-
Frankrig møder Kina
“Du skal forbi mig først, smart ass”, ser Bob ud til at sige da han i dag gjorde et nye bekendskab i hundeskoven.Bob startede ud med at opføre sig som kongen af Trekantskoven, men efter jeg havde hævet stemmen gik turen rundt i skoven i fred og fordragelighed.
En af mine naboer har en Sharpei tæve, men den er ikke glad for Bob selvom han ihærdigt forsøger at indynde sig.
Med denne her hanhund gik det meget bedre.
Den var venlig og overbærende overfor den lille flabede franske og vendte sig bare bort, når Bob blev lidt for smart.
Det er skønt med hunde, der er godt socialiserede. De har så utroligt meget fornøjelse af hinanden.
Jeg glæder mig ekstra meget til at få en permanent legekammerat til Bob. Der er ca. 2 uger til, at vi får vished om parringen har båret frugt.
-
Endelig fredag
Onsdag eftermiddag gik der mail ud til 150-200 medarbejder med besked om, at det er tid for udskiftning af deres pc og med instrukser om hvordan de skal gebærde sig i den forbindelse.
Jeg er kontaktperson, hvis der er spørgsmål og/eller udfordringer – og torsdag morgen var det som om en lavine havde ramt min indbakke. Jeg har brugt to fulde arbejdsdage på at rede tråde ud, svare på spørgsmål, slukke ildebrande, forklare… i samarbejde med Malene, som er min livline hos det eksterne firma, der står for udskiftningerne.
Vi har klaret endnu en omgang og kl. 13:30 blev vi enige om, at nu kunne vi godt slukke pc’en og gå på en velfortjent weekend.
Jeg har arbejdet på hjemmekontoret, så 10 minutter efter Shut Down gik jeg i skoven iført hund, sweater og røjsere og lige så hurtigt glemt alt om den indbakke.
I stedet blev jeg optaget af at følge et fint lille rød egerns vej gennem skoven. Det bevæger sig utroligt elegant fra den ene tynde gren til den anden. Jeg fik kun denne ene chance for at ‘skyde den’ og det er desværre på en del afstand så kvaliteten er ikke den bedste.
Bob venter tålmodigt på mig. Er jeg optaget for længe kan jeg finde ham liggende i skovbunden og jeg behøver ikke bekymre mig om, at han skulle finde på at løbe væk.
Vi er så klar til to fridage.
God weekend til dig!
-
Mens vi venter, gør jeg mig tanker
Den kemiske kastration af Bob er forløbet så fint, at jeg stærkt overvejer at gøre det permanent. Men først henne omkring juletid, hvor jeg kan være hjemme hos ham efter operationen.
Det har taget hanhunden ud af ham – uden at gøre ham tandløs.
Er jeg så heldig at han skal være ‘storebror’ til januar tænker jeg, at det er en god ide at have en operation overstået inden en hvalp kommer til.
Jeg har tidligere haft tæve/han og tæve/tæve sammen – aldrig han/han og jeg er sådan i syv sind om jeg skaber problemer for mig selv ved at vælge en han mere, selvom den ene (evt begge) er neutraliseret.
Har du nogen erfaring?
Foreløbig ved vi ikke engang om tæven er drægtig eller hvad en evt. kønsfordeling er – men jeg gør mig jo allerede nogle tanker 🙂
-
Ventetiden er begyndt
Vi fik plads på ventelisten og der er betalt depositum. Herefter er det så blot at krydse fingre for at ovenstående parring har båret frugt.
Det bliver igen sådan en langvarig ventetid, hvor første etape handler om at vente på en 4 ugers scanning for at se om tæven overhovedet er drægtig…
Er hun det, forventes der fødsel sådan henne omkring 17.-18.-19. november.
Bob bliver 2 år den 21. november, så det bliver sådan cirka samme ankomst i Hals også – midt i januars kulde.
