• September lørdag

    En af fordelene ved at være nået cirka til midten af september: man kan gå i mosen uden at være omsværmet af store mængder af irriterende fluer.

    Det benyttede vi os af i formiddag og tog hele turen rundt langs kanalvejen. Den er på lidt over 6 km og da vi nåede bilen var luften gået ud af His Bobness.

    En meget kort del af turen går langs Skovsgårdsvej, som går helt fra Hals til Hou og hvor genbrugspladsen ligger og det er det eneste tidspunkt Bob behøver være i snor.

    Man mærker ikke, at han er træt mens vi går – men når vi kommer hjem går luften helt ud af ham.

    Mens Bob hvilede benene gik jeg yderligere tre kvarter rundt i haven efter plæneklipperen. Og så var dagens skridt vist også klaret.

    0
  • Fredag den 13.

    Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.

    Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.

    Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og  fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.

    Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.

    Kort både her og der.

    I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.

    Weekenden bliver af den stille slags.

    Måske.

    0
  • Sagde du noget?

    I nat drømte jeg at Bob havde gravet et hul så dybt, at fliserne på terrassen skred. Dybt nede i hullet kunne jeg se Bob – han var lige så lille som en mus. Det er alligevel noget af en præstation af så lille en hund.

    Til morgen var terrassen intakt og Bob sov sødt i sin kurv ved siden af min seng.

    Han har taget livet af et par hundesenge, men ellers er han ikke destruktiv. Men han finder på en masse narrestreger.

    Sætter Poden en Ikeapose med vasketøj i bryggerset og jeg ikke får det sat udenfor rækkevidde kan jeg være helt sikker på at han har spredt posens indhold rundt i huset og i haven. Han stikker af med sko, haveredskaber, garnnøgler osv., og har en fest når han skal indfanges og aflevere.

    Hannen blev pillet ud af hunden med et lille implantat skudt ind under huden, men humøret, energiniveauet og drengestregerne er helt intakte.

    Det var ikke fordi hanhunden i ham voldte problemer, men ‘kastreringen’ har alligevel dæmpet ham og gjort ham en langt mere behagelig husfælle.

    Implantatet holder ca. 6 måneder og jeg tror, at det bliver til et permanent indgreb når effekten aftager.

    Sig det endelig ikke til ham.

    0
  • En varm tirsdag

    Temperaturen på kontoret lød på 24,5 grader over middag. Jeg sad lige så stille og svedte.

    En af mine kolleger er temmelig hysterisk, når det kommer til åbne vinduer: “hvis I vil have frisk luft kan I gå udenfor!”

    I dag fandt jeg en blæser i et skab som vi satte mellem vores reoler, så vi lige præcis kunne skiftes til at få et pust frisk luft: “hvis det der luft rammer mig så sparker jeg den ned!”… lød det samme sted fra.

    Det gjorde det så heldigvis ikke og blæseren fik lov at stå.

    Da jeg kom hjem skyndte jeg mig at pakke Bob og håndklæder i bilen, i føre mig en sommerkjole og så tog vi på stranden for at bade.

    Herligt synes Bob, indtil han igen måtte indse, at man ikke hjembringer så meget sand i pelsen uden det koster en skyller under bruseren.

    0
  • Bob fuglekigger

    Fuglene i min have mener åbenbart at deres afkom er flyvefærdige længe før de faktisk er det.

    I sidste uge sad der en lille hjælpeløs skadeunge i græsset og i dag var det en knap så hjælpeløs solsorteunge.

    Skadeungen overlevede ikke at flytte hjemmefra for tidligt. Den lå død da jeg kom hjem fra job.

    Solsorteungen kan derimod næsten flyve og ser ud som om forældrene fortsat leverer mad, så den skal nok klare sig.

    Bob fandt den selvfølgelig særdelses interessant, men var meget forsigtig og lå bare og kiggede på den.

    Så længe at det endte med at de begge sov.

    0
  • Møgkøter

    Bob boblede i den lækre stuehundekurv da jeg skulle gå til morgen. Jeg overvejede kort, om jeg skulle prøve at lade ham gå i hele huset mens jeg var væk, men tog ham alligevel med ud af stuen og lukkede børnegitret.

    Det var nok meget godt.

    Da jeg kom hjem så det nemlig ud som om, at der var sprunget en bombe. En skumgummibombe. Den billige Biabed kopi fra Biltema var skilt af i atomer, som fyldte det meste af entreen.

    Kan vi konkludere, at den HELLER IKKE faldt i Bobs smag!?!

