-
Siden sidst
Onsdag sagde vi farvel til en god legekammerat.
Må du finde fred på de evige jagtmarker, søde Jack…
Det er en svær, men nødvendig, beslutning at tage. Han har haft et godt hundeliv sammen med Nanna og selvom det blev kortere end forventet, så var det helt rigtigt at sige farvel nu.
Det har været et herligt fransk trekløver vi har haft og vi kommer til at savne de vilde lege.
-
20 cm drejet rib
Strikkepindene arbejder med et projekt, der skal holde mig selv varm i vinter.
Sandnes Abby Genser – strikket i Sandnes Sunday og Sandnes Alpakka Følgetråd – sort og kit.
Den vokser kun ganske langsomt. En svær skulderkonstruktion og 20 cm drejet rib med slids er ikke noget jeg lige laver på et par aftener.
Jeg har flere gange udskiftet mohair med enten Filcolana Alva eller Sandnes Alpakka Følgetråd og det bliver altså rasende lækkert. Ikke så behåret, men blødt og lækkert.
Jeg napper lige 15 cm drejet rib mere.
Og to ærmer.
Den er færdig til efteråret sætter ind.
-
Og så kom Solveig …
Jeg tror nok Nanna havde drømt om en lille mild pige, der ville sidde stille, tegne eller lave perleplader … og så kom Solveig!
Her er både temperament og fysik som på ingen måde matcher med noget stillesiddende. Når hun finder fidusen ved løbecyklen hun fik i fødselsdagsgave, tror jeg ikke længere, at det er sikkert at være fodgænger i Hals.
Til morgen havde vi en aftale ved stranden. Selvom vi er færdige med månedsbillederne så skal hun selvfølgelig stadig fotograferes.
Jeg ved ikke hvad der gik galt, men jeg kom hjem med så mange kiksede fotos. Stedet og lyset var ellers perfekt, men fokus og farverne var bare piv ringe.
Weekenden har været af de stille. Meget stille. Efter de sidste to uger på jobbet og sidste weekends megen aktivitet var det tiltrængt med et par dages opladning.
Faktisk kunne jeg godt have brugt en uges ferie oven på de to uger alene på kontoret.
Jeg starter ugen ud med en hjemmearbejdsdag. Ikke mindst for lige at få Kaptajn Haddock skyen jeg har hængende over hovedet til at fordufte inden jeg igen mødes ansigt til ansigt med mine kolleger.
-
Børge Kran
Jeg har nævnt før hvor vigtig oplæseren af en lydbog er. Oplæseren kan ødelægge bogen fuldstændig – eller højne læseoplevelsen.
Henrik Hartvig Jørgensens oplæsning af Bent Hallers ‘Stuepigen og kranføren’ hører til i sidste kategori og i en klasse for sig.
Det er ikke sikkert han ville fungere i en actionfyldt krimi, men Henrik Hartvig Jørgensen ER Børge Jensen – jeg-fortælleren i romanen. Stemmen, tempoet, intonationen … det er bare så eminent.
‘Stuepigen og kranføren’ er en velskrevet sørgmunter roman om et arbejderægtepar i Frederikshavn fortalt fra indersiden af en knudemand.
Børge med tilnavnet “Kran” tager på kirkegården for at sige farvel til sin afdøde kone Tove, før han for sidste gang går gennem Frederikshavns gader, hvor det hele begyndte, og det hele skal slutte. Bevæbnet med seks elefantøl, en flaske Gammel Dansk og en pose Sweet Dublin Mixture klatrer han højt til vejrs i sin elskede kran nede på havnen, hvor skibsværftet engang lå, og han har arbejdet hele sit liv. I tågerne fra en pibe tobak ser han tilbage på sit liv, som han har besluttet sig for at ende her oppe under himlen, hvor han har haft nogle af sine mest lykkelige stunder.
Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, dér hvor kragerne flyver baglæns for ikke at få sand i øjnene, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet.
Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, og oppe i privaten huserer den frejdige og frimodige Tove som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, det samme bliver Børge – og stormende forelsket bliver han også. Og stuepigen og den kommende kranfører bliver et par, forlovede og gift.
Sådan starter romanen om en ungdom, et samliv, et familieliv, børn og venner – og opbrudstider med rockmusik, kvindefrigørelse og diverse elskere. Tove er et uregerligt gemyt, rastløs og frisindet, men hendes sind rummer også mørkere undertoner – måske farvet af en dyster hemmelighed fra krigens år.
Forlagets beskrivelse -
Top fed søndagsoplevelse
Røde Møllevej i Skørping er en meget smal og snørklet landevej, der ikke gør sig meget bemærket.
Før man byggede museet, der nu ligger i forbindelse med bunkeren Regan Vest, ville du ikke have anet, at her ligger indgangen et 5500 kvm stort underjordisk anlæg beregnet til at rumme 350 VIP’er i tilfælde af en atomkring.
