• Et øjeblik...

    Bechs hundepension

    Det går forrygende med vores feriebarn. Han er langt nemmere i år end han var sidste år… måske fordi han er blevet et år ældre eller også har vi bare lært noget af at have en hanhund i huset. For eksempel  hænger vasketøjet nu på den gale led og klemmekassen efterlades ikke på jorden… belært af sidste års uheld 😉

    Han tusser stille rundt sammen med Arabella, når de altså ikke lige tumler rundt ude i haven. Han sover hele natten og ser i det hele taget ud til at trives fint her.

    Men han spiser som en fugl. Og det gjorde han også sidste år. Han har madpakke med. To bægre hundemad plejer han at få og det får han… men han spiser et halvt! Uanset hvilke lækkerier man forsøger diske op med for at få det til at glide. Måske plejer han at gå lidt til og fra, men den går ikke her, for så snart han vender ryggen til æder Arabella resten.

    Så kan han lære det 😉

  • Et øjeblik...

    Sweet goodbyes

    Ferien lakker mod enden. En ferie, der for mit vedkommende fik en rigtig skod start.

    Jeg mistede, hvad jeg troede var min bedste ven. Men efter at have slikket sårene og funderet over tingene kan jeg spørge mig selv: kan man egentlig miste noget, man aldrig har haft?

    Vi mødtes på et tidspunkt, hvor jeg have stærkt brug for et menneske jeg kunne stole på, en skulder at læne mig op ad, et menneske som ikke på forhånd havde en mening om mig. Som ikke kendte mig som andet end den jeg var lige dér! Sådan en var han. Stærk, empatisk, begavet og tillidsvækkende. Jeg følte mig omsluttet af; “jeg vil dig det bedste“. Der gik kun ganske kort tid før vi havde opbygget en stærk fortrolighed mellem os. Eller (viser det sig så nu) jeg have opbygget en stærk fortrolighed til ham.

    Han vidste stort set alt om mig. Lyttede. Gav gode råd, når jeg bad om det. Hjalp med det han formåede. Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet gennem skilsmisse og alvorlig sygdom, hvis ikke han havde været der. Jeg brugte ham til hudløshed… han gav mig tro, tillid, tolerance og tålmodighed. Og han fik mig til at tro på, at han altid ville være der.

    MEN… for sådan et er der også. Jeg har hele tiden været meget bevidst om, at jeg aldrig fik lov at komme tættere på ham end den strakte arm, jeg blev holdt ude i. Jeg holdt aldrig op med at håbe… at det blot var et spørgsmål om tid og tænkte, at ikke alle har det så nemt ved at lukke andre ind i deres liv. Det skete bare aldrig. Tværtimod. Jo mere jeg prøvede, jo sværere blev det – og tilsidst fes vores venskab ud i det rene ingenting. Fortroligheden forsvandt. Varmen i ordene forsvandt. Den pingpong der var så vigtig i vores dialog forsvandt. 

    Også dét tog mig lang tid at erkende. Det har jeg nu. Erkendt. Ikke at jeg på nogen måde er ked af de tre år vi har kendt hinanden. Slet ikke. Jeg er kommet stærkere ud på den anden side. Jeg er videre. Jeg er vokset. Jeg er bare oprigtig ked af, at han ikke fulgte med.

    Der var en, der sagde til mig den anden dag: han har mistet mest! Men det gider jeg slet ikke spekulere i, for det er ligegyldigt. Jeg er hverken vred eller sur. Har ikke brug for at tænke dårligt om ham eller nedgøre ham, for det har jeg ingen som helst grund til.

    Jeg er mest bare skuffet og ked af det. Men det der gør mig allermeste ked af det…  han gav aldrig en reel chance for at være en ven. A L D R I G !

    Og det var så det sidste I kommer til at høre til ham og det…  jeg skulle bare lige have det ud!

    I rest my case… 

    [mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/sweetgoodbyes.mp3″ colors=”#a93436″]

  • Mavebobler

    Drømme syn

    Jeg drømte mig en drøm i nat med lys og latter og kriller i maven. Om en mand med rødt hår og store brune fregner og glimt i grønne øjne. Om sol i ansigtet og varmt sand mellem tæerne og duft af hav i næsen.

    Da jeg vågnede forsøgte jeg desperat at finde tilbage… men hvornår lykkes det nogensinde… aldrig for mig! Men den sidder der endnu, drømmen, i maven og i smilet.

    God tirsdag til dig!

  • Et øjeblik...

    Langt fra Gennep

    Tålmodighed og ihærdighed lønner sig og i dag lykkedes det endelig… at få kontakt med den søde hollænder poden og jeg mødte på vores vagt på Eendracht. Vi fik kun fat i at han hed noget med “T”. Men opgi’r gør vi ikke så nemt og ad mange og lange omveje er Toine nu blandt vores kontakter.

    Og ikke nok med det… han havde sørme ledt den anden vej også  🙂

  • Et øjeblik...

    Viktor Krum

    Huset rummer de næste 8-9 dage en ekstra rødhåret. Feriebarnet Viktor blev nemlig afleveret til aften… eller overdraget må jeg hellere sige. For belært af sidste års mange-timers-lange tuderi efter Henrik havde afleveret ham ved hoveddøren, synes jeg det var smartere, at jeg overtog ham nede på marken og så tog ham med hjem. Og det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Aftenen er gået uden problemer, han er afslappet og ser ud at befinde sig fint her hos os.

    Poloen blev ellers sat på lidt af en prøve på vejen hjem. Og Viktor mente vist ikke, at der var plads nok bag i til ham, så han møvede sig over på bagsædet og så sad han der og åndede mig i nakken. Skidt pyt, vi lægger et tæppe og så må han hjertens gerne sidde der.

    Viktor er forresten af egen avl og da han var 7 uger, var han så lille og yndig… det er han så ikke mere 😉