    Jeg er glad for, at jeg ikke tog chancen og lod ham gå i stuen også. Der er krøyerkugler i mine to pufs og jeg er sikker på, at der også er noget spændende i sofaen. Men dét har jeg ikke lyst til at se hvad er.

    ‘Baljen’ er fundet frem igen – den må han så leve med. Den kan han i hvert fald ikke ødelægge.

    Møgkøter!

    0
  • Der er sat en prop i

    Bob har haft dårlige mave i weekenden. Det sker, men da jeg mandag morgen opdagede, at han også havde blod i afføringen måtte vi en tur omkring Dr. Dyr.

    Efter jeg er begyndt at give ham Orijens Six Fisk har hans mave ellers være fin og stabil, han prutter ikke og har stor ædelyst. Derudover er hans pels flot og fælder minimalt.

    Jeg tror, at han har fundet et eller andet ‘lækkert’ og fornøjet sin mave med det… langt mere end at det skulle skyldes fodret.

    Dyrlægen synes selvfølgelig, at hans foder er det bedste, men Bob stortrives på Orijens. Det er et kvalitetsfoder og valgt med omhu… og så bliver jeg egentlig lidt træt, når han bruger en masse krudt på at tale det ned – “skidtfisk” kalder han indholdet uden at vide noget om det – særligt træt bliver jeg, når jeg fornemmer, at det vist bare er for at sælge det han selv har på hylden.

    Nå men i det mindste var der ikke noget alarmerende galt med dyret… og vi slipper forhåbentlig med skånekost, zoolac og penicillin resten af ugen.

    Så skulle han gerne være fit for fight igen.

    0
  • Der er kun en ‘model’

    Vi mødte to unge mennesker med hver deres hund i hundeskoven i går. Den ene var en Fransk Bulldog, men med en kropsbygning og størrelse som var meget forskellig fra Bobs.

    Den ene siger og peger på Bob, “hvis jeg skal have en Fransk Bulldog skal den se sådan ud“. Bulldoggens ejer svarer “ja ja, men der er ligesom to modeller af den Franske Bulldog og min er den sporty type“.

    Øh nå… det er helt nyt for mig at der er forskellige typer – og jeg er ret sikker på, at det samme vil det være for FCI. Nogen må have bildt hende en historie på ærmet.

    Var det tilfældet ville Bob kunne vel sagtens beskrives som en miniatureudgave. I hvert fald forveksles han ofte med en hvalp… hvilket måske er meget godt, da jeg kan bruge det som en undskyldning for hans pjattede opførsel.

    Han er 31 cm i skulderhøjde og vejer kun 10,5 kg, men selvom han hører til i den mindste ende holder han sig fint indenfor hvad racestandarden foreskriver:

    Jeg er i øvrigt begyndt at overveje om Bob skal være storebror… der er jo en del ventetid på det skidt, så jeg bør vel begynde at kigge mig omkring 🙂

    0
  • En handlingens hund

    Sofaen er forbudt område for Bob MEDMINDRE hans dynetæppe er fundet frem (han skal så også helst ligge PÅ det).

    Forleden aften stod han og trykkede for at komme op, men de to kedelige madammer, der sad i sofaen, modstod de bedende øjne og sagde nej.

    Han forsvandt ud i entreen, hvor hans kurv står og så kom han ellers moslende med det store dynetæppet og var så vældigt tilfreds med sig selv da han fik et lift op i sofaen, på tæppet mellem madammerne.

    Helt dum er han vist alligevel ikke.

    0
  • Ikke meget vagthund

    I aftes var Poden, som pt. bebor gæsteværelset, til L.O.C. releaseparty på Aalborg teater. Hun kom hjem efter Bob og jeg forlængst var gået i seng. Det er så ikke nødvendigvis sent, for jeg er hende, der tørner ind ved 22 tiden, når jeg skal op på job.

    Nå men, jeg havde helt sikkert forventet en reaktion fra Bob på, at hun kørte sin bil ind i carporten, låste sig ind og gik i bad, men har det været en, har den ikke vækket mig.

    Så meget for at have en ‘vagthund’.

    Måske er han lidt sløvet af det smertestillende han får i øjeblikket eller også sover han bare tungt i sikker forvisning om, at jeg passer på ham… og ikke omvendt!

    Han responderer rigtig godt på det smertestillende – som også er antiinflammatorisk – så jeg satser stærkt på at han efter weekenden er tilbage i top form.

    Status på vægten: 10,5 kg. med halsbånd.

    Lille og ret nuttet… måske kan man så ikke også være vagthund.

    0