-
Venstre højre venstre højre
Efter vi har lagt de første svære dage bag os, er det mærkeligt faktisk at føle en lille smule lettelse over, at Arabella ikke er her mere.
Det gjorde ondt på mig, at se hende have ondt, at se skuffelsen i hendes øjne de sidste dage, når hun ikke skulle med ud og jeg tænker, at lettelsen over, at jeg traf den svære beslutning på det rigtige tidspunkt er både okay og forhåbentlig forståelig.
Vi får hende hjem igen, når hun er brændt. Nanna bærer sin fars ‘Armani’ i en perle om håndledet og ville gerne have Arabella samme sted. Det koster spidsen af en jetjager, men det betyder noget for hende og så er det svært at sige nej.
Lillebror og jeg får lagt nogle kilometer i løbeskoene i disse dage.
Han hader, at man rører ved hans poter – og når kroppen består af 66 kg muskler, er det ganske enkelt uladsiggørligt, at få klippet hans negle. Turene ud af landevejen har derfor det formål, at holde hans klør nede… og som en sidegevinst ender hans matte med faste lår og baller af stål. Eller noget (:
-
Af hjertet tak
Jeg bliver ganske varm om hjertet, når jeg læser alle de hilsner vi har fået med på vejen i forbindelse med, at vi fredag måtte sige farvel til Arabella.
Jeg vil ikke kommentere hver enkelt, men blot sige tusind tak for hver en besked og hver en varm tanke.
Har man taget beslutningen om, at anskaffe en hund, skal man også være indstillet på at tage beslutningen om dens død. De giver os så megen glæde og kærlighed i den tid, vi har dem, at vi simpelthen ikke kan være bekendt at trække deres pinsler i langdrag. Er man ikke indstillet på at tage den triste beslutning om aflivning, skal man ikke købe hund.
Verden gik i stå for en stund, det siger sig selv… men livet går videre.
Også her.
Og heldigvis har jeg jo Lillebror. Han lader sig ikke mærke med, at den gamle ikke er her mere. Han er nu enehersker over pladsen på trappen, kan nyde et kødben i fred og har sin matte helt for sig selv.
Lørdag morgen på revlerne -
Yippeekiyay
Mandag startede i sne på morgenturen og endte i sol ved stranden.
Det var en af de gode dage, hvor vi kunne gå fra ø til ø uden risiko for at få vand i røjserne. Min far ved alt om hvilke vejrforhold, der skaber den meget lave vandstand. Jeg tænker, at jeg lige skal have det repeteret, så vi målrettet kan planlægge, hvor turen skal gå hen.
Lillebror havde en fest.
Helt alene.
Tosse!!!
-
Mandag og fortsat rekonvalescent
Som aftalt ved udskrivningen blev jeg i dag ringet op af kirurgen, der opererede mig i fredags… men hun kunne ikke fortælle andet end hvad sygeplejersken allerede havde fortalt mig; at hun havde fjernet polyppen og ellers fundet ‘normale’ forhold derinde. Jeg afventer altså fortsat resultatet af vævsprøven før alarmen helt kan afblæses.
Det går helt efter bogen både med smerter og blødning, og jeg tænker, at jeg er tilbage på job sidste på ugen. Under en ny chef. Igen. Eller det vil sige, at jeg er tilbage under min gamle chef. For tredie gang. Han tror vist han kan slippe af med mig, men jeg er som en boomerang 😉
Pjat til side… jeg er glad for igen at være en del af ‘Desktop‘ teamet med en chef jeg er tryg ved.
Mit og Ninjaens tempo stemmer fint overens i de her dage. Vi tusser stille af sted mens Lillebror stormer omkring og fyrer al sit krudt af. På billedet herover er gassen dog gået af ballonen og så kan jeg godt få dem til at sidde og se artige ud. Et kort øjeblik.
-
Hals mose er erklæret for åben…
Nå okay, åben har den vel været hele tiden, men siden juni har mængden af insekter har været uudholdelig og først inden for de sidste par dage har den været fluefri og dermed rar at færdes i igen.
Den ligger kun et par minutter fra Æblehuset, så her er både tid og benzin at spare i forhold til at køre til Gerå hver eneste dag.
Vi blev hilst med genkendende smil og et vink fra mosens beboere og et par af de kørende jægere. Som jeg har fortalt tidligere har vi åbenbart særstatus derude.
Jeg havde masser af Frolic i lommen og var iført min hundejakke med det store ‘DcH Lindholm‘ logo på ryggen – og de to ting i kombination kan få vores lille ekvipage til at syne i fuld kontrol.
Næsten i fuld kontrol (:
-
Hvem blinker først..?
Den gamle er gået i sultestrejke… mens en anden en, vil gøre hvad som helst for en godbid…
Arabella er ikke tilfreds med menuen. Hun sidder ude ved siden af den fyldte skål og når jeg nærmer mig, vipper hun lidt frem og tilbage på forbenene – helt sikkert i håb om at jeg får ondt af hende og fylder noget andet i den det sædvanlige tørfoder.
