• Altså

    Når man nu er fast besluttet på IKKE at skulle have ny hund i 2017, så er det jo skide dumt at tilmelde sig en mailliste og få tilsent oplysninger om nye kuld, der ryger på en given races liste… SKIDE dumt, Frk. Bech!!!

    Der ligger et kuld Bull Terrier i Kalundborg. De er slagsklare når min sommerferie starter. For pokker jeg er fristet.

    0
  • Man har en plan indtil…

    Nåmen på søndag skal jeg til Skive og kigge på hund.

    Helt spontant og uovervejet er det nu ikke, for jeg har længe godt kunnet tænke mig hund nr. 2… men har blot ikke kunnet beslutte hvilken.

    Nogen gange sker der så det, at tilfældighederne kommer til at råde… det sker faktisk temmelig ofte for mig… og nu skal vi så altså til Skive og møde 2½ år gamle Felix Félix (udtales på fransk med højt i), som har brug for et nyt hjem da hans far skal udstationeres i udlandet de næste par år (:

    Fortsættelse følger…

    0
  • Harry Houdini

    Ninjaen er i løb og derfor henvist til bryggerset, når jeg ikke er hjemme. Der er lukket til resten af huset med et børnegitter og det har aldrig været noget problem.

    Indtil i dag.

    Da jeg kom hjem befandt hun sig på den forkerte side af omtalte gitter.

    Jeg ved godt, at hun ikke aner hun er på afveje, men hun har sikkert hurtigt fornemmet min misbilligelse for hun præsterede den ene overspringshandling efter den anden (:

    Houdini…

    0
  • Den franske patient

    Arme hund… bundet til skyggen i haven med en skade… jagtskade vel at mærke… på det ene forben.

    Der er ordineret smertestillende, ro og korte lufteture i bånd.

    Stakkels Arabella.

    0
  • Ninjaen…

    I går var jeg en hund.
    I dag er jeg en hund.
    I morgen vil jeg sandsynligvis stadig være en hund.

    Suk!

    Der er ikke meget håb om fremgang.

    0
  • Kan I mærke det..?

    Sådan skal en tirsdag morgen være… vindstille og lun, med solen på vej op under et dække af tynde skyer, fuglefløjt i ørene, en duft af sommer i luften, en hund i den ene hånd og et kamera i den anden…

    Det kan kun blive en god dag..!

    0
  • Weekend i bakspejlet

    Weekenden er tilbragt i det bedste selskab. Nemlig den her unge dames…

    Hun skulle efter planen ha’ været hos sin far, men som så ofte før var der dukket noget mere interessant op i hans liv 😕 Jeg håber dæleme for ham, at han forstår, hvad det er han vender ryggen til før det er for sent.

    Fredag aften besluttede vi at blæse på, at finanserne her sidst på måneden er lidt små og vi tog ud for at spise. På vores yndlingsrestaurant. Ingen af os har ikke ligefrem oplevet nogen særlig medgang på det seneste… tværtom… og derfor gav den lillebitte smule varme medvind, der har blæst vores vej de sidste dage os anledning til at slå håret ud.

    Lørdag var vejret flot fra morgenstunden. Poden tog på tur med hesten og jeg med hunden. Den rødhårede og jeg mødes med M og hans hunde. Ganske kort. For første gang meget længe. Han har været udsendt til Farawayistan gennem sit job. Gensyns glæden var derfor stor både hos to- og firbenede… og da vi skiltes, var det med løfter om et snarligt gensyn!

    Jeg havde kameraet med da jeg senere hentede Poden i Langholt. Makkerskabet mellem Nanna og Zindy synger på allersidste vers… halvparten er pr. 1. oktober overdraget til en anden. Den sidste ridetur skulle selvfølgelig foreviges. Vemodigt for os allesammen, men også en rigtig beslutning, når nu ikke tiden og lysten længere er der. Og som Nanna ganske rigtigt siger: hun er jo ikke død mor! Desuden tror jeg ikke, at nogen på gården vil have noget som helst imod, at Nanna fortsat kigger ind i stalden og hilser på.

    Lørdag aften omdannede vi stuen til BioVodskov… Sex and the City og Ben & Jerrys is… KONGE som Poden udtrykte det! Filmen var ikke værd at skrive hjem om, men det kunne isen så til gengæld kompensere for. Den koster det hvide ud af øjnene men for pokker, hvor den også smager godt!

    Søndag sov vi længe. Alt for længe. Jeg vågnede op med et tungt hoved og det kostede et par Pinex og en lang tur ud i den friske luft for at slippe af med det igen! Søndagsvejret var allermest til tændte stearinlys, varm kaffe, tæpper i sofaen og en god bog i hånden. Og sådan blev det da også… men som man siger; man må yde før man kan nyde… så først blev de kedelige praktiske ting var overstået. Så er vi klar til en ny uge. Det er en af de seje. Jeg har lukkevagt og sådan en uge synes ikke, at indeholde ret meget andet end arbejde. SÅK!

    Nåmen… fortsat god søndag til dig… det der nu er tilbage af den!

    0
  • Argggggg

    Poden og jeg skal tre dage til Sverige i næste uge. Aftalen omkring hundepasning var lavet med min eks længe før jeg bestilte billetter og hotelophold.

    Nu springer han så fra – der var noget mere spændende under opsejling!  Hvor f***** tror han lige, man finder alternativ pasning af så stor en hund med så kort varsel??? Der er sikkert ikke en pension i miles omkreds med ledige pladser midt i sommerferien.

    Behøver jeg sige, hvor gal jeg er… og at han ikke skal regne med pasning af Arne fremover?

    Den mand kan virkelig bringe mit *biib* i kog!

    0