The bulldog way
Nøjagtig som med bordeauxerne er de små bulldogs helt deres egne. Hundetræneren kaldte det “The Bulldog Way” og han er heldigvis klar over, at jeg kæmper med noget helt andet end hende med den lille hyrdehund, som er helt anderledes førerfikseret.
Jeg vil ikke bytte – lad mig endelig slå det fast. De to franske er begge egensindige og det elsker jeg. En hund, der klistrer til mig og adlyder mit mindste vink ville irritere mig på samme måde som et menneske, der ikke har sin egen mening og vilje.
Kan de det helt basale: gå pænt i snor, komme når jeg kalder og ellers opfører sig ordentligt overfor både mennesker og andre hunde er jeg ret godt tilfreds.
Bob kommer ikke når jeg kalder og mener, at han skal bestemme ruten både når vi går i skoven og ved stranden. Det kæmper jeg lidt med. Han er er ikke til fals for godbidder, men er langt mere optaget af hvordan han selv kan ødelægge sit fordøjelsessystem med det han finder i naturen.
Han løber ikke væk, men har åbenbart fået den ide, at han er gruppens leder.
Irma holder sig lige i nærheden af mig. Til gengæld fjumser hun fortsat rundt når hun skal gå i snor. Det kæmper jeg også lidt med.
Dagens tur i mosen endte i et bad af dem begge to.
Rådyrlort smurt ind i hundepels… skal vi ikke bare sige, at der ingen vej var udenom.
Dét fik de ikke lov selv at bestemme!
