• Hmmm

    dance_in_the_rain_smallHar du tænkt over, hvad der giver dig robusthed og som kommer inde fra dig selv…

    Sådan spurgte Anne på Facebook i sidste uge.

    Umiddelbart svarede jeg: Egentlig ikke… men nu du spørger, tror jeg, at glæden og robustheden kommer af min evne til at klare mig selv i alle situationer og min accept af, at det er helt okay at være mig.

    Jeg har funderet nærmere over det og jeg tror mit spontane svar rammer meget godt.

    2008 blev skelsættende for hvor jeg er i dag. Jeg blev skilt i februar 2008 og alvorligt syg samme sommer.

    Specielt sidstnævnte gjorde noget ved mig som menneske. Det første år var præget af angst, grådlabilitet og søvnløshed men på den lange bane har det været en vigtig process for mig og jeg er blevet meget mere bevidst om, at leve lige nu og her.

    Min meget forstandige ven Jens sagde til mig da jeg dukkede op til overfladen igen i 2009: Jeg er sikker på det seneste år har fyldt mere end de foregående 10, og du har sikkert også flyttet dig et kvantespring.. Sådan er det at tage tunge beslutninger og føre dem ud i livet, det man får tilbage er ofte meget større…

    Og det har han ret i.

    I dag ved hvad jeg vil, jeg har meldt mig ud af flinkeskolen (somom jeg nogensinde har gået i den) og jeg gider ikke bruge tid på ting og mennesker, som ikke gør mig/vil mig godt.

    Jeg har ryddet op, luget ud, og de få mennesker, der får lov at komme under huden på mig er mennesker, der acceptere og respektere mig nøjagtig som den jeg er.

    I dag er jeg fyldt med ro, smil i stemmen og fred i hjertet… jeg tænker, at det også er en slags robusthed.

    0
  • Hende selv…

    Et af de sjældne… med hende selv på den anden side af kameraet (:

    IMG_5965

    (så kunne hun jo godt lige ha’ ordnet håret og taget noget mere præsentabelt tøj på)

    0
  • Glemsom eller en smule distræt

    Tirsdag glemte jeg mit adgangskort til firmaet og blev mødt af en låst dør.

    I aftes glemte jeg at lukke tagvinduet i soveværelset og vågnede op til en pladdervåd vindueskarm.

    I morges kørte jeg på job uden min mobil.

    Og så glemte jeg forresten også vores morgenmøde i afdelingen.

    Det er meget ubehageligt, at jeg glemmer alt det, jeg skal huske
    – men husker alt det, jeg skal glemme!

    0
  • Det er præcis hvem jeg er

    For nylig fik jeg en invitation til fest. Det er ikke festen, jeg vil fortælle om, for den kom jeg aldrig til. Det er min reaktion på invitationen, jeg vil fortælle om. Det kræver lidt mod, faktisk. Historien handler nemlig ikke på nogen måde om, hvor moden og vis jeg er. Den handler på den anden side heller ikke om, hvor umoden og dum jeg er. Den handler om, hvem jeg er. Det er derfor, det kræver lidt mod. Ikke desto mindre kommer her historien: 

    Det var en invitation til et jubilæum. Jubilaren var en ven, Lau, som jeg har kendt gennem mange år, og som jeg holder af og synes, jeg ser for sjældent. Så den invitation var vel lige, hvad jeg stod og manglede: en mulighed for at se Lau? Ligesom nej! Den fest, Lau inviterede til, var et cocktailparty med efterfølgende dans. Jeg ville ikke kende et øje, ud over Lau. Som trods alt også var hovedpersonen, så det burde vel egentlig være nok? Men jeg vidste i det øjeblik, jeg modtog invitationen, at jeg ikke ville deltage. Jeg vidste også, at jeg burde deltage.

    Sagen er, at jeg stort set ikke kan forestille mig noget værre end lige netop den type socialt arrangement, som Lau havde inviteret til: masser af mennesker, jeg ikke kender, cocktailparty og dans.

    Jeg er et menneske, som ikke trives godt i store grupper, særligt ikke, hvis jeg ikke kender nogen. Og ganske særligt ikke, hvis jeg skal gå rundt og smalltalke, frem for at have fast plads ved et bord. At være social på den måde er helt i særklasse anstrengende for mig, og noget, jeg reelt kun kan gøre i meget korte intervaller ad gangen. Efter bare få minutter må jeg udenfor, for at få et åndehul alene med mig selv, eller jeg må finde et stille hjørne eller et badeværelse, hvor jeg kan trække vejret i bund, for at få energi til en ny runde. Jeg kan under ingen omstændigheder gå tolv runder; jeg går ned på teknisk knockout længe inden.

    Ubehaget sådan en aften er overvældende; jeg føler mig som en hjemløs: udenfor, utryg og forkert. Jeg længes efter ikke at føle sådan; jeg vil gerne hjem. Og jeg når derfor meget sjældent til dansen. 

    Jeg kan ikke finde ud af at work the crowd blandt fremmede mennesker. Men sæt mig sammen med et enkelt menneske eller en lille gruppe mennesker … Lad os sidde om et bord, mens vi spiser, drikker te og deler vigtige tanker og følelser og oplevelser, frem for overfladiske informationer … Lad mig få tid til at tænke, før jeg taler … Lad mig blive hørt, selvom min stemme er forsigtig … Så stortrives jeg! Så lytter og taler jeg, føler mig som en fisk i vandet, bliver ikke spor træt og skal ikke i utide trække mig tilbage til badeværelset eller altanen. Jeg kan gå tolv runder uden besvær. Og jeg kan gøre det igen dagen efter (nej, det passer nu ikke helt, men næsten). Jeg behøver ikke at skulle lade op dagen efter, for sådan en aften giver mig energi, hvor fester dræner mig for energi.

