• Familie

    Skeletter i skabet

    Vi har andet til fælles end jobbet, min kollega i Odense og jeg. Begge er vi interesseret i både historie og slægtsforskning. I dag sendte hun mig et link til et nyt tiltag fra Rigsarkivet: Link-Lives

    Jeg blev straks grebet af det og når en gren af familien hedder Leismann er meget nemt at finde noget brugbart.

    Jeg har tidligere fortalt om min mors søskende, om cykeltyverier, uægte børn, nazi-elskerinder og hvad har vi… og har tænkt, at deres mor må have været et tolerant og rummeligt menneske, og nu har jeg en fornemmelse af hvorfor.

    Meget hurtigt fandt jeg nemlig oplysningen om, at hun – Maren Undine Jensine Leismann – allerede som 19 årig fik et barn med en mand, som jeg aldrig har hørt om. Maskinarbejder Svend Asp i New York Amerika, er udlagt som barnefader.

    Den lille pige nåede ikke at få et navn inden hun døde nogle få måneder gammel.

    Også barn nr. 2 – en dreng – blev født uden for ægteskab og døde kort efter fødslen – her er det dog min oldefar, der er udlagt som barnefader.

    Med sådan en bagage tror jeg, at man måske bedre kan forstå, når ens børn havner i tilsvarende prekære situationer.

    Meget apropos dumpede der i dag et DNA testsæt ind i min postkasse.

    Jeg har længe været nysgerrig på, om det kunne afsløre nye sider af min slægt – som åbenbart gemmer på mange hemmeligheder – og da der så blev kørt tilbud på det (det gør der i øvrigt ofte) så slog jeg til. Eller det vil sige at det lå i min indkøbskurv et par dage indtil de også tilbød gratis fragt (en metode jeg bruger i rigtig mange webshops med succes).

    Prøven er udført og sendt retur til laboratoriet i Tyskland.

    Så må vi se om der er andet end skandinav og tysker i mig.

  • Familie

    Faldne kvinder

    Da min mormor i 1932 blev gravid udenfor ægteskabet var det bestemt ikke velset i familien Bech i Frederikshavn.

    Hun var en falden kvinde og blev derfor sendt på ‘diskret ophold‘ på Svendebjerggaard og fødte min mor på Rigshospitalet den 1. december 1932.

    Så meget ved jeg.

    Jeg ved også at min mor efterfølgende bliver efterladt alene på børnehjemmet Svendebjerggaard og senere blev hentet til Frederikshavn af sin mormor.

    For et års tid siden skrev jeg til Rigsarkivet i håb om at de lå inde med oplysninger om omstændighederne omkring min mors fødsel og ikke mindst om det efterfølgende ophold på børnehjemmet.

    Desværre har rigsarkivet ikke journaler fra Svendebjerggaard ældre end 1991 og heller ikke en evt. plejetilladelse fra Frederikshavns Kommune kunne de hjælpe med.

    Så strandede det ligesom der og jeg tænkte, at det finder vi nok aldrig ud af.

    Nu er der så måske alligevel et lille håb om at finde nye oplysninger.

    Kontakten til min mors kusine har givet fornyet interesse og flere nye oplysninger. Hun kunne bla. fortælle, at historien siger, at det var hendes far, som med sin første hyre betalte rejsen til det diskrete ophold for sin søster og sendte mig samtidig en artikel om stedet.

    Det var Frelsens Hær, som drev Svendebjerggaard i 1932. Dem har jeg nu kontaktet i håb om, at de måske vil kunne hjælpe mig videre.

    Jeg har i dag fået positivt svar – de ville rigtig gerne hjælpe. Jeg har sendt dem nogle yderligere oplysninger til at hjælpe dem i deres søgning i de gamle journaler.

    Det er spændende om de kan finde frem til hvad der skete den gang… jeg er blot ærgerlig over, at jeg ikke kan dele oplysningerne med min far.

  • Familie

    Onkel Enoch

    Der er mange, for mig, ukendte personer i de fotografier jeg har fået fra både min forældre og fra min moster, men min mors kusine Jonna er fuld af gode historier om de fotos, jeg har spørgsmål til:

    Jeg sendte billedet til min fars kusine i Fr.havn. Hun er jævnaldrende med din mor. Hun fortæller, at hun var på besøg i København og en dag tager de 2 unge damer en tur til Malmø. De sidder på en bænk da en nydelig herre kommer og snakker med dem. Han vil gerne fotograferes sammen med og have billederne sendt. Det gør Lizzie så – og hun bliver “penneven” med onkel Enoch.

