-
Langt fra Gennep
Tålmodighed og ihærdighed lønner sig og i dag lykkedes det endelig… at få kontakt med den søde hollænder poden og jeg mødte på vores vagt på Eendracht. Vi fik kun fat i at han hed noget med “T”. Men opgi’r gør vi ikke så nemt og ad mange og lange omveje er Toine nu blandt vores kontakter.
Og ikke nok med det… han havde sørme ledt den anden vej også 🙂
-
Hundeliv
Ord er vist overflødige…
-
Citat
Forelskelse…
– det er ligesom at have fødselsdag i mavenSet på en teenagers FB profil
-
Viktor Krum
Huset rummer de næste 8-9 dage en ekstra rødhåret. Feriebarnet Viktor blev nemlig afleveret til aften… eller overdraget må jeg hellere sige. For belært af sidste års mange-timers-lange tuderi efter Henrik havde afleveret ham ved hoveddøren, synes jeg det var smartere, at jeg overtog ham nede på marken og så tog ham med hjem. Og det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Aftenen er gået uden problemer, han er afslappet og ser ud at befinde sig fint her hos os.
Poloen blev ellers sat på lidt af en prøve på vejen hjem. Og Viktor mente vist ikke, at der var plads nok bag i til ham, så han møvede sig over på bagsædet og så sad han der og åndede mig i nakken. Skidt pyt, vi lægger et tæppe og så må han hjertens gerne sidde der.
Viktor er forresten af egen avl og da han var 7 uger, var han så lille og yndig… det er han så ikke mere 😉
-
Det drømme er gjort af…
Helt uforvarende blev poden, den rødhårede og jeg en del af Anitas drømme – men når vi gør så positiv en figur som tilfældet har været, er det da ikke de ringeste sted at tilbringe natten 🙂
-
Relevant spørgsmål
Hvorfor svarer han egentlig ikke, når man skriver til ham?
Jeg kan kun trække på skulderen og svare: aner det ikke! Og det nytter ikke at spørge ham… for det vil han sikkert også vælge at ignorere!
Kendte jeg ham ikke, ville jeg kalde det arrogance, isnende kulde og ligegyldighed. Men jeg tror ikke, det forholder sig sådan. Faktisk. Jeg tror mere, det er… berøringsangst… konfliktskyhed… manglende evne til at sætte ord på… lukker-jeg-øjnene-går-det-væk-af-sig-selv-agtigt!
… og intet svar er jo også en slags svar, som man så (desværre) lægger i hvad man vil!
-
Bon’er og bøger
At dømme efter antallet af bon’er der lå gemt i min pung, burde dankortet være rødglødende efter vores tre dage i det svenske. Jeg har endnu ikke tjekket kontoen for at se, hvad vi har brugt… dårlige nyheder behøver man vel ikke ligefrem opsøge 😉
Bag på en af bon’erne har jeg i hast noteret en række bogtitler på bøger, som mine skandinaviske yndlinge just er kommet med, men som endnu ikke er udkommet på dansk:
Håkan Nesser: De ensamme
Lars Kepler: Paganinikontraktet
Mari Jungstedt: Den farliga legen
Karin Alvtegen: En sannolik historiaDer er noget at glæde sig til i efteråret.
Lige pt læser jeg Vinterbyen af Arnaldur Indridason og lige bortset fra, at jeg roder lidt rundt i de islandske navne, så er også Arnaldur Indridason et dejligt bekendskab. I Vinterbyen bliver hans lidt fåmeldte Kriminalbetjent Erlendur og hans team af kriminalfolk tilkaldt da en lille thailandsk dreng en bidende kold januardag i Reykjavik bliver fundet død.
Også hos Arnaldur Indridason er det de stærke persontegninger frem for hæsblæsende action, der trækker – og både denne og hans tidligere romaner på dansk kan varmt anbefales.
-
Rå muskelstyrke
Najs überbody… ordet sixpack får ligssom en lidt anden betydning…
-
Opladning
Udover at hente den rødhårede på pensionen ved Sæby, vaske noget tøj, redde en skovspurv ud af badeværelsesventilatoren, samt rydde op efter det svineri at støv og fjer der uvægerligt kommer ud af sådan en redningsaktion, fylde køleskabet med varer hentet i Netto og forberede noget aftensmad har jeg ikke lavet en fløjtende fis i dag. Intet.
Jeg har nydt dagens langsommelighed. Stilheden før stormen om man vil.
I morgen og 9 dage frem skal vi nemlig være hundepassere for endnu en rødhåret. Og oven i kommer Nannas kæreste og tager ophold her i nogle dage… så jeg trængte bare til opladningen i at lave ingenting. For der herkser ingen tvivl om, at næste uge nok skal blive hæsblæsende…
-
A single man
En helt igennem fin og smuk film. Med blændende skuespil af Colin Firth, som den plagede og selvmordstruede Universitetsprofessor Geo, der forsøger at komme sig over tabet af sit livs store kærlighed Jim. Det er en følelsesladet rejse gennem en dag i Geo liv og en beretning om mistet kærlighed, om ensomhed, og om vigtigheden af at opdage og værdsætte livets små øjeblikke.Fotograferingen er en æstetisk nydelse. Ordene og problematikken tankevækkende.
– Når jeg kigger mig selv i spejlet, ser jeg ikke et ansigt, men et plaget blik.
– Nu skal dagen sgu bare overståes
– Måske en smule melodramatisk.
– På den anden side er mit hjerte blevet knust.
– Jeg føler, jeg synker til bunds. Jeg drukner. Kan ikke få vejret.
