-
Fra 100 til 0 på 1 time
Og så var der efterfølgende dejlig ro.
PS: Vi mødte ikke et øje i skoven, holdt behørig afstand, udlod at kramme og sprittede hænder efter turen.
-
Den første uge
Den første uges hjemmearbejde er snart gået. Det går okay. Jeg savner mine kolleger og kunder, kantinens gode frokost og rutinen der ligger i hverdagen. På positiv siden så kan jeg sove lidt længere, jeg slipper for en times transport og kan starte dagen med en tur i skoven eller ved stranden.
Der er lidt uro af hundene om formiddagen, men når jeg hører de udfordringer forældre til små børn kæmper med, så er to hunde vist alligevel nemmere at håndtere samtidig med at jeg skal passe mit job.
Som introvert stortrives jeg i mit eget selskab, så jeg føler mig på ingen måde isoleret selvom de eneste jeg har set den sidste uge, er de der har ekspederet mig hos bageren og i Menu.
. . .
Vi er midt i Irmas tandskifte. De små sylespidse hvalpetænder rasler ud. Først fortænderne i undermunden, hvor de nye tænder allerede titter frem og nu i overmunden, hvor hendes gumme i dag er helt bar.
Bob ser helt sikkert frem til at de 4 hjørnetænder også er skiftet. Jeg kan læse tilbage og se at der godt kan gå en måneds tid endnu før sker. Bob havde ingen problemer med tilbageholdte hjørnetænder, men det kan ske. En af vores bordeaxer måtte have alle fire fjernet hos dyrlægen, men jeg satser på at det går helt uden problemer med den lille Irma.
I dag er hun 18 uger. De 10 af dem har hun boet her hos os. Det har været ganske uden problemer. Selvfølgelig har der været den forventede uro når man får en lille hvalp – men ingen uforudsete ting overhovedet. Det er 100 gange nemmere at få en hvalp, når man har en voksen hund i forvejen.
-
See scout sleep
Irma er næsten vokset ud af Bobs hvalpehalsbånd og er nu iført sit fine røde voksen-Irma halsbånd fra See Scout Sleep.
Det er spænder i super kvalitet og jeg er vild med deres karabinhager, som ikke svigter på samme måde som dem med en almindelig med fjeder. Når man kommer meget ved stranden er det et problem. Om det er sand eller saltvand, der ødelægger fjedermekanismen ved jeg ikke, men disse holder til hvad som helst.
Mandagen har været med arbejde fra hjemmekontoret og i stedet for at holde frokostpause gik jeg en tur i skoven med hundene. Der er ikke meget at lave lige nu. Det er en usædvanlig tid og behovet for it-udstyr er begrænset.
Jeg keder mig nu ikke. Indimellem arbejdsopgaverne kan jeg finde et par puslespilsbrikker imellem de 2000, der er spredt udover spisebordet. Det er det sidste af de puslespil jeg har lånt af Daniels farmor. Godt jeg havde gemt det.
Det var dag 2 i mit forebyggende hjemmeophold.
-
Indoor og outdoor typen
Det blev en morgen lige efter mit hoved, kold og stille.
I stedet for blot at gå en lille morgen luftetur i byen, blev det skønne vejr udnyttet til en lang og meget tidlig tur i Trekantskoven. Solen var kun lige stået op og fuglene sang fornøjet.
Skovbunden har fortsat ikke kunnet optage alt det vand vi fik i februar og i kulden er skovstierne omdannet til skøjtebaner. Man kan kun bevæge sig gennem skoven off-road og hunde elsker det… de springer rundt, over og under væltede træer og hen over tuer.
Det er to meget forskellige hvalpe jeg har fået.
Bob var meget forsigtig, afskyede kulden og ville helst være inde. Irma er frygtløs og vil helst være ude uanset temperatur.
Bob er fortsat kuldskær. Han vil gerne ud i haven, men så snart han har tisset vil han gerne ind i varmen. Irma er ikke til at drive ind.