Indgangen til bunkeren ligger bag en ret almindeligt gulstens villa og du ville aldrig få øje på den, hvis du blot kørte forbi.
Jeg tror altid, at vi har vist, at der lå ‘noget’ i skoven… men hvad og præcis hvor, har været en velbevaret hemmelighed.
Bunkeren blev bygget i 1962 og nedlagt i 2012. Herefter har man brugt tid på at planlægge, at den skulle åbnes som museum.
Alt i bunkeranlægget er autentisk. Man har fra museets side lagt stor vægt på at intet, der ikke oprindeligt var i bunkeren har måttet tilføres. Rundviseren havde sågar fået nej til at sætte en krog op til sin regnjakke.
Herover. Regeringsrummet hvorfra Danmark skulle styres i tilfælde af en atomkring.
Herunder. Kantine og opholdsstue. Hele bunkeren er fyldt med designermøbler, som i 60’erne har været både billige og allemandseje. Jeg har aldrig set så mange 7’er stole på et sted.
Herunder er det regentens gemakker. Ikke meget luksus udover et tæppe på gulvet og original kunst på væggen. Da Margrethe overtog styringen af landet i 1972 åbnede man ind til badeværelset ved siden af, så hun fik private bad og toilet – det havde ikke været på tale, da det var hendes far, der var regent.
Der var plads til Regenten og 5 stabsmedarbejdere. Det blev diskuteret om der også var plads til Prins Henrik, men man tvivlede. Anlægget er ikke bygget for at beskytte nogen, men for at landet kunne have en fungerende regering under en atomkrig. Regenten er en del af den funktion i tilfælde af at der skulle underskrives love.
Det var rasende interessant at se og rundviseren Flemming var eminent. Fakta krydret med anekdoter gjorde hele oplevelsen både interessant og sjov.
Rundvisningen tager ca 1,5 time og selvom de ikke anbefaler det til gangbesværede, så vil jeg nu mene at man skal være meget gangbesværet for ikke kunne klare sådan en tur rundt. Der er ganske få og korte tapper og masser af ophold, mens der fortælles.
Det er ikke nemt at få billetter. Lige nu er det f.eks. kun muligt at bestille billetter frem til udgangen af november og kun hvis du kommer alene. Alt andet er udsolgt.
Men det er afgjort værd at vente på.
-
Ugen jeg godt kunne have undværet
Den første uge efter en sommerferien er altid lidt sej at komme igennem, men jeg havde ikke forestillet mig, at min første uge skulle være fyldt med så mange udfordringer.
Næste år vil jeg nok prøve at insistere på, at alle tre teknikere IKKE skal holde sommerferie på samme tid…
Jeg har været presset, små irritabel og træt når vi har nået fyraften – og det er ikke engang slut endnu.
Også mandag og tirsdag er jeg alene på kontoret i en uge, hvor endnu flere kunder er retur fra ferie og hvor der med kort varsel – meget kort varsel – er tikket en stor opgave ind, som skal løses mandag.
Jeg er allerede træt.
Heldigvis bliver weekenden fyldt med gode ting, jeg har nyt og udfordrende strik på pindene og det kan forhåbentlig få mig til at glemme jobbet for en stund.
Lørdag står den på familie fødselsdag og søndag skal jeg i Regan Vest – et besøg jeg har set frem til i månedsvis. Billetten blev købt tilbage i marts og 6. august var første ledige rundvisning.
God weekend til dig – jeg ved min den bliver.
-
Med på beatet
For en måneds siden investerede jeg i sådan en Google TV dims og nu har jeg taget springet og opsagt min tv-pakke og rykket over på ren streaming.
Selvom jeg kun havde den lille pakke betalte jeg en del for en masse programmer, som jeg ikke gider se.
Jeg har tegnet abonnement på TV2 Play og for færre penge kan jeg se flere af TV2s programmer (incl. C more), som sammen med DR fuld ud dækker mit tv behov.
På C more er der også adgang til Britbox og her er mange af de kanon gode engelske serier, som jeg er så vild med… Shetland, Broadchurch, Vera, Uforglemt, Line of Duty osv.
Jeg bøvler dog stadig med teknikken …
Blandt andet får jeg tekster på f.eks. TV2 News og skal manuelt ind og slå det fra når jeg besøger kanalen. Den gemmer ikke mit valg og jeg har ikke fundet et sted jeg kan slå det permanent fra.
DR appen kræver ofte en genstart af Chromecasten, en aktiveringskode og hvad har vi.
Mon jeg skulle have ofret et Apple TV i stedet? Er det mon mere stabilt?
Udover bøvlet mangler jeg en TV oversigt. Her skal jeg nok bare lige vænne mig til at bruge den, der ligger online.