Vi har haft den ‘kamp‘ adskillige gange, men hun har åbenbart igen glemt, hvem der er mest stædig (:
-
Palle alene ved Vesterhavet
De sorte skyer stod nærmest i kø for at blive lettet for vand henover Nordjylland, så jeg var mere end heldig, at kunne tilbringe et par timer ved Vesterhavet i tørvejr. Særlig heldig fordi jeg halvvejs på vejen derop opdagede, at jeg havde glemt min jakke og derfor kun var iført hættetrøje.
Der var ikke et øje at se nogen steder. Først på tilbagevejen dukkede et ældre par op på cykel og gav anledning til at hundene måtte i bånd.
Stranden ved Ejstrup har blåt flag så lidt kriminelle har vi altså været i dag… men arma’r halshug, ingen af hundene lavede noget ‘ulovligt’ mens de badede!
Jeg havde været spændt på om Lillebror turde springe i det store hav… er der vestenvind kan Vesterhavet være en voldsom affære, men det var ikke nogen udfordring i dag. Der var stort set ingen vind og havet var meget stille så han sprang i uden betænkeligheder.
En tom strand, noget vand, en pind og et par hænder, der gider kaste… enkelt og nok til at gøre de to røde og deres matte lykkelige.
-
Præcis…
Det er præcis hvad man er oppe imod som mastiffejer (: -
I morgen og dengang…
Man skal aldrig udsætte til i morgen, hvad man kunne ha’ gjort i går… eller hvordan er det man siger?
Det var i hvert fald pænt optimistisk da jeg i går udsatte græsslåningen til i dag. Det var også pænt optimistisk da jeg i morges hængte det nyvaskede sengetøj i haven.
Regnen tisser ned og det er umuligt at slå græs eller få noget som helst tørret.
Mellem de til tider hidsige byger fandt vi tørvejr på strandengen ved Gerå. Fuglekiggere forhindrede tant og fjas på stranden, men der er heldigvis alternativer, som er næsten lige så gode.
Eftermiddagen blev tilbragt i selskab med de gamle i Fjordgade (mine forældre), kaffe og masser af historier om fagforeninger, rationeringsmærker, sanitære installationer – eller nærmere mangel på samme – fra de var børn og unge.
Bad og undertøjsskift én gang om ugen… de kan næppe have lugtet ret godt dengang, men som min far sagde, “det var ens for alle” – så det har nok ikke været noget man lagde mærke til.
Heldigvis er fagforeninger, kaffe og badeværelser ikke luksus i dag. Jeg ville nødigt undvære hverken kaffen eller mit daglige bad.
Vi går en rigtig træls uge i møde med en større fyringsrunde tirsdag – og selv om jeg også her er pænt optimistisk, så ved jeg ikke om jeg har noget at have det i. Uanset om jeg selv mister jobbet eller ej, så bliver det et par møgdage.
Send god karma til Nordjylland, please!
-
Kvalificeret..?
Til morgen talte jeg længe med en kollega fra en anden afdeling om tirsdagens fyringsrunde. I hans afdeling er de it-specialister og har mange muligheder for andet job… modsat undertegnede, som er autodidakt på alle områder og derfor får det svært på ledighedsmarkedet…
“Jamen, du ser da så sød og dejlig ud”
Øh tak… men det er jo ikke en kvalifikation jeg kan bruge, hvis jeg skal søge job! Ikke den type job, jeg har tænkt mig at søge i hvert fald (:
Men skal vi ikke bare sige, at jeg også flyder ovenpå denne gang og ikke behøver stille mig op i arbejdsløshedskøen?
Foreløbig venter weekenden forude og masser af praktiske opgaver står i kø for at blive udført.
Halvdelen af min græsplæne i baghaven ligger som tørt hø i store bunker. Det er resultatet af forårets gåsebille angreb. Græsset ligger løst oven på jorden og hvis ikke fuglene piller det op så gør hundene, når de sparker bagud. Det skal rives sammen og så skal er sås nyt på de store bare pletter. R*v irriterende, men man kan hverken gøre fra eller til.
Weekenden blev dog indledt med ren fornøjelse.
Strandtur.
Den gamle skred i dag. Langt væk og længe. Ud på de yderste revler… næste fast grund under fødderne var den svenske skærgård. Jeg kaldte og kaldte, men hun vendte sig ikke engang og viste at hun havde hørt mig.
Lillebror og jeg satte os et sted på stranden hvor hun ikke kunne se os. Det var hun længe ligeglad med, men pludselig gik det vist alligevel op for hende at hun var helt alene og så fandt hun tilbage.
Om alderen gør hun ikke kan høre jeg kalder eller om det rager hende en høstblomst, ved jeg ikke. Jeg tror mest på det sidste.
