• Et øjeblik...

    Der kom brev fra Søren og Henrik

    Til morgen tikkede den længe ventede invitation ind til Covid-19 vaccination. Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har fået brev i dag for der var mere end 12.000 i kø før mig på vacciner.dk.

    På samme måde som når man venter på at se sin årsopgørelse, har sundhedstyrelsen et velfungerende kø-system .

    Da jeg kom i gennem kunne jeg kun vælge vaccinationssteder i hovedstadsområdet?!?

    Det var igen min adressebeskyttelse, der spændte ben for mig. Det var der en løsning på og der er nu bestilt tid til både første og andet stik, som betyder, at jeg er færdigvaccineret med Pfizer-BioNtech midt i juli.

    Det er svært at få armene ned – der er håb forude om et normalt liv.

  • Et øjeblik...

    Lige nu – et år efter

    For præcis et år siden gik de fleste af os vel rundt og tænkte at vi sådan nogenlunde havde styr på hvad der skulle ske i vores liv, i hvert fald på den korte bane…

    Vi havde nok ikke forestillet os at vores liv ville forandre sig så radikalt, på så kort tid og så længe.

    Jeg havde i hvert fald ikke og lyttede med vantro til Mette Frederiksens ord: Danmark lukker ned.

    Det var som om 3. verdenskrig var brudt ud. En krig, hvor vi ikke vidste ret meget om modstanderen, hvor vi ikke vidste hvad ventede os.

    Vi er kommet langt siden i vores viden og verden har nu også et middel, der med tiden kan afvæbne modstanderen, men i dag et år efter ved vi fortsat ikke rigtig, hvad der venter.

    Men vi holder ud lidt endnu!

    PS: Tina Dickow har skrevet sangen ‘Lige Nu’ under nedlukningen som en håbefuld popsang – og jeg synes den er glad og optimistisk. Lige det vi har brug for.

  • Et øjeblik...

    Det var en kold og stormfuld morgen

    Jeg sad og fik en smule blanke øjne til morgen da bilerne med covid-19 vacciner blev klappet ind i plejecentrenes indkørsler.

    Jeg fornemmede også, at den garvede jounalist, Rasmus Tantholdt blev en smule berørt.

    Det er en stor dag. Et vendepunkt.

    Det er også en dag, som hovedsagelig skal bruges indendørs.

    Allerede da vi var på morgenluftetur ruskede vinden og gaderne flød med løse genstande Det skulle kun blive værre, så jeg forestiller mig det bliver dagen hvor julepynten skal pakkes væk og jeg tager hul på det første af de puslespil jeg fik i julegave.

    Bursfjell genseren til Poden ér færdig, vasket og klar til levering og puslespillet er en god beskæftigelse, mens jeg overvejer mit næste strikkeprojekt.

    Jeg vil gerne strikket noget i Istex Lettlopi, men er lidt i tvivl om farvevalg så indtil videre ligger pindene stille…

  • Et øjeblik...

    Sol

    Allerede da jeg meget tidligt gik med hundene fik jeg fornemmelsen af, at det kunne blive en smuk lørdag.

    Og det blev det.

    Det meste af den.

    Vi gik tur ved vandet i det fineste solskin. Vi fik et kort glimt af den i går ellers er det vist første dag med flere timer solskin denne december.

    Vi trænger til noget lys på alle måder og med en vaccine inden for rækkevidde, så kan vi håbe, at 2021 bliver et bedre år.

    Nu ser vi foreløbig frem til en hyggelig juleaften i godt selskab.

    Jeg har en tid til corona test den 23. De unge mennesker fra storbyen sørger for at blive testet i Lufthavnen den 24. inden de kører til Hals og så kan vi vist ikke gøre det meget bedre for at kunne holde en sikker juleaften – udover de almindelige forholdsregler om afstand og afspritning af hænder.

    Får vi sol igen i morgen?

    Og en lille smule sne på torsdag?

