Årets sidste dag blev tilbragt ved Vesterhavet sammen med et par unge bulldogs, der i den grad nyder hinandens selskab.

De skulle krudtes af inden nytårsaften for alvor gik i gang. Og det skulle vise sig at være en god beslutning, for da folk omkring begyndte at fyre krudt af var der ingen af de to, der vovede sig ud i haven.

Jeg fandt en lille pause sidst på aftenen, hvor de lige fik lejlighed til at tisse af, men det var hurtigt ud og hjem igen.

Ikke at de på nogen måde virker bange, men Lillebros nonchalante holdning til fyrværkeri har de bestemt heller ikke.

Nytårs aften gik sporløst henover mit hus. Men det gjorde nattens storm til gengæld ikke. En del af hegnet ind til naboen er væltet – en del som allerede var rådden – og hundene synes selvfølgelig straks det var fedt at gå på opdagelse på forbudt grund, så til morgen, inden den første kop kaffe, har jeg været ude med trådhegn og hammer.

Hundene fortsætter festen. Jeg undskylder Bob med at han er så ung endnu, i hvert fald er han slet ikke i stand til at styre sin begejstring over at Jack er på besøg. Jack på sin side er med på legen, men ligner også en, der indimellem trænger til en time-out. Og det får han.

Bob, Jack og jeg ønsker godt nytår til jer alle derude.

(man kan klikke på billederne, hvis man vil se dem i en større version)

Det bliver en stille lørdag aften. Efter en travetur hele vejen rundt om mosen i selskab med Nanna og Jack, er der ikke mere batteri på Bob.

Han er fodret af og er nu sat til opladning ude i kurven.

Tvivler på, at der er meget bevægelse fra den kant før engang i morgen.

Jeg bliver fortsat forundret over hvor lille Bob er sammenlignet med Jack – det er ganske tydeligt på det sidste billlede, hvor de står ved siden af hinanden. Det er omkring 5 kg og adskillige centimeter, der skiller dem.

Bob lader sig nu ikke mærke med at han er mindre. Tværtimod. Han er fræk som en slagterhund.

Det er ikke kun lyset, der gør dagene mindre, det er også den travlhed og træthed, der melder sig på denne tid af året.

Vi har rygende travlt på jobbet. Mange og lange møder. Projekter, der kræver involvering og forberedelse. En voksende bunke af daglige opgaver.

Jeg forsøger at møde tidligt fordi jeg så også kan gå hjem i ordentlig tid. Det lykkedes sjældent i øjeblikket. Jeg sover tungt og har svært ved at komme ud af fjerene. Voksen Bob står ikke længere og tripper for at stå op… faktisk skal også han slæbes ud af sengen og det kræver mange stræk og buk før han er klar til morgenluftetur.

Det betyder også, at jeg kommer lidt senere hjem og eftermiddagene bliver lidt hektiske for at nå ud med Bob inden solen går ned.

Vi SKAL i skoven eller til stranden hver eftermiddag.

I dag nåede vi det. Lige til øllet.

Bob’s første fødselsdag venter lige om hjørnet. Det betyder også, at han går fra hvalpe-/juniorfoder til voksenfoder og at hans matte så skal beslutte hvad det skal være.

Jeg kunne sagtens fortsætte på det samme foder som han har fået hidtil – RC’s franske bulldog foder – bare i voksen udgaven. Desværre er hans ædelyst ikke så stor på dette foder og det virker da også en anelse kedeligt.

Dyrlægen anbefaler selvfølglig noget af det han har på hylden.

Selv ville jeg gerne over i noget kornfrit og med så få tilsætningsstoffer som muligt.

Valget er faldet på det canadiske foder fra Orijen. Det er bestemt ikke markedes billigste, men det synes jeg godt, at jeg kan forsvare idet Bob kun skal have 120 g foder om dagen. Det vil give mig en daglig foder pris på 6-7 kr. – det synes jeg er ok.

Vi fik en prøve hos dyrlægen med Hills laksefoder og det er en meget meget interessant smag, synes Bob og jeg har derfor bestilt den, der hedder ‘Six Fisk’.

Nu håber jeg dæleme han kan lide det… og at han kan trives på det. Anmeldelserne lover i hvert fald godt.

