• Et øjeblik...

    Wir haben Bingo…

    Hvor fedt er det lige at blive vækket klokken l*** mandag morgen – på en fridag – af sådan en melodi..? Jeg fik ikke lokaliseret lyden før den stoppede. Tilbage under dynen. Ti minutter senere gentog seancen sig. Og igen. Og igen.

    Så opgav jeg forehavendet med at sove mere og det lykkedes mig finde synderen i kassen med Podens udtjente mobiler… batteriet er pillet ud og munden lukket på bingoværten!

     

  • Et øjeblik...

    Melankolsk mandag

    Jeg ved ikke, hvad der gik galt denne mandag… måske egentlig bare det hele! Dårlig søvn, bekymringer om alt og ingenting, alenefølelsen, ubetænksomhed, erkendelsen af at noget er uigenkaldeligt slut, skuffelsen over at bliver svigtet… igen. Der er langt til smilet, langt til munterheden og langt til den sædvanlige mig!

    Lidt lettere blev det da jeg kom hjem og blev mødt af min altid glade rødhårede veninde… vi gik i bakkerne, sparkede til en pind og råbte røv… plukkede anemoner og fik sol på næsen.

    – måske imorgen..!

     

  • Et øjeblik...

    En mandag som mandage er flest…

    Og dog… nu havde jeg lige vænnet mig til at se det første morgenlys titte frem i horisonten, når den rødhårede og jeg begiver os ud på den tidlige morgentur… og pludselig måtte vi igen trave i mørke. Det er heldigvis kun kort tid så er den time vundet igen.

    Mandag på jobbet. Morgenkaffen blev indtaget, mens vi fik snakket fredagens bisættelse igennem og der blev sat lidt ord på, hvordan vi hver især havde haft det efterfølgende. Det var ikke nogen rar oplevelse, men vi var enige om at være glade for, at vi havde deltaget. Enige var vi også om, at det var dybt pinligt, at en havde glemt at slukke sin mobil, som selvfølgelig bimlede midt i præstens tale.

    I morgen er sidste dag oraklet er på job den næste måneds tid. Jeg vil nødigt indrømme det… og da slet ikke overfor ham… men selv om jeg har fået lov at låne den fede plads i hjørnet OG lægge beslag på hans lækre udstyr, så kommer jeg til at savne ham. Meget. Hvem skal jeg nu pingponge med… mundhugges med… sparre med..?

    Ellers var det en mandag, hvor Poden blev indkaldt til samtale om et fritidsjob, jeg fik penge tilbage i skat, papbarnet fejrede sin 21 års fødselsdag og jeg forelskede mig i en kortbenet!  

    En mandag som mandage er flest… altså næsten!

  • Et øjeblik...

    Skidt cocktail

    Sådan en meget tidlig mandag morgen må jeg endnu engang konstatere, at stærk blæst og Arabella er en dårlig kombination. Besynderligt at en hund, der er fuldtændig cool nytårsaften kan reagerer med så meget uro fordi det blæser. Og hvorfor begynde på det som 4½ årig..?

    Kl. 3 – omtrent – blev hun dirigeret ud i sin kurv i bryggerset og jeg fik ro til at sove.

    Måske skal jeg fremover tjekke vejrudsigten inden jeg går i seng og ud fra den beslutte, hvor den rødhårede skal sove 😕

    Manglende søvn eller ej… den 14. februar er udnævnt til LÅÅÅÅVE dag og Google er med fra morgenstunden med dette flotte logo

    Ha’ en forrygende mandag fyldt med kærlighed 🙂 

  • Et øjeblik...

    En mandag hvor…

    Det har været en mandag

    – hvor min tidligere bedste ven igen høstede stjerne status hos Poden ved at total renovere hendes pc
    – hvor der var målsamtale med chefen
    – hvor det blev betragtet positivt at have “kant” 
    – hvor jeg fik et længe ventet brev

    Mandag er ikke så slem endda!

  • Et øjeblik...

    En duft af jul

    Mandagsfridagen sluttede på hyggeligste vis med hjemmebagte æbleskiver serveret med flormelis og julemarmelade lavet på jordbær, æble, stjerneanis og kanel.

    Efter sådan en overskudsdag, kan jeg vist lige klare de sidste tre arbejdsdage i år 🙂

  • Et øjeblik...

    Man bliver aldrig for gammel til at lære

    Dagen er fløjet afsted og pludselig var det gå-hjem-tid. Min mentor var tilbage på sin plads og i dag gik vi et skridt videre i min oplæring. Det går helt forrygende, når jeg selv skal sige det og jeg tror på, at jeg er selvkørende, når hun tjekker ud af firmaet for sidste gang den 16. december. Der er mange mange nye ting, der skal læres og hovedet summer når jeg vender Poloen nordpå og kører hjem. Det er derfor en ren lise at tage den rødhårede med på eftermiddags tur og få blæst POBopgaver, Implement Change og andre mærkværdigheder ud af hovedet.

    I dag blev der også løst en lille smule op for den “gordiske knude”… dagens højdepunkt faktisk! Han duftede så dejligt sådan helt tæt på og det busede selvfølgelig ud af mig… ja, det var lige før det var svært at holde den professionelle distance og ikke rulle om på ryggen og miave (-;

    Jeg modstod dog fristelsen, men fik ham alligevel bragt så meget fra koncepterne, at han miste tråden… med et tak og en latter. Sådan! Det er da også noget.

    Jeg har også lært en anden vigtig lektie i dag; at signaler meget nemt kan både sendes og tolkes forkert! For hvorfor skulle man dog flirte med en tilfældig receptionsdame, når man har en sød kæreste derhjemme. Nej vel! Og jeg skal være den første til at undskylde misforståelsen!

    Hvad jeg aldrig får lært er, at køre hjem i ordentlig tid… så jeg ikke behøver holde her:

    Fortsat god mandag til dig!

  • Et øjeblik...

    Den allerallersidste

    Nu kan jeg snart ikke trække den længere, men med til ferien hører alligevel den her mandag. Feriebarnet Viktor bliver afhentet (hvis han altså vil med hjem) og desuden er der er 117 andre ting, vi skal nå netop i dag… Poden skal til frisør, knallerten skal afleveres til rep., alle de nyvaskede møbelbetræk skal monteres, vi skal til Zumba, støvsugeren skal luftes, tøj skal vaskes osv osv…

    – samtidig udsættes det uundgåelige/ubehagelige møde med hverdagen endnu en dag! 😕

  • Et øjeblik...

    Godkendt

    Arabella har været i fremmede dyrlægehænder. Hun skulle have sin årlige vaccination, men samtlige dyrlæger i miles omkreds havde ferielukket og vi havnede derfor i Dronninglund. Flinke dame, som kun havde ros tilovers for den rødhårede: perfekt vægt (47,6 kg.), ingen øre snask, ingen tandsten og i modsætning til mange andre af den størrelse kunne hun gå og stå på sine ben. Hun var til UG med kryds og slange. Men det vidste jeg nu godt (-:

    Gårsdagens dovenskab straffes i dag, for nu skal  der altså ryddes op og støvsugeren luftes.

    Vi har jo snart lige så meget græs inde i huset, som der er ude i haven, men når livet leves med åbne døre og vinduer og den rødhårede går ud og ind… ja, så kan det altså ikke undgåes.

    Og så fik vi forresten taget hul på ferie uge nr. to!