-
Road musik
Jeg hentede musik på TDCplay i rå mængder i aftes.
Det lille USB stik jeg bruger i bilen trængte gevaldigt til en opgradering. Det indeholdt rigtig meget ny musik hentet på sådan nogle ‘Digster lister’, men jeg er squ blevet for gammel til den type musik. ‘Næste’ knappen blev i hvert fald brugt flittigt, så nu er den ryddet og fyldt med nye og gamle toner, der gør mig godt… Sia, Ellie Goulding, Culture Clup, Lionel Richie, Agnes Obel, Missy Higgins, Troels Skovgaard, One Republic osv…
Apropos Culture Club (husker du dem; Karma Chameleon, Do You Really Want 2 Hurt Me og Church Of The Poison Mind?)… Boy George er faktisk også ret okay i årgang 2013
-
Dobbelt op
På regnbuer…
-
Er du idiot eller hvad..?
Motorvejen var tætpakket til morgen.
I ydersporet lidt foran mig dannede en lille Citroën Saxo bagtrop.
Bagfra kom der en stor Mercedes/BMW/Audi/whatever susende, blinkende med det lange lys og da han nåede Saxoens kofanger blinkede han til venstre for at komme forbi…
Frem mod tunnellen lå der 75-100 andre biler i ydersporet… hvad havde han egentlig forestillet sig… at han med sin attitude kunne skabe fri bane på en morgentravl onsdag?
Sådan en mand får jeg lyst til at hive ud ved kravetøjet og råbe ham ind i fjæset om han er idiot eller hvad..?
NÅ
-
Hende med hundene
Vi er ved at være kendte skikkelser i mosen. Vi møder de samme mennesker stort set hver dag og mødes nu med et smil, et vink og af og til en lille sludder. Der bor nogle stykker derude og så er der jægerne og de der arbejder i mosebruget.
Det er hyggeligt og ingen ser skævt til hundene. Heller ikke selv om de af og til møder dem uden snor.
I Vodskov og i bakkerne var det på et tidspunkt sådan, at jeg kunne se foragten/frygten i folks øjne, når jeg mødte dem med min ‘kamphund‘.
Sådan er det ikke her.
Måske er det fordi vi er på landet, hvor man har dyr på en anden måde end i byen. Eller også har indbyggerne i Hals bare været mindre tilbøjelige til at lade sig påvirke at mediehysteriet, der kørte i pressen for nogle år siden.
Hvem ved!!!
Lillebror fandt en glemt tennisbold og var storfornøjet med sit fund.
Han havde ikke nogen som helst planer om at dele… det lykkedes ham rent faktisk at spise en godbid UDEN at tabe bolden.
-
Vi bliver næppe lydighedschampions
Nu har vi snart helt styr på “sit stay” – snart sagde jeg – og derfor avancerede vi i dag til “stå stay“.
Men den er dæleme svær.
Og endnu sværere når det også skal dokumenteres… specielt fordi jeg kun havde medbragt det store objektiv og derfor måtte mange meter bagud før jeg kunne rumme dem i søgeren.
Men det lykkedes.
Et split sekund…
Og så gad de forresten ikke den dumme leg mere!
-
Det kunne vi vel alle have lyst til indimellem…
-
Hmmm
Har du tænkt over, hvad der giver dig robusthed og som kommer inde fra dig selv…Sådan spurgte Anne på Facebook i sidste uge.
Umiddelbart svarede jeg: Egentlig ikke… men nu du spørger, tror jeg, at glæden og robustheden kommer af min evne til at klare mig selv i alle situationer og min accept af, at det er helt okay at være mig.
Jeg har funderet nærmere over det og jeg tror mit spontane svar rammer meget godt.
2008 blev skelsættende for hvor jeg er i dag. Jeg blev skilt i februar 2008 og alvorligt syg samme sommer.
Specielt sidstnævnte gjorde noget ved mig som menneske. Det første år var præget af angst, grådlabilitet og søvnløshed men på den lange bane har det været en vigtig process for mig og jeg er blevet meget mere bevidst om, at leve lige nu og her.
Min meget forstandige ven Jens sagde til mig da jeg dukkede op til overfladen igen i 2009: Jeg er sikker på det seneste år har fyldt mere end de foregående 10, og du har sikkert også flyttet dig et kvantespring.. Sådan er det at tage tunge beslutninger og føre dem ud i livet, det man får tilbage er ofte meget større…
Og det har han ret i.
I dag ved hvad jeg vil, jeg har meldt mig ud af flinkeskolen (somom jeg nogensinde har gået i den) og jeg gider ikke bruge tid på ting og mennesker, som ikke gør mig/vil mig godt.
Jeg har ryddet op, luget ud, og de få mennesker, der får lov at komme under huden på mig er mennesker, der acceptere og respektere mig nøjagtig som den jeg er.
I dag er jeg fyldt med ro, smil i stemmen og fred i hjertet… jeg tænker, at det også er en slags robusthed.
-
Æbler en masse
Mon jeg nogensinde får spist alt det hjemmegjorte, jeg har lavet af havens afgrøder?Fryseren bugner med tomatsuppe, frosne jordbær og nu æblemos – og i køleskabet står glas med marmelader, ketchup og ovntørrede tomater.
Jeg er gået i krig med æbletræets frugter. I dag blev to kilo kogt til mos sammen med lidt kokossukker og vanillekorn.
Det gjorde ikke det store indhug i antallet af æbler, men et sted skal jeg jo starte.
Jeg tænker, at jeg en dag laver en helt gammeldags æblekage og tager med på job… der er garanti for at tænde lyset i mine kollegers øjne (:
Er der nu nogen, der ligger inde med en skide god opskrift, ikke bare på gammeldaws ævlekage, men også andre ting jeg kan bruge æblerne til, så tager jeg som altid mod med kyshånd.
I morgen skal lidt af aftens produktion, sammen med nøddemysli, toppe min græske yoghurt morgenmad… det smager garanteret godt.
-
Så tag dig dog sammen…
To-tre døgns faste er piece of cake, når alene synet at mad-instagrams kan give (undskyld) opkastningsfornemmelser.
Jeg er nu ovre på den anden side… af både kvalme og feber.
Men det holdt hårdt for jeg skulle også passe/lufte dyrene og også klare mit arbejde, da det var værst. Min makker havde efterårsferiefri, og jeg måtte derfor tage de opgaver, der ikke kunne vente til mandag. Det var heldigvis ikke mange for resten af firmaet var også ramt af ferie.
Hundene klarede jeg ved at smide dem i bilen og køre ud til den store mark i mosen. Her kunne jeg så sidde på bagsmækken, mens de fik gjort deres og brugt energi på løb og leg.
Oveni måtte jeg være med på sidelinjen ved en intervention. Det er bestemt ikke sjovt, at måtte konfrontere et elsket menneske, stille ultimatummer og kræve ændret adfærd. Men når vedkommende har sat livet på autopilot med kurs direkte mod selvødelæggelse er det nødvendigt.
Jeg håber, at missionen lykkes og h*n kan samle sig selv op.
Ingen andre kan.
…
Det blev søndag uden jeg nåede at nyde ret mange timer af weekenden. Appetitten er fortsat ikke stor og jeg er noget slap i koderne – men det går den rigtige vej.
Jeg overvejer, at kontakte min makker og tage en fridag i morgen. Jeg synes, at jeg trænger til at komme helt ovenpå inden hverdagen igen trænger sig på.
Eller måske skal jeg også bare tage mig sammen…
-
Ingen sløjd til mig i aften…
Nu gik det ellers lige så godt. Der var ro, smil i stemmen og fred i hjertet.
Men intet varer evigt.
Jeg hiver stikket i et par dage… der er visse ‘ting’, der kræver min opmærksomhed.
Derudover måtte jeg tage syg hjem fra job – og nu ligger jeg så her med forbandet ondt i maven og feber 🙁
ØV
Jeg trækker mig tilbage til privatsfæren for en stund.
Vi ses på den anden side af efterårsferien.
