• En duft af…

    Kender du det… at dufte/lugte forbindes med særlige mennesker, oplevelser eller begivenheder?

    Oftest er mine erindringer positivt forbundet med dufte… den brune slidte læderjakke han altid bar, næsen stukket ned i hvalpepels, duften af min far, når jeg en sjælden gang som barn fik lov at sove i hans seng, deodoranten en gammel kæreste brugte, duften af hav og …

    Nogen gange er de knap så positive. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg glemmer lugten af Dronninglund Sygehus… alene ordet “Dronninglund Sygehus” kan efterhånden give mig kvalme :-/

    Heldigvis er det snart slut. Min far på vej hjem. Permanent. Måske allerede fra næste weekend. Fire måneder har han været indlagt. De tre i Dronninglund. Længe for os alle… men ikke mindst for ham selv. Vi kom ud på den anden side, som en ny og stærkere familie.

    Men lugten… lugten vil for evigt hænge i erindringen…

    0
  • Så smut dog ud…

    Se nu der… nogen ting kan fylde så meget i hovedet, at man glemmer alt omkring sig.

    Ikke nok med, at jeg kørte for langt… jeg missede oven i købet TO afkørsler og i stedet for at dreje fra ved afkørsel 16 mod Dronninglund/Hjallerup for at hente min mor på Dronninglund Sygehus, måtte jeg helt op omkring Flauenskjold ved afkørsel 14 for at vende :-/

    Hvor det lige gik galt ved jeg ikke. Jeg forsøgte at skylde skylden på mørket og regnen men jeg tror desværre ikke det er den hele sandhed.

    “Not all who wander are lost” og jeg fandt da også både Dronninglund og min mor… omend noget forsinket.

    0
  • Bump på vejen

    Vi har været gennem en svær tid i familien. Min far har været gennem en særlig svær tid. Men vi overkommer det. Ikke fordi vi er specielt ressource stærke, men fordi vi vil. Vi kunne ha’ valgt kun at fokusere på det negative. Men det gjorde vi ikke. Min far kunne ha’ valgt, at svælge i selvmedlidenhed. Men det gjorde han ikke.

    Bevares… den første usikre tid var svær. Det var en helt ny virkelighed vi alle sammen skulle forholde os til. Og det gjorde vi så. Og vi fandt det positive.

    I dag kom ham hjem på sit første weekend besøg. Glad, positiv og med en tro på, at det nok skal gå, indtog han Fjordgade for første gang i 2 måneder.

    Man kommer ikke gennem livet uden at samle glæder og sorger i massevis. Man kan håndtere de bump livet gi’r på forskellig vis. Nogen synes at svælge i selvmedlidenhed og ødelægger på den måde livet – ikke bare for sig selv men også for sine omgivelser – mens andre på beundringsværdig vis tackler de udfordringer livet byder på med ukueligt mod og overskud.

    Livet er kort og det er fandeme for ærgerligt, ikke at leve det liv, der er godt for dig.

    Squ..

     

    0
  • Optur trods alt

    I modsætning til de sidste par dage nåede jeg at se solen i dag. En dejlig afveksling.

    I aftes kørte jeg rundt i så fed en tåge, at jeg vil gætte på max. 50 meters sigtbarhed. Til morgen var der udsigt til den smukkeste stjernehimmel. Bilerne var pakket ind i is og græsset knasede under støvlerne. Behøver jeg sige, at jeg nød morgenturen?

    De sidste måneder har været drøje at komme gennem og indimellem har jeg været så træt, at jeg kunne sætte mig ned og tude. Men når jeg så ser, at min indsats gør en forskel, at nogen bliver glade, så overkommer jeg en smule mere. Og lidt til. Med et smil.

    Det rart, at føle sig værdsat. At mærke at man betyder noget for nogen. At det jeg har at tilbyde også er noget værd. At nogen bryder sig om mig, som den jeg er og har rummelighed nok til mine underligheder.

    Det er rart at blive bekræftet. På alle måder. Og det bli’r jeg. Det bliver man da glad i låget af.

    0
  • Lykken kommer til den, der smiler

    Lige bortset fra mit temmelig klodsede stunt i går, så synes jeg dæleme, jeg har temmelig meget medvind i livet. Lige nu. Og på mange måder. Det er helt privat… men lad mig bare sige, at jeg smiler rigtig meget i øjeblikket. Også mere end jeg plejer.

