Den første uge

Den første uges hjemmearbejde er snart gået. Det går okay. Jeg savner mine kolleger og kunder, kantinens gode frokost og rutinen der ligger i hverdagen. På positiv siden så kan jeg sove lidt længere, jeg slipper for en times transport og kan starte dagen med en tur i skoven eller ved stranden.

Der er lidt uro af hundene om formiddagen, men når jeg hører de udfordringer forældre til små børn kæmper med, så er to hunde vist alligevel nemmere at håndtere samtidig med at jeg skal passe mit job.

Som introvert stortrives jeg i mit eget selskab, så jeg føler mig på ingen måde isoleret selvom de eneste jeg har set den sidste uge, er de der har ekspederet mig hos bageren og i Menu.

. . .

Vi er midt i Irmas tandskifte. De små sylespidse hvalpetænder rasler ud. Først fortænderne i undermunden, hvor de nye tænder allerede titter frem og nu i overmunden, hvor hendes gumme i dag er helt bar.

Bob ser helt sikkert frem til at de 4 hjørnetænder også er skiftet. Jeg kan læse tilbage og se at der godt kan gå en måneds tid endnu før sker. Bob havde ingen problemer med tilbageholdte hjørnetænder, men det kan ske. En af vores bordeaxer måtte have alle fire fjernet hos dyrlægen, men jeg satser på at det går helt uden problemer med den lille Irma.

I dag er hun 18 uger. De 10 af dem har hun boet her hos os. Det har været ganske uden problemer. Selvfølgelig har der været den forventede uro når man får en lille hvalp – men ingen uforudsete ting overhovedet. Det er 100 gange nemmere at få en hvalp, når man har en voksen hund i forvejen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *