• Onkel Enoch

    Der er mange, for mig, ukendte personer i de fotografier jeg har fået fra både min forældre og fra min moster, men min mors kusine Jonna er fuld af gode historier om de fotos, jeg har spørgsmål til:

    Jeg sendte billedet til min fars kusine i Fr.havn. Hun er jævnaldrende med din mor. Hun fortæller, at hun var på besøg i København og en dag tager de 2 unge damer en tur til Malmø. De sidder på en bænk da en nydelig herre kommer og snakker med dem. Han vil gerne fotograferes sammen med og have billederne sendt. Det gør Lizzie så – og hun bliver “penneven” med onkel Enoch.

    Kort tid efter fortæller Lizzie, at hun skal giftes – og så sender han et halstørklæde til hendes mand, som han selv har vævet. Lizzies mand har det endnu!! Da hun fortæller ham, at hun har fået en søn – får han også et hjemmevævet halstørklæde. Lizzie har forbindelse med ham lige til han dør.

    Så det er altså onkel Enoch min mor her er fotograferet sammen med. Ham havde jeg aldrig hørt om før og det minder mig igen om, hvor ærgerligt det er, at denne forbindelse til Jonna først blev skabt efter min mors død – der havde været meget at tale om og mange minder, der måske kunne vækkes i min mors demente hjerne.

    (Familie krøniken noteres mest her for min egen skyld. Hvis jeg engang bliver dement har mine pårørende noget at hive frem og tale med mig om 😉 )

  • Min mor – omkring halvandet år gammel

    Tidligt til morgen var det to år siden jeg mistede min mor.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind.

    Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hendes hånd da hjertet slog det sidste slag.

    Hvis du har læst med herinde længe ved du, at min de sidste år af sit liv mor var dybt dement og jeg på den måde havde mistet min mor mange år før hendes krop også sagde stop, men for alvor at miste sin mor var og er alligevel en enorm sorg.

    Ved hendes bisættelse spillede klaveret ‘Solen er så rød mor’ og den trækker stadig tårer og minder mig om, at sorg tager tid, lang tid og at det er ok.

  • Det er en tysker

    Min ansøgning om at føje Leismann til mit navn gik ret glat igennem.

    Jeg blev ringet op af sagsbehandleren ved Hals kirke i tirsdags – min oldemors dåbs- og vielsesattest var ikke helt nok til at knytte mig til slægten. Hun havde behov for at finde både min mor og mormor i kirkebøgerne for at skabe forbindelsen til mig.

    Det arbejde havde min far og jeg under vores slægtsforskning allerede lavet, så de kopier fra kirkebøgerne blev sendt med mail og i dag lå der så en besked om godkendelsen i min e-boks.

    Jeg ved ikke, om det er et navn jeg kommer til at underskrive mig med – det føles alligevel lidt fremmed, men på den anden side er det vel ikke er mere fremmed end hvis man har giftet sig til et nyt efternavn.

    Vi får se…

    Næste trin i den her nysgerrighed på mine rødder kunne være et besøg i Korschenbroich, hvorfra Adolph Eduard rejste i midten af 1700 tallet.

    Jeg ved ikke så meget om ham andet end han er født i byen i 1719, døbt i den katolske kirke og som voksen forlod Korschenbroich og rejste mod Danmark, hvor han slog sig ned i Aabenraa og blev gift med Johanne Sophia Andersen.

  • 4 år med tab af almen tillid

    I et indlæg tilbage i 2015 fortalte jeg om min moster, som havde et forhold til nazisten og biografdirektøren i Frederikshavn, Hakon Jarle.

    Min moster i Hakon Jarles bil som den tyskervenlige biografdirektør kunne holde kørende hele krigen trods benzinrationering.

    På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket med Hakon Jarle efter hans arrestation, men det gør jeg nu.

    I det hele taget har avisarkiverne været særdeles gavmilde med artikler om både Hakon jarle, men også om nogle af min mosters brødre, mine onkler. Og det er ikke kun for det gode. Mere om det senere 🙂

    De to artikler herunder er fra henholdsvis 1945 og 1950 og fortæller blandt andet, at Jarle blev idømt 4 års fængsel med tab af almen tillid i 5 år.

    Tab af almen tillid – hvad har det mon dækket over?

    Min moster blev på et tidspunkt i deres forhold installeret i en lejlighed på Vesterbro i Aalborg. Jeg forestiller mig, at det har været mere bekvent for ham at aflægge hende et besøg i en lidt større by og uden det betød at familien måtte sendes til Norge.

    Blandt mine mosters billeder fandt jeg et taget fra lejligheden og hen mod Limfjordsbroen. Præcis hvornår det er taget ved jeg ikke, men jeg ved, at tyskerne som noget af det første besatte Limfjordsbroen og her ser passagen ud til at være fri, så det er nok fra efter 45.

