Fire gange måtte jeg vise pas torsdag for at få adgang til Storbritannien og alligevel var der ingen overhovedet, der bemærkede, at navnet i mit pas og på billetten ikke stemte overens…

Godt jeg ikke brugte 500 kr. på at ændre det… på trods af, at velmenende mennesker havde tudet mine øre fulde med advarsler om, hvor strenge reglerne er…

Nåmen ind i landet kom jeg, men det tog rent faktisk 14 timer fra jeg ankom torsdag aften til vi endelig forlod Gatwick. Nå ja, altså inkluderet en overnatning undervejs. Vi for forvildede rundt i lufthavnen.. først efter et sted at spise morgenmad, derefter et sted at købe en busbillet. Hvis nogen holdt øje med os ville alle vores forsøg på at forlade terminalen garanteret have givet grund til mistanke.

Fredag kl. 12:15 sad vi så endelig i en bus på vej mod London. Og ikke en hvilken som helst bus. Det blev nemlig ført af en fyr som mindede om en stand-upper in spe…

I engelske busser er det åbenbart påkrævet med “safety instructions” i stil med dem man ser på fly… og det kunne den her chauffør så lave et større show ud af.

Hele weekenden har jeg fået skudt i skoene, at jeg er “typical Danish”… en engelsk kvinde ville åbenbart aldrig sætte sig på gulvet i lufthavnsterminalen eller på en trappesten… jeg var faktisk lidt bange for, at jeg ved flere lejligheder gjorde ham lidt flov… :-/

Han (og alle de andre englændere med ham) er så til gengæld så typiske engelske. Utroligt korrekte og høflige. Her findes begrebet “gentleman” stadig i vid udstrækning. Man hører ordene “excuse me” “cheers” over det hele, der bliver holdt døre, trukket stole ud osv osv…

Fredagaften, efter en meget lang rejsedag, skulle vi se “Jersey Boys“. Jeg var ærlig talt ikke oplagt. Men det blev jeg. “Jersey Boys” handler om Frankie Valli’s liv og er fyldt med tresser musik. Det var et helt forrygende show og englænderne må være verdens bedste publikum… de hujede, klappede, sang, dansede så det var en fornøjelse bare at sidde og glo på dem…

Lørdag stod på shopping. Oxford Street, Carneby Street, Leister Square… You name it og vi var der. Med utallige indlagte kaffepauser.

Min ledsager måtte igen sluge et par kameler. Det tøj og de sko jeg kiggede på, var nok ikke liiiige noget han fandt come il faut… og slet ikke til en kvinde i min alder!!! Hvad han så mente med det???

Jeg kiggede bl.a. på Dr. martens støvler i højrødt lak og han var nærmest ved at besvime… jeg tænker, at han havde nægtet at følges med mig, hvis jeg havde haft sådan et par på.

Byen bar tydeligt præg af, at der var FA Cup i byen.. Chelsea og Liverpool fans i åbne busser med flag og hvad har vi…

Lørdag aften fyldte de byens pubber og det var ikke til at få et ben til jorden nogen steder. Vi valgte en pub lidt væk fra Soho (som ellers er det sted det sneer) og alligevel løb vi ind i mange rød/hvid klædte Liverpool fans, som trods nederlaget i FA Cuppen var i højt humør.

Søndag lagde vi vejen omkring Camden Market. Hvad jeg havde efterlyst af faverige mennesker i resten af London fik jeg i rigt mål her. Hold da op. Her var noget at se på og noget at købe. Alle nationaliteter i verden samlet på ét sted og lige så mange muligheder for mad… mexicansk, etiopisk, kinesisk… der var ikke noget man ikke kunne få her.

Allerede kl. 16 begyndte tilbagerejsen. Det tager længere tid at komme fra London centrum til lufthavnen end det tager at komme fra London til Aalborg… skal jeg afsted igen, tror jeg nok, det bliver en færdigpakket rejse med fly, bus og hotel includeret. Det her er dæleme for besværligt.

Og så bliver det i øvrigt sammen med Poden, som helt sikkert er mere shoppingvillig.

Jeg tilbragte adskillige timer alene i Gatwick – min London guide havde 3-4 timers kørsel forude, så han var nødt til at efterlade mig – og her var så rig lejlighed til at bruge de sidste pund… også det lykkedes…

8 pence er alt jeg har tilbage…

(flere billeder her)