For nylig fik jeg en invitation til fest. Det er ikke festen, jeg vil fortælle om, for den kom jeg aldrig til. Det er min reaktion på invitationen, jeg vil fortælle om. Det kræver lidt mod, faktisk. Historien handler nemlig ikke på nogen måde om, hvor moden og vis jeg er. Den handler på den anden side heller ikke om, hvor umoden og dum jeg er. Den handler om, hvem jeg er. Det er derfor, det kræver lidt mod. Ikke desto mindre kommer her historien: 

Det var en invitation til et jubilæum. Jubilaren var en ven, Lau, som jeg har kendt gennem mange år, og som jeg holder af og synes, jeg ser for sjældent. Så den invitation var vel lige, hvad jeg stod og manglede: en mulighed for at se Lau? Ligesom nej! Den fest, Lau inviterede til, var et cocktailparty med efterfølgende dans. Jeg ville ikke kende et øje, ud over Lau. Som trods alt også var hovedpersonen, så det burde vel egentlig være nok? Men jeg vidste i det øjeblik, jeg modtog invitationen, at jeg ikke ville deltage. Jeg vidste også, at jeg burde deltage.

Sagen er, at jeg stort set ikke kan forestille mig noget værre end lige netop den type socialt arrangement, som Lau havde inviteret til: masser af mennesker, jeg ikke kender, cocktailparty og dans.

Jeg er et menneske, som ikke trives godt i store grupper, særligt ikke, hvis jeg ikke kender nogen. Og ganske særligt ikke, hvis jeg skal gå rundt og smalltalke, frem for at have fast plads ved et bord. At være social på den måde er helt i særklasse anstrengende for mig, og noget, jeg reelt kun kan gøre i meget korte intervaller ad gangen. Efter bare få minutter må jeg udenfor, for at få et åndehul alene med mig selv, eller jeg må finde et stille hjørne eller et badeværelse, hvor jeg kan trække vejret i bund, for at få energi til en ny runde. Jeg kan under ingen omstændigheder gå tolv runder; jeg går ned på teknisk knockout længe inden.

Ubehaget sådan en aften er overvældende; jeg føler mig som en hjemløs: udenfor, utryg og forkert. Jeg længes efter ikke at føle sådan; jeg vil gerne hjem. Og jeg når derfor meget sjældent til dansen. 

Jeg kan ikke finde ud af at work the crowd blandt fremmede mennesker. Men sæt mig sammen med et enkelt menneske eller en lille gruppe mennesker … Lad os sidde om et bord, mens vi spiser, drikker te og deler vigtige tanker og følelser og oplevelser, frem for overfladiske informationer … Lad mig få tid til at tænke, før jeg taler … Lad mig blive hørt, selvom min stemme er forsigtig … Så stortrives jeg! Så lytter og taler jeg, føler mig som en fisk i vandet, bliver ikke spor træt og skal ikke i utide trække mig tilbage til badeværelset eller altanen. Jeg kan gå tolv runder uden besvær. Og jeg kan gøre det igen dagen efter (nej, det passer nu ikke helt, men næsten). Jeg behøver ikke at skulle lade op dagen efter, for sådan en aften giver mig energi, hvor fester dræner mig for energi.

Jeg er med andre ord hverken usocial, patologisk genert eller misantropisk. Jeg foretrækker bare at være social på en anden måde, end man er social på til et cocktailparty med efterfølgende dans. Det er sådan, jeg er. Det er, hvem jeg er.

Indledning til “Introvert – stå ved hvem du er” af Anna Skyggebjerg

…

Tænk, at jeg skulle blive næsten 50 før det for alvor gik op for mig, at der findes mange som mig… at jeg ikke er sær og forkert.

Jeg har læst flere bøger om emnet og i går fik jeg så også ovennævnte af Anna Skyggebjerg. I stedet for blot at fortælle om forskellene på de to personlighedstyper, giver hun konkrete eksempler på hvordan man som introvert begår sig i en ekstrovert domineret verden.

Og det er ikke altid lige nemt, skal jeg hilse og sige.

For mig er socialisering en ekstrem sport, som jeg kun evner i ganske kort tid af gangen og jeg ser frem til at få nogle værktøjer som – ikke skal gøre mig ekstrovert – men gøre mig i stand til at bedre at begå mig i deres verden.

Det er sådan, jeg er.

Det er, hvem jeg er.

Og det er faktisk ret okay.