    Min Moster var en skøn og skør dame med – hvad jeg har kunnet stykke sammen af historierne om hende – en rigtig dårlig dømmekraft når det gjaldt hendes valg af mænd. (er det mon arveligt?)

    Hun er født i 1919 og ud fra hendes alder under krigen vil jeg tro, at Jarle har været et af de første dårlige valg hun har truffet – i hvert fald set med mor Marens øjne!

    Jeg tegnede en måneds abonnement til Nordjyske fordi der var en artikel om en af Hals’ rigmænd jeg gerne ville læse og det giver så samtidig adgang til arkiverne for 9 nordjyske aviser udgivet tilbage fra 1800 tallet.

    Det har jeg fået meget sjov og ny information ud af.

  • Slægten Bech/k

    Min far og jeg lavede sammen lidt slægtsforskning og vores slægtstræ ligger fortsat på My Heritage. Indimellem får jeg en mail fordi nogen har matchet mine slægtninge med deres egne.

    Sidst var det med min biologiske morfar, som ingen kender udover navnet Poul Fynbo Jørgensen. Min mormor fik min mor uden for ægteskab og nu viser dette match, at han fik yderligere et barn – Søren – en halvbror til min mor.

    Jeg forestiller mig ikke, at der har været noget, der hed børnebidrag dengang og da slet ikke når han ikke er ‘udlagt som barnefader’.

    Det fik mig til at tænke på, om hans nye familie har haft kendskab til min mor.

    Det har de så nu.

    Noget andet er dukket op samme sted. Et foto af min oldefars gravsten på Frederikshavn Kirkegård.

    Han døde i 1949 og billedet er fra 2019. Nogen må altså fortsat betale for det gravsted, medmindre selvfølgelig, at der er betalt forud i 100 år

    Det gør mig noget nysgerrig.

  • Lørdag blev til søndag

    Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.

    Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.

    Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.

    Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.

    Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.

    Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.

  • Det var godt, at de fik fred

    Religiøs er jeg på ingen måde, men det giver mig en ro inden i at sidde på bænken ved det sted, hvor min mors urne er sat ned. Bob mærker det også. Han lægger sig ned på bænken ved siden af mig og venter tålmodigt.

    Jeg sender hende en tanke. Mærker, at det er godt, at hun fik fred. At de fik fred. Jeg ønsker mig inderligt, at mit liv slutter inden det bliver uværdigt. Inden jeg bliver afhængig af andres hjælp.

    Velfærdssamfundet er ikke gearet til at tage sig ordentligt af de ældste og svageste. Det gør mig stadig vred og uendeligt ked af det. Plejehjemmets facebookside viser kun glansbilledet, de glade og aktive ældre, der deltager i alverdens aktiviteter.

    Den dybe ensomhed, min far der sidder alene i sin kørestol og sover på gangen, stanken af pis, de manglende hænder… det er kun de pårørende der ofte besøger stedet, der ser den side.

    Jeg gad godt, at der blev holdt et evalueringsmøde, så det var muligt at fortælle lederen og de ansatte, hvordan man har oplevet stedet som pårørende.

    Da vi ryddede min fars lejlighed kom en af ‘kabysdamerne’, som min far kaldet dem, forbi. Han fik sådan en smuk død, sagde hun. Jeg måtte beherske mig for ikke at rykke hovedet af hende. Smuk død??? Hvor f***** vidste hun det fra??? Han døde mutters alene og i dyb ensomhed. Alt tyder på, at han gik i seng som normalt og bare ikke vågnede op igen. Og jeg håber inderligt, at det var sådan det var. Andet er ikke til at holde ud at tænke på.

    Det var godt, at de fik fred. Begge to.

  • Ikea raid

    Hvis du mener du så et glimt af en sort klædt Ninja i City Syd Aalborg til morgen, så var det mig.

    Jeg havde en lang indkøbsliste og gik målrettet efter den.

    Ingen svinkeærinder

    Bilka. Ind. Ud.

    Ikea. Ind. Ud.

    På ingen tid.

    Nu har jeg så en millionmilliard håndklæder, der ligger i vand til i morgen, inden de skal vaskes og nummereres.

    Altsammen er det forberedelse til de gamles flytning om en uge.

    Jeg ved ikke, hvad der er normalt at have på badeværelseshylden, men jeg har aldrig ejet så mange håndklæder på samme tid som de forventes at medbringe på plejehjemmet.

  • Søndag på bagkant

    Søndag blev første dag i snart en uge, hvor jeg har haft overskud til noget som helst andet end bare at ligge på sofaen og se Netflix.

    Efter en tidlig morgenmad pakkede jeg iGo og kørte til Vesterhavet. Solskin fra en blå himmel og ikke en vind, der rørte sig.