    Kort tid efter fortæller Lizzie, at hun skal giftes – og så sender han et halstørklæde til hendes mand, som han selv har vævet. Lizzies mand har det endnu!! Da hun fortæller ham, at hun har fået en søn – får han også et hjemmevævet halstørklæde. Lizzie har forbindelse med ham lige til han dør.

    Så det er altså onkel Enoch min mor her er fotograferet sammen med. Ham havde jeg aldrig hørt om før og det minder mig igen om, hvor ærgerligt det er, at denne forbindelse til Jonna først blev skabt efter min mors død – der havde været meget at tale om og mange minder, der måske kunne vækkes i min mors demente hjerne.

    (Familie krøniken noteres mest her for min egen skyld. Hvis jeg engang bliver dement har mine pårørende noget at hive frem og tale med mig om 😉 )

  • Familie

    Min mor – omkring halvandet år gammel

    Tidligt til morgen var det to år siden jeg mistede min mor.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind.

    Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hendes hånd da hjertet slog det sidste slag.

    Hvis du har læst med herinde længe ved du, at min de sidste år af sit liv mor var dybt dement og jeg på den måde havde mistet min mor mange år før hendes krop også sagde stop, men for alvor at miste sin mor var og er alligevel en enorm sorg.

    Ved hendes bisættelse spillede klaveret ‘Solen er så rød mor’ og den trækker stadig tårer og minder mig om, at sorg tager tid, lang tid og at det er ok.

  • Familie

    Det er en tysker

    Min ansøgning om at føje Leismann til mit navn gik ret glat igennem.

    Jeg blev ringet op af sagsbehandleren ved Hals kirke i tirsdags – min oldemors dåbs- og vielsesattest var ikke helt nok til at knytte mig til slægten. Hun havde behov for at finde både min mor og mormor i kirkebøgerne for at skabe forbindelsen til mig.

    Det arbejde havde min far og jeg under vores slægtsforskning allerede lavet, så de kopier fra kirkebøgerne blev sendt med mail og i dag lå der så en besked om godkendelsen i min e-boks.

    Jeg ved ikke, om det er et navn jeg kommer til at underskrive mig med – det føles alligevel lidt fremmed, men på den anden side er det vel ikke er mere fremmed end hvis man har giftet sig til et nyt efternavn.

    Vi får se…

    Næste trin i den her nysgerrighed på mine rødder kunne være et besøg i Korschenbroich, hvorfra Adolph Eduard rejste i midten af 1700 tallet.

    Jeg ved ikke så meget om ham andet end han er født i byen i 1719, døbt i den katolske kirke og som voksen forlod Korschenbroich og rejste mod Danmark, hvor han slog sig ned i Aabenraa og blev gift med Johanne Sophia Andersen.

  • Familie

    4 år med tab af almen tillid

    I et indlæg tilbage i 2015 fortalte jeg om min moster, som havde et forhold til nazisten og biografdirektøren i Frederikshavn, Hakon Jarle.

    Min moster i Hakon Jarles bil som den tyskervenlige biografdirektør kunne holde kørende hele krigen trods benzinrationering.

    På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket med Hakon Jarle efter hans arrestation, men det gør jeg nu.

    I det hele taget har avisarkiverne været særdeles gavmilde med artikler om både Hakon jarle, men også om nogle af min mosters brødre, mine onkler. Og det er ikke kun for det gode. Mere om det senere 🙂

    De to artikler herunder er fra henholdsvis 1945 og 1950 og fortæller blandt andet, at Jarle blev idømt 4 års fængsel med tab af almen tillid i 5 år.

    Tab af almen tillid – hvad har det mon dækket over?

    Min moster blev på et tidspunkt i deres forhold installeret i en lejlighed på Vesterbro i Aalborg. Jeg forestiller mig, at det har været mere bekvemt for ham at aflægge hende et besøg i en lidt større by og uden det betød at familien måtte sendes til Norge.

    Blandt mine mosters billeder fandt jeg et taget fra lejligheden og hen mod Limfjordsbroen. Præcis hvornår det er taget ved jeg ikke, men jeg ved, at tyskerne som noget af det første besatte Limfjordsbroen og her ser passagen ud til at være fri, så det er nok fra efter 45.

