Published by Mette on 05 feb 2012

Koldt både her og der…

Minus 8 stod der ved flyvestationen… chill faktoren må være temmelig høj for det føltes nærmere som minus 38.

Koen herunder, som ellers ser ud til at være klædt godt på, var trukket ind i læ sammen men resten af familien. Men den røde ninja var alligevel for spændende, så de unge køer skulle lige ud og ha’ tilfredsstillet deres nysgerrighed.

Når de kommer tæt på, vælger Arabella at lade fuldstændig som om de ikke eksisterer… kylling!!!

Søndagen har været en blandet fornøjelse.

Jeg tænker, at jeg har bedst af at være på job, hvor øverste etage er beskæftiget med noget konstruktivt. Det “andet” trækker for store veksler på humøret… særligt når man er blevet skide voksen og lidt bange for at blive skuffet i hjertet og især fordi det vi taler om her (…) ikke hænger sammen med det vi gør/vil/tør stå ved i virkeligheden.

Det må gerne blive mandag for min skyld..!

Published by Mette on 15 jan 2012

… skæve børn har det sjovere

En skøn lørdag i befriende “dårligt selskab” på toppen af Danmark er lagt bag mig… og så i øvrigt velkommen tilbage til virkeligheden Frøken Bech. Med ondt i hovedet, dårlig samvittighed og en mandag, der banker på alt for snart. Men hvad fa’en… vi har haft det sjovt, jeg skal ikke stå til ansvar overfor andre end mig selv, den rødhårede har nydt det og mine batterier er ladet op. Og så kan det vel ikke være helt tosset.

Der ligger en hektisk uge og en propfyldt kalender og venter… en uge som ender i et bryllup på lørdag.

Men den kan bare komme an… jeg er ladet op og klar.

 

 

Published by Mette on 04 dec 2011

Ved hawet, ved hawet, der er ‘et så skjønt

Det er mørkt, når jeg tager afsted om morgenen og mørkt når jeg kommer hjem om eftermiddag/aftenen… det er ikke mange af de lange den rødhårede får på hverdage, så der skal kompenseres i weekenden. Poloen blev pakket og vi tog turen til Vesterhavet. Her blæste en vældig vind fra sydvest – ikke så meget som sidste weekend men nok til at havet var i oprør. Det var så som så med det behagelige i gåturen, men vi fik dagens motion, vind i håret og saltsmag på læberne.

Og nu skal der bages flere pebernødder…

Published by Mette on 06 nov 2011

Novemberdage

Published by Mette on 06 nov 2011

Plads til forbedring

Poden ligger oppe under dynen med feber, ondt i halsen og muskelsmerter.

Mor’en har stort set ikke sovet i nat. Hovedet er fyldt med forstyrrende tanker, den indre termostat er i udu, jeg har myrer i mit venstre ben og den kombi er noget nær umulig at sove fra.

Jeg håber vejret i løbet af dagen bliver lidt bedre, for jeg trænger alvorligt til en tur derude, hvor jeg kan råbe røv.

Det kan kun gå fremad. På alle måder!

Published by Mette on 09 okt 2011

Kulørt søndag morgen

Når den tidlige søndagmorgen er smuk og der i løbet af natten er tikket en varm hilsen ind på mobilen… jamen, så bli’r jeg altså glad helt ned i maven.

Published by Mette on 02 okt 2011

En sommerdag i oktober

Man skal stå ualmindelig tidligt op, hvis man vil følges med den rødhårede og jeg på vores morgentur ved fjorden. Når det begynder at lysne er der ikke mange ved vandet… ja der er faktisk ikke nogen mennesker nogen steder. Heller ikke ved bageren er de begyndt at dukke op endnu. Engang gad jeg godt kunne sove længe. Bare lidt.

Vi brugte eftermiddagen i Frederikshavn. Min far havde det lidt bedre i dag og havde derfor mere lyst til at snakke og fortælle. Min mor er født og opvokset i Frederikshavn. Vi kørte forbi skolen hun havde gået på. Så kirken hvor hun er konfirmeret. Og passerede flådestationen lige syd for byen, hvor hun mødte min far. Han var som ung mand i marinen og det var netop her de to forelskede sig for snart en menneskealder siden. Der er meget at fortælle.

Den 3. november har de været gift i 60 år. Der er vist noget med, at man i dén anledning får en hilsen fra Dronningen… men sker det automatisk? Er der nogen der ved det?

