• Et øjeblik...

    Alt for tidligt

    Mit indre vækkeur er skræmmende stabilt og præcist. Klokken 05:10 vækker det mig nærmest hver eneste morgen. Kun en sjælden gang når det ‘rigtige’ vækkeur at ringe på de indstillede kl. 05:15.

    05:10 er altså for tidligt at stå op på en lørdag og i særdeleshed på den første feriedag, men på den anden side havde vi skoven helt for os selv på det tidspunkt.

    I går blev de første flyttekasser pakket. Jeg har et par reoler, som ikke skal med og indholdet skal derfor ryddes.

    I første omgang prøver jeg at komme af med reolerne på vores lokale ‘værsgo’ facebook side. Jeg har afsat en del ting derinde allerede – når det er gratis kan man komme af med de utroligste ting på ganske kort tid.

    Jeg orker ikke sætte til salg på DBA, diskutere priser og lave aftaler om afhentning. På den anden side synes jeg også, at tingene er for gode til bare at ryge på lossepladsen og ved at forære det væk får andre glæde af det.

    I takt med at kasserne bliver pakket og hober sig op spreder hyggen sig. Eller noget.

    Fik jeg forresten sagt, at jeg har ferie i en uge nu…

  • Et øjeblik...

    Turen går til

    Når fredagens 6 timers arbejdsdag i morgen er overstået går jeg på ferie i en uge.

    Turen skulle have været gået til Amsterdam, men det satte Coronaen en stopper for. Nu går turen i stedet rundt i det danske land og sikkert mange mange ture til genbrugspladsen og det er også fint.

    Til august holder jeg yderligere et par ugers ferie i forbindelse med flytningen. Der kommer turen til at gå de ca. 300 skridt fra mit gamle hjem til mit nye. Sikkert i fast pendul fart.

    Det meste er ved at være på plads. Dato, flyttebil og flyttefolk. Jeg mangler ‘bare’ at pakke og det klarer jeg i en håndevending. Eller noget.

    Det er den helt store familie flytte rokade…

    Hold 1 flytter til Polen
    Hold 2 flytter i hold 1’s hus
    Hold 3 flytter i hold 2’s hus
    Hold 4 flytter i hold 3’s hus

    Don’t ask why… det blev bare sådan!

    Når vi alle er flyttet foreslår min niece en Tour de chambre, hvor vi kan gå rundt og se hvordan vi alle har fået indrettet os i hinandens tidligere hjem.

    Den eneste i familien, der ikke flytter er Poden. Hun har til gengæld fået fast job. Efter at have været hjemsendt siden midt i marts vendte hun i går tilbage på jobbet. Man kunne frygte at forretningen gik mindre godt og hendes vikariat derfor ikke ville blive forlænget og så bliver hun i stedet fastansat. Hvor heldig har hun lov at være.

  • Amsterdam,  Travel

    Tjek til det

    Sommerferien er bestilt. Der er sat kryds ved både fly, hundepasning og nu, efter mange timers research, også hotel.

    Det frygteligt tidligt for mig at tænke i sommerferie, men i Podens nuværende job er ferien fast og det er sammen med alle de andre, der holder ferie midt i juli.

    Amsterdam er en travl by og hvis vi vil have frit valg på alle hylder måtte vi slå til.

    Valget faldt på et super moderne hotel (tårnet på billedet) på modsatte siden af floden IJ. Få skridt fra hotellet kan vi 24/7 og ganske gratis hoppe på en af de små færger som sejler kontinuerligt og 2-3 minutter efter ankomme til centralstationen.

    Herfra er vi i gå afstand til hele Amsterdam Centrum.

    Det er så mange hoteller i Amsterdam, at jeg løb fuldstændig sur i valget. Dem jeg faldt for var alt for dyre og de billigere af tvivlsom kvalitet og ofte uden mulighed for morgenmad.

    Ved at flytte over på den anden side af IJ fik vi langt mere værdi for pengene, ro for storbyens larm og – iflg. anmeldelserne – fantastisk morgenmad.

    Jeg er pænt tilfreds med det hele…

    Fun fact: Nanna er ‘made in Amsterdam’. Hendes far og jeg var på kør-selv fattigrøvs ferie, boede i en campinghytte og det eneste vi havde med hjem var altså, hvad der skulle vise sig at være, en temmelig dyr souvenir 🙂

  • Et øjeblik...

    Snip snap snude

    Jeg har aldrig hørt nogen sige noget som helst positivt om den første mandag efter ferien og jeg er da heller ikke ligefrem begejstret for, at jeg i morgen igen skal være slave af vækkeuret.

    Det er sådan det er, sådan vi har indrettet vores samfund og det er jeg naturligvis også en del af.

    Og så er der jo det med at arbejde… jeg har noget at holde fri fra!

    Ferien har været skæppeskøn og jeg skal erkende, at jeg ikke har skænket firmaet en eneste tanke. Dagene er løbet sammen og jeg har været i tvivl om det har været mandag eller fredag og det tænker jeg er positivt. Meget positivt.

    Poden har haft ferie på samme tid og har haft lyst til både Hanstholm og Berlin samtidig med, at hun har nydt ferien på sin egen måde. Det er så dejligt, at hun stadig gider.

    Bob har været i Elmelundens Hundepension lige udenfor Hals i de 4 dage, mens vi var i Berlin. Det er et skønt sted og Torben har et skide godt tag på hundene. Bob havde også haft det super fint, men var alligevel glad for at se sin matte igen og det første døgn veg han ikke fra min side… han skulle ikke risikere at blive forladt igen.

  • Et øjeblik...

    Madbaren

    Beliggenheden er der bare ikke noget at udsætte på. De skriver selv, at det er Danmarks vildeste udsigt og jeg vil give dem ret. Den er uovertruffen. Til den ene side ligger Hanstholms travle industrihavn og til den anden side Vesterhavet og heden.

    Ellers er der intet herude. Men hvem har også brug for det.

    Maden er glimrende. Langbordsmiddagen onsdag bestod af tapas og torsdag smagte jeg køkkenets pariserbøf, som var ganske god. En ekstra stjerne fik den fordi den blev indtaget på terrassen.

    Morgenmaden blev bragt til døren og bestod af brød, smør, ost, hjemmelavet marmelade, juice, mælk og stempelkaffe. Også ganske glimrende.

    Lejligheden er okay. Ikke prangende, men udstyret med genbrugsmøbler, gode senge med kridhvidt sengetøj, et pænt velfungerende badeværelse med tykke lækre håndklæder.

    På sofabordet ligger smukke bøger og på en gammel ølkasse står en rejsegrammofon. Vinylerne hentes i restauranten, hvor der er masser at vælge mellem.

    Jeg kunne godt ha’ ønsket mig, at terrassen var lukket lidt af ud mod skrænten – både af hensyn til Bob, men også for at give blot en smule privatliv. Nanna og jeg gik tur med Bob onsdag aften, mens der blev gjort klar til Lars Hjortshøj show og da vi kom hjem var havemøblerne fyldt med folk, som troede det var offentlige bænke. Det samme skete torsdag aften. Lidt som at gå ind i en fremmed have og sætte sig i havemøblerne!?!

    Derudover står der en del krukker derude med visne planter i – det havde pyntet, at de var blevet passet eller fornyet, men det er i småtingsafdelingen.

    I garderoben hænger store, tykke, blå jakker så man umiddelbart tror der er besøg af de lokale fiskere, men jakkerne er til venligt udlån til gæsterne. Hanstholm Madbars svar på cafétæppet. Det siges at det blæser heroppe 300 dage om året – resten stormer det – og man skal ikke sidde og fryse udenfor.

    Personalet på stedet er, ligesom beliggenheden, uovertrufne. Smilende og hjælpsomme langt udover hvad der forventes. Selv i aftes, hvor restauranten var propfuld var der masser af overskud.

    Summa summarum – stedet er råt og rummeligt. Det har været et par skønne dage som jeg godt gider gentage en anden gang.

  • Et øjeblik...

    Mere ferie

    Vi havde den fineste aften i Madbaren. Først med langbordsmiddag, hvor vi blev bænket sammen med søde mennesker og efterfølgende til Lars Hjortshøj testshow.

    Det var fandeme sjovt.

    Showets opbygning er i sin spæde begyndelse og han måtte støtte sig til sine papirer mange gange, men det var vilkårene og det ødelagde bestemt ikke fornøjelsen.

    Vejret har på ingen måde været med os de første dage i ferien og torsdag startede også med byger, som heldigvis er drevet ind over land og haft efterladt Hanstholm i solskin.

    Poden ville slemt gerne besøge Gutterne fra Kutterne så vi kørte mod Thorup Strand i hver vores bil, så hun efter besøget kunne køre mod Aalborg.

    Gutterne var ingen steder at se, men det var kutterne, som vist allesammen lå på land.

    Vi gik en lang tur langs stranden og på vejen ‘hjem’ kørte Bob og jeg omkring Østerild besøgscenter.

    For enden af Den brede vej står verdens største vindmøller – nogen af dem op til 250 meter høje. Det er havvindmøller, men bliver testet på land her i det forblæste Thy.

    Møllerne producerer strøm nok til at dække hele Thisted Kommune – tre gange. Og selvfølgelig kan man få ladet sin el-bil op (dem der måtte have en sådan) med helt lokal produceret strøm.

  • Et øjeblik...

    Fra Hals til Cold Hawaii

    Det var ikke meget Hawaii over Klitmøller da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Jeg endte med at spise min medbragte mad i bilen, mens verden stod i et med voldsom regn, lyn og torden.

    Klitmøller er en lidt spøjs by som ser ud til at være befolket af gamle fiskeren og langhårede surfertyper, som virker ret fremmedartede i den lille fiskerby. Fiskerne renser fisk og koger krabbeklør og ser nu ikke ud til at lade sig mærke af den slags moderne pjat.

    Så holdt regnen op og jeg sidder på toppen af verden med den vildeste udsigt over Vesterhavet.

    Jeg venter på Nanna, som er på vej. Madbaren gør klar til langbordsmiddag og testshow med Lars Hjortshøj, som jeg lige har set ankomme.

    Det bliver et par gode dage. Det er jeg ret sikker på.

  • Et øjeblik...

    Er det allerede…

    Vi er gået ind i den sidste sommermåned og i morgen ved 13:30 tiden (og helst før) stempler jeg ud til sommerferie.

    Det bliver tosset godt at slukke pc’en, rydde skrivebordet og gå ud af døren til et par ugers frihed fra klokken, indbakken og opgavebunken.

    Der ligger gode oplevelser forude – både alene og i det dejligste selskab.

    Ofte byder august – rent vejrmæssigt – på rigtigt fint sommervejr. Gør version 2019 ikke, er det også fint med mig. Jeg skal ikke dase i solen på stranden, så bare jeg kan komme ud i tørvejr er jeg fint tilfreds.

    Lige nu ser udsigten for næste uge ret blandet ud, men det ved vi jo godt kan ændre sig fra dag til dag så når vi drager ud bliver det med regnfrakken i bagagerummet. Så skal det nok gå – også hvis der skulle komme vand fra oven.

  • Et øjeblik...

    Hotel Vanilla

    Kyrkogatan ligger lige i centrum af Göteborg, men det mærker man ikke når man går ind af porten til Hotel Vanilla, som ligger i en fint renoveret ejendom fra 1800 tallet.

    Vi gik derhen fra færgen. Gennem den fine gamle bydel Haga, over voldgraven via Rosenlundsbron og så var der ikke langt til Kyrkogatan.

    Vi fik anvist værelse 4 – lige ved siden af receptionen. Et stort lyst værelse med vinduer mod gaden.

    Beliggenheden taget i betragtning kunne man måske forvente nogen støj, men jeg tror vinduerne var specielt lydisolerede. Da jeg stod op om morgenen hørte jeg først de to fragtbiler, der holdt i tomgang lige neden for vinduerne da jeg åbnede dem.

    Værelset var smukt indrettet i skandinavisk stil og med et stort skinnende hvidt (og rent) badeværelse med brusekabine.

    Morgenmaden indtages i Kafé Vanijl, som ligger i hotellets stueetage.

    Mellem 7 og 11 er cafeen forbeholdt hotellets gæster.

    Fin morgenbuffet med alt man kan forvente der på sådan et bord: æg og bacon, blødkogte æg, mælkeprodukter, drys, forskelligt brød, pålæg, ost, rejeost på tube, marmelader og nutella.

    Og rigtig god kaffe.

    Det er absolut ikke sidste gang vi bor her, hvis vejen igen bringer os til det svenske.

    Hotellet er fundet og værelset reserveret gennem hotel.com.

  • Et øjeblik...

    Ferie ferie ferie

    sommerpause

    Svend Brinkmann skrev på et tidspunkt på facebook

    Sådan får du en god ferie:
    1. Du slukker din telefon
    2. Så er der ikke flere trin

    Slukker min telefon gør jeg nu nok ikke, der kan trods alt være situationer, hvor det er nødvendigt, at få fat på mig, men der bliver droslet gevaldigt ned på alle andre fronter de næste par uger.