• Kære far

    Hvor det falder mig forholdvist nemt at tale om min mor’s død, er det langt sværere med min fars.

    Jeg har sagt det før: efter han blev ‘skilt’ fra min mor på plejehjemmet levede han et lorteliv.

    Han var ikke nem at omgåes for os pårørende og det er ofte sket, at jeg har haft mere end svært ved at bære over med ham. Hårde ord og irritation blev ofte en del af vores kommunikation og i dag sidder jeg med en rigtig træls følelse af, at have svigtet ham.

    Også systemet svigtede ham. Den somatiske afdeling var som et fængsel. Beboerne sad i dyb ensomhed i hver deres bolig og blev hevet frem på faste tidpunkter, når der blev serveret mad eller kaffe. Ingen initiativer blev taget for at forbedre hans livskvalitet udover hvis det skete efter pres fra os.

    Vreden og tårene ligger forsat lige under overfladen selvom der nu er gået et år.

    Jeg skulle have besøgt ham oftere, men jeg magtede det bare ikke. Jeg gik altid derfra og var rigtig ked af det. Både over hans indlysende mistrivsel og ensomhed, men også over mine egne følelser og utilstrækkelighed.

    I dag er det et år siden, at han sov stille ind i samme ensomhed, som han havde levet den sidste tid. Ingen var forberedt på at døden var nært forestående. Han blev fundet død først på natten den 26. maj.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at det har været fredfyldt for ham.

    34+
  • MTB-forlis i Nordsøen (1951)

    Oprydningen i min fars papirer har afsløret mange sjove ting. Blandt andet denne beretning, som også er udgivet på http://www.navalhistory.dk/

    En dramatisk oplevelse, som jeg husker den.

    Henry Nielsen, telegrafist på T 58 (MUSVAAGEN), beskriver her sin oplevelse af den skæbnesvangre kollision mellem en engelsk og dansk MTB om natten 26. februar 1951.
    I januar 1951 blev jeg påmønstret T 58, en ex tysk motortorpedobåd, som telegrafist. Sammen med T 59 skulle vi i England deltage i forskellige øvelser, for at vise det engelske meldesystems effektivitet, blev der sagt.

    Chef på T 59 var kaptajnløjtnant Kaj N. Bang og næstkommanderende søløjtnant S. Laub. På T 58 var chefen søløjtnant Schou (Lofty) og næstkommanderende søløjtnant Wolden-Ræthinge.

    Turen til og gennem Kielerkanalen gik fint. Et ophold i Brunsbüttel blev afkortet på grund af det fine vejr. Besætningen skulle ellers hvile efter den lange sejltur, som hovedsageligt var natsejlads.

    Overrasket af storm
    Efter en times sejlads ud i Nordsøen blev vi overrasket af et uventet stormvejr.

    T 58 omdøbte vi senere Kålormen eller den “Flexible” fordi den bevægede sig som en sådan.

    Strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede, så radiorummet var faktisk ude af drift. Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen. (model og foto: Henry Nielsen)

    Den vred sig så meget at vandet strømmede ind overalt. Alle skabene i radiorummet sprang op, så alt var kaos, og da strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede var radiorummet faktisk ude af drift.

    Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen.

    Hurtigt blev min køje slået ud og taget i brug. Alle de fortrolige papirer havde jeg under den ene arm, en lille æske med reservedele til radaren under den anden arm, min redningsvest under hovedet og yderhjælmen mellem benene som brækpøs. Sikkert et ynkeligt syn.

    Min nypressede uniform, der hang på skottet lignede en gulvklud. Det var så rædsomt, at cheferne blev enige om at søge nødhavn i Den Helder, den hollandske flådestation.

    Her blev vi nogle dage for at slikke sårene. Efter at strømforsyningen blev spulet med ferskvand og tørret var den igen brugbar.