Eller er det også sparet væk!

Published by Mette on 25 sep 2011

En nærmest almindelig søndag

Med en hund i den ene hånd, et kamera i den anden og en god portion vilje kan man sådan en skøn søndag morgen godt abstrahere fra, at verden ikke er helt som den plejer.

Der var skønt ved fjorden. Morgensolen kiggede gennem disen og der var både stille og lunt. Vi så et par rådyr og en stor flok fugle af en art, der så ud som om de var ved at samles for at rejse mod syd i fællesskab. Ellers var der kun os to.

Vi fik et par timer til at gå. Den rødhårede med dét hunde nu gør… snuse, tisse, rulle, bade. Og hendes matte med et øje på dyret og det andet klistret til 7D’erens okular.

Senere i dag skal jeg på Sygehus Nord. Jeg har min fars bærbare med og selvom han siger “han ikke gider” næsten uanset hvilken type adspredelse vi stiller op med, så tager jeg den med. Måske får han lige pludselig lyst.

Men først har jeg noget meget langt græs der skal slås. Jeg gider heller ikke, men jeg skal. Ha’ en dejlig søndag.

Published by Mette on 18 sep 2011

Gab

Det her søvnige søndagsvejr motiverer ikke til ret meget…

Alle de praktiske gøremål fik vi klaret i går, den rødhårede har fået en ordentlig tur på marken, så jeg forsømmer absolut intet ved at tage kaffen med i sofaen, finde et tæppe , tænde nogle stearinlys og sætte “Jane Eyre” på dvd’en.

God søndag til dig.!

 

 

Published by Mette on 11 sep 2011

Man har en plan indtil man laver en ny

Den sidste feriedag skulle have haft et helt helt andet indhold end den rent faktisk fik. Store motorer og udstødningsgasser blev skiftet ud med den friske luft ved stranden.

September viste sig fra sin lune og milde side, så vi startede Poloen og kørte mod vest. Vi havnede helt derude, hvor næste landfaste sted mod vest iflg. min geografiske viden er Aberdeen. Den rødhårede er ligeglad med skotter og geografi. Men vand og strand har hun en klar mening om. Det finder hun nemlig ret sjovt. Hun fik et havbad og det tog forhåbentlig den sidste dunst af død måge… et helt fantastisk fund hun gjorde i aftes. Synes hun selv.

Poden blev undervejs inviteret til middag hos sin far… så den mad jeg havde planlagt er blevet forberedt og kan sagtens gemmes til i morgen.

Man har en plan indtil man laver en ny.

Published by Mette on 04 sep 2011

Halvvejs i ferien

Jeg granskede længe min hukommelse for at finde et eller andet klogt varsel, der kunne sige noget smart, når en tudse okkuperer ens græsslåmaskine… gerne noget, der inkluderede en advarsel mod at slå græs. Jeg fandt ikke noget. Desværre.

Hr. Tudse – stor og væmmelig – måtte lempes et andet sted hen. Og græsset blev slået.

Poden er smertestillet, har fået “morgenmad” på sengen og ligger nu og venter på at førstnævnte virker. Hun bliver desværre temmelig sløv af de piller hun får. Tilgengæld er de effektive mod de smerter, der er uundgålige efter en operation og det må trods alt være det vigtigste.

Hun tager det nu i stiv arm. Det hele. Lige bortset fra når hun skal i bad, får bandagen af og kan se operationsstedet… det ser pænt ud, sårene er dækket af brun plaster men alligevel er synet nok til næsten at sende hende til tælling ;-)

Published by Mette on 07 aug 2011

Får eller ged..?

Det blev ikke akkurat den weekend jeg havde forestillet mig da sidste uge lakkede mod enden. Jeg har tilbragt en stor del af den under dynen, på sofaen og ikke været mange sure sild værd… spildt en ellers lovende weekend med at sove… i mange mange timer… og er gået glip af 8 års fødselsdag, lagkage med blåt flødeskum, familiehygge og besøg fra nord. Æv.

Til gengæld er jeg nu sluppet af med både feber og smerter, appetitten er så småt vendt tilbage og selvom jeg stadig er mat, er også energien for opadgående, så lidt gevinst er da der kommet ud af de to dage.