    Lørdagen startede langsomt. Med søvn helt frem til det blev lyst, kaffe, varme rundstykker og morgen tv. Det blev til timers morgenhygge før jeg måtte ud af døren. Jeg have en aftale om at hente min mor, så vi sammen kunne besøge den gamle Hr. Nielsen på Dronninglund Sygehus. Det var det lækreste vejr, så vi smed en poncho over ham og travede en tur i byen. Jeg havde kameraet med og fangede de to i efterårssolen.

    Det er snart 8 uger siden han fik den blodprop i hjernen, der lammede hans højre side. Meget er sket siden. Han kæmper fortsat en sej kamp med genoptræningen og selvom det går langsomt, så er der hele tiden fremgang at spore.

    Humøret er højt og det er en fornøjelse at besøge ham. Han er positiv overfor det meste og kun indimellem gi’r han udtryk for, at vi er heldige, at vi kan tage hjem. De er begyndt at tale om, at han kan komme hjem på weekend og det håber jeg, meget snart kan blive virkelighed.

     

    0
  • Frisk luft til Hr. Nielsen

    Min far har de sidste mange år været fritidsfisker og været vant til at opholde sig udendørs i mange timer dagligt.

    I dag kom han ud i den friske luft for første gang siden han blev syg den 19. spetember. Ja altså lige bortset fra de gange, han er blevet transporteret fra det ene hospital til et andet.

    Vi pakkede ham ind i tæpper og gik en tur i den dejlige efterårssol. Og han nød det.

    Da vi kom retur viste det sig, at hospitalet har de dejligste varme poncho’er, som er specielt beregnet til kørestolsbruger… så nu er der ikke længere nogen undskyldning… nu slæber vi ham ud så ofte vejret tillader det.

    Uanset om han vil eller ej 🙂

    Humøret er højt og han kæmper med træningen. Der er begyndende tegn på kontakt til højre ben, hans tale er betydeligt bedre og han kan nu drikke almindelig væske og behøver ikke den hæslige fortykkelse de rørte i i starten.

    Der er stadig lang vej før han kommer hjem. De beholder ham så længe, der er fremgang. Og det er der.

     

     

     

    0
  • Gassen gik af ballonen

    Mandag var jeg spændt op til at skulle agere familiens kværulant. Siden flytningen til Frederikshavn i fredags er vi blevet mere og mere skide sure på det danske hospitalsvæsen. Over manglen på hensyntagen til gamle mennesker, over manglen på information, over at vores ønske om kontaktperson er blevet ignoreret, osv, osv…

    Jeg havde forberedt mig som en anden advokat til mandagens stuegang på Frederikshavn Sygehus. Ind kommer en lidt ældre læge, som straks tager fat i den frustration som han kan se, vi har ytret overfor på personalet på afelingen henover weekenden. Han var fuldstændig enig i vores kritik. Han skulle personligt sørge for at Brønderslev fik en næse for den manglende information og han kan skulle personligt ringe til Dronninglund Sygehus for at skaffe en plads til min far.

    Jeg blev fuldstændig afvæbnet og al min opsparede vrede fes ud i ingenting. Det havde jeg ikke set komme.

    Allerede i formiddag var min søster blevet kontaktet. Min far overflyttes til Dronninglund i morgen kl. 8.30. Sådan!

    Trykker man på de rigtige knapper (og har man et par kværulerende insisterende døtre) kan det altså lade sig gøre at komme ud af de underlige kasser de helst vil have alle passet ind i.

    Nu består kunsten så i at få min mor gjort forståeligt hvornår bussen går fra og til Hals, sørge for at hendes nøgle bliver bundet fast i hendes taske og sørge for at hun lærer at benytte en mobiltelefon, så hun kan få fat i min søster eller jeg… hvis alt det andet glipper og hun ikke kan finde bussen eller sin nøgle (-:

    På alle skoledage kører bussen fra Hals og direkte til Dronninglund Sygehus og er fremme på bare 25 minutter. I weekenden skal hun stadig hentes og bringes, men det er en bagatel i forhold til de sidste 14 dages transportkaos.

    Lad os nu håbe det klapper og at det er op ad bakke resten af vejen.