    Jeg er med andre ord hverken usocial, patologisk genert eller misantropisk. Jeg foretrækker bare at være social på en anden måde, end man er social på til et cocktailparty med efterfølgende dans. Det er sådan, jeg er. Det er, hvem jeg er.

    Indledning til “Introvert – stå ved hvem du er” af Anna Skyggebjerg

    Tænk, at jeg skulle blive næsten 50 før det for alvor gik op for mig, at der findes mange som mig… at jeg ikke er sær og forkert.

    Jeg har læst flere bøger om emnet og i går fik jeg så også ovennævnte af Anna Skyggebjerg. I stedet for blot at fortælle om forskellene på de to personlighedstyper, giver hun konkrete eksempler på hvordan man som introvert begår sig i en ekstrovert domineret verden.

    Og det er ikke altid lige nemt, skal jeg hilse og sige.

    For mig er socialisering en ekstrem sport, som jeg kun evner i ganske kort tid af gangen og jeg ser frem til at få nogle værktøjer som – ikke skal gøre mig ekstrovert – men gøre mig i stand til at bedre at begå mig i deres verden.

    Det er sådan, jeg er.

    Det er, hvem jeg er.

    Og det er faktisk ret okay.

    0
  • Somom

    Det her…“, sagde min makker i dag, mens han holdt fingrene op, “…det er afstanden mellem E og B, frøken Bech… Engel og Bitch“.

    Hrmpff.

    Somom.

    Eller noget!

    Nå, han har vel ret. Jeg er et besværligt menneske. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det… over ingenting… og jeg ved det. Han er langt fra den eneste, der har luret mig. Heldigvis har jeg har omgivelser, der er rummelige og tilgivende. Og er de ikke, forsvinder de ret hurtigt igen.

    Sådan må det være. Tænker jeg.

    0
  • FB

    Jeg har sådan et meget ambivalent forhold til Facebook… på den ene side hænger folks pladdersentimentale statusopdateringer, mærkelig spil og kædebreve mig langt ud af halsen og på den anden side, så dukker der pludselig for længst glemte bekendte ud skærmen.

    Og jeg kan desværre ikke slippe for det ene og nøjes med det andet.

    Nåmen i går blev der lagt billeder ud hos én, som for ganske nylig er dukket op på vennelisten og som jeg deler en fjern fælles fortid med. Billederne er desværre ikke i særlig god kvalitet, men det er skam mig på det her billede. 17 år gammel og nærmest aldrig kysset. Det blev jeg så den sommer… kysset altså.

    Der var mange både minder og nyheder at hente i de billeder. Blandt andet fandt jeg ud af, at en af de danske piger, som var i kibbutzen på samme tid som jeg, blev gift med en af de lokale og bor fortsat i Mishmar Hasharon. Jeg tænker på, om jeg måske kunne have fortsat min tilværelse dernede. Det er et eller andet sted dejligt ukompliceret og bo i sådan et kæmpe kollektiv. Der er sørget for dig fra vugge og til grav, der er altid arbejde, mad og bolig, alle kender hinanden, klimaet er vidunderligt året rundt… jo, jeg kunne måske godt være blevet og havde da også dengang planer om lige at skulle stikke næsen til Danmark og så vende retur…

    Men jeg gjorde det ikke. I stedet fik jeg job i det firma, hvor jeg fortsat er ansat – og nu må jeg nøjes med billederne. Og Facebook. Og det er helt okay.

    Noget godt kommer der bestemt ud af det der sociale medie – og så må jeg sluge de andre kameler.

     

     

    0
  • Frankly, my Dear… I don’t give a damn!

    Mærkeligt som de afsløringer af hemmeligheder/løgne/tillidsbrud, der til stadighed siver ud af skabet, stadig kan formå at genere lidt og mærkes som et sug i maven selv så mange år efter.

    Måske skyldes det i virkeligheden blot bekræftelsen af, hvad jeg inderst inde godt vidste, men som jeg hårdnakket benægtede… over for mig selv… for at undgå at tage stilling til det, der alligevel blev uundgåeligt!

    Nu fik jeg så også det ryddet af vejen og blev endnu engang bekræftet i at min beslutning var rigtig!!!

    0
  • Fornuftig [fo’nåfdi] adj. -t, -e; -ere, -st

    Efter jeg har lært J at kende, er jeg squ blevet så pokkers fornuftig… eller i det mindste mere fornuftig.

    Hvor jeg tidligere har kastet mig hovedkulds ud i hvad som helst, har jeg nu sådan et par usynlige hænder liggende på skuldrene, som forhindrer at jeg mister jordforbindelsen – og et enkelt blik fra de blå kan få mig til at overveje det meste en ekstra gang.

    Kedeligt? Måske sommetider. Fornuftigt? Altid!

    Som konsekvens af mit nye velovervejede jeg, har jeg i dag afbestilt den lækre mobil, jeg havde bestilt! Jeg blev enig med mig selv om, at det jo kun er legetøj. Dyrt legetøj.

    Og vi har også købt Polo og knallert og bærbar og… man kan altså bare ikke få det hele. Ikke på én gang  i hvert fald.

    0