    Der var kun 14 grader da jeg kørte fra Hals, så det var i hættetrøje og gummistøvler. Dén påklædning kom til at se virke som overkill inden strandturen var slut.

    Vi gik en time mod nord og retur – og på det tidspunkt var temperaturen steget så meget, at der var badetøjsklædte gæster på stranden og der kom jeg så klædt på som var det sent efterår. En anelse kikset.

    Eftermiddagen blev brugt på et besøg hos de gamle og en aftale om et større indkøb i Ikea frem mod deres flytning om 14 dage.

    Jeg fik også vasket alle mine mors gamle Aluminiating af, så det er klar til at pakke. Min far mente, at jeg ville blive en god SOSU, meeeen jeg tror alligevel ikke, at det er der min fremtid ligger.

    Min mor havde glemt alt om lørdagens besøg og i går vidste hun ikke helt, om hun ville kunne finde ud af at flytte…

    Der er stadig masser af uafklarede ting. Jeg ville ønske, at der var tilknyttet en socialrådgiver til sådan et plejehjem, som vidste hvilke instanser man skal kontakte. Og hvordan. Alt er digitalt i dag og når man så har et par forældre, som ikke kan betjene en computer og ikke kan møde op på Borgerservice – hvad gør man så? Når der skal meldes adresseændring, søges boligtilskud og varmehjælp, osv osv.

    Jeg skal lige nævne at min far har nem-id til sin bank og tidligere på året forsøgte vi at få det tilknyttet borger.dk også. Forgæves. De skulle se pas eller kørekort!?! Eller de skulle møde personligt op på Borgerservice!?! Supporten var til absolut ingen hjælp!?!

    Det blev som jeg forudså engang – man skøjter hen over den befolkningsgruppe.

    I går pegede jeg på linien, hvor min mor skulle skrive sin underskrift på lejekontrakten og så sagde jeg skriv din underskrift her… og så skrev hun ordet ‘underskrift’. Hvad forventer det digitale Danmark mon af sådan et menneske.

    Nå, vi løser det vel… men hvor ville det være rart med bedre rådgivning og mindre rigide regler.

  • Rosenhaven

    Billedet til højre er fra november 2011.

    8 uger forinden havde min far fået en blodprop i hjernen og var indlagt på Dronninglund sygehus til genoptræning.

    Det var også her de første tegn på min mors demens viste sig, eller i hvert fald her, at jeg første gang lagde mærke til, at noget var på vej. Måske fordi vi tilbragte en del tid sammen. Næsten dagligt hentede jeg hende i Dronninglund og kørte hende hjem til Hals.

    Hun var forvirret over mange ting, gentog den samme historie igen og igen og man kunne ikke give hende en besked og regne med at den kom videre. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt slog den hen med al den uro min fars indlæggelse førte med sig, men jeg tror hurtigt derefter jeg fandt ud af, at der var noget rivende galt.

    Nu 7 år senere er hendes demens ganske alvorlig og især det sidste år er den eskaleret voldsomt. Hun kan ikke længere formulere en sætning og hendes kognitive funktioner er stærkt nedsatte. Ja, nærmest ikke eksisterende.

    Det har været en årrække, hvor vi har betragtet udviklingen med undren, grinet af demensens pudsigheder til at vi nu er fortvivlede og bange for at lade dem være alene. Flere situationer har desværre vist, at hun er til fare både for sig selv og min far, som fortsat sidder i kørestol og også næsten er blind.

    De har frem til nu boet i eget hjem – men nu går den ikke længere og de flytter inden længe over på plejehjemmet Fjordparken her i Hals. Rosenhaven hedder afdelingen, hvor deres lejlighed ligger

    Det har voldt min far en del kvaler. Han er en mand, der altid har klaret sig selv og jeg tænker, at det må være meget svært at skulle erkende, at det kan man ikke længere. Derudover har han svært ved at skulle opgive alt det han og min mor har bygget op gennem et helt liv.

    Jeg forstår det godt, men vi må forsøge at gøre den lille lejlighed så hjemlig som vi overhovedet kan og bare glæde os over, at der blev en plads her i byen. Plejehjemmet ligger kun 5 minutters gang fra mit hjem, så det bliver nemt lige at stikke forbi og sige hej.

    Det bliver et travlt efterår, som udover flytningen kommer til at stå på tømning, salg af indbo og forberedelse til salg af hus, men det er det mindste… hovedsagen er at professionelle tager over på de to gamle og vi kan sove roligt om natten igen.

    Vi har været på besøg i dag, mødt deres kontaktperson og set lejligheden. Den ligger super godt og har en terrasse ud mod ‘sansehaven’, hvor der både er springvand og drivhus og den fælles opholds-/spisestue ligger med byens bedste udsigt ud over fjorden. Der virker rigtig rart og jeg er ret sikker på, at det bliver et godt sted for dem at være.