• Jul

    Det var så den jul

    IMG_74582. juledag gik med julefrokost, alt alt for meget mad og pakkespil.

    I år præsenterede Casper os for en ny ret, ‘surrib’ – sønderjydernes svar på sylte. Ellers var det de helt traditionelle retter… sild, deller, fiskefileter, stuvet hvidkål, tarteletter osv. der stod på bordet.

    Poden hjalp med at rydde op efter dagens madorgie, inden jeg kørte hende til Aalborg og sagde tak for tre dages hyggeligt selskab.

    Jeg er krøbet hen i sofaen under et tæppe med kamillete og lommetørklæder inden for rækkevidde… og ‘Call the Midwife – Holiday Special 2014‘ på fjernsynet (tak for link, Catarina).

    De sidste dage har jeg holdt den gående på panodiler og klarede på den måde julen uden at bukke under for den hovedpine, hoste og ondt i halsen, jeg har haft hængende hele ugen. Det værste er den irriterende hosten, der viser sig så snart jeg kommer under dynen. Poden har heldigvis et godt sovehjerte og har ikke klaget over forstyrrelsen så det er kun mig selv der har ligget søvnløs.

    Jeg har et par dage til at komme ovenpå, inden jobbet kalder igen på mandag…

  • Jul

    Glædelig bagjul

    page1jul2014

    Det var den fineste juleaften med dejlig mad og selskab, dans om træet og gaver. Det eneste vi manglede for at gøre det helt perfekt, var at at se julesneen dale ned foran vinduerne.

    Jeg kan se på Instagram, at mange er vågnet op til sne… i Hals er jorden stadig bar, men kulden er bidende og kommer der nedbør tænker jeg, at det bliver som sne.

    page2jul2014

    I dag er der ingenting vi skal nå. Poden skal ud og ride – når hun altså engang dukker frem fra dynerne – og imens kigger jeg på lidt 2.juledags-julefrokost-forberedelse. Og julegaverne.

    page3jul2014
    Julegaver fra Poden
  • Jul

    Kom jul, kom sne, kom gaver…

    IMG_8020_890

    Jeg nåede det igen i år. Det hele. Den sidste gave er købt, pebernødderne er bagt og det sidste julebrev er sendt.

    Alt ånder fred og god tid på denne smukke julemorgen, hvor sneen desværre stadig lader vente på sig.

    Jeg vil kun tænke gode tanker og omgive mig med mennesker, der gør mig godt. Tilgivet og glemt er de, der ikke gør. Sådan skal det være.

    May you have the gladness of Christmas which is hope, the spirit
    of Christmas which is peace and the heart of Christmas which is love.

    Er det ikke dét julens budskab i virkeligheden handler om… tro, tilgivelse, håb og oceaner af kærlighed?

    Det tror jeg på..!

    En særlig hilsen og en varm tanke går til søens folk… og helt særligt til Bent, søens mand, som flakker rundt med et skib et eller andet sted i det Øst-/Sydkinesiske Hav i stedet for være sammen med sin familie.

    Glædelig jul til dig og dine fra mig og mine

  • Jul

    Christmas without you

    Gløgg, julegodter og en god film… lillejuleaften er ikke sådan at sige ski’ til.

    Udover det er rod og kaos det mest fremherskende her lige nu. Jeg har haft gang i 117 forskellige ting i dag; kogt hvidkål, repareret tørretumbler, vasket møbelbetræk osv.  men det kan jeg ikke se herfra hvor jeg sidder nu… jeg fikser det efter gløgg og film (:

  • Jul

    Jeg er så klar, som jeg kan blive

    • Gaverne er købt… og pakket ind
    • Pebernødderne er bagt
    • Julefrokostmaden er klar i fryser og køleskab
    • Juledugen er strøget
    • Sølvtøjet er pudset

    – mangler jeg andet? Jeg tror det ikke.

    Jo, julestemningen… men dén havde de ikke i Bilka.

    Jeg tænker, at den indfinder sig, når min nieces hjem om et par dage er fyldt med familie, forventninger, gaver og duften af and…

  • Jul

    Årets korteste

    Den startede smukt, året korteste dag. Vi var ude i timen før solen står op – den blå time. Lyset og farverne var helt magiske og der var knas i græsset og luften var kold og klar.

    IMG_7117

    Kaffen indtages i nattøj, mens hundene sover oven på morgenens strandtur.