Hundetræningen søndag formiddag er aflyst de næste 2 uger. Om vi nogensinde får gennemført de ti x træning, der er planlagt og betalt for, er efterhånden lidt uvist. Om ikke andet har det den fordel, at vi kan være heldige at skulle gennemføre i bedre vejr end det vi startede ud i.
Ligesom med skolebørnene er der forberedt noget online undervisning og søndag bliver der lagt øvelser ud, som vi kan muntre os med i den kommende uge.
-
Irma • fire måneder
I går blev Irma fire måneder – dvs. hun har boet hos os lige så længe som hun boede i kennelen.
Hun har været præcis det tilskud til familien, som jeg havde håbet. Om Bob er helt enig ved jeg ikke. Han tager en del af de unoder, der følger med sådan en hvalp, men Mogens Dyrlæge har forsikret mig om, at der også kommer et tidspunkt, hvor hans overbærenhed får en ende og hvor hun bliver gammel nok til at blive sat på plads.
Jeg har været træt i perioder, men så lysner det pludselig og glemt er allerede alle de nætter, hvor jeg hastede ud af sengen flere gange i løbet af natten fordi hun skulle tisse.
Der er vi forlængst ovre og sørger jeg for, at hun har besørget inden vi går i seng kan hun sagtens holde sig om natten.
Når jeg er væk på job om dagen kniber det lidt mere.
Jeg har endnu ikke oplevet at komme hjem og hun har holdt sig. Jeg holder øje med dem fra distancen. Der er stadig en del leg og aktivitet, så det er nok også for meget at forlange, at hun så også skal holde sig. Endnu.
Når jeg læser tilbage kan jeg se, at jeg først bemærker da Bob er 19 uger, at han oftere og oftere har kunne holde sig, så mon ikke Irma også når dertil.
Fire måneder… det skal fejres og i aften er der et ‘lørdags øre’ til dem begge.
♥
-
15 uger er hun nu
Irmas første møde med Jack foregik i øsende regnvejr i Præstens Plantage og er derfor ikke foreviget af Fuji.
Men jeg kan afsløre, at det gik over al forventning. Tyrannen Irma var lige pludselig underhunden og viste med sit kropssprog med al tydelighed, at hun er en lille hvalp og ganske ufarlig.
Når vi har mødt større hunde, er hun tidligere stukket i et hvin, længe før den større hund overhovedet så meget som har overvejet at ville hilse på hende.
Det er godt at se, at hun er en helt normalt fungerende hvalp og ikke fører sig frem i den smart-i-en-fart attitude hun viser på hjemmebane og overfor Bob.
Bob har fundet ud af at han sagtens selv kan hoppe op i sofaen og det er blevet hans helle, når tyrannen bliver for overgearet. Sådan en slags timeout som han selv finder ud af at tage.
På den anden side er sofaen også Irmas helle, når de får tyggeben eller andre snacks. Bob nærmest sluger sit for så at vogte på, at Irma forlader sit eller ligefrem stjæler det fra hende. Han kan simpelthen ikke tåle hun har noget, han ikke har, selv om det er nøjagtig det samme de får.
Ikke at det giver anledning til konflikter – endnu – det er vel bare sådan en slags søskendejalousi.
-
DYYYYGTIG
Efter en times hundetræning er luften fuldstændig gået ud af Irma.
Sidste søndag var blev aflyst pga. vejret, så vi har i 14 dage trænet den kontakt øvelse vi fik til første træning. Det går så godt, at hun, når vi går i skoven, konstant stopper op, kigger på mig og forventer, at der falder en godbid af.
Og det gør der selvfølgelig 🙂
Den gode kontakt er grundlaget for enhver anden øvelse og samtidig er kontaktøvelsen glimrende til at få stressniveauet ned, hvis der er noget din hund reagerer negativt på. I dag var der fx. en af de store hunde, der gøede. Det er Irma ikke glad for, men så snart vi fik øjenkontakt og jeg fyldte hende med godbidder slappede hun af.