    Natlig kollision
    I England havde vi base i Felixstowe, en dengang mindre by i Thems-mundingen. I dag er Felixstowe blandt Europas største containerhavne.

    Øvelserne vi deltog i foregik altid om natten. Som regel skulle vi angribe engelske fartøjer. Under den sidste øvelse inden vores ophold var slut, kolliderede T 59 med en engelsk MTB.

    Begge både sejlede med slukkede lanterner, og på grund af høj sø opdagede bådene ikke hinanden på radaren. Radaren var en ret ny foreteelse i Søværnet og netop installeret lige før afgangen fra Holmen, så fænomenet “Sea clutter” var ukendt.

    Den britiske motortorpedobåd 5518, der her ses i Felixstowe umiddelbart efter, fik skåret stævnen af ved kollisionen (Foto: Henry Nielsen)

    Den engelske båd fik skåret hele forskibet væk. Desværre opholdt 2 besætningsmedlemmer sig her og gik tabt. Den engelske kontrolstation spurgte umiddelbart efter kollisionen hvilken fart han gjorde og fik svaret: “Nul knob, leder efter mit forskib”. Typisk for en brite!

    Dansk besætning reddet
    Vi var hurtigt på siden af T 59, der tog meget vand ind.

    Mest mulig grej blev smidt over til T 58. Dækket flød med alt mulig grej, også private ejendele som kokosnødder og bananer, ting der endnu ikke var tilgængelige i Danmark efter krigen. Vi havde næsten tømt Felixstowe for den slags varer.

    Jeg ved ikke hvor længe T 59 holdt sig flydende, 1 time måske.

    Eneste tilskadekommen var søløjtnant Laub, der havde nogle slemme hudafskrabninger i ansigtet. Da jeg var den eneste med nogenlunde rene hænder måtte jeg rense hans sår, vist nok med sprit.

    Derefter måtte vi begge have dulmet nerverne med chefens Jamaica-rom (73 1/2 procent)!

    Den engelske båd havde vandtætte skot og bjergede sig ind til Felixstowe.

    I engelske uniformer
    Dagen efter blev T 59‘s besætning sendt hjem i noget, der lignede “uniformer”. Der havde ikke været tid til omklædning. Der var ikke 2, der bar ens uniformer.

    MTB-folkene var ret udisciplinerede, nogle “bisser”, som man siger.

    Officererne var ganske unge mennesker, disciplin en by i Rusland, forholdene om bord ubeskrivelig elendige, men til gengæld var der på den enkelte båd et fantastisk kammeratskab.

    Et par af de danske marinere optrådte dagen efter i engelske uniformer, idet de skulle deltage i søforhøret.

    T 59 blev senere hævet og istandsat.

    0
  • Kong Neptun kom forbi

    For ikke så længe siden viste jeg min fars Polar dåbsattest og i dag kan jeg så supplere med en lille snas smalfilm af selve dåbshandlingen – dog ikke min fars for det er ham, der er bag kameraet og grunden til, at han fik navnet Filmilerissok.

    Vi er på Fregatten Holger Danske – et krigsskib – og jeg synes det er imponerende udklædninger mændene har kunnet fremstille af de ting, de har kunnet finde ombord.

    0
  • Grønlandsfarer

    Filmilerissok er det navn min far fik da han på Fregatten Holger Danske krydsede polarlinien ved Davis Strædet den 14. august 1956.

    Min far fotograferede en del mens han var på Grønland (deraf navnet) og indrettede mørkekammer i et klædeskab.

    Han har mange fine fotos fra dengang af det barske grønlandske landskab.

    Det er altså ikke fra nogen fremmed jeg har min fotointeresse og det var da også min far, der stak mig mit første kamera i hånden da jeg var 11 år.

    Diplomet er så fint og velbevaret – og han har lovet, at det må følge med, når hans flotte skuffedarium en dag bliver mit.

