Mit liv som venstreorienteret
Min far på 83 har sin egen hjemmeside, hvor han holder kontakten med soldaterkammeraterne fra sin pure ungdom. De mødes fortsat hvert år i ‘Elevforeningen af 1948‘ og hygger sig med at udveklse minder.
Da min far for et par år siden blev ramt af en blodprop i hjerne og blev lænket til en kørestol var han forhindret i at deltage i mødet, der lå på sjælland og for ikke at skulle forklare mange gange hvad der var sket og hvordan han havde det, publiserede han ‘Mit liv som venstreorienteret‘ på sin hjemmeside.
Den har jeg gaflet og i min egen ordknaphed overlader hermed ordet til min far…
Indtil 21/9 2011 havde mit otium været ganske normalt. Daglige cykelture rundt i omegnen, en daglig dukkert i havet, aldrig været syg. Den omtalte dag havde jeg om formiddagen røgtet mit fiskegrej. Der var 2 skrubber i garnene mens ruserne var tomme. Fiskene blev renset og lagt i fryseren og garnene klaret op.
Efter frokost gik turen til Skallerevlen for at bade. Kl. 3 var jeg på vej ned på haven for at drikke kaffe sammen med vennerne, da jeg pludselig fandt mig selv liggende på gulvet. Min kone var lige kørt til gymnastik og kom først hjem 1½ time senere.
Jeg havde fået en blodprop i hjernen og var blevet lam i højre side. Jeg var blevet krøbling på et splitsekund.
Der går mange tanker gennem ens hoved bl. a. at jeg gerne ville dø. Jeg havde jo alderen og havde i løbet af få år mistet 3 yngre brødre. Så havde det været overstået. Men sådan skulle det ikke gå.
De næste par uger var jeg på gæstevisit på 4 forskellige sygehuse, men endte med at blive indlagt i Dronninglund, et mindre lukningstruet sygehus med kun 40 senge. Her skulle jeg tilbringe de næste 4 måneder.
I den første tid var jeg ret deprimeret, gad hverken læse eller se tv, tilbragte den mest af tiden i min seng. Tilmed fik jeg ordineret lykkepiller. Men alt ændrede sig da min kone kom med min bærbare pc og min datter lånte mig sit usb-modem. Så vendte Henry Nielsen tilbage til livet.
Selv om 4 måneder lyder af meget, så var opholdet ganske tåleligt. Jeg var jo ikke syg, personalet forkælede mig og jeg havde 2 søde terapeuter til at tage sig af min genoptræning.
Et kæmpeprojekt skulle jeg hilse at sige. Det lykkedes ikke helt. Desværre. De sidste to måneder fik jeg dog lov til at komme hjem i weeken’en. Min højre side var og er stadigvæk ubrugelig. Jeg kan ved hjælp af en 4-punktstok bevæge mig rundt herhjemme.
Ca. 1. februar 2012 blev jeg udskrevet fra sygehuset.
Det var dejligt at komme hjem, selv om der var del der skulle ændres: tæpperne skulle væk, det samme med dørtrin, brusekabinen blev fjernet, senge og sofa skulle have ekstra høje ben o.s.v. Der skulle laves en rampe ved yderdøre, også skulle der ryddes i garage og værksted. Alt sammen ting jeg skulle have andre til.
I løbet af sommeren fik jeg en grå plet på højre øje, så jeg bestilte tid hos en øjenlæge. Der var 2 måneders ventetid. Det måtte jeg så vente på. I ventetiden fik også venstre øje en grå plet. Det viste sig at være AMD altså forkalkning, som ikke kan helbredes. Jeg har nu fået 6 indsprøjtninger, der forhindrer, at det bliver værre. Jeg kan ikke læse eller se TV.
Min situation er ikke så slem som det lyder. Begge mine døtre bor nu i Hals. Den ældste, der er efterlønner og bor på den anden side af gaden, ser ind hver dag. Min søster bor også i nabolaget (red; hun er så for nylig død), og et barnebarn med familie er også Hals-boere. Og så har jeg jo min kone Birthe der klarer alt her.
Desuden kigger mange af mine venner indenfor. Jeg har fået en el-scooter. Sammen byens installatør Kaj kører vi rundt i omegnen. Kaj har drevet forretning hele sit liv her i Hals, så kender alle landbrugere her omkring.
NB! Rudolf og jeg har lovet hinanden, at vi skal mødes 14. juli 2035. Er der andre der vil være med?
Henry
17 Comments
Birgitte Bonde
Rørende…
Kærligst BB
Helle
Kære Mette
Den “historie” kunne min kæreste have skrevet – men han var 52 år, da det samme skete for ham.
Dejlig blog – faktisk den bedste jeg følger!
Mette
Tak for de søde ord, Helle.
Det må være tungt i så forholdsvis ung en alder. Min far var over 80 og havde allerede levet et langt og god liv.
Poden
<3 er tom for ord.
Pernille
En temmelig stærk beretning, af en mand, der ikke sådan er til at slå ud. Tak fordi jeg fik lov at læse med.
Mette
Det er sådan lidt op og ned… nogen gange er han lidt bitter men er heldigvis overvejende positiv.
dorthe walsh
Interessant læsning! Din far har meget smukt beskrevet det, vi nok alle frygter, at blive så syg på et split sekund. Dejligt at han har fundet sin livsglæde igen. Tak fordi jeg måtte læse med. <3
Mette
Det var en hæslig periode lige efter og tærede på os alle sammen. Men det bliver også hverdag og vi kom alle stærkere ud på den anden side.
Monica
trist og godt på samme tid… 2035… altså… 🙂
Dejligt at I bor tæt ved hinanden.
Mette
Ja, han agter at holde sin aftale med Rudolf 😉
Mette
Han har da den mest fantastiske humor, din far. Den går rent ind hos mig 🙂
Gitte
🙂
Mette
Smil til dig også 🙂
Anna Marie
Han er sej, din far. Heldigvis lader det til, at han stadig kan høre?
Mette
Som han selv siger; ‘jeg er jo ikke syg’ og trods sine handicap har han det heldigvis godt .)
Maj-Britt Vestersøe
Din far er en god “skriver” – ligesom dig.
Jeg blev meget berørt af denne lille venstreorienterede læsning – dejligt, at din far har fået livsmodet tilbage.
Mette
Han er for det meste i godt humør. De 4 måneder han lå på hospitalet var det en fornøjelse at besøge ham… glad hver eneste dag trods situationen.