-
De svigtede svigter, dumhed går i arv …
Don Bjarno kan ikke holde sammen på noget. Han bliver gift, skilt, gift igen, skilt igen. Han er en drukmås, en fraværende far, et elendigt forbillede, en sjuft.
Efter skilsmissen fra forfatterens mor er han er evigt fraværende. Altid på farten, altid lige flyttet ud af en lejlighed, pludselig bosat på Thule-basen og da han bliver træt af skandinavisk middelmådighed slår han sig ned på Filippinerne, som bar- og hotelejer med en ny filippinsk storfamilie.
Det er omdrejningspunktet i René Fredensborgs bog ‘Sjuf’. Det er en fortælling om en lang rejse fra Vamdrup til den bagende sol på Panglao. Om at blive den far, han havde svoret ikke at ville være.
Forfatteren fortsætter 1:1 sin fars liv og efterlader 6 børn med 4 forskellige kvinder i Danmark for at gifte sig med en filippinsk kvinde.
Herfra kører far og søns liv helt parallelt – de er voksenbabyer, der dyrker og glorificerer deres ansvarsløshed.
Der er passager i bogen, hvor forfatteren reflekterer over det svigt, han selv har været ude for. Et udsat sårbart barn, der hungrer efter en opmærksomhed og anerkendelse som han aldrig får. Men de fylder ikke meget og måske stikker de ikke dybere end næste fadøl, det næste knald og i hvert fald formår han ikke løfte sig ud af den sociale arv.
Jeg har været godt underholdt og det har været et interessant indblik i en verden, som er så forskellig fra min egen.
De svigtede svigter, dumhed går i arv …
-
Noget der minder om efterårsferie
Det føles efterhånden mere som efterårsferie end sommerferie jeg har haft de sidste par uger.
Der er lidt småkoldt og til morgen er jeg oven i købet vågnet op både snottet og med en smule ondt i halsen.
Min glæde ved at holde fri er som sådan ikke afhængig af vejret. Jeg trives fint i lidt dårligere vejr, men jeg synes alligevel, at 14 dage uden en eneste hel tørvejrdag er lige i overkanten.
I går blev vi kort fanget midt på heden under et træ og bag paraplyen, mens regnen stod med i stænger og vinden føg omkring os. Til gengæld havde vi Stubber Kloster og området omkring helt for os selv – det var ikke sket på en sommerdag.
I dag er der lidt praktiske ting, der skal klares, mens bygerne driver forbi og hundene tager en slapper ovenpå gårsdagens udflugt.
Fredag lover yr.no tørvejr og så tænker jeg, at vi tager på tur.
Måske til Molslap. Jeg vil gerne vil selvsyn se om de der vilde heste virkelig er døde/døende som demonstranterne siger. Ikke langt derfra ligger Ebeltoft, som altid er et besøg værd.
-
Claustrum Stubbetorp
– sådan blev Stubber Kloster første gang benævnt i 1268.
Sidste år læste jeg Lars Novrup Frederiksens bøger, ‘Kristine’ og ‘Priorinden’, hvor vi følger en kvinde fra hun – mod sin vilje – bliver anbragt på klostret og til hun vælges som priorinde, hvordan hun tjener penge til klostret, og hvordan hun er i evige stridigheder med biskop Tyge i Ribe, og så har hun en forbudt romance til en herremand på Vinderupgård.
Siden har jeg haft lyst til at besøge Stubber Kloster og engen omkring, hvor romanerne foregår. Det blev på den her regnvejrsonsdag.
Den enlige klosterbygning, der er bevaret i dag, er en lille del af et oprindeligt større og firefløjet anlæg. Den udgjorde den nordlige del af klosterets vestfløj. Det var oprindeligt en højere bygning, formentlig to etager over kælderen. Det, vi ser i dag, er kælderetagen, som givet har fungeret som forrådskælder.
I middelalderen var det et nonnekloster af benediktinerordenen under Bispen i Ribe. Efter reformationen i 1536 overtog kronen klostret, og i 1538 fik herremanden Ivar Juel det i forlening. Nonnerne måtte blive boende, og lensmanden skulle forsørge dem, så længe de levede.
De sidste rester af klostret – undtagen den lille bygning, der er tilbage i dag – blev revet ned i 1870’erne.
Ligesom ved besøget i rundetårn blev jeg fyldt med ærefrygt da jeg stod i bygningen. Nonner har levet på stedet, betrådt stenene i kælderen, sejlet på søerne og dyrket jorden. Det samme har historiske personer. Måske.
Lars Novrup Frederiksens bøger er selvfølgelig fiktion, men det kan dokumenteres, at Stubber Kloster, Jens Kalf på Vinderupgaard og de dømte for mordet på Erik Klipping, i en eller anden udstrækning har kendt hinanden, har familieskab til fælles, og til en vis grad har skulle omgås rent arbejdsmæssigt.
At resten er ren fiktion gør ingenting.