    1+
  • Mit liv som venstreorienteret

    Min far på 83 har sin egen hjemmeside, hvor han holder kontakten med soldaterkammeraterne fra sin pure ungdom. De mødes fortsat hvert år i ‘Elevforeningen af 1948‘ og hygger sig med at udveklse minder.

    Da min far for et par år siden blev ramt af en blodprop i hjerne og blev lænket til en kørestol var han forhindret i at deltage i mødet, der lå på sjælland og for ikke at skulle forklare mange gange hvad der var sket og hvordan han havde det, publiserede han ‘Mit liv som venstreorienteret‘ på sin hjemmeside.

    Den har jeg gaflet og i min egen ordknaphed overlader hermed ordet til min far…

    IMG_1401_700

    Indtil 21/9 2011 havde mit otium været ganske normalt. Daglige cykelture rundt i omegnen, en daglig dukkert i havet, aldrig været syg. Den omtalte dag havde jeg om formiddagen røgtet mit fiskegrej. Der var 2 skrubber i garnene mens ruserne var tomme. Fiskene blev renset og lagt i fryseren og garnene klaret op.

    Efter frokost gik turen til Skallerevlen for at bade. Kl. 3 var jeg på vej ned på haven for at drikke kaffe sammen med vennerne, da jeg pludselig fandt mig selv liggende på gulvet. Min kone var lige kørt til gymnastik og kom først hjem 1½ time senere.

    Jeg havde fået en blodprop i hjernen og var blevet lam i højre side. Jeg var blevet krøbling på et splitsekund.

    Der går mange tanker gennem ens hoved bl. a. at jeg gerne ville dø. Jeg havde jo alderen og havde i løbet af få år mistet 3 yngre brødre. Så havde det været overstået. Men sådan skulle det ikke gå.

    De næste par uger var jeg på gæstevisit på 4 forskellige sygehuse, men endte med at blive indlagt i Dronninglund, et mindre lukningstruet sygehus med kun 40 senge. Her skulle jeg tilbringe de næste 4 måneder.

    I den første tid var jeg ret deprimeret, gad hverken læse eller se tv, tilbragte den mest af tiden i min seng. Tilmed fik jeg ordineret lykkepiller. Men alt ændrede sig da min kone kom med min bærbare pc og min datter lånte mig sit usb-modem Så vendte Henry Nielsen tilbage til livet.

    Selv om 4 måneder lyder af meget, så var opholdet ganske tåleligt. Jeg var jo ikke syg, personalet forkælede mig og jeg havde 2 søde terapeuter til at tage sig af min genoptræning.

    Et kæmpeprojekt skulle jeg hilse at sige. Det lykkedes ikke helt. Desværre. De sidste to måneder fik jeg dog lov til at komme hjem i weeken’en. Min højre side var og er stadigvæk ubrugelig. Jeg kan ved hjælp af en 4-punktstok bevæge mig rundt herhjemme.

    Ca. 1. februar 2012 blev jeg udskrevet fra sygehuset.

    Det var dejligt at komme hjem, selv om der var del der skulle ændres: tæpperne skulle væk, det samme med dørtrin, brusekabinen blev fjernet, senge og sofa skulle have ekstra høje ben o.s.v. Der skulle laves en rampe ved yderdøre, også skulle der ryddes i garage og værksted. Alt sammen ting jeg skulle have andre til.

    I løbet af sommeren fik jeg en grå plet på højre øje, så jeg bestilte tid hos en øjenlæge. Der var 2 måneders ventetid. Det måtte jeg så vente på. I ventetiden fik også venstre øje en grå plet. Det viste sig at være AMD altså forkalkning, som ikke kan helbredes. Jeg har nu fået 6 indsprøjtninger, der forhindrer at det bliver værre. Jeg kan ikke læse eller se TV.

    Min situation er ikke så slem som det lyder. Begge mine døtre bor nu i Hals. Den ældste der er efterlønner og bor på den anden side af gaden, ser ind hver dag. Min søster bor også i nabolaget (red; hun er så for nylig død), og et barnebarn med familie er også Hals-boere. Og så har jeg jo min kone Birthe der klarer alt her.

