• Et øjeblik...

    Aprilfool

    Jeg tabte kæben et ganske kort øjeblik da jeg på TV2 så, at der blev kørt en levende gensplejset mammut ind i elefanthuset i Aalborg Zoo… lige indtil jeg også kom i tanke om, hvilken dato det er i dag.

    Der var flere gode i dagens aviser – bla. skal rådhusklokkerne fremover spille Rasmus Seebach. DET var heldigvis også en aprilsnar.

    Udover at være en dag, hvor man skal tage alting med et gran salt, så er det også P’s fødselsdag og – selvfølgelig – har solen har skinnet fra en blå himmel hele dagen.

    Den kunne nærmest heller ikke tillade sig andet (:

    Også aftenen blev smuk og det er igen helt vidunderligt, at gå en tur langs fjorden og runde havnen mens solen går ned.

    Fredagsfridagen var så meget i orden.

  • Et øjeblik...

    Der er snildt plads til en Lillebror

    Posten bragte bud fra nabolandet mod syd med bagsæde overtræk til iGo, så Lillebror nu også kan komme med på tur.

    IMG_0304

    Han var ikke helt tryg ved den nye situation, men ind kom han.

    Det siger sig selv, at jeg er lidt øm over min fine nye bil og jeg skal snarest have fundet på noget smart til de 4 nakkestøtter, som befinder sig præcis i savlehøjde. Men bortset fra det, så sidder han så fint.

    I morgen er fridag og det er Poden og jeg, der skal på tur.

    Sydpå.

    En smule i hvert fald!

  • Øjebliksbilleder

    Oh snap

    Paradokset ved fotografering er, at billederne ikke er unikke. Du kan reproducere dem i en uendelighed og på den måde, er der er intet særligt ved dem.

    Men valget af og glæden ved at optage et øjeblik kan ikke reproduceres … hvad jeg mener er, at den vigtigste del af et fotografi er, hvad du ikke kan se.

    Jeg tager rigtig mange billeder, men dem jeg er gladest for er dem, hvor det er lykkedes mig at fastholde den stemning, jeg følte på det tidspunkt billedet blev taget.

    Det er langt fra sikkert, at det er noget godt billede teknisk eller kompositorisk… men det er et billede, hvor jeg fornemmer følelsen jeg havde, stemningen, duften og lyden på stedet… det du ikke kan se.

    Store Bededag lokker ikke til hverken fotografering eller haveliv. I Hals har regntunge skyer mørkelagt området og vi skal ingen steder før den front har passeret.

    Jeg har en frokostaftale og satser derefter på tørvejr og mulighed for udeliv og måske strandtur i solnedgangen.

    godweekend1

  • Et øjeblik...

    Toogtyve og en fridag

    Et lille plus på årsopgørelsen bragte mig et skridt nærmere det nye objektiv… 22 dage mere, så ryger det i indkøbsvognen.

    Indtil da klarer jeg mig med et lånt glas, som er bedre end ingen glas.

    IMG_9070a

    Mandag er fridag.

    Det ved mine kunder åbenbart ikke.

    En lang række ubesvarede opkald (på en lydløs mobil) fra morgenstunden vidner om, at nogen har glemt, at tjekke min kalender.

    Jeg havde en god ven til middag og da han var taget hjem tømte jeg resten af rødvinen og brugte et par dejlige timer i selskab med (…). Så det blev sent inden jeg gik i seng. Det fik mig dog ikke til at sove ret meget længere end på en ordinær mandag og ved solopgang var de to røde og jeg igen at finde ved stranden… i nattøj og med morgenhår skjult under hue og jakke, men friske og i gang.

    Jeg satte mig på kanten af en båd med hundene i sandet ved mine fødder og brugte en stund på at glo ud over havet og fundere lidt over tilværelsen. Mere end en stund blev det ikke… Lillebror har ikke den gamles tålmodighed og det varede ikke længe, før han bragte mig tilbage til virkeligheden.

    Fridagen er åben og uden planer overhovedet… men mon ikke den kommer til at indeholde noget med hunde og et kamera, med lånt glas? Jeg tror det!

  • Et øjeblik...

    Summertime, and the livin’ is easy…

    Vi har levet fuldt op til det sidste… easy!

    Der er ellers ikke fordi der mangler gøremål på to-do listen… der er vist mest lysten der mangler… hækken bør klippes, gulvet bør vaskes, bør, bør bør… i stedet har jeg siddet i haven, sippet iskold rabarbersaft og underholdt mig med lidt chat, leg med hundene, Jo Nesbø’s ‘Politi’ på iPaden, fotografering og diverse gøremål i den lettere genre.

    IMG_3111

    I aften, inden solen lukker og slukker, kører vi til stranden. Tænker at jeg medbringer et håndklæde og skinny dipper sammen med hundene… kunne være en god afslutning på fem vidunderlige fridage.

    Livin’ is easy… jo tak!

    Og to-do listen løber jo ingen steder.

    IMG_3119

  • Et øjeblik...

    Tour de Nordjylland

    Jeg truede godt nok med at tage en mandagsslapper, men det holdt ikke. Selvfølgelig gjorde det ikke det.

    Vi tog på tur: Hals – Gerå – Dronninglund – Hjallerup – Vodskov – Hals.