I dag blev der bygget indkald på kontaktøvelsen og vi tog de første spæde skridt mod ‘fri ved fod’.
Det er rigtig godt for hende at komme ud på egen hånd og mens vi er væk får Bob lidt ro.
-
Alt er godt
Vi træner ‘kontakt’ og det HAR Irma fanget i en grad så hun nu går og kigger op på mig hele tiden i håb om en godbid. Sådan er det i hvert fald når vi træner alene.
Hvordan det går, når vi på søndag er samlet i Sulsted med fremmede hunde, vil tiden vise.
I søndags var hundetræningen aflyst. Vejret var bare ikke til at være ude i og med en masse gamle træer omkring træningspladsen var det heller ikke helt ufarligt i den storm.
I morgen er hun 14 uger. Hun bliver så stor. Alt for hurtigt.
Hun virker til at trives rigtig godt i Hals og selvom hun læner sig meget op af Bob, så er det mig hun løber hen til, hvis der er noget skræmmende i farvandet: en fed due i fuglebadet eller en farlig lyd hun ikke kender.
Hun gør mere end Bob nogensinde har gjort. Mest for at gøre opmærksom på sig selv: når hun vil ud i haven, op i sofaen, ned af sofaen, bliver fanget to trin oppe på reposen, hvor hun så ikke tør hoppe ned fra igen eller er kommet på behørig afstand af de fede duer i fuglebadet.
Hun spiser med glubende appetit, noget jeg kan forstå, at hun måske har arvet fra sin mor Xenia, som er meget madglad.
Der skal være ro omkring maden, så de spiser hver for sig – Bob i bryggerset og Irma i køkkenet. Bob får først og det ved hun – og imens der bliver gjort klar til ham hopper hun rundt i cirkler, der hvor hendes mad bliver serveret. Ikke noget med spisevægring eller håndfodring her 🙂
-
Regn og rusk
På en scala fra 0-10, hvor begejstrede tror I så hundene var for udsigten til at skulle ud i regn og storm her til morgen?Som deres ansigter måske antyder var den ikke stor, det kan jeg godt afsløre.
Tidligere på morgenen var der tikket en sms ind fra hundetræneren. Formiddagens træning var aflyst pga. vejret.
Det tror jeg Irma er ret godt tilfreds med selvom hun er varmt klædt på i det dækken, som Bob også brugte som hvalp.
Jeg skal også love for at det rusker derude. Modsat sidste søndag, hvor vinden kom fra vinkel hvor den ikke berørte min matrikel så meget, kommer den denne gang så jeg er helt bange for om vinduerne holder.
Vi fandt et hul i regnen og gik en lang tur i mosen.
Resten af eftermiddagen forventer jeg ro til at drikke kaffe, se film og få det sidste ærme færdig i den lille drenge sweater jeg begyndte på i torsdags.
Det er PetitKnit Seaside Sweater, der er på pindene. Strikket Sandnes Sunday i farverne Wippet Cream med striber af Sailor in the dark og et touch That orange feeling.
-
Tretten uger
Storm P. har engang sagt: “Når man har læst sin avis og lukket for radioen, trænger man til at tale med sin hund”.
Det er fuldstændig korrekt, og det bedste er, at de altid har tid til at lytte. I en verden, hvor alle styrter fortravlede rundt, er det en kvalitet i sig selv.
Hunden logrer bekræftende, ligegyldigt hvad du siger. Måske er det også den største fare ved at have hund. Der er risiko for voldsom selvovervurdering (:
Irma er tretten uger i dag og er blevet min nye trofaste følgesvend. Bob går gerne sine egne veje, mens hun stadig næsten ikke viger fra mig og ofte kan jeg se hun bliver splittet mellem at følge med Bob eller vente på mig.
Hun er skøn.
De er skønne.
Sammen.