    Desuden kigger mange af mine venner indenfor. Jeg har fået en el-scooter. Sammen byens installatør Kaj kører vi rundt i omegnen. Kaj har drevet forretning hele sit liv her i Hals, så kender alle landbrugere her omkring.

    NB! Rudolf og jeg har lovet hinanden, at vi skal mødes 14. juli 2035. Er der andre der vil være med?

    Henry

    0
  • En duft af…

    Kender du det… at dufte/lugte forbindes med særlige mennesker, oplevelser eller begivenheder?

    Oftest er mine erindringer positivt forbundet med dufte… den brune slidte læderjakke han altid bar, næsen stukket ned i hvalpepels, duften af min far, når jeg en sjælden gang som barn fik lov at sove i hans seng, deodoranten en gammel kæreste brugte, duften af hav og …

    Nogen gange er de knap så positive. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg glemmer lugten af Dronninglund Sygehus… alene ordet “Dronninglund Sygehus” kan efterhånden give mig kvalme :-/

    Heldigvis er det snart slut. Min far på vej hjem. Permanent. Måske allerede fra næste weekend. Fire måneder har han været indlagt. De tre i Dronninglund. Længe for os alle… men ikke mindst for ham selv. Vi kom ud på den anden side, som en ny og stærkere familie.

    Men lugten… lugten vil for evigt hænge i erindringen…

    0
  • Lykken kommer til den, der smiler

    Lige bortset fra mit temmelig klodsede stunt i går, så synes jeg dæleme, jeg har temmelig meget medvind i livet. Lige nu. Og på mange måder. Det er helt privat… men lad mig bare sige, at jeg smiler rigtig meget i øjeblikket. Også mere end jeg plejer.

    Lørdagen startede langsomt. Med søvn helt frem til det blev lyst, kaffe, varme rundstykker og morgen tv. Det blev til timers morgenhygge før jeg måtte ud af døren. Jeg have en aftale om at hente min mor, så vi sammen kunne besøge den gamle Hr. Nielsen på Dronninglund Sygehus. Det var det lækreste vejr, så vi smed en poncho over ham og travede en tur i byen. Jeg havde kameraet med og fangede de to i efterårssolen.

    Det er snart 8 uger siden han fik den blodprop i hjernen, der lammede hans højre side. Meget er sket siden. Han kæmper fortsat en sej kamp med genoptræningen og selvom det går langsomt, så er der hele tiden fremgang at spore.

    Humøret er højt og det er en fornøjelse at besøge ham. Han er positiv overfor det meste og kun indimellem gi’r han udtryk for, at vi er heldige, at vi kan tage hjem. De er begyndt at tale om, at han kan komme hjem på weekend og det håber jeg, meget snart kan blive virkelighed.

     

    0
  • Frisk luft til Hr. Nielsen

    Min far har de sidste mange år været fritidsfisker og været vant til at opholde sig udendørs i mange timer dagligt.

    I dag kom han ud i den friske luft for første gang siden han blev syg den 19. spetember. Ja altså lige bortset fra de gange, han er blevet transporteret fra det ene hospital til et andet.

    Vi pakkede ham ind i tæpper og gik en tur i den dejlige efterårssol. Og han nød det.

    Da vi kom retur viste det sig, at hospitalet har de dejligste varme poncho’er, som er specielt beregnet til kørestolsbruger… så nu er der ikke længere nogen undskyldning… nu slæber vi ham ud så ofte vejret tillader det.

    Uanset om han vil eller ej 🙂

    Humøret er højt og han kæmper med træningen. Der er begyndende tegn på kontakt til højre ben, hans tale er betydeligt bedre og han kan nu drikke almindelig væske og behøver ikke den hæslige fortykkelse de rørte i i starten.

