Jeg har en farmakonom veninde og hun kunne fortælle, at den medicin jeg får (Marevan) faktisk er et stof, der også bruges i rottegift – blot i langt større mængder..!

Nu holder vi altså… rottegift og støttestrømper – hvad bliver det næste de vil udsætte mig for?

Ud over dén opløftende oplysning 😉 har det været en rigtig god dag! Jeg har været fyldt med energi, har fået klippet hæk og lavet en masse andet. Jeg synes i det hele taget, at det går raskt fremad både med krop og sjæl og jeg er ikke nær så træt, som jeg var for bare en uge siden.

Så er det sagt, “I’m back”.

Mærkelig overskrift ikke? – jeg ved ikke, hvor tit nogen har grund til at takke en lampe for livet – men det har jeg faktisk! Jeg har været hos lægen til en samtale her i formiddag og fik klarhed over en del ting…

Den 18. juni kl. 13.10 tog jeg dette billede, og det var nøjagtig på det tidspunkt, jeg blev ramt af blodpropperne i lungerne. Det er med vilje jeg bruger flertal, for min læge kunne fortælle, at der sad blodpropper øverst i begge lunger og at der var derfor, mit hjerte var så voldsomt belastet. Hjertet kunne ganske enkelt ikke få ilt nok og reagerede derefter. At blodpropperne også har været gennem hjertet, blev jeg noget forskrækket over at høre, men jeg kan jo så prise mig lykkelig over, at det ikke er her, de har sat sig.

Det der trikkede min læge til at tænke i retning af blodpropper så hurtigt, var netop min fortælling om lampen – dét at jeg var koncentreret om noget så harmløst som fotografering af en lampe og så får det så dårligt gjorde, at hun ikke var et sekund i tvivl om, at der var noget grueligt galt. Jeg kunne forstå på hende, at hun var alvorligt bekymret og var glad da hun hørte fra mig allerede om mandagen, at det var gået godt.

Hjertet er helt normalt fungerende igen, men jeg skulle nok ikke forvente at have lungekapacitet til at løbe en maraton – men mindre kan også gøre det og det var okay at gå i gang med løbetræningen igen, blot jeg lyttede til min krop..! Samme råd gjaldt min psykiske træthed, som hun sagde var både naturlig og fuldt forståeligt. 

En udredning, som skal foretages på sygehuset, skal forsøge at kortlægge, hvorfor jeg blev ramt… og herefter bliver der taget stilling til, om jeg skal i livsvarig behandling med blodfortyndende medicin eller om jeg kan slippe med et ½ år.

Vi havde en god snak og jeg fik svar på alle mine spørgsmål (næsten).

Embolia pulmonis m akut cor pulmonale – ja, det er ikke den latinske betegnelse for en eller anden smuk blomst, men derimod den diagnose sygehuset har udstyret mig med. Jeg aner ikke, hvad det betyder og jeg håber da ikke, der er nogen der spørger efter den, for det vil jeg da aldrig kunne huske!

Den skal jeg vist lige sove på – godnat og sweet dreams!

PS: om præcis et døgn sidder jeg i Aalborg lufthavn og venter på min pode – tror du jeg glæder mig?

De sidste undersøgelser er klaret, dagens tal var fine 2,5 og jeg er endelig helt udskrevet. Det gør nu ikke den helt store forskel for mig – jeg har jo kunnet være hjemme det meste af tiden.

Sygeplejersken sagde farvel med denne hilsen

Det er et af de få steder man kan tillade sig at sige: Jeg håber ikke, vi ses igen!

De havde lidt travlt på afdelingen i dag, så jeg opgav at vente på en læge. Jeg ville egentlig gerne ha’ spurgt om, hvorfor det er mit hjerte, de har så travlt med at holde øje med. Blodpropperne sad jo i lungen og i benet..! Jeg ved da godt, at mit hjerte var belastet og kæmpede hårdt for at få ilt nok – det kunne selv jeg se på den første scanning – men jeg mener da, at have forstået at scannningen de sidste gange har vist et fint fungerende hjerte. Ydermere kunne de fortælle i dag, at jeg vil blive kaldt ind til yderligere et par hjertescanninger det næste ½ år!!! Nå, det må min egen læge vide… nu skal hun overtage blodprøvetagningen og så får jeg nok lejlighed til at spørge.

Udskrivningen blev fejret med et besøg på vejen hjem hos Le Fleur i Vestbjerg – jeg synes bestemt, jeg fortjente en ordentlig buket smukke pæoner oven på den her omgang 😉