Nøjagtig som med bordeauxerne er de små bulldogs helt deres egne. Hundetræneren kaldte det “The Bulldog Way” og han er heldigvis klar over, at jeg kæmper med noget helt andet end hende med den lille hyrdehund, som er helt anderledes førerfikseret.

Jeg vil ikke bytte – lad mig endelig slå det fast. De to franske er begge egensindige og det elsker jeg. En hund, der klistrer til mig og adlyder mit mindste vink ville irritere mig på samme måde som et menneske, der ikke har sin egen mening og vilje.

Kan de det helt basale: gå pænt i snor, komme når jeg kalder og ellers opfører sig ordentligt overfor både mennesker og andre hunde er jeg ret godt tilfreds.

Bob kommer ikke når jeg kalder og mener, at han skal bestemme ruten både når vi går i skoven og ved stranden. Det kæmper jeg lidt med. Han er er ikke til fals for godbidder, men er langt mere optaget af hvordan han selv kan ødelægge sit fordøjelsessystem med det han finder i naturen.

Han løber ikke væk, men har åbenbart fået den ide, at han er gruppens leder.

Irma holder sig lige i nærheden af mig. Til gengæld fjumser hun fortsat rundt når hun skal gå i snor. Det kæmper jeg også lidt med.

Dagens tur i mosen endte i et bad af dem begge to.

Rådyrlort smurt ind i hundepels… skal vi ikke bare sige, at der ingen vej var udenom.

Dét fik de ikke lov selv at bestemme!

Og så var der efterfølgende dejlig ro.

PS: Vi mødte ikke et øje i skoven, holdt behørig afstand, udlod at kramme og sprittede hænder efter turen.

Den første uges hjemmearbejde er snart gået. Det går okay. Jeg savner mine kolleger og kunder, kantinens gode frokost og rutinen der ligger i hverdagen. På positiv siden så kan jeg sove lidt længere, jeg slipper for en times transport og kan starte dagen med en tur i skoven eller ved stranden.

Der er lidt uro af hundene om formiddagen, men når jeg hører de udfordringer forældre til små børn kæmper med, så er to hunde vist alligevel nemmere at håndtere samtidig med at jeg skal passe mit job.

Som introvert stortrives jeg i mit eget selskab, så jeg føler mig på ingen måde isoleret selvom de eneste jeg har set den sidste uge, er de der har ekspederet mig hos bageren og i Menu.

. . .

Vi er midt i Irmas tandskifte. De små sylespidse hvalpetænder rasler ud. Først fortænderne i undermunden, hvor de nye tænder allerede titter frem og nu i overmunden, hvor hendes gumme i dag er helt bar.

Bob ser helt sikkert frem til at de 4 hjørnetænder også er skiftet. Jeg kan læse tilbage og se at der godt kan gå en måneds tid endnu før sker. Bob havde ingen problemer med tilbageholdte hjørnetænder, men det kan ske. En af vores bordeaxer måtte have alle fire fjernet hos dyrlægen, men jeg satser på at det går helt uden problemer med den lille Irma.

I dag er hun 18 uger. De 10 af dem har hun boet her hos os. Det har været ganske uden problemer. Selvfølgelig har der været den forventede uro når man får en lille hvalp – men ingen uforudsete ting overhovedet. Det er 100 gange nemmere at få en hvalp, når man har en voksen hund i forvejen.

Efter en times hundetræning er luften fuldstændig gået ud af Irma.

Sidste søndag var blev aflyst pga. vejret, så vi har i 14 dage trænet den kontakt øvelse vi fik til første træning. Det går så godt, at hun, når vi går i skoven, konstant stopper op, kigger på mig og forventer, at der falder en godbid af.

Og det gør der selvfølgelig 🙂

Den gode kontakt er grundlaget for enhver anden øvelse og samtidig er kontaktøvelsen glimrende til at få stressniveauet ned, hvis der er noget din hund reagerer negativt på. I dag var der fx. en af de store hunde, der gøede. Det er Irma ikke glad for, men så snart vi fik øjenkontakt og jeg fyldte hende med godbidder slappede hun af.

I dag blev der bygget indkald på kontaktøvelsen og vi tog de første spæde skridt mod ‘fri ved fod’.

Det er rigtig godt for hende at komme ud på egen hånd og mens vi er væk får Bob lidt ro.

Vi træner ‘kontakt’ og det HAR Irma fanget i en grad så hun nu går og kigger op på mig hele tiden i håb om en godbid. Sådan er det i hvert fald når vi træner alene.

Hvordan det går, når vi på søndag er samlet i Sulsted med fremmede hunde, vil tiden vise.

I søndags var hundetræningen aflyst. Vejret var bare ikke til at være ude i og med en masse gamle træer omkring træningspladsen var det heller ikke helt ufarligt i den storm.

I morgen er hun 14 uger. Hun bliver så stor. Alt for hurtigt.

Hun virker til at trives rigtig godt i Hals og selvom hun læner sig meget op af Bob, så er det mig hun løber hen til, hvis der er noget skræmmende i farvandet: en fed due i fuglebadet eller en farlig lyd hun ikke kender.

Hun gør mere end Bob nogensinde har gjort. Mest for at gøre opmærksom på sig selv: når hun vil ud i haven, op i sofaen, ned af sofaen, bliver fanget to trin oppe på reposen, hvor hun så ikke tør hoppe ned fra igen eller er kommet på behørig afstand af de fede duer i fuglebadet.

Hun spiser med glubende appetit, noget jeg kan forstå, at hun måske har arvet fra sin mor Xenia, som er meget madglad.

Der skal være ro omkring maden, så de spiser hver for sig – Bob i bryggerset og Irma i køkkenet. Bob får først og det ved hun – og imens der bliver gjort klar til ham hopper hun rundt i cirkler, der hvor hendes mad bliver serveret. Ikke noget med spisevægring eller håndfodring her 🙂