• Jul

    Vintersolhverv

    Årets korteste dag er ikke bare kort men også mørk og grå. Ikke den bedste start på juleferien, som jeg gerne havde set fyldt med udeliv.

    Jeg savner sneen, der kan lyse verden op, frosten og den klare luft… og rene hunde poter!

    I dag kan man læse på satiresitet “Helt normalt

    DMI stilles til ansvar for manglende hvid jul. Vi må spørge os selv, hvad vi skal med et meteorologisk institut, når noget så elementært som en dansk, hvid jul ikke kan arrangeres.

    Jeg er tilbøjelig til at gi’ dem ret. De der metrologer må altså lige spænde hjelmen og skaffe os noget sne og kulde (:

    IMG_8273
    Sne ville pynte gevaldigt på den triste have…

    Lørdag tilbringes i nattøj, med kaffe i koppen og en masse praktiske opgaver, der løses i mit eget tempo. Jeg SKAL ikke noget før mandag middag, hvor jeg har en frokostdate på Duus Vinkælder.

    God weekend til jer derude…

  • Et øjeblik...

    Jeg har ferie… NU!

    Der er autosvar på postkassen og ferieseddel på skærmene… kontoret er lukket resten af året.

    Jeg er iført natbukser, der er hed gløgg i koppen og håndbold i mit fjernsyn.

    Fredag for fan’… jeg elsker dig ♥

  • Jul

    Nu skal vi kun sove én gang…

    Seks arbejdstimer tilbage, så er der dømt juleferie.

    Jan og jeg talte om i dag, at situationen på jobbet, både med fyringer og organisationsændringer, har lagt en kedelig dæmper på juleglæden. I hvert fald vores.

    Der er 3 dage til at piske en slags julestemning frem… og måske kan det nås endnu!

    IMG_8258

    Jeg er ved at lægge sidste hånd på julebrevet til min gamle tante… hun er den eneste, der får en julehilsen i postkassen. Jeg synes det er skønt, at få fine håndskrevne julekort og misunder dem, der overkommer det… men må også blankt erkende, at jeg ikke er blandt dem.

    I weekenden skal jeg nok også have forberedt hvad familien skal bydes på til julefrokosten 1. juledag. Jeg er jo ikke akkurat nogen ørn i et køkken, men det tænker jeg at de ved – eller også er det første og eneste gang jeg får den tjans (:

    Fik jeg sagt, at jeg skal kun sove en gang og arbejde seks timer før det er juleferie. Det gjorde jeg vist.

    Jeg glæder mig rasende meget…

  • Et øjeblik...

    Ingen sløjd til mig i aften…

    Nu gik det ellers lige så godt. Der var ro, smil i stemmen og fred i hjertet.

    Men intet varer evigt.

    Jeg hiver stikket i et par dage… der er visse ‘ting’, der kræver min opmærksomhed.

    IMG_7187

    Derudover måtte jeg tage syg hjem fra job – og nu ligger jeg så her med forbandet ondt i maven og feber 🙁

    ØV

    Jeg trækker mig tilbage til privatsfæren for en stund.

    Vi ses på den anden side af efterårsferien.

  • Et øjeblik...

    Tænk hvis…

    Jeg havde – lykkeligt – glemt alt om det der arbejde. Men til morgen bankede hverdagen på igen.

    Det var ikke svært at komme op.

    Jeg har været oppe og ude kl. 6 det meste af ferien… men det var svært, at sætte sig på kontorstolen og så vide, at der ville gå 7 timer før jeg kunne køre hjem igen.

    IMG_5094

    Det var nu ikke så slemt da jeg først kom i gang.

    Der var mere gang i biksen end jeg havde regnet med og så går tiden pænt hurtigt.

    Og så var der jo også kollegerne som jeg, for fleres vedkommende, ikke har set meget længe.

    Det var hyggeligt at udveksle sommerferie oplevelser… ikke at jeg havde nogen at udveksle, men så kunne jeg jo drømme mig væk til Thailand, Kreta, Spanien, Frankrig og hvor de nu havde været.

    IMG_5122

    Allerhelst ville jeg glemme alt om det der arbejde. For altid. Men det kan man ikke leve af. Og man kommer slet ikke til Thailand, Kreta, Spanien eller Frankrig!

    Men tænk nu hvis…

  • Et øjeblik...

    Den varmeste nat i 16 år

    Det tror jeg på.

    Ikke at jeg mærkede noget til det i nat, men morgenen på skallerevlerne var mærkbart varmere end ellers.

    Men med 22 grader kl. 6 om morgenen skal det kunne mærkes… også selvom der var den del vind.