-
Lørdag blev til søndag
Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.
Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.
Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.
Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.
Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.
Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.
-
September lørdag
En af fordelene ved at være nået cirka til midten af september: man kan gå i mosen uden at være omsværmet af store mængder af irriterende fluer.
Det benyttede vi os af i formiddag og tog hele turen rundt langs kanalvejen. Den er på lidt over 6 km og da vi nåede bilen var luften gået ud af His Bobness.
En meget kort del af turen går langs Skovsgårdsvej, som går helt fra Hals til Hou og hvor genbrugspladsen ligger og det er det eneste tidspunkt Bob behøver være i snor.
Man mærker ikke, at han er træt mens vi går – men når vi kommer hjem går luften helt ud af ham.
Mens Bob hvilede benene gik jeg yderligere tre kvarter rundt i haven efter plæneklipperen. Og så var dagens skridt vist også klaret.
-
Fredag den 13.
Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.
Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.
Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.
Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.
Kort både her og der.
I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.
Weekenden bliver af den stille slags.
Måske.
-
Sagde du noget?
I nat drømte jeg at Bob havde gravet et hul så dybt, at fliserne på terrassen skred. Dybt nede i hullet kunne jeg se Bob – han var lige så lille som en mus. Det er alligevel noget af en præstation af så lille en hund.
Til morgen var terrassen intakt og Bob sov sødt i sin kurv ved siden af min seng.
Han har taget livet af et par hundesenge, men ellers er han ikke destruktiv. Men han finder på en masse narrestreger.Sætter Poden en Ikeapose med vasketøj i bryggerset og jeg ikke får det sat udenfor rækkevidde kan jeg være helt sikker på at han har spredt posens indhold rundt i huset og i haven. Han stikker af med sko, haveredskaber, garnnøgler osv., og har en fest når han skal indfanges og aflevere.
Hannen blev pillet ud af hunden med et lille implantat skudt ind under huden, men humøret, energiniveauet og drengestregerne er helt intakte.
Det var ikke fordi hanhunden i ham voldte problemer, men ‘kastreringen’ har alligevel dæmpet ham og gjort ham en langt mere behagelig husfælle.
Implantatet holder ca. 6 måneder og jeg tror, at det bliver til et permanent indgreb når effekten aftager.
Sig det endelig ikke til ham.
-
En varm tirsdag
Temperaturen på kontoret lød på 24,5 grader over middag. Jeg sad lige så stille og svedte.
En af mine kolleger er temmelig hysterisk, når det kommer til åbne vinduer: “hvis I vil have frisk luft kan I gå udenfor!”
I dag fandt jeg en blæser i et skab som vi satte mellem vores reoler, så vi lige præcis kunne skiftes til at få et pust frisk luft: “hvis det der luft rammer mig så sparker jeg den ned!”… lød det samme sted fra.
Det gjorde det så heldigvis ikke og blæseren fik lov at stå.
Da jeg kom hjem skyndte jeg mig at pakke Bob og håndklæder i bilen, i føre mig en sommerkjole og så tog vi på stranden for at bade.
Herligt synes Bob, indtil han igen måtte indse, at man ikke hjembringer så meget sand i pelsen uden det koster en skyller under bruseren.
-
Bob fuglekigger
Fuglene i min have mener åbenbart at deres afkom er flyvefærdige længe før de faktisk er det.I sidste uge sad der en lille hjælpeløs skadeunge i græsset og i dag var det en knap så hjælpeløs solsorteunge.
Skadeungen overlevede ikke at flytte hjemmefra for tidligt. Den lå død da jeg kom hjem fra job.
Solsorteungen kan derimod næsten flyve og ser ud som om forældrene fortsat leverer mad, så den skal nok klare sig.
Bob fandt den selvfølgelig særdelses interessant, men var meget forsigtig og lå bare og kiggede på den.
Så længe at det endte med at de begge sov.
