-
Danmarks dejligste havefest
En hyldest til det levende
Vi fejrer den lunefulde danske sommer med levende musik ud over fjorde, bælter og bakker. En festival hvor børn og bedstemødre kan lege på plænerne, og de voksne kan få en svingom med kæreste og naboer, og skåle med på, at vi stadig har et yndigt land, i sol som i regn.– verdens første, største og mindste havefestival!
Det gider jeg godt slå et slag for og er vejret ellers med Hals på torsdag skal jeg med garanti ned og høre Rasmus Nøhr, som går på scenen ved halv otte tiden.
Kysse under stjernerne og måske drikke en enkelt fadøl 🙂
-
En by med en havn
Der er noget særligt over en by med en havn. Der et sted, hvor der stort set altid er aktivitet… også i en by, hvor havnen er lille og kun har knap 2500 indbyggere.
I de små røde ‘huse’ omkring Lille Jomfru Anegade er der altid liv og mænd, der drikker øl.
Indimellem har jeg tænkt om der rent faktisk er nogen, der tager på havet, men i dag gik jeg forbi et sted, hvor der var hængt stribevis af fladfisk til tørre… så nogen må altså fiske.
Man planlægger fra Aalborg Kommunes side at spærre havnen af for bilister i sommermånederne, men det har mødt stor modstand, specielt fra erhvervslivet, så om det bliver til noget er uvist.
Jeg tænker, at man skal vide præcis hvad det betyder for de forretningsdrivende på havnen – som i forvejen har det meget meget stramt i Hals – inden man sætter de afspærringer op. Desværre er min erfaring med Aalborg Kommune, at de træffer beslutninger uden den mindste skelen til konsekvenserne.
-
Solkysten
Jeg forlod jobbet og storbyen med tunge regnskyer hængende over hovedet, men da jeg nåede Hals var himlen blå og solen skinnede.
Jeg gik en lang tur i vandkanten i bare tæer og nød, at uvejret endnu ikke var nået ‘Solkysten’. Der er gråt derude nu, uden det dog har affødt så meget som en dråbe vand.
I carporten stod en pakke fra Vivara med lækkerier til fuglene i æbletræet. Store og små fedtkugler og kokosnødder med indhold af insekter og melorme.
Jeg har tidligere blot købt de billige, som man får i nakken alle steder, men er også brændt inde med dem. Fuglene i Hals er tilsyneladende bedre vant og gider ikke æde dem.
Den nye menu er til gengæld voldsomt populær og jeg nyder at se travlheden derude. Måske vil nogen hævde, at det ikke er nødvendigt at fodre nu, men jeg tænker, at fugle i haven ikke er det værste at ha’… jeg mener, de æder jo også en masse andre insekter, som så ikke generer mig.
-
Ved han, at han hedder Félix?
Spørgsmålet kom fra den lille Jack Russells ejer… og ikke uden grund. Jeg havde nemlig kaldt flere gange uden, at Lillebror så meget som løftede hovedet og tilkendegav, at han havde hørt mig.
Vi mødes jævnligt ved stranden og de hygger sig de to firbenede, selvom de er meget forskellige både i størrelse og alder.
Ejeren er en mand midt i 40’erne (tror jeg), som lever i et konstant smertehelvede og har svært ved at gå pga. en arbejdsulykke og uden udsigt til, at det nogensinde bliver bedre.
Alligevel tager han hver dag turen til stranden og giver sin hund en god oplevelse. Han er desuden både positiv og glad trods de mange udfordringer en så dårlig ryg giver.
Og nej… han aner ikke han hedder Félix eller Basse eller Lillebror… han kommer, når han er færdig med det han har gang i!
-
Udeliv
Vi har været ude hele dagen. I haven, ved stranden, på genbrugspladsen. Der er kantet græsplæne, luget skvalderkål, plantet krydderurter, vasket tøjdyr, drukket kaffe… sidstnævnte i rigelige mængder.
Sådan nogle dage gider jeg godt mange flere af. Ikke for koldt og ikke for varmt, bare lige tilpas.
Udendørslivet passer også Lillebror fint. Han følger interesseret med i havearbejdet og mener afgjort, at både kost og plæneklipper er noget, der skal DØØØ…
Heldigvis er han ikke sådan en, der graver huller, så haven bærer som sådan ikke præg af, at her bor en stor hund… egentlig mere af, at hende der bor i huset ikke har en pind begreb om have. Men selvom den visse steder er lidt ‘vild’, så gør hun faktisk sit bedste. Og mere kan man ikke forlange af nogen.
Fridagen har været rigtig god for mine slunkne batterier og selvom fredag bliver til den travle side og med mere selskabelighed end jeg er tilpas med, så tænker jeg, at jeg overlever.
-
Lørdag uden M&M
Mads & Monopolet har været en fast bestanddel af min lørdag formiddag i mange år.
Af uvist hvilken årsag flyttede programmet til P4 for ikke så længe siden og bliver nu afbrudt hver halve time af regionale nyheder + et stykke musik både før og efter. Det begrænser tiden til den gode snak væsentligt og det fungerer ikke rigtigt for mig. Det irriterer mig på samme måde, som reklamer på tv.
Smadder ærgerligt…
Men så har jeg fået ‘frigivet‘ tid til at lave noget andet.
Vejrudsigten havde lagt op til en møgdag med kulde og måske sne – men i Hals skinnede solen fra en klar blå himmel fra morgenstunden. Der var godt nok knas i græsset, men det ser jeg ikke nødvendigvis som noget negativt.
