• Så blev det afsløret

    Efter afslutningen på rødkløver projektet og efter at have fået den ægte vare med hjem kan jeg nu konstatere, at jeg har været i placebo gruppen.

    FY FABIAN den rigtige version smager hæsligt og ligner muddervand (det var den pæne formulering).

    Placeboekstrakten smagte som saftevand ved siden af.

    Nu er det røget i køleskabet og så må jeg se om det glider bedre ned når det er iskoldt.

    Som en også skrev i en kommentar på gårsdagens indlæg, så skal der virkelig være en effekt før det bliver noget jeg indfører i min daglige kost – og det har jeg nu 4 x 2 liter ekstrakt til at finde ud af.

    Det var været en lang dag med transport, undersøgelser, spørgeskemaer og ventetid så aftenen bliver stille.

    +9
  • The end

    Har du nogensinde undret dig over hvor meget du tisser på et døgn? Det har jeg heller ikke, men både i den indledende- og afsluttende fase af rødkløverprojektet har jeg i tre dage skullet måle præcis hvor meget og hvornår.

    Det bliver alligevel til godt en liter på et døgn. For mit vedkommende. Det svarer nogenlunde til den mængde væske jeg indtager, hvilket jeg også har skullet holde regnskab med.

    I morgen sluttes min deltagelse i forsøget på Hjørring Sygehus med de samme undersøgelser som da jeg startede i projektet.

    Det er svært at sige om det har flyttet noget. Lægger man overhovedet mærke til små ændringer hen over en periode på 3,5 måned? Og har jeg overhovedet fået den ‘ægte’ vare?

    Noget andet er om bakteriesammensætningen er blevet normaliseret. Det vil forskningsresultatet vise. Når forsøget er slut vil alle forsøgspersoner blive inviteret til fremlæggelse resultatet.

    Takken for at have været forsøgsperson er den ægte vare til 4 måneders forbrug og jeg kunne forstå på forskningsassistenten, at kvinder har meldt tilbage, at de kan smage forskel – så måske ved jeg i morgen om jeg har været i placebogruppen.

    Jeg har fået mange positive tilkendegivelser på, at rødkløverekstrakt virker når det er overgangsalder symptomer som hedeture og søvnproblemer man døjer med – her er det udfordringerne, som ligger efter overgangsalderen, der undersøges.

    +10
  • Er du begyndt at drikke papvin?

    Forargelsen/bekymringen i stemmen var ikke til at tage fejl af i det korte øjeblik, der passerede, indtil det gik op for hende, at Rødkløverekstrakten kommer i papkarton med tappehane.

    Desværre har hun haft alholmisbrug alt for tæt på det meste af sit liv, så antennerne er altid ude.

    Antenne-mennesker kan afkode andre ved blot at se på dem. Jeg er selv et af dem.

    Jeg skulle f.eks. fotografere til et skolejubilæum. Ind i skolegården træder en person, som jeg kendte som ganske ung. Så snart jeg så ham, tænkte jeg: han er alkoholiker. Og ganske rigtigt. Der var en mere i den klasse, som jeg kunne udpege uden problemer.

    Jeg er altid hyper-opmærksom på kropssprog og stemninger hos de mennesker jeg omgiver mig med. Det tænker jeg, er en ‘kompetence’ man naturligt udvikler, når man har levet i en familie, hvor alkoholen ofte satte dagsordenen.

    Poden har samme evne og alarmklokkerne ringede i det øjeblik hun fik øje på ‘papvinen’ i køleskabet.

    Hun kan nu tage det helt roligt. Det eneste jeg drikker er postevand og kaffe, med mindre der er en særlig anledning.

    Jeg er lidt over en uge inde i Rødkløver projektet og har indtil videre ikke registreret nogen forskel. Spændende om de prøver, der skal tages sidst i projektet viser om der ér sket en ændring.

    +17
  • Allersidste feriedag

    Klokken 8 havde jeg en tid på Hjørring Sygehus. Jeg medbragte tre dages dagbøger over kost, væske og urin – samt urinprøver.

    Undersøgelsesfasen af Rødkløverprojektet bestod af en urinprøve taget ved hjælp af kateter, skede skrab, blodprøver samt et hav af spørgsmål.

    Jeg kørte hjem med 4 kartoner Rødkløverekstrat (eller placebo) og skal de næste tre måneder tage 35 ml morgen og aften.

    Sidst i november sluttes forsøget med endnu tre dage med dagbøger samt undersøgelse på Hjørring Sygehus.

    På vej hjem hentede jeg mureren. Han havde efterladt sit tunge værktøj og i dag kom det i brug igen.

    Hylder i køkkenet og persienner i soveværelset.

    Jeg er så tilpas med det hele.

    +23
  • Rødkløver og livet efter overgangsalderen

    Da jeg var på sygehuset i går til mammografi blev jeg samtidigt spurgt om jeg kunne tænke mig at være forsøgsperson i et forskningsprojekt med rødkløver.

    Menneskets krop indeholder talrige bakterier (mikrobiota), som er involveret i flere af kroppens funktioner. Man har igennem mange år ment, at urinen var steril, altså uden vækst af bakterier, vira og svampe. I de seneste år har man dog opdaget at urinen naturligt indeholder bakterier, som muligvis er med til at bidrage til en sund og velfungerende blære.

    Man har desuden opdaget, at det er forskelligt hvilke bakterier man har i blæren alt efter om man er i den fertile alder, eller har passeret overgangsalderen. Vi kender ikke årsagen til dette, men en hypotese er at hormonet østrogen har en betydning. Produktionen af østrogen falder når kvinder går i overgangsalderen, hvilket hos mange giver anledning til en række gener som fx hedeture, svedeture, tør skede, dårlig nattesøvn osv. I tillæg hertil oplever mange kvinder i og efter overgangsalderen at få problemer med blæren i form af urininkontinens og overaktiv blæresymptomer. Kvinderne oplever typisk ufrivillig vandladning, pludselig bydende vandladningstrang der ikke kan undertrykkes, hyppig vandladning, inkontinens og natlige toiletbesøg.  Årsagen til udvikling af urininkontinens og overaktiv blære er endnu ikke fuldstændig klarlagt. Behandling med østrogen kan hos nogle kvinder mindske generne forbundet med overgangsalderen. Desuden har lokal østrogenbehandling i skeden vist sig at bedre symptomer fra blæren. Derudover oplever nogle kvinder at planteøstrogener i rødkløver kan nedsætte symptomerne ved overgangsalderen, men man ved endnu ikke hvordan planteøstrogener påvirker blæren og om den, ligesom det kendes fra østrogen, har en positiv indvirkning på blæreproblemer. Endvidere kunne det tyde på, at rødkløver ligeledes kan have en gavnlig påvirkning af tarmfunktionen.

    Formålet med projektet er derfor at undersøge, hvordan planteøstrogener påvirker bakterierne i blæren samt tarm og skede.

    Det sagde jeg ja tak til, og har haft første indledende samtale. Næste gang foregår det på Sygehus Syd i Aalborg og selve undersøgelserne før og efter på Hjørring Sygehus.

    +10