På arkiv.dk har man adgang til store mængder af gamle fotos, der har ligget i lokalarkiverne, men som nu er på vej til at blive digitaliseret. Det er bla. her jeg har fundet billedet af ham, som jeg tror er min tipoldefar. Jeg ledte også efter fotos fra Hals for evt. at kunne se billeder af matriklen jeg bor på. Her boede Bus Harald jo engang med sine mange cykler.

Jeg fandt ikke Bus Harald eller hans hus på Aalborgvej – til gengæld foldede der sig en historie ud om det, der betegnes som Danmarks største skibsforlis. Det fandt sted i 1948, hvor passagerskibet ‘Kjøbenhavn’ blev minesprængt ud for indsejlingen til Hals.

Der var masser af billeder at finde om forliset og ud af de kortfattede billedtekster kunne jeg ane, at her lå en historie.

Bjarne Wagner-Augustenborg har skrevet bogen ‘Farvel, farvel…’ som er beretningen om rutebåden Kjøbenhavns dramatiske forlis. Den fik jeg lånt på det lokale bibliotek og læst.

Bogen giver en dybdegående analyse af den engelske minering af danske farvande og den tyske udnyttelse af dansk minestrygning i de år under besættelsen, da hær og søværn endnu fungerede på tysk nåde. De tyske troppeskibe led svære tab, men også dansk skibsfart blev ramt både under og i de første efterkrigsår.

“Kjøbenhavn”s forlis var katastrofen over dem alle. I bogen er vi med fra minutterne, før den indtraf.

Klokken 3:30 passerede “Kjøbenhavn” eksportbåden “Frigga”, der skulle laste smør i Aalborg. Anden styrmanden Johannes Bøje, der havde vagten på “Frigga”s bro, kiggede på “Kjøbenhavn” i morgendisen forude og sagde til rorgængeren: “Nu kan den gamle spand da snart finde Aalborg af sig selv.” I samme sekund rejste sig en vandsøjle omkring rutebåden – og to sekunder efter kom drønet af mineeksplosionen.

Det var heldigt, at “Frigga” lå så tæt på rutebåden. 247 mennesker, blev reddet om bord i “Frigga”, takket være dygtig indsats af kaptajn Leth og hans besætning. Hertil kom 14, der blev reddet af den lille tankbåd “Dangulf Lubbe”. 40 passagerer (muligvis 41, én er der aldrig skabt vished om) og otte besætningsmedlemmer omkom.

I bogen har forfatteren talt med overlevende fra forliset og det er de detaljer, der gør bogen stærk læsning. Den 33-årige Hugo Niebuhr fra København, skulle til Aalborg med sin seks-årige datter. “Jeg drukner ikke, når du er her far”, sagde hun. De ord og det syn har han aldrig kunne glemme – da han og datteren lå under vandet og han så op mod lyset. Nej, Bente skulle ikke dø. Han kom op, måtte med vold frigøre sig fra en anden nødstedt, der ville klamre sig til ham. Han svømmede med én arm og holdt datteren med den anden. Et redningsbælte drev forbi. Han slyngede barnet op, det røg direkte igennem og skulle igen hentes til overfladen. Den afgørende hjælp var barnets tillidsfulde ro. Far og datter blev (længe efter syntes han i erindringen) bjerget af en redningsbåd fra “Frigga”.”