    De sidste juleindkøb planlægges og i aften tager Poden og jeg turen til Bilka og får købt det allerallersidste. Jeg har fortsat én gave, der mangler. Det er julegaven til min mor og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal købe. Hun ønsker sig ikke noget, mangler ingenting og hvad giver man så en 82 årig?

  • Jul

    Hvidt julehåb

    »Nordjylland kan være heldig, at få et lille drys.«

    IMG_7083
    Der er ikke meget vinter over det her landskab…

    Det er TV2 vejret, der giver et lillebitte håb et lille hvidt drys lige præcis her, hvor jeg skal holde jul.

    Skal julestemningen indfinde sig de næste 5 dage kunne vi også sagtens bruge lidt hjælp. Jeg gjorde ellers som jeg proklamerede i går… fyldte huset med julemusik og gav mig til at bage.

    Desværre glemte jeg ½ tsk salt i dejen og denne omgang julecookies blev ikke heeelt som ønsket. Bedre held næste gang.

    Jeg er gået på juleferie – desværre ikke med nogen god mavefornemmelse. Der mangler stadig masser af arbejde inden vi er i mål med de opgaver, der skal være færdige til årsskiftet. Der er altid nogen, der er med på en badebillet, men langt de fleste har gjort hvad de kunne for at hjælpe de pressede afdelinger. Jeg lod mit arbejde ligge og har brugt dagen på at installere maskiner og jeg håber, at min hjælp har kunnet gøre bare en lille forskel.

    I morgen skal jeg sove længe, sumpe i nattøj hele formiddagen og lave mindst muligt inden juleforberedelserne for alvor går i gang søndag.

    weekend

  • Jul

    Så blev det endelig december

    26828123_350_350Der er masser af bjældeklang men skuette meget jul over “Kære Julemayin”… men ikke desto mindre er det et af de julenumre, vi skråler med på i Poloen. Og så er vores kaffedate fra i fredags jo med, så den måtte vi have på denne 1. december.

    Det er også på denne første decemberdag, at min mor har fødselsdag og bliver 82. Bortset fra at hukommelsen bestemt ikke er noget at råbe hurra for, så er hun fysisk frisk og rask.

    Vi holdt fødselsdag i går, så i dag jeg stak bare lige næsen ind og gav et fødselsdagskram.

    Min mor og jeg skal på tur til Frederikshavn Sygehus på søndag. Min mor skal CT scannes og jeg skal agere chauffør. Det er lidt spøjst, at få indkaldelse til sådan en undersøgelse på en søndag… men det er måske for at udnytte kapaciteten max og det kan man vel kun bifalde.

    Min mor er fra Frederikshavn og hvis vi orker, tænker jeg, at vi også tager en sightseeing i hendes barndomsby. Jeg vil gerne se den Søndergade, hvor hun er vokset op og som jeg har hørt så meget om.

  • Jul

    It’s beginning to look a lot like Christmas

    IMG_6838Julemåneden skydes i gang med min all-time-favorite: Let love be Love.

    Jeg har haft selskab hele weekenden af Poden. Vi har været til mormors fødselsdag, bagt julecookies og dimset juledekorationer.

    Kalenderdekorationen til firmakaffebordet fik et lille humoristisk tvist og måske havde ‘Driving home for Christmas’ været en mere passende musikalsk indledning på julemåneden.

    Mine kolleger er mænd og jeg tvivler på, at de forstår at værdsætte glimmer, kugler og sløjfer (:

    Min egen dekoration er anderledes enkel: mos, husløg og en enkelt sølvkugle ledsager kalenderlyset.

    Sådan kan jeg bedst li’ det.

    Cedertræet er på plads i stuen, lyskæderne er tændt udenfor, julekasserne er fundet frem og jeg tænker, at huset i løbet af ugen begynder at ligne jul.

    Glædelig december 

  • Jul

    Årets første

    – men helt sikkert ikke sidste omgang pebernødder er bagt.

    Det var ikke uden forhindringer.

    Først døde min bagevægt, men heldigvis var SuperBest leveringsdygtig i et nyt batteri. Dernæst opdagede jeg, at lyset i min ovn er gået, så det var med lommelygte jeg måtte holde øje med at pebernødderne ikke fik for meget.

    Jeg kan ikke helt rigtig se, hvordan jeg skifter pæren. Det runde glas, der er foran den kan ikke drejes… og der er ingen skruer jeg kan løsne!?!

    Jeg må finde en handyman… måske kan han betales med pebernødder!