    IMG_4968

    Der var højvande da vi kom og jeg kunne kun lige akkurat kommer over uden at få vand i støvlerne.

    På hjemturen var vandstanden steget yderligere.

    Meget faktisk.

    Jeg måtte af med gummistøvlerne og hive bukserne så langt op jeg kunne, men endte alligevel med våde bukser op midt på lårene.

    Ferieoplevelserne har været få og nære denne sommer. Det nærmeste jeg er kommet ‘sydpå’ er Aarhus. Men det er okay. Jeg bor et sted, hvor turisterne strømmer til. Stranden er dejlig. Vejret har været perfekt. Jeg har formået, at geare fuldstændig ned og glemme ALT om det der arbejde.

    Og er det ikke dét ferie i virkeligheden handler om?

    Det tror jeg.

    Og så har vi haft den varmeste nat i 16 år… det er da også noget!

  • Et øjeblik...

    Sand mellem tæerne og 14716 skridt i det Aarhusianske

    Poden var ved Gud ikke begejstret da feriedagen hos mor startede allerede kl. 6 med tur til stranden. Det var selvfølgelig hendes eget valg, men da vækkeuret ringede begyndte alligevel en del brok… sandet gjorde ondt mellem tæerne, vandet var koldt, tangen var ulækker osv. osv…

    IMG_4852

    Det er godt jeg kender hende. Hun kan, om nogen, piske en stemning op, så jeg vælger blot at grine af hende og hun måtte da også indrømme at turen var dejligt forfriskende.

    IMG_4895

    Efter morgenmaden og et bad kørte vi til Aarhus.

    Desværre ikke i verdens bedste vejr, men vi søgte tilflugt i Bruuns Galleri og strøgets forretninger, når bygerne blev for kraftige.

    IMG_4923

    Vi havde parkeret Poloen ved Aros.

    Jeg ville gerne så gerne se ‘Boy‘, men efter at have travet Aarhus tyndt var det ikke akkurat et besøg på kunstmuseum der trak og jeg ville altså ikke betale 2 x 100 kr. blot for at se den forvoksede dreng. Vi så ham i stedet tæt på fra vinduet. Her kunne vi på nært hold studere hudens levende overflade, blodårerne, antydning af kropsbehåring og de små sorte tånegle. Fra receptionen kunne vi se ham ovenfra og det var så dagens kulturelle indslag (:

    IMG_4934

    Ferien lakker snart mod enden.

    Fredag er sidste rigtige feriedag og på mandag venter hverdagen.

    SÅK.

    Det eneste opløftende er, at min ‘blåøjede’ makker sidder på den anden side af skrivebordet – men det kan så til gengæld også redde selv den kedeligste arbejdsdag.

  • Et øjeblik...

    Ordentlige plader og discount ferieplaner

    Han har pænt store poter ham Lillebror – her set ved siden af mine gummistøvler str. 38.

    IMG_4551

    Jeg var slet ikke klar til at stå tidligt op til morgen. Havde mest lyst til at vende mig om på den anden side og lade vækkeur være vækkeur. Men med endnu en lummer sommerdag i vente er morgenen det eneste tidspunkt, hvor det er virkelig behageligt at færdes ude.

    Ikke mindst for hundene.

    Så jeg stod selvfølgelig op og tænker, at jeg kan tage mig en morfar senere.

    260713page

    Den første uges ferie er snart forbi.

    Jeg skal bestemt ikke klage over indholdet, men ser nu alligevel særligt frem mod næste uge, hvor Poden vender hjem for en stund.

    IMG_4555

    Vi rejser ingen steder i år. Ikke engang en endagstur til Göteborg bliver det til.

    Juli bød på så mange uforudsete udgifter, at opsparingen blev ædt op. Og lidt til. Shit happens og så får vi det bedste ud af den situation.

    Stranden kan vi cykle til, Poloen kan bringe os vidt omkring og i virkeligheden handler det mest om bare at være sammen. Stedet er ikke så vigtigt. Poden er heldigvis sådan indrettet, at alene det at komme til en ny by, udgør en oplevelse i sig selv, så vi har planlagt at køre en tur til Aarhus og nyde en dag dernede.

    Jeg har ikke været på shopping i Aarhus siden mine forældre boede dernede for mange år siden, så jeg tænker den er lige så spændende som Göteborg.

    IMG_4549

    Der var smukt derude til morgen – også selvom om vejrudsigtdamen i Go’Morgen Danmark blev ved med at ævle om at landet var dækket af tåge. Hun havde glemt at spørge mig… eller bare glemt at der er en verden uden for tivoli.