlader mig.

    En flyttelæs blev kørt til Hals, en vens webside skulle gøres juleklar, jeg nørdede lidt PhotoShop, drak et par kopper kaffe og så går sådan en søndag  forholdsvis hurtigt.

    Lige om lidt (kl. 21) sender TV2 en romantisk søndagsfeelgoodfilm Valentine’s Day, som jeg hellere må se… jeg tænker, at den kan kompensere en smule for den romantik, der mangler i mit liv :-/

    Nu står jeg så bare over for søndagens store dilemma.

    Skal jeg ligge nede i den lille sofa og se den på den store skærm? Eller skal jeg ligge ovenpå i den store seng og se den på den lille skærm?

    BOB BOB

    (OMG kender I andre, der har SÅ voldsomt store problemer?)

    “- in the end it’s all about love”

  • Et øjeblik...

    Søndag i november

    November smilede til Nordjylland med sol, blå himmel og en temperatur der ikke krævede hverken hue eller vanter.

    Der var ingen undskyldning for ikke at trave en tur i bakkerne og få brændt lidt af Mortensanden af.

    Om lidt kommer Bent… vi skal shoppe vinterdæk til Poloen. Endelig.

    Senere er der endnu en fremvisning af lejligheden.

    Og så er den weekend forresten også næsten gået.

  • Et øjeblik...

    Svinkeærinde

    Jeg nåede aldrig Vesterhavet selvom det var planen… en pludselig indskydelse fik mig til at dreje fra mod Gjøl og Ryå.

    Jeg fandt en sti, hvor man kunne følge åen flere kilometer, fra udløbet ved Haldager Vejle i Limfjorden. Og det gjorde vi Ninjaen og jeg. Vi gik rigtig langt i det smukke oktober vejr. Det behøver vist ingen nærmere beskrivelse, jeg synes billederne illustrerer meget godt hvor skønt her er.

    Jeg mødte to mænd i kano/kajak (hvad er egentlig hvad?) ellers ikke et øje udover to smukke heste, fugle og en død rotte.

    Jeg tænker, at vi lige har fundet et nyt yndlingssted.

  • Et øjeblik...

    Silende

    Vådt og gråt har det været den her søndag. Ninjaen og jeg fandt et hul midt på eftermiddagen, hvor det lykkedes os at gå en time uden at blive gennemblødte, men ellers har regnen da også silet ned stort set hele dagen.

    Hvis det havde været min fødselsdag i dag, ville jeg nok lige overveje min opførsel i det forgangne år (;

    Jeg skal kun på job i morgen, derefter holder jeg fri. Vi får travlt, både Nanna og jeg, for der skal vaskes tøj, pakkes og forberedes til efterårsferiens aktiviteter.

  • Et øjeblik...

    Det er muligt

    Der var en der skrev til mig på et tidspunkt, at Ninjaen må være “Danmarks mest fotograferede hund“.

    Jeg tænker, at det er måske rigtigt og at jeg måske burde udvide repertoiret. Bare lidt.

    Men det bliver ikke denne søndag. Den er nemlig tilbragt sammen med ovenstående oppe i bakkerne og da hun ikke kan stå bag kameraet, må hun nødvendigvis være foran.

    Jeg håber, I tilgiver den lidt ensformige brug af model.

    Lidt endnu.

    Som kompensation kan I komme med ud i ‘min skov’, som den ser ud sådan en søndag i oktober.

  • Et øjeblik...

    Where do you go to disappear?

    Søndag nød Ninjaen og jeg frugten af lørdag morgens tidlige start og lørdag aftens date: huset var shinet og beboerne toplækre… så søndag var helt vores egen med plads til at fylde i nøjagtig hvad der faldt os ind.

    For de der kender os, kan det ikke overraske, at Poloen bragte os til Vesterhavet.

    Flere fotos af badedyret her… hvis du har lyst.

    Solen skinnede smukt og jeg kan ikke lade være med at bliver overrasket over, at jeg stort set altid kan have dette skønne sted ganske for mig selv. Jeg tænker, at det måske hænger sammen med, at stranden er en del af stort militært område og at der derfor ikke er sommerhusbeboere, der benytter det.

    Jeg klager ikke. Tværtimod. Ninjaen nyder friheden fra de snærende bånd. Noget vi ikke ville praktisere, hvis vi kunne genere nogle andre strandgæster. Det er ikke helt lovligt endnu. Først 1. oktober er det tilladt at lade sin hund løbe frit, men igen… hvem skulle hindre mig i at tage lidt forskud på friheden? Millitæret?

    Nu hvor jeg er kommet hjem kan jeg se, at jeg måske skulle have svinget hækkeklipperen og græsslåmaskinen i stedet for at daske rundt på stranden… men sådan er der så meget man burde!

     

  • Et øjeblik...

    God søndag

    Ninja √
    Kamera √
    Vand √
    Tennisbolde √
    Penge √
    Solbriller √
    Varmjakke √
    Gummistøvler √

    Poloen er pakket og vi er på vej derud, hvor vi holder allermest af at være.

  • Et øjeblik...

    Dagen derpå

    Sådan en søndag, efter at have festet to aftener i træk, kan jeg godt konstatere, at jeg ikke er 25 år mere.

    Eller min krop kan.

    Jeg har ondt i hele kadavret.

    Meget ondt.

    Jeg overkom en tur til fjorden, en omgang støvsugning og en gulvvask inden jeg lod mig favne af sofaen og en masse bryllupsbilleddimseri.

    Her er lidt stemningsbilleder fra i går…

  • Et øjeblik...

    Et foto siger mere end 1000 ord

    Alle 24 emner i lørdagens Fotomarathon… hvis nogen skulle have lyst til at tage udfordringen op med enten en hel eller halv marathon.

    Ud i det blå
    I toget er tiden min…
    I balance
    Under vandet
    Et foto siger mere end 1000 ord…
    Dans
    Målt og vejet
    Byens liv
    Storhed og fald
    Den jeg er – det hudløse selvportræt
    Som vinden blæser…

    Nattog ta’r mig til…
    It’s party time…
    Byens puls
    Velduftende sved
    Citron måne
    Nattens kødlige begær
    Som tiden går….
    Før og efter…
    Tungt læs…
    Børster
    Ud og Se…
    Enden er nær
    Energiforladt

    I konkurrencen bliver emnerne udleveret 4 af gangen med 4 timers interval. Billederne skal tages i rækkefølge og hvert emne skal i løbet af de 12 eller 24 timer fortolkes med ét eneste uredigeret billede.

    Jeg synes, det er rigtig svære emner… også selvom de kan tages “uden for konkurrence” og man kan blæse på rækkefølge og regler.

    Men jeg har lyst til at prøve.