Sweet goodbyes

Ferien lakker mod enden. En ferie, der for mit vedkommende fik en rigtig skod start.

Jeg mistede, hvad jeg troede var min bedste ven. Men efter at have slikket sårene og funderet over tingene kan jeg spørge mig selv: kan man egentlig miste noget, man aldrig har haft?

Vi mødtes på et tidspunkt, hvor jeg have stærkt brug for et menneske jeg kunne stole på, en skulder at læne mig op ad, et menneske som ikke på forhånd havde en mening om mig. Som ikke kendte mig som andet end den jeg var lige dér! Sådan en var han. Stærk, empatisk, begavet og tillidsvækkende. Jeg følte mig omsluttet af; “jeg vil dig det bedste“. Der gik kun ganske kort tid før vi havde opbygget en stærk fortrolighed mellem os. Eller (viser det sig så nu) jeg have opbygget en stærk fortrolighed til ham.

Han vidste stort set alt om mig. Lyttede. Gav gode råd, når jeg bad om det. Hjalp med det han formåede. Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet gennem skilsmisse og alvorlig sygdom, hvis ikke han havde været der. Jeg brugte ham til hudløshed… han gav mig tro, tillid, tolerance og tålmodighed. Og han fik mig til at tro på, at han altid ville være der.

MEN… for sådan et er der også. Jeg har hele tiden været meget bevidst om, at jeg aldrig fik lov at komme tættere på ham end den strakte arm, jeg blev holdt ude i. Jeg holdt aldrig op med at håbe… at det blot var et spørgsmål om tid og tænkte, at ikke alle har det så nemt ved at lukke andre ind i deres liv. Det skete bare aldrig. Tværtimod. Jo mere jeg prøvede, jo sværere blev det – og tilsidst fes vores venskab ud i det rene ingenting. Fortroligheden forsvandt. Varmen i ordene forsvandt. Den pingpong der var så vigtig i vores dialog forsvandt. 

Også dét tog mig lang tid at erkende. Det har jeg nu. Erkendt. Ikke at jeg på nogen måde er ked af de tre år vi har kendt hinanden. Slet ikke. Jeg er kommet stærkere ud på den anden side. Jeg er videre. Jeg er vokset. Jeg er bare oprigtig ked af, at han ikke fulgte med.

Der var en, der sagde til mig den anden dag: han har mistet mest! Men det gider jeg slet ikke spekulere i, for det er ligegyldigt. Jeg er hverken vred eller sur. Har ikke brug for at tænke dårligt om ham eller nedgøre ham, for det har jeg ingen som helst grund til.

Jeg er mest bare skuffet og ked af det. Men det der gør mig allermeste ked af det…  han gav aldrig en reel chance for at være en ven. A L D R I G !

Og det var så det sidste I kommer til at høre til ham og det…  jeg skulle bare lige have det ud!

I rest my case… 

[mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/sweetgoodbyes.mp3″ colors=”#a93436″]