• Bob D,  Fransk Bulldog

    Den sidste og den første dag

    Årets sidste dag blev tilbragt ved Vesterhavet sammen med et par unge bulldogs, der i den grad nyder hinandens selskab.

    De skulle krudtes af inden nytårsaften for alvor gik i gang. Og det skulle vise sig at være en god beslutning, for da folk omkring begyndte at fyre krudt af var der ingen af de to, der vovede sig ud i haven.

    Jeg fandt en lille pause sidst på aftenen, hvor de lige fik lejlighed til at tisse af, men det var hurtigt ud og hjem igen.

    Ikke at de på nogen måde virker bange, men Lillebros nonchalante holdning til fyrværkeri har de bestemt heller ikke.

    Nytårs aften gik sporløst henover mit hus. Men det gjorde nattens storm til gengæld ikke. En del af hegnet ind til naboen er væltet – en del som allerede var rådden – og hundene synes selvfølgelig straks det var fedt at gå på opdagelse på forbudt grund, så til morgen, inden den første kop kaffe, har jeg været ude med trådhegn og hammer.

    Hundene fortsætter festen. Jeg undskylder Bob med at han er så ung endnu, i hvert fald er han slet ikke i stand til at styre sin begejstring over at Jack er på besøg. Jack på sin side er med på legen, men ligner også en, der indimellem trænger til en time-out. Og det får han.

    Bob, Jack og jeg ønsker godt nytår til jer alle derude.

    (man kan klikke på billederne, hvis man vil se dem i en større version)

  • Fransk Bulldog

    I believe I can fly

    Det bliver en stille lørdag aften. Efter en travetur hele vejen rundt om mosen i selskab med Nanna og Jack, er der ikke mere batteri på Bob.

    Han er fodret af og er nu sat til opladning ude i kurven.

    Tvivler på, at der er meget bevægelse fra den kant før engang i morgen.

    Jeg bliver fortsat forundret over hvor lille Bob er sammenlignet med Jack – det er ganske tydeligt på det sidste billlede, hvor de står ved siden af hinanden. Det er omkring 5 kg og adskillige centimeter, der skiller dem.

    Bob lader sig nu ikke mærke med at han er mindre. Tværtimod. Han er fræk som en slagterhund.

  • Et øjeblik...

    Dagene bli’r mindre og nætterne gror

    Det er ikke kun lyset, der gør dagene mindre, det er også den travlhed og træthed, der melder sig på denne tid af året.

    Vi har rygende travlt på jobbet. Mange og lange møder. Projekter, der kræver involvering og forberedelse. En voksende bunke af daglige opgaver.

    Jeg forsøger at møde tidligt fordi jeg så også kan gå hjem i ordentlig tid. Det lykkedes sjældent i øjeblikket. Jeg sover tungt og har svært ved at komme ud af fjerene. Voksen Bob står ikke længere og tripper for at stå op… faktisk skal også han slæbes ud af sengen og det kræver mange stræk og buk før han er klar til morgenluftetur.

    Det betyder også, at jeg kommer lidt senere hjem og eftermiddagene bliver lidt hektiske for at nå ud med Bob inden solen går ned.

    Vi SKAL i skoven eller til stranden hver eftermiddag.

    I dag nåede vi det. Lige til øllet.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Snart voksen

    Bob’s første fødselsdag venter lige om hjørnet. Det betyder også, at han går fra hvalpe-/juniorfoder til voksenfoder og at hans matte så skal beslutte hvad det skal være.

    Jeg kunne sagtens fortsætte på det samme foder som han har fået hidtil – RC’s franske bulldog foder – bare i voksen udgaven. Desværre er hans ædelyst ikke så stor på dette foder og det virker da også en anelse kedeligt.

    Dyrlægen anbefaler selvfølglig noget af det han har på hylden.

    Selv ville jeg gerne over i noget kornfrit og med så få tilsætningsstoffer som muligt.

    Valget er faldet på det canadiske foder fra Orijen. Det er bestemt ikke markedes billigste, men det synes jeg godt, at jeg kan forsvare idet Bob kun skal have 120 g foder om dagen. Det vil give mig en daglig foder pris på 6-7 kr. – det synes jeg er ok.

    Vi fik en prøve hos dyrlægen med Hills laksefoder og det er en meget meget interessant smag, synes Bob og jeg har derfor bestilt den, der hedder ‘Six Fisk’.