Jeg skal på job i morgen. Uanset. For at løfte energiniveauet op fra “mat” måtte der frisk luft til. Den rødhårede og jeg kørte til Store Økssø. Der går en sti hele vejen rundt om søen, men det var kræfterne dog ikke til og da det samtidig blæste en del og skyerne trak sammen og truede med regn, nøjedes vi med en mindre tur.

Vi mødte ikke forfærdelig mange mennesker, men tilgengæld den her fætter og hans familie. Alle med horn. Ligesom jeg ikke helt kender forskel på frøer og tudser, har jeg også lidt problemer med får og geder. Men den har krøller. Og den er blød. :-)

PS: Søndagsfilmen på TV2 som starter kl. 21, “A history of violence” med tæskelækre Viggo Mortensen i hovedrollen, er en fantastisk film uden afbrydelse. Bare så du ve’ det.!

Published by Mette on 17 jul 2011

Ku’ man endda bare det…

INSTALLERER SOMMER…..███████░░░░░░░░░░ 44% FÆRDIG.

Installation fejlet.
404 fejl: Årstiden er ikke fundet. Årstiden du søger kan være blevet fjernet, fået et andet navn, eller er midlertidig utilgængelig. Prøv venligst igen senere.
Indtil filen findes, benyt dig da af filen “tyk trøje version 1.01″ samt filen “regntøj og gummistøvler version 2.1″

De unge mennesker er draget til Grøn Koncert… og har installeret regntøj og gummistøvler version 2.1.

Ikke lige det fedeste vejr til udendørskoncert, men de er udstyret med et ukueligt højt humør, som end ikke den værste regn kan ødelægge.

Den rødhårede er vist stadig udmattet efter gårsdagens udflugt. Der var ikke ret meget fremdrift i vores morgentur og jeg måtte heppe på hende flere gange for at få hende bare lidt op i tempo. Først da vi vendte rundt og turen gik hjemad kom der lidt fut i hende.

Nu ligger hun ude i græsset og jeg tvivler på, at hun flytter sig… medmindre regnen begynder at sile ned… eller jeg kommer til at berøre foderspanden ;-)

Published by Mette on 19 jun 2011

Ustadig søndag

Ja, det tør siges… jeg tror, jeg har flyttet vasketøjet mellem have og bryggers 100 gange i dag. Mindst.

Jeg stod op til solskin fra en skyfri himmel og turde godt vaske sengetøj. Så snart det var klar til at hænge på snoren faldt de første regndråber og sådan har det svinget hele dagen.

Poden er isoleret på sit værelse… hun læser engelsk. Det sidste fag hun skal op i før folkeskolen endegyldigt er slut. Det er lidt underligt, ikke mindst for undertegnede, men hun er selv  klar til at kaste sig over sit nye liv på Agri College og jeg håber af hele mit hjerte, at det bliver muligt for hende at finde en praktikplads, så drømmen om at arbejde med dyr kan gå i opfyldelse. Der er ingen tvivl om, at det er hvad hun brænder for og de der har set hende omgås dyr – af enhver art – ved også, at hun har en særlig evne til at skabe kontakt og tillid.

Nu skal det så heller ikke være bøger det hele… jeg ved selv, hvor meget man kan trætte sig selv og intet som helst få ud af at læse… så jeg inviterede hende med på tur i Poloen inden vi skulle spise. Vi havnede ved stranden… eller fjorden ved Gandrup rettere. Her fik vi en lille times tid til at gå i det dejlige solskin, mens de sorte skyer igen trak sammen omkring os.

De sidste par weekends har været af den forlængede slags og derfor har denne her virket helt urimelig kort. Næste fridag ligger 3 uger frem i tiden, hvor jeg holder 2 ugers sommerferie så det er bare at stramme ballerne og komme i gang med hverdagen.

Published by Mette on 12 jun 2011

På en sommerdag…

Også søndagen blev tilbragt i godt selskab. Middagen blev tilberedt på grillen og der var dækket op på terrassen, men aldrig så snart var vi klar til at sætte os til bords, før regnen stod ned i lårfede stænger og vi måtte gribe hver vores og haste indendørs.

Det er ikke første gang… sidst vi havde planlagt udendørs spisning skete nøjagtig det samme og Poden mente, at det måske var sådan en slags forbandelse, der var kastet over os. Jeg er nu sikker på, at det nok skal lykkes os at nyde en aften i haven uden risiko for at blive våde. Inden sommeren er ovre.

Flash required

 

Next »