• Et øjeblik...

    Lille og lækker

    Jeg har overvejet smartphone længe. Alt for længe. For hvad skulle jeg købe… iPhone er alt alt for dyr for min tegnebog og  – bilder jeg mig derfor ind – både for stor og klodset.

    For en månedstid siden købte jeg HTC Wildfire til Poden i fødselsdagsgave… det gav mig, omend ganske kortvarigt, fornøjelsen af at lege lidt med den inden den skulle pakkes ind og foræres væk. Og jeg synes om det korte møde… den er prisvenlig og har en rigtig handy størrelse, så nu har jeg kastet mig ud i købet.

    Den er magen til Podens blot med et S bagefter. Mobilnørderne ved ganske sikkert, hvad S’et indebærer – her er hvad jeg har kunnet Google mig til:

    Den har ligesom forgængeren en skærm på 3,2 tommer, men opløsningen er blevet hævet til 320 x 480 pixel. Processorhastigheden er hoppet til 600 megahertz, og styresystemet er også blevet opgraderet til det nye Android 2.4, men har naturligvis stadig HTC’s roste brugerflade Sense lagt ind over.  Kameraet er på 5 megapixel, og der er både turbo-3G, WiFi og GPS indbygget i modellen.

     

  • Et øjeblik...

    På en skala fra 1-10…

    – så når fredagshumøret næsten i top.

    Selvfølgelig først og fremmest fordi weekenden ligger ny og ubrugt lige forude, men også fordi det var dagen, hvor jeg fik et længe ønske opfyldt – der blev puttet en Canon 7D i indkøbsvognen. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig helt vildt og har trykket “update” en million milliard gange, i håb om at min ordre blev opdateret bare en lille smule i dag 🙂

    Begge mine kolleger sagde god ferie. Det behager mig ikke – slet ikke – selvom jeg kun skal jobbe 3 dage i næste uge. Jeg er vist lidt bange for, at jeg kommer til at kede mig lidt, når jeg ikke har de to at mundhugges med. Som et lille plaster på såret, fik jeg lov at låne hjørnepladsen de tre dage, så kan jeg sidde der og gemme mig lidt.

    Poden skal til sin far. Efter planen udvidet med nogle dage i næste uge. Men lad os nu se… planer har det med at gå i vasken.

    God fredag til jer..!

  • Et øjeblik...

    Gode råd søges

    Jeg købte for nylig en oversize top hos Veromoda. Den er i tynd strik, som jeg efterfølgende har opdaget er ren akryl. Da det ikke er en jeg vil bruge på bar hud, gør det mig ikke så meget… hvis ikke lige det var fordi den konstant er statisk elektrisk og klæber til kroppen.

    Jeg har prøvet med alle mængder af skyllemiddel og intet hjælper!

    Et råd til hvordan jeg slipper af med sådan noget statisk elektricitet, vil blive taget mod med kyshånd. Og gerne inden sindssygen får overtaget 🙂

    Anyone???

  • Et øjeblik...

    Dobbelt op

    IKEA skal besøges i vinterferien… der er dobbelt op på sengetøj… køb to ens sæt og betal kun for det ene.

    Ikke fordi vi lige står og trænger, men lækkert sengetøj, håndklæder og sån’t kan man vel ikke få for meget af .

    Og så kan vi jo samtidig indtage middagen i deres udmærkede cafeteria… inte sant 🙂

  • Et øjeblik...

    Til fals

    Jeg er så nem… i hvert fald når det gælder at springe over, hvor gærdet er lavest. Så da Poden havde et ærinde i IKEA, manglede en chauffør og så forslog, at vi jo så også kunne spise derude… nå ja, så så fik hun da et ja og det med et smil 🙂

  • Et øjeblik...

    I believe I can fly

    Om ikke så længe får Eviga selskab. Lisa holder “Rea” på sine dejlige tegninger og jeg forelskede mig på stedet i elefanten her…

    –  jeg er nemlig også af den overbevisning, at jeg kan “flyve” – og nu kan den hænge der og huske mig på, at man skal holde fast i og tro på sine drømme… også når de synes utopiske! 

    Billedet er “lånt” hos Lisa

  • Et øjeblik...

    PIP

    På vores vej rundt i Aalborg faldt vi også forbi “Blå Fugl”… en super lækker lille forretning, som ligger lidt afsides i Urbansgade og som har de sødeste ting til hjemmet (butiksbillederne i forrige indlæg stammer i øvrigt derfra).

    Poden faldt pladask for de stribede krus fra firmaet “Pipstudio” og bedyrede, at sådan nogle vil hun ha’, når hun flytter hjemmefra. Og en sukkerskål… som var aldeles bedårende!

    Jeg nøjedes med at gi’ hende ét enkelt krus… jeg håber nemlig ikke, at hun flytter de næste par år 🙂

  • Jul

    Julegaveshoppingsøndag

    Poden og jeg var spændt op til at gå på julegaveshopping fra morgenstunden. Sneen og udsigten til at køre forgæves rundt efter en p-plads, gjorde at vi i stedet tog imod Nordjyllands Trafikselskabs adventsgave og SMS’ede “advent” til 1271 og kom med bussen for blot 10 kr.  Hvor smart er det ikke lige!

    Samme vejr må have holdt folk hjemme for uanset, hvor vi gik hen, var der smilende ekspedienter med god tid til indpakning og lidt snak. De 4-5 gaver vi manglede at købe, fik vi overstået på no-time og uden stress.

    Der blev tid til jule-latte, varm cacao og muffins på Baresso – heller ingen mennekser der – inden vi igen SMS’ede “advent” og fik vores elektroniske returbillet.

    Nu mangler kun én eneste gave… en speciallavet sag til Poden, som er klar til afhentning i morgen.

    Og så kan julen ellers bare komme an… vi er SÅ klar 🙂

  • Et øjeblik...

    Najs

    Man skulle ikke tro, at jeg er enlig mor med blot én indtægt, sådan som jeg fører mig frem i dyre mærkevarer…

    – i dag har jeg købt ny og tiltrængt vinterjakke – og intet mindre end en North Face Metropolis kunne da gøre det. Den er dæleme lækker, fyldt med gåsedun og vejer blot 673 g. Og så klæ’r den jo smukt mine fede Dr. Martens støvler.

    Jeg kunne vel godt ha’ nøjedes med mindre, men jeg overbeviste (nemt) mig selv om, at fordi jeg opholder mig en del udendørs kræver jeg også noget virkelig ordentligt udetøj.

    Og så fordi jeg har fortjent det bedste. Nemlig 🙂