    Min Moster var en skøn og skør dame med – hvad jeg har kunnet stykke sammen af historierne om hende – en rigtig dårlig dømmekraft når det gjaldt hendes valg af mænd. (er det mon arveligt?)

    Hun er født i 1919 og ud fra hendes alder under krigen vil jeg tro, at Jarle har været et af de første dårlige valg hun har truffet – i hvert fald set med mor Marens øjne!

    Jeg tegnede en måneds abonnement til Nordjyske fordi der var en artikel om en af Hals’ rigmænd jeg gerne ville læse og det giver så samtidig adgang til arkiverne for 9 nordjyske aviser udgivet tilbage fra 1800 tallet.

    Det har jeg fået meget sjov og ny information ud af.

  • Familie

    Slægten Bech/k

    Min far og jeg lavede sammen lidt slægtsforskning og vores slægtstræ ligger fortsat på My Heritage. Indimellem får jeg en mail fordi nogen har matchet mine slægtninge med deres egne.

    Sidst var det med min biologiske morfar, som ingen kender udover navnet Poul Fynbo Jørgensen. Min mormor fik min mor uden for ægteskab og nu viser dette match, at han fik yderligere et barn – Søren – en halvbror til min mor.

    Jeg forestiller mig ikke, at der har været noget, der hed børnebidrag dengang og da slet ikke når han ikke er ‘udlagt som barnefader’.

    Det fik mig til at tænke på, om hans nye familie har haft kendskab til min mor.

    Det har de så nu.

    Noget andet er dukket op samme sted. Et foto af min oldefars gravsten på Frederikshavn Kirkegård.

    Han døde i 1949 og billedet er fra 2019. Nogen må altså fortsat betale for det gravsted, medmindre selvfølgelig, at der er betalt forud i 100 år

    Det gør mig noget nysgerrig.

  • Et øjeblik...

    Lørdag blev til søndag

    Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.

    Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.

    Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.

    Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.

    Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.

    Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.

  • Et øjeblik...

    Det var godt, at de fik fred

    Religiøs er jeg på ingen måde, men det giver mig en ro inden i at sidde på bænken ved det sted, hvor min mors urne er sat ned. Bob mærker det også. Han lægger sig ned på bænken ved siden af mig og venter tålmodigt.

    Jeg sender hende en tanke. Mærker, at det er godt, at hun fik fred. At de fik fred. Jeg ønsker mig inderligt, at mit liv slutter inden det bliver uværdigt. Inden jeg bliver afhængig af andres hjælp.

    Velfærdssamfundet er ikke gearet til at tage sig ordentligt af de ældste og svageste. Det gør mig stadig vred og uendeligt ked af det. Plejehjemmets facebookside viser kun glansbilledet, de glade og aktive ældre, der deltager i alverdens aktiviteter.

    Den dybe ensomhed, min far der sidder alene i sin kørestol og sover på gangen, stanken af pis, de manglende hænder… det er kun de pårørende der ofte besøger stedet, der ser den side.

    Jeg gad godt, at der blev holdt et evalueringsmøde, så det var muligt at fortælle lederen og de ansatte, hvordan man har oplevet stedet som pårørende.

    Da vi ryddede min fars lejlighed kom en af ‘kabysdamerne’, som min far kaldet dem, forbi. Han fik sådan en smuk død, sagde hun. Jeg måtte beherske mig for ikke at rykke hovedet af hende. Smuk død??? Hvor f***** vidste hun det fra??? Han døde mutters alene og i dyb ensomhed. Alt tyder på, at han gik i seng som normalt og bare ikke vågnede op igen. Og jeg håber inderligt, at det var sådan det var. Andet er ikke til at holde ud at tænke på.

    Det var godt, at de fik fred. Begge to.

  • Et øjeblik...

    Ikea raid

    Hvis du mener du så et glimt af en sort klædt Ninja i City Syd Aalborg til morgen, så var det mig.

    Jeg havde en lang indkøbsliste og gik målrettet efter den.

    Ingen svinkeærinder

    Bilka. Ind. Ud.

    Ikea. Ind. Ud.

    På ingen tid.

    Nu har jeg så en millionmilliard håndklæder, der ligger i vand til i morgen, inden de skal vaskes og nummereres.

    Altsammen er det forberedelse til de gamles flytning om en uge.

    Jeg ved ikke, hvad der er normalt at have på badeværelseshylden, men jeg har aldrig ejet så mange håndklæder på samme tid som de forventes at medbringe på plejehjemmet.