Vi tog en tur til stranden. Østkysten. I dag uden andet lydtapet end det naturen selv leverede og med tid til at sidde på stranden og smile op mod solen.
-
Hals har sagt farvel til sin hval
Hvalgabet har siden 1868 været vartegnet for Hals. Kaptajn Christen Julius Klitgaard skænker de første hvalkæber, der bliver opstillet ved ejendommen på Torvet. “Kæbeben af en Boryhvalus Hval. Skudt i Ishavet 1868 af Kpt. C. Klitgaard” lyder teksten på skiltet. En Baryhvalus, er en blåhval, på cirka 30 meter og 90 ton. C. J. Klitgaard bosætter sig sammen med sin kone Sophie Amalie f. Larsen i Hals omkring 1865, her har hans bror Thomas Klitgaard etableret forretning. Brødrene er sønner af købmand Klitgaard fra Blokhus.
Kaptajn Klitgaard er meget glad for sin tid som hvalfanger, han skriver i sine erindringer: “Personligt dræbte jeg et stort antal hvaler, nogle af dem parterede vi selv. Kæbeknoglerne fra de største var over 6 meter høje. Det er dem, der nu står ved indgangen til vores tidligere hjem i Hals”. Klitgaard og hans kone har deres base i Hals frem til 1886. Kaptajn Klitgaard er for det meste på langfart, og ofte er Sophie Amalie med. Han har taget et jordemoderkursus for at kunne bistå ved børnenes fødsel, 5 af deres 12 børn er født på havet eller under fremmede himmelstrøg.
De originale hvalkæber står frem til 1953. På dette tidspunkt er de slidte og møre, og da en stor lastbil fra Kosangas påkører dem lørdag den 24. april, falder de sammen over lastbilens førerhus. En smed må tilkaldes, og han saver kæberne i stykker for at få bilen fri.
Gode råd er dyre, Hals har mistet et markant vartegn. Turistforeningen via formand Svend Kragelund melder sig som ejere af Hvalgabet og får udbetalt 500 kr. i erstatning af forsikringen. Pengene indsættes på lukket konto, men hvor køber man lige et par nye hvalkæber? Kragelund rejser til København for at tale med A.P. Møller, der henviser ham til skibsreder Thor Dahl i Sandefjord, en af Norges største hvalfangere. Kragelunds forhandlingsindsats munder ud i, at den danske vicekonsul i Sandefjord, Lars Christensen, forærer Hals et sæt nye hvalkæber, og Thor Dahls hvalkogerskib afleverer dem på kajen i Århus Havn den 27. april 1955.
Ovennævnte historie stammer fra Hals Museumsforening
Det er Lars Christensen’s hvalkæber, der i går blev pillet ned og Hals har igen mistet et markant vartegn.
Foto: Nordjyske -
Boryvalus
Hvalgabet på torvet har i mange mange år været Hals vartegn. Oprindelig bestod portalen af kæber fra en Boryvalus (blåhval), skudt i Ishavet i 1868 af kaptajn Klitgaard. Desværre påkørte en uheldig vognmand i 1953 de skrøbelige kæber.
Den nuværende kæbe er fra 1955 og blev skænket til Hals af den norske konsul Lars Christensen.
På fredag pilles de ned og erstattes til efteråret af glasfiber kæber.
Som de fremgår af billedet er de ødelagte af vind og vejr og eftersom blåhvalen nu er fredet, er de ‘kunstige kæber’ det bedste alternativ… selvom det selvfølgelig er lidt fesent.
-
Peters stol
Jeg var på havnen i går og mødte min fars kammerat Jens. Han stod med hænderne dybt begravet i lommerne på de blå arbejdsbukser og kiggede ud over fjorden.– Hvad så Jens, hiver I snart nogle stenbidere op af havet.
– Arh… Peter smed først den varme sten i vandet i går, så det varer lidt endnu.
Jeg lod som om jeg var helt med på jargonen og vidste hvem og hvad han talte om.
Har du nogensinde hørt det udtryk ‘at smide den varme sten i vandet’?
I følge Google og en gammel overtro kaster Sankt Peter en varm sten i havet d. 22. februar hvert år – dagen kaldes i øvrigt også Peters stol – på den måde sikrer han, at isen tør lige så meget nedefra, som fra oven og er altså et tegn på forår.
-
Hej goddag goddag
De cyklede vinkende og smilende forbi, mens de råbte ‘hej goddag goddag‘.
De fik et smil og et hej tilbage.
Det var to af byens nye fremmede beboere, som har fået midlertidig ophold i den nu nedlagte hotelbygning.
Der blev i starten af december 2015 oprettet en Facebook gruppe, der hedder ‘Velkommen til Hals’ og her bliver der inviteret til cafe aftener, lektie cafe, middag, sprogtræning og forskellige andre aktiviteter, der kan fremme integrationen og forholdet mellem de 20 beboere og lokalbefolkningen.
Byen er ved at få bygget nyt motionscenter og her hjælper en flok frivilligt til – i øvrigt iført arbejdstøj sponsoreret af den lokale XL Byg.
Der er skaffet sportstøj, cykler, dvd afspiller, computere osv. alt sammen gennem de lokale i Hals.
Jeg er pænt stolt af at bo i sådan en gæstfri lille by og lige om lidt har jeg selv samlet modet til, at gå hen og drikke kaffe og se, om jeg kan biddrage med noget.
Velkommen til Hals.
