• Et øjeblik...

    Med indbygget forbehold

    Måske fik jeg alligevel en anelse for meget rødvin i aftes/nat… i hvert fald har jeg lige brugt min. ½ time på at spise en enkel bagle… maven indikerede sult, men var alligevel ikke helt tilfreds med at få en masse derned.

    Det blev ikke til meget søvn på sofaen. Telefonen har kimet med samtaler om uendeligt ligegyldige ting  og jeg vil altså have lov at indbygge et vist forbehold i mit nytårsfortsæt om at være mere sød, mild og medgørlig… der er altså visse personer, det fortsæt ikke dækker. Selvom jeg i nat blev nægtet den mulighed og de andre nytårsgæster oven i købet mente, at jeg overtrådte fortsættet allerede kl. 00.50.

    Somom…

    – de kender mig ikke og den eneste tilstede der ved, hvor temperamentsfuld jeg kan være, holdt klogeligt sin mund 😉

  • Et øjeblik...

    Dagen derpå…

    Nytårsaften udviklede sig meget anderledes end forventet… men afgjort til den positive side.

    Der var dejlig mad, rigeligt at drikke, larmende latter og kærlige drillerier.

    1000 tak fordi jeg fik lov at være en del af det.

    Sove kan jeg aldrig efter sådan noget festivitas, så nu er jeg flyttet ned på sofaen, med min dyne og fjernbetjeningen i hånden… måske kan jeg finde et program så kedeligt, at jeg kunne få et par timers søvn. Plejer der forresten ikke være skihop 1. nytårsdag… fra Garmisch Partenkirchen… det ville da være en klar kandidat som noget søvndyssende.

    Godt nytår til jer – håber I kom godt og sikkert ind i det!

  • Et øjeblik...

    Kort og godt…

    Hvis der var smukt derude til morgen, er det intet mod hvad der er nu. Rimtågen har lagt et fantastisk snekrystal lag på hvert et strå og hver en gren. Sneen glimter i solen som om en har givet det et pift sølvglimmer… og hvem var gået hjemmefra uden kamera 😕

    Ja, undertegnede selvfølgelig… I må tænke jer til skønheden.

    Og så…

  • Et øjeblik...

    Nytårsfortsæt

    Så er vi (igen) ved at være ved den tid, hvor vi skal tænke på, hvad det er, vi skal være bedre til næste år. Vægttab? Motion? Holde op med et eller andet?

    For mig, ligesom for de fleste andre, mislykkedes det ofte at overholde de løfter vi giver os selv, så det gider jeg ikke spilde krudt på – og jeg vil gå ind i 2010 uden andet end en lille intention om, at jeg i det nye år vil være sød og mild og medgørlig… mere sød og mild og medgørlig…

    God fornøjelse
     

    sagde poden, mens hun rullede med øjnene. Det lød ikke helt, som om hun troede på det… og en anden, som af og til (læs: lidt for ofte) mærker mit temperament rase, udtrykte samme utvetydige skepsis!

    Kan man nu forstå det?

    … er der forresten ikke noget med en lugt og et bageri 😉

  • Et øjeblik...

    Eeeeendelig…

    Er der nogen, der kan gætte hvor lang tid, hvor mange argumenter, hvor mange afprøvninger af tøj det kræver, at få en teenagepige sendt afsted til nytårsaften? Jeg var lige ved, at blive desperat og troede aldrig hun ville gå… 😉

    Hun endte med en smukt dekoreret bluse og sorte gamacher. Blusen er en julegave fra hendes tante, som er kunstmaler.

    .

  • Et øjeblik...

    Ud med det gamle…

    Dagen er tiltaget med 6 minutter. Min dag er aftaget med flere timer. Jeg sover længe. Meget længe i forhold til hvad jeg plejer. Det gør ikke noget, jeg har ferie og skal intet nå.

    Julen skal pakkes væk i dag. Jeg vil ikke starte det nye år med at se på ting fra det gamle. Og slet ikke i år. Det skal pakkes langt væk. Det hele. Og så må jeg se fremad og håbe, at næste år vil mig noget mere og bedre.

    Men det kan da KUN gå op ad bakke… nu!

    .