    Der er stadig lang vej før han kommer hjem. De beholder ham så længe, der er fremgang. Og det er der.

     

     

     

    0
  • Gassen gik af ballonen

    Mandag var jeg spændt op til at skulle agere familiens kværulant. Siden flytningen til Frederikshavn i fredags er vi blevet mere og mere skide sure på det danske hospitalsvæsen. Over manglen på hensyntagen til gamle mennesker, over manglen på information, over at vores ønske om kontaktperson er blevet ignoreret, osv, osv…

    Jeg havde forberedt mig som en anden advokat til mandagens stuegang på Frederikshavn Sygehus. Ind kommer en lidt ældre læge, som straks tager fat i den frustration som han kan se, vi har ytret overfor på personalet på afelingen henover weekenden. Han var fuldstændig enig i vores kritik. Han skulle personligt sørge for at Brønderslev fik en næse for den manglende information og han kan skulle personligt ringe til Dronninglund Sygehus for at skaffe en plads til min far.

    Jeg blev fuldstændig afvæbnet og al min opsparede vrede fes ud i ingenting. Det havde jeg ikke set komme.

    Allerede i formiddag var min søster blevet kontaktet. Min far overflyttes til Dronninglund i morgen kl. 8.30. Sådan!

    Trykker man på de rigtige knapper (og har man et par kværulerende insisterende døtre) kan det altså lade sig gøre at komme ud af de underlige kasser de helst vil have alle passet ind i.

    Nu består kunsten så i at få min mor gjort forståeligt hvornår bussen går fra og til Hals, sørge for at hendes nøgle bliver bundet fast i hendes taske og sørge for at hun lærer at benytte en mobiltelefon, så hun kan få fat i min søster eller jeg… hvis alt det andet glipper og hun ikke kan finde bussen eller sin nøgle (-:

    På alle skoledage kører bussen fra Hals og direkte til Dronninglund Sygehus og er fremme på bare 25 minutter. I weekenden skal hun stadig hentes og bringes, men det er en bagatel i forhold til de sidste 14 dages transportkaos.

    Lad os nu håbe det klapper og at det er op ad bakke resten af vejen.

    Og så tør jeg næsten ikke sige det, men fysioterapeuten på Frederikshavn sygehus mente min far under omstændighederne har ok kontrol over sit højre ben og med masser af arbejde med. Lægen som var på stuegang tog det et skridt videre… han turde spå, at min far i løbet af en måned eller to var på benene igen og tilbage i sit eget hjem. Armen var han mere usikker på. Jeg synes, det var temmelig farligt, at så et sådan håb i os – men ham virkede særdeles kompetent og erfaren… jeg mener… ville han ha’ sagt det, hvis ikke hans erfaring gav ham noget at have det i?

    0
  • En sommerdag i oktober

    Man skal stå ualmindelig tidligt op, hvis man vil følges med den rødhårede og jeg på vores morgentur ved fjorden. Når det begynder at lysne er der ikke mange ved vandet… ja der er faktisk ikke nogen mennesker nogen steder. Heller ikke ved bageren er de begyndt at dukke op endnu. Engang gad jeg godt kunne sove længe. Bare lidt.

    Vi brugte eftermiddagen i Frederikshavn. Min far havde det lidt bedre i dag og havde derfor mere lyst til at snakke og fortælle. Min mor er født og opvokset i Frederikshavn. Vi kørte forbi skolen hun havde gået på. Så kirken hvor hun er konfirmeret. Og passerede flådestationen lige syd for byen, hvor hun mødte min far. Han var som ung mand i marinen og det var netop her de to forelskede sig for snart en menneskealder siden. Der er meget at fortælle.

    Den 3. november har de været gift i 60 år. Der er vist noget med, at man i dén anledning får en hilsen fra Dronningen… men sker det automatisk? Er der nogen der ved det?

    Eller er det også sparet væk!

    0