    Så skal jeg ikke bede om mere.

  • Et øjeblik...

    Det kommer tæt på

    Der opstod en lille smule panik fredag morgen.

    Der var mail fra en kollega. Han var testet positiv for Corona og orienterede via mail de personer, som han havde haft nær kontakt med.

    Deriblandt var mine to kontorfæller.

    Den ene havde set mailen allerede søndag aften og var blevet hjemme. Den anden så den først da han nåede firmaet. Han vendte om og kørte hjem.

    Jeg sad på hjemmekontoret i nattøj og med morgenhår, og ville tidligst kunne være der 2 timer senere.

    Efter aftale holdt vi derfor lukket fredag.

    Begge mine kolleger fik tid til 1. test henholdsvis fredag og lørdag og dem venter jeg nu på resultatet af. Er en af dem smittet skal jeg også blive hjemme. Hvis ikke, har jeg vagten indtil resultatet af deres test nr. 2.

    Værst er det for L, som er smittet. Han er hjertetransplanteret og i den grad i risikogruppen.

    I foråret var han slet ikke på job, men efter sommer han han været en del af vagtplanen i hans afdeling. Som han sagde til mig en dag vi talte om det: vi kan blive så bange for at dø, at vi slet ikke tør leve.

    Jeg ønsker et mildt forløb for ham.

    Firmaet tilbyder test til medarbejderne hver onsdag. Jeg har selv tid til test den 16. og den 23. december, så jeg kan gå julen i møde med en frisk Covid-19 test.


    UPDATE: der er lige trillet et negativ resultat ind fra den ene af mine kontorfæller og da den anden er testet først og jeg ikke har hørt noget, antager jeg, at hans test også er negativ.

  • Et øjeblik...

    Vi er dem de andre ikke må lege med

    Aalborg Kommune, hvor jeg bor, blev holdt udenfor nedlukningen af Nordjylland, men jeg tror kun, at det er et spørgsmål om tid.

    Det er rigtig tragisk for alle de mennesker, der har haft job i og omkring pelsbranchen, men når det er sagt jeg må også sige, at jeg ikke er ked af udsigten til, at pelsdyrproduktionen måske ikke bliver genoptaget.

    Jeg bryder mig på ingen måde om den måde man holder pelsdyr på.

    Inden for de seneste år har mange lande i Europa valgt at indføre forbud mod pelsdyravl. I Holland er et forbud på vej og mon ikke også Danmark havde måttet følge trop på et tidspunkt – også uden Corona.

    Jeg er ikke selv synderligt berørt af nedlukningen. Eneste plan jeg har måttet skrinlægge, er besøget hos min garnpusher i Frederikshavn. Jeg havde planlagt en tur nordpå i morgen, men har i stedet valgt at shoppe på nettet.

    De næste uger har jeg et besøg både på Frederikshavn og Hjørring Sygehus, men det skulle være okay, også under nedlukningen – så medmindre de melder afbud til mig så kommer jeg altså til at krydse mere end en kommunegrænse.

    Pas godt på jer selv og hinanden, og husk vin i store slurke, selv i små forsamlinger!

  • Et øjeblik...

    To skridt frem og et tilbage

    Til morgen kom der mail fra chefen. Efter Mette F’s pressemøde i går er det helt ventet, at vi igen skal arbejde hjemmefra. Dog skal vi, fordi vi er en support afdeling, møde ind på skift så kontoret er bemandet hverdag.

    Forestiller mig, at det bliver med reduceret åbningstid i Aalborg ligesom sidst. Kunderne var ganske få og så er der ingen grund til at sidde der og glane i 8 timer.

    Hvorvidt mine to kontorfæller har set mailen ved jeg ikke og derfor starter jeg ud med at arbejde hjemme mandag, så må vi aftale hvad vi gøre de næste 14 dage.