    IMG_0867

    Strandtur i Gerå. Besøg hos ‘Jens’ i Dronninglund. Indkøb i Hjallerup Maskinforretning og Netto i Vodskov inden turen igen gik hjem.

    page1

    Hjemme var der dømt fri leg i haven, mens deres matte plantede roser i nyindkøbte krukker.

    page1

    Nu gider jeg så heller ikke mere.

    Mandag aften skal tilbringes i sofaen med kaffe i kruset og en skøn serie på fjernsynet. Anden sæson af Call the Midwife er annonceret frigivet på Netflix. Den har lige været vist på tv, men jeg nåede kun brudstykker… nu kan jeg få set alle afsnittene i deres helhed.

     

  • Et øjeblik...

    Mandagsfri…

    Jeg er vist blevet for gammel til lange natlige samtaler, rødvin og for lidt søvn (men for pokker, hvor var det hyggeligt mens det stod på). Klokken var kun knap 22 før jeg måtte give fortabt og gå i seng i aftes. Og så sov jeg til kl. 7 uden at vrikke med et øre.

    Hundene har åbenbart også haft en hård weekend, for de har sovet lige så længe uden at give det mindste pip fra sig.

    Jeg har mandagsfri og det er dermed helt ok fortsat at sidde her i nattøj, sippe kaffe og se morgen-tv.

    IMG_9636
    Arkiv foto

    Jeg tænker, at jeg snart pakker jeg de to røde og kører ud på skallerevlerne – det er længe siden vi sidst har været der. Jeg fornemmer, der skal speedoplades inden arbejdet kalder igen i morgen og hvor gør man det bedre end ved havet..?

  • Et øjeblik...

    Midtugefridag

    Tirsdag blev lang. Meget lang.

    Jeg lagde fra land kl. 06 nul dut og var først hjemme 19.30. Selvom flyvetiden er ganske kort, så er rejsetiden fra Hals til firmaets Kbh. afdeling alligevel næsten 3 timer.

    Ninjaen passede matriklen imens og der var selvfølgelig sørget for, at nogen også passede Ninjaen.

    Indholdet af tirsdagens stormøde vil jeg ikke kommentere ret meget på – blot konstatere, at jeg ikke gik derfra med armene løftet over hovedet.

    io2page

    Nanna er også flyvende. Hun er i Berlin på studierejse. En tur hun tog på med lidt ambivalente følelser. Hendes kærestes mormor døde morgenen inden afrejsen og det var ikke helt nemt at tage beslutningen om at tage af sted. Men hun er i godt og sjovt selskab, så de skal nok få en god tur trods alt.

    1. maj er lig med en fridag fra jobbet. Solen skinner fra en skyfri himmel og dagen skal bruges i haven. Der skal slås græs og hentes jord til højbedene. Det ser nemlig ud til at temperaturen i den kommende weekend endelig når derop, hvor der kan sås og plantes.

    Bilkas reklameavis bugner af gode tilbud til haven, så det kræver en anelse planlægning at køre derude – ellers risikerer jeg at komme hjem med en kælling af hver by (:

    Nu var jeg så heldig at få gode haveråd omkring rabarberhøsten, så jeg vover igen at stille et spørgsmål, denne gang om jordbærsorter.

    Honeye, Sonata, Senga Senganna… navnene siger mig ikke noget som helst. Er der nogen af jer, der har erfaring for, hvad der er bedst? Bedst, som i smager bedst (:

  • Et øjeblik...

    Punktum

    Sidste feriedag. Klokken 10 er der syn på Tingbakken. Det bliver godt, at få det overstået. Sætte det punktum.

    Så mangler blot ventetiden på regningen :-/

    Jeg har desværre hørt, at det er dyrt at flytte fra Store Tingbakke. Indskuddet dækker slet ikke vedligeholdelsen af lejligheden og jeg har hørt folk få regninger på både 15. og 25.000. Jeg vælger at tro, at det er lejligheder, der er misligeholdt, som har fået de store regninger. Det er vores ikke. Der skal selvfølgelig males og slibes gulv – det skal der alle steder – men derudover er der ikke noget at komme efter.

    Jeg havde nok sat næsen op efter en lille skilling retur fra mit indskud, men det kan jeg vist godt skyde en hvid pil efter.

    ØV

    🙁

  • Et øjeblik...

    Sne på min rude

    Sne på min rude
    månen lyser bleg
    på verden derude
    hvor vi går hver  sin vej
    men jeg holder øje med dig

    En af de sange der rør noget i mig og bringer minder om en helt særlig tid i en kvistlejlighed i det indre Aalborg.

    Og det syn der mødte mig til morgen… sne på min rude.

    Det indre ur går aldrig forkert… jeg glemte vist bare at fortælle mit, at jeg holder fri i dag.

    Klokken var de sædvanlige 5:15 da jeg slog øjnene op og jeg kunne høre Ninjaen rumstere i sin kurv nedenunder. Også hun ved, hvornår huset plejer at vågne.

    Det gjorde nu ingenting. Vi nød den friske travetur i den smukke og kolde morgen.

    Inden dagen for alvor skydes i gang med et besøg hos Frisør Hanne, lidt shopping og fødselsdagsforberedelse er der god tid til morgenkaffen med tændte stearinlys og morgentv.

    Og sne på min rude…