    Nu håber jeg dæleme han kan lide det… og at han kan trives på det. Anmeldelserne lover i hvert fald godt.

    (jeg er ikke betalt eller sponsoret af nogen som helst)

  • Et øjeblik...

    Bob og Jack D.

    Selv efter en laaang gå tur og masser af leg var det svært, at få de to vilddyr til at forholde sig roligt så længe som det varede at tage et pænt billede.

    Militæret holdt øvelse så den nordlige del af stranden var spærret af.

    Mod syd ligger et par af tyskernes efterladenskaber – to beton bunkere. De ligger flere steder ved den nordjyske vestkyst som et levn fra 2. verdenskrig.

    Et par timer senere gik turen hjemad med trætte hunde i bagagerummet og det eneste der er tilbage af weekenden er at gøre klar til en ny arbejdsuge.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Spark til bøtten

    Der skal ikke så meget til for at holde en fest. Fundet af en plastik spand er alt der behøves.

    Festen varede ikke længe. Solen er ikke på himlen længere end til klokken halv fem og det er faktisk svært at nå hjem fra job i så tilpas tid, at det også er muligt at komme en ordentlig tur ud med Bob i naturen.

    Hvis vi nu skal afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid, kunne vi så ikke stoppe tiden på sommertid. Det ville give mere lys i slutningen af dagen uanset årstid.

  • Et øjeblik...

    Jeg har dem!!!

    Det havde hun… i et split sekund.

    Hundene havde en fest på denne varme og smukke sensommer dag. 24 grader sagde termometeret da jeg startede bilen og kørte hjem. Det er ret usædvanligt på en dato, der ligger nærmest midt i oktober.

    Lørdag startede efter næsten 10 timer søvn. Jeg har ikke sovet så længe siden jeg var teenager. Jeg snakkede med (…) i morges og han mente: at det er stress som endelig begyndte at give slip i din krop. Det er meget muligt, at han har ret. Der er i hvertfald en mærkbar lettelse på en del af de ting, der har ligget tungt på mine skuldre.

    I  aften er der dejlig ro. Bob har fået et bad, er fodret af og ligger nu rullet sammen på sofaen med hovedet gemt i mine knæhaser.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Mener du det..?

    Vi er ikke altid helt enige om tingene herhjemme.

    Han stjæler sko, vaskebolde, strømper og andet han kan se sit snit til at stikke af med. Han slæber grene og æbler med ind, graver huller i haven og vækker mig tidligt om morgenen. Han hugger min plads i sofaen, napper mig i fingrene og er frygtelig opmærksomhedskrævende.

    Når jeg hæver stemme kigger han på mig med et “mener du det?” skrevet over alt i det lille flabede fjæs.

    Søde bløde Lillebror var en ren duksedreng ved siden af den her lille gavflab.

    Men han er lige så knuselsket ♥

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Er du model?

    Igen pryder Bob D forsiden hos Styletails i London.

    Hvis det her modelarbejde fortsætter, er vi vel nødt til at rykke teltpælene op og flytte derover 😉

  • Et øjeblik...

    Jeg slider den hund op

    Tre timer af formiddagen blev brugt på mere oprydning i mine forældres hus og en tur på genbrugspladsen med sække fyldt med ting som ingen kan bruge mere.

    Mere end 20 år i det samme hus… jeg lover jer, at der er fyldt med ting og sager.

    Vi har snart tømt skabene, delt de gode ting imellem os, pakket kasser til genbrug og resten er kørt på genbrugspladsen.

    Genbrugspladsen ligger i Hou.

    Jeg havde Bob med og gik en lang tur i mosen bagefter. Vores ture ud af Hals har lidt under flytning og nu oprydning/salg af hus, så i eftermiddag tog vi os et fortjent frikvarter.

    Vejret var perfekt til travetur i skoven og vi gik mere end 10 km.

    Bob viste ingen tegn på træthed, så de fordomme om at en fransk bulldog ikke kan gå tur er hermed manet i jorden.

    Selvfølgelig har det også noget med temperaturen at gøre. På en varm sommerdag vil han ikke kunne gå den tur. Men det ville jeg bestemt heller ikke selv bryde mig om.

    Der ‘lugter’ af efterår derude. Skovbunden er fyldt med svampe, brombærrene er plukkeklare og farverne er falmede.

    Jeg kan også godt lide efteråret.