    Kontoret er klar til det og jeg glæder mig over en hjemmearbejdsplads, som er langt bedre end det lille hjørne på reposen, der var indrettet i mit gamle hus.


    Det var lidt for tidligt, at vi begyndte at glæde os til juletur til Amsterdam. Lige nu er Holland ‘orange’ og det betyder, at udenrigsministeriet fraråder rejser til området. Vi håber, at de når at få styr på det dernede, så vi ikke igen behøver udsætte.

  • Et øjeblik...

    Det er ikke en leg, vi bare kan stoppe, fordi vi ikke gider mere…

    Mine kolleger i både København og Odense er sendt hjem til hjemmearbejdspladsen efter man i de to områder har set en stigning i Corona tilfældene.

    Det er smadder ærgerligt når der nu ellers var styr på det.

    Måske er der lukket for meget op og her tænker jeg specielt på nattelivet. Måske er der bare gået ‘hverdag’ i den for alt for mange.

    Og så er der sikkert også dem, der bare har fået nok af restriktioner og isolation, men det er ikke en leg, vi bare kan stoppe, fordi vi ikke gider mere…

  • Et øjeblik...

    Dagens tilbud i Hals

    Region Nordjylland stillede med en mobil Corona testenhed i hallen i Hals.

    Alle over 18 år kunne blive testet i regionens mobile testenheder uden henvisning fra læge.

    Jeg brugte min frokostpause på, at blive podet.

    Det viste sig at være et ret populært tilbud og jeg måtte stå i kø en halvtimes tid før det blev min tur.

    Tre testere var i gang på samme tid, men med handskeskift og afspritning mellem hver testperson tog det alligevel tid.

    Jeg tror ikke coronaen er nået helt herud, men med turisternes komme, er der pludselig en reel smitterisiko.

    Byen vrimler med turister og jeg oplever desværre, at der ikke er meget forståelse for f.eks. henstillingen om at handle alene.

    Jeg ved ikke om jeg synes, at testen er relevant når man ikke har symptomer. En antisofttest havde været et bedre tilbud, men måske kommer det også en dag.

  • Et øjeblik...

    En smule normalitet

    Både tirsdag og fredag tilbragte jeg på kontoret ved havnen i Aalborg.

    Fra næste uge er vi to på kontoret alle dage. Vores unge tekniker møder, efter eget valg, ind hver dag og vi andre hver anden.

    Det bliver nu rart at komme tilbage til en smule normalitet efter to måneders hjemmearbejde – også selv om jeg har nydt de fordele, der også er; jeg skal ikke op før en hvis mand får sko på, morgen ritualerne er reduceret til at smide håret i en hestehale og gå med hundene, sidstnævnte har selskab hele dagen, transporttiden er lig nul, jeg slider ikke på min bil og sparer benzinen.

    Selvfølgelig savner jeg mine kolleger og kunder. Og maden. Den hjemlige kantine er ikke nær så god.


    Krisen har kostet alle på den ene eller den anden måde, lukket virksomheder, sendt mange ud i arbejdsløshed og taget mange liv.

    Onsdag havde jeg møde med mit nye pensionsselskab. 2020 har været et hæsligt år på den front. Jeg har mistet kr. 269.000 de første 4 måneder af året. Det begynder at gå bedre – selvom vi helt sikkert ikke skal regne med nogen stor værdiforøgelse i år. Jeg er bange for, at også min pensionalder fik et nøk opad, men så er det sådan det er.

    Den del kan vi sagtens blive enige om at lægge bag os.

    Men det har ikke KUN været negativt. Kreativiteten har været stor, der bliver nytænkt måder at være sammen på, afholde arrangementer på og arbejde på, som ikke nødvendigvis er ringere. Luften er blevet målbar renere. Vores hygiejne er blevet bedre, hvilket har skånet mange for f.eks. almindelig influenza.

    Jeg håber, at vi tager de nye gode ting med os når den større åbning mod normalitet nu snart bliver sat i værk.