Mit liv som venstreorienteret

Min far på 83 har sin egen hjemmeside, hvor han holder kontakten med soldaterkammeraterne fra sin pure ungdom. De mødes fortsat hvert år i ‘Elevforeningen af 1948‘ og hygger sig med at udveklse minder.

Da min far for et par år siden blev ramt af en blodprop i hjerne og blev lænket til en kørestol var han forhindret i at deltage i mødet, der lå på sjælland og for ikke at skulle forklare mange gange hvad der var sket og hvordan han havde det, publiserede han ‘Mit liv som venstreorienteret‘ på sin hjemmeside.

Den har jeg gaflet og i min egen ordknaphed overlader hermed ordet til min far…

IMG_1401_700

Indtil 21/9 2011 havde mit otium været ganske normalt. Daglige cykelture rundt i omegnen, en daglig dukkert i havet, aldrig været syg. Den omtalte dag havde jeg om formiddagen røgtet mit fiskegrej. Der var 2 skrubber i garnene mens ruserne var tomme. Fiskene blev renset og lagt i fryseren og garnene klaret op.

Efter frokost gik turen til Skallerevlen for at bade. Kl. 3 var jeg på vej ned på haven for at drikke kaffe sammen med vennerne, da jeg pludselig fandt mig selv liggende på gulvet. Min kone var lige kørt til gymnastik og kom først hjem 1½ time senere.

Jeg havde fået en blodprop i hjernen og var blevet lam i højre side. Jeg var blevet krøbling på et splitsekund.

Der går mange tanker gennem ens hoved bl. a. at jeg gerne ville dø. Jeg havde jo alderen og havde i løbet af få år mistet 3 yngre brødre. Så havde det været overstået. Men sådan skulle det ikke gå.

De næste par uger var jeg på gæstevisit på 4 forskellige sygehuse, men endte med at blive indlagt i Dronninglund, et mindre lukningstruet sygehus med kun 40 senge. Her skulle jeg tilbringe de næste 4 måneder.

I den første tid var jeg ret deprimeret, gad hverken læse eller se tv, tilbragte den mest af tiden i min seng. Tilmed fik jeg ordineret lykkepiller. Men alt ændrede sig da min kone kom med min bærbare pc og min datter lånte mig sit usb-modem Så vendte Henry Nielsen tilbage til livet.

Selv om 4 måneder lyder af meget, så var opholdet ganske tåleligt. Jeg var jo ikke syg, personalet forkælede mig og jeg havde 2 søde terapeuter til at tage sig af min genoptræning.

Et kæmpeprojekt skulle jeg hilse at sige. Det lykkedes ikke helt. Desværre. De sidste to måneder fik jeg dog lov til at komme hjem i weeken’en. Min højre side var og er stadigvæk ubrugelig. Jeg kan ved hjælp af en 4-punktstok bevæge mig rundt herhjemme.

Ca. 1. februar 2012 blev jeg udskrevet fra sygehuset.

Det var dejligt at komme hjem, selv om der var del der skulle ændres: tæpperne skulle væk, det samme med dørtrin, brusekabinen blev fjernet, senge og sofa skulle have ekstra høje ben o.s.v. Der skulle laves en rampe ved yderdøre, også skulle der ryddes i garage og værksted. Alt sammen ting jeg skulle have andre til.

I løbet af sommeren fik jeg en grå plet på højre øje, så jeg bestilte tid hos en øjenlæge. Der var 2 måneders ventetid. Det måtte jeg så vente på. I ventetiden fik også venstre øje en grå plet. Det viste sig at være AMD altså forkalkning, som ikke kan helbredes. Jeg har nu fået 6 indsprøjtninger, der forhindrer at det bliver værre. Jeg kan ikke læse eller se TV.

Min situation er ikke så slem som det lyder. Begge mine døtre bor nu i Hals. Den ældste der er efterlønner og bor på den anden side af gaden, ser ind hver dag. Min søster bor også i nabolaget (red; hun er så for nylig død), og et barnebarn med familie er også Hals-boere. Og så har jeg jo min kone Birthe der klarer alt her.

Desuden kigger mange af mine venner indenfor. Jeg har fået en el-scooter. Sammen byens installatør Kaj kører vi rundt i omegnen. Kaj har drevet forretning hele sit liv her i Hals, så kender alle landbrugere her omkring.

NB! Rudolf og jeg har lovet hinanden, at vi skal mødes 14. juli 2035. Er der andre der vil være med?

Henry

0

17 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *