• Lørdag blev til søndag

    Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.

    Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.

    Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.

    Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.

    Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.

    Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.

    0
  • Det var godt, at de fik fred

    Religiøs er jeg på ingen måde, men det giver mig en ro inden i at sidde på bænken ved det sted, hvor min mors urne er sat ned. Bob mærker det også. Han lægger sig ned på bænken ved siden af mig og venter tålmodigt.

    Jeg sender hende en tanke. Mærker, at det er godt, at hun fik fred. At de fik fred. Jeg ønsker mig inderligt, at mit liv slutter inden det bliver uværdigt. Inden jeg bliver afhængig af andres hjælp.

    Velfærdssamfundet er ikke gearet til at tage sig ordentligt af de ældste og svageste. Det gør mig stadig vred og uendeligt ked af det. Plejehjemmets facebookside viser kun glansbilledet, de glade og aktive ældre, der deltager i alverdens aktiviteter.

    Den dybe ensomhed, min far der sidder alene i sin kørestol og sover på gangen, stanken af pis, de manglende hænder… det er kun de pårørende der ofte besøger stedet, der ser den side.

    Jeg gad godt, at der blev holdt et evalueringsmøde, så det var muligt at fortælle lederen og de ansatte, hvordan man har oplevet stedet som pårørende.

    Da vi ryddede min fars lejlighed kom en af ‘kabysdamerne’, som min far kaldet dem, forbi. Han fik sådan en smuk død, sagde hun. Jeg måtte beherske mig for ikke at rykke hovedet af hende. Smuk død??? Hvor f***** vidste hun det fra??? Han døde mutters alene og i dyb ensomhed. Alt tyder på, at han gik i seng som normalt og bare ikke vågnede op igen. Og jeg håber inderligt, at det var sådan det var. Andet er ikke til at holde ud at tænke på.

    Det var godt, at de fik fred. Begge to.

    0
  • Ikea raid

    Hvis du mener du så et glimt af en sort klædt Ninja i City Syd Aalborg til morgen, så var det mig.

    Jeg havde en lang indkøbsliste og gik målrettet efter den.

    Ingen svinkeærinder

    Bilka. Ind. Ud.

    Ikea. Ind. Ud.

    På ingen tid.

    Nu har jeg så en millionmilliard håndklæder, der ligger i vand til i morgen, inden de skal vaskes og nummereres.

    Altsammen er det forberedelse til de gamles flytning om en uge.

    Jeg ved ikke, hvad der er normalt at have på badeværelseshylden, men jeg har aldrig ejet så mange håndklæder på samme tid som de forventes at medbringe på plejehjemmet.

    0
  • Søndag på bagkant

    Søndag blev første dag i snart en uge, hvor jeg har haft overskud til noget som helst andet end bare at ligge på sofaen og se Netflix.

    Efter en tidlig morgenmad pakkede jeg iGo og kørte til Vesterhavet. Solskin fra en blå himmel og ikke en vind, der rørte sig.

    Der var kun 14 grader da jeg kørte fra Hals, så det var i hættetrøje og gummistøvler. Dén påklædning kom til at se virke som overkill inden strandturen var slut.

    Vi gik en time mod nord og retur – og på det tidspunkt var temperaturen steget så meget, at der var badetøjsklædte gæster på stranden og der kom jeg så klædt på som var det sent efterår. En anelse kikset.

    Eftermiddagen blev brugt på et besøg hos de gamle og en aftale om et større indkøb i Ikea frem mod deres flytning om 14 dage.

    Jeg fik også vasket alle mine mors gamle Aluminiating af, så det er klar til at pakke. Min far mente, at jeg ville blive en god SOSU, meeeen jeg tror alligevel ikke, at det er der min fremtid ligger.

    Min mor havde glemt alt om lørdagens besøg og i går vidste hun ikke helt, om hun ville kunne finde ud af at flytte…

    Der er stadig masser af uafklarede ting. Jeg ville ønske, at der var tilknyttet en socialrådgiver til sådan et plejehjem, som vidste hvilke instanser man skal kontakte. Og hvordan. Alt er digitalt i dag og når man så har et par forældre, som ikke kan betjene en computer og ikke kan møde op på Borgerservice – hvad gør man så? Når der skal meldes adresseændring, søges boligtilskud og varmehjælp, osv osv.

    Jeg skal lige nævne at min far har nem-id til sin bank og tidligere på året forsøgte vi at få det tilknyttet borger.dk også. Forgæves. De skulle se pas eller kørekort!?! Eller de skulle møde personligt op på Borgerservice!?! Supporten var til absolut ingen hjælp!?!

    Det blev som jeg forudså engang – man skøjter hen over den befolkningsgruppe.

    I går pegede jeg på linien, hvor min mor skulle skrive sin underskrift på lejekontrakten og så sagde jeg skriv din underskrift her… og så skrev hun ordet ‘underskrift’. Hvad forventer det digitale Danmark mon af sådan et menneske.

    Nå, vi løser det vel… men hvor ville det være rart med bedre rådgivning og mindre rigide regler.

    0
  • Rosenhaven

    Billedet til højre er fra november 2011.

    8 uger forinden havde min far fået en blodprop i hjernen og var indlagt på Dronninglund sygehus til genoptræning.

    Det var også her de første tegn på min mors demens viste sig, eller i hvert fald her, at jeg første gang lagde mærke til, at noget var på vej. Måske fordi vi tilbragte en del tid sammen. Næsten dagligt hentede jeg hende i Dronninglund og kørte hende hjem til Hals.

    Hun var forvirret over mange ting, gentog den samme historie igen og igen og man kunne ikke give hende en besked og regne med at den kom videre. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt slog den hen med al den uro min fars indlæggelse førte med sig, men jeg tror hurtigt derefter jeg fandt ud af, at der var noget rivende galt.

    Nu 7 år senere er hendes demens ganske alvorlig og især det sidste år er den eskaleret voldsomt. Hun kan ikke længere formulere en sætning og hendes kognitive funktioner er stærkt nedsatte. Ja, nærmest ikke eksisterende.

    Det har været en årrække, hvor vi har betragtet udviklingen med undren, grinet af demensens pudsigheder til at vi nu er fortvivlede og bange for at lade dem være alene. Flere situationer har desværre vist, at hun er til fare både for sig selv og min far, som fortsat sidder i kørestol og også næsten er blind.

    De har frem til nu boet i eget hjem – men nu går den ikke længere og de flytter inden længe over på plejehjemmet Fjordparken her i Hals. Rosenhaven hedder afdelingen, hvor deres lejlighed ligger

    Det har voldt min far en del kvaler. Han er en mand, der altid har klaret sig selv og jeg tænker, at det må være meget svært at skulle erkende, at det kan man ikke længere. Derudover har han svært ved at skulle opgive alt det han og min mor har bygget op gennem et helt liv.

    Jeg forstår det godt, men vi må forsøge at gøre den lille lejlighed så hjemlig som vi overhovedet kan og bare glæde os over, at der blev en plads her i byen. Plejehjemmet ligger kun 5 minutters gang fra mit hjem, så det bliver nemt lige at stikke forbi og sige hej.

    Det bliver et travlt efterår, som udover flytningen kommer til at stå på tømning, salg af indbo og forberedelse til salg af hus, men det er det mindste… hovedsagen er at professionelle tager over på de to gamle og vi kan sove roligt om natten igen.

    Vi har været på besøg i dag, mødt deres kontaktperson og set lejligheden. Den ligger super godt og har en terrasse ud mod ‘sansehaven’, hvor der både er springvand og drivhus og den fælles opholds-/spisestue ligger med byens bedste udsigt ud over fjorden. Der virker rigtig rart og jeg er ret sikker på, at det bliver et godt sted for dem at være.

    0
  • Kong Neptun kom forbi

    For ikke så længe siden viste jeg min fars Polar dåbsattest og i dag kan jeg så supplere med en lille snas smalfilm af selve dåbshandlingen – dog ikke min fars for det er ham, der er bag kameraet og grunden til, at han fik navnet Filmilerissok.

    Vi er på Fregatten Holger Danske – et krigsskib – og jeg synes det er imponerende udklædninger mændene har kunnet fremstille af de ting, de har kunnet finde ombord.

    0
  • Grønlandsfarer

    Filmilerissok er det navn min far fik da han på Fregatten Holger Danske krydsede polarlinien ved Davis Strædet den 14. august 1956.

    Min far fotograferede en del mens han var på Grønland (deraf navnet) og indrettede mørkekammer i et klædeskab.

    Han har mange fine fotos fra dengang af det barske grønlandske landskab.

    Det er altså ikke fra nogen fremmed jeg har min fotointeresse og det var da også min far, der stak mig mit første kamera i hånden da jeg var 11 år.

    Diplomet er så fint og velbevaret – og han har lovet, at det må følge med, når hans flotte skuffedarium en dag bliver mit.

    1+
  • En snas af familiekrøniken

    Den høje magre mand er min oldefar Christian på min farmors side. Kvinden ved hans side er ikke min oldemor, men derimod hans husbestyrinde Marie og kone nr. 2.

    Min oldemor Christiane dør allerede i 1916 blot 27 år gammel af tuberkulose og efterlader Christian alene med ikke mindre end 8 børn (ret godt gået som 27 årig).

    Et af børnene er den 7 årige Anna Margrethe Marie (født i 1909).

    Anna var min farmor.

    Hun fortalte mig engang, at hun som 8 årig, sammen med sin lillebror Harald, blev sendt ud af tjene på en af nabogårdene og det passer meget godt med tidspunktet, hvor deres mor dør.

    Det har været barsk dengang og der var mange munde at mætte.

    Christian var beskæftiget ved landbruget og som arbejder på savværket. Han havde et lille statshusmandsbrug, han selv havde ladet opføre i Vestbjerg.

    Han giftede sig igen (med Marie) kun 8 mdr. før han døde i 1937, 51 år gammel.

    Min farmor tillagde sig samme store børneflok – nemlig otte, hvoraf min far er den ældste og eneste nulevende. Han bliver 88 lige om lidt.

    Det er min farfar til højre. Kvinden ved siden af er min farmor og den lyshårede dreng til ventre er min far. Hvem de andre er fortaber sig i glemslen (min fars). Måske er den lille pige min faster. Hun var døbt Gunvig, fordi min farfar ikke kunne huske det navn han og min farmor havde aftalt da han stod på kirkekontoret. Jeg tror ikke, at det passede min farmor og hun blev derfor aldrig kaldt andet end Bitten.

    Herunder er hele banden. Det er min far til venstre. Oprindeligt var de otte, men en bror, Keld, døde som 5-6 årig af kræft.

    Min farmor og farfars sølvbryllup. Børnene fra venstre mod højre – Henry, Erik, Bitten, Teddy, Susse, Tommy og foran Peter
    0
  • Dengang min far byggede sommerhus

    Da jeg i søndags var med færgen sydpå lagde jeg vejen forbi Skagensgrund 2 i Egense.

    Her byggede min far i 1975 det sommerhus, hvor vi holdt ferier og weekends i mange år.

    Han filmede tilblivelsen med sit smalfilmkamera og selvom det nok ikke har interesse for andre end os, der har deltaget i byggeriet, så skal den alligevel med her.

    Min far har ingen håndværksmæssig uddannelse, så jeg forstår stadig ikke helt hvordan han turde kaste sig ud i sådan et byggeri. Huset ankom som et samlesæt fra Sverige på to store lastbiler og så var det bare at gå i gang.

    Det oprindelig hus er der stadig, men da det i dag er helårsbeboelse er det udvidet både her og der.

    Det er en tidligere Hirtshals fisker og hans kone, der bor der nu. Han gik udenfor og kunne godt se, at jeg var nysgerrig. Vi fik en ordentlig sludder. Jeg tror, at han synes det var lidt sjovt at høre om tilblivelsen af huset og for mig var det rart at se, at nogen fortsat værdsætter min fars arbejde og holder det i så fin stand.

    Egense ligger syd for Hals lige på den anden side af Limfjorden. Når vi var i sommerhus tog vi ganske ofte turen til Hals og det kendskab vi fik til byen dengang er helt sikkert grunden til, at mine forældre for 22 år siden valgte at slå sig ned her og siden trække det meste af familien med sig.

    0
  • Grounding

    Tidligt i formiddag ringede min telefon med flere dårlige nyheder.

    Mine søde kolleger fra den afdeling hvor jeg tidligere var ansat, var blevet kaldt til møde til morgen og inden mødet var slut var 6 ud af 10 blevet fyret.

    Så i stedet for at have en ‘intern service’, som sørger for at det store hus fungerer, at der bliver taget vel imod vores gæster, bestilt rejser og reserveret hotelværelser, kørt papir ud til vores printere osv. osv. så skal vi nu selv bruge dyrebar tid på det… og hvor har de så sparet?

    IMG_1268Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, uden at komme til at sige noget meget grimt… så det afholder jeg mig fra (jeg har hørt, at den slags er karriere begrænsende adfærd).

    Det har været et par svære dage.

    I går måtte jeg haste af sted til hospitalet, hvor min mor var på vej til i ambulance og i dag måtte jeg sige farvel til gode kolleger og venner som nu pludselig står uden job.

    P mente en tur til stranden ville gøre mig godt og give mig lidt grounding.

    Jeg kørte i skoven i stedet og valgte at tage det med groundingen meget bogstaveligt.

    En time derude – bare Lillebror og jeg – klarede tankerne og gav fornyet ro og overskud.

    PS: Min mor var frisk og glad i dag… og havde sovet så dejligt i nat (det tror da pokker). Hun har absolut ingen erindring om det kaos hun skabte i går… der kan man tale om at leve i nuet 🙂

    0