    Og så tør jeg næsten ikke sige det, men fysioterapeuten på Frederikshavn sygehus mente min far under omstændighederne har ok kontrol over sit højre ben og med masser af arbejde med. Lægen som var på stuegang tog det et skridt videre… han turde spå, at min far i løbet af en måned eller to var på benene igen og tilbage i sit eget hjem. Armen var han mere usikker på. Jeg synes, det var temmelig farligt, at så et sådan håb i os – men ham virkede særdeles kompetent og erfaren… jeg mener… ville han ha’ sagt det, hvis ikke hans erfaring gav ham noget at have det i?

    0
  • En sommerdag i oktober

    Man skal stå ualmindelig tidligt op, hvis man vil følges med den rødhårede og jeg på vores morgentur ved fjorden. Når det begynder at lysne er der ikke mange ved vandet… ja der er faktisk ikke nogen mennesker nogen steder. Heller ikke ved bageren er de begyndt at dukke op endnu. Engang gad jeg godt kunne sove længe. Bare lidt.

    Vi brugte eftermiddagen i Frederikshavn. Min far havde det lidt bedre i dag og havde derfor mere lyst til at snakke og fortælle. Min mor er født og opvokset i Frederikshavn. Vi kørte forbi skolen hun havde gået på. Så kirken hvor hun er konfirmeret. Og passerede flådestationen lige syd for byen, hvor hun mødte min far. Han var som ung mand i marinen og det var netop her de to forelskede sig for snart en menneskealder siden. Der er meget at fortælle.

    Den 3. november har de været gift i 60 år. Der er vist noget med, at man i dén anledning får en hilsen fra Dronningen… men sker det automatisk? Er der nogen der ved det?

    Eller er det også sparet væk!

    0
  • En dyne at slå i

    Nåmen så fik vi så besøgt min far i Frederikshavn, hvortil han blev flyttet i går for at få undersøgt hvorfor han har blod i urinen. Vi spurgte min far om der så var nogen, der havde kigget på ham. Og det var der ikke. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor han så partout skulle overføres på en fredag, når der ikke foregår en skid undersøgelser i weekenden.

    Vi gik på hans sygeplejerske og fik en god snak. Hun kunne godt forstå vores frustration over han var flyttet så langt væk fra sine pårørende og hun var – ligesom vi – overbevist om, at Brønderslev overhovedet ikke har undersøgt muligheden for en plads i Aalborg, hvor han kender personalet og hvor personalet kender ham. Hun noterede vores ønske og anbefalede på det kraftigste, at vi deltog i stuegangen på mandag, hvor der er mulighed for at tale med den ansvarlige læge.

    Jeg tager kontakt til min chef i dag og ber mig fri mandag formiddag – og så bider jeg mig fast i deres haser, indtil jeg får en ordentlig forklaring og indtil de bliver trætte af mig, at de vil gøre hvad som helst for at slippe af med mig.

    0
  • Region Nordjylland… til at lukke op og s**** i

    Der var lagt i kakkelovnen fra morgenstunden og mine kolleger var ikke i tvivl om min sindsstemning da de hørte mine hæle klapre temmelig bestemt hen over kontorgulvet da jeg mødte.

    Jamen nu hører han jo under Sygehus Vensyssel” var svaret da jeg til morgen tordnede overfor for personalet på Brønderslev Sygehus, og ville have svar på, hvorfor i alverden man har flyttet min far til Frederikshavn… jamen for fanden… det var han ikke for tre da siden hvor han lå på en tilsvarende afdeling i Aalborg – og da var det ikke noget problem at flytte ham til Brønderslev og der med Sygehus Vensyssel. Hvorfor er det så ikke muligt at flytte ham den anden vej?

    Det fik jeg ingen svar på.

    Nå lad nu det ligge. Så vidt jeg kunne forstå, er det midlertidigt indtil man har fundet ud af hvorfor han har blod i urinen – i det mindste var det sygeplejerskens opfattelse – og så kan vi vel leve med de ekstra kilometer så længe. I morgen kører min mor og jeg til Frederiskhavn – og så må jeg gå dem på klingen. For er det noget længerevarende, så skal de denondelyneme flytte ham til Aalborg, så det er muligt for ham at have sine pårørende omkring sig.

    Andet er bare ikke rimeligt.

    BASTA

    0