(jeg er ikke betalt eller sponsoret af nogen som helst)

Selv efter en laaang gå tur og masser af leg var det svært, at få de to vilddyr til at forholde sig roligt så længe som det varede at tage et pænt billede.

Militæret holdt øvelse så den nordlige del af stranden var spærret af.

Mod syd ligger et par af tyskernes efterladenskaber – to beton bunkere. De ligger flere steder ved den nordjyske vestkyst som et levn fra 2. verdenskrig.

Et par timer senere gik turen hjemad med trætte hunde i bagagerummet og det eneste der er tilbage af weekenden er at gøre klar til en ny arbejdsuge.

Der skal ikke så meget til for at holde en fest. Fundet af en plastik spand er alt der behøves.

Festen varede ikke længe. Solen er ikke på himlen længere end til klokken halv fem og det er faktisk svært at nå hjem fra job i så tilpas tid, at det også er muligt at komme en ordentlig tur ud med Bob i naturen.

Hvis vi nu skal afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid, kunne vi så ikke stoppe tiden på sommertid. Det ville give mere lys i slutningen af dagen uanset årstid.

Bob runder lige straks de 11 kg.

10,9 kg. vejede han helt præcist på Dr. Dyrs vægt i dag.

Vi var på endnu et besøg fordi hans mave ikke kan blive sådan helt rigtig i orden. Det meste af en måned har det svinget op og ned, med dage med meget tynd mave og manglende appetit og andre dage, hvor det har været helt normalt det hele.

Han har fået penicillin en gang og det hjalp. Nu prøver vi en anden slags kombineret med et helt nyt ‘gastrointestinal’ produkt – og så må han udelukkende få Hills skånekost og ikke en eneste godbid eller tyggeben de næste 5 dage.

Mange hunde tåler ikke den protein, der er i oksehud og griseører – jeg havde ikke tænkt så langt, at et tyggeben også ville kunne påvirke fordøjelsen.

Han er heldigvis fuldstændig upåvirket, glad og smart-i-en-fart præcis som han plejer – så jeg er ikke det mindste bekymret.

Jeg havde proklameret fra morgenstunden, at lørdag stod på morgenhår, pyjamas, Mofibo og kaffe, men jeg synes alligevel det var for slapt, at bruge en kort weekend på at lave ingenting.

I stedet pakkede jeg Bob i bilen og kørte mod Vesterhavet. Håret var ordnet og pyjamasen skiftet ud med ‘blødt tøj’ og gummistøvler. Kaffen lod jeg bliver hjemme, men jeg medbragte dog Mofibo til køreturen og kom rigtig godt i gang med “Et lille liv“.

Der var regn i luften og ingen udover os finder på at tage til stranden i sådan et vejr. Åbenbart. Det regnede først da vi kørte hjem. Vi gik et par timer, jeg fik rundet dagens 10 km og kunne køre hjem og med god samvittighed lægge mig på sofaen.

Det var min første 5-dages arbejdsuge siden foråret og den har været hektisk, så weekenden er tiltrængt.

Vi havde en meget pludselig flytning hængende over hovedet, som vi også skulle forholde os til, så ikke bare havde vi travlt med at planlægge og rydde op, vi skulle også lynhurtigt have ekspederet de opgaver, som skulle være klar til næste uge.

Som jeg nævnte i går blev flytningen for vores vedkommen aflyst/udsat, så jeg håber at den kommende uge alligevel bliver ‘normal’.

  • Bob ved godt, at vi sover ovenpå. Han kan ikke selv komme op ad trappen, men når vi nærmer os sengetid står han med forbenene oppe på første trin og kigger op… ligesom for at sige: nu vil jeg gerne i seng.
  • Han 9 måneder og 3 dage. På lufteturen onsdag morgen lettede han ben. Kun en gang, men højt og flot. Han har så ikke gjort det siden. Måske ville han blot demonstrere at han kan, men ikke gider.
  • En hel uge med tynd mave (ikke diarre – bare tykmælktynd afføring), som hverken skåne kost eller Zoolac kunne få has på bragte os omkring Mogens dyrlæge. Nu håber jeg så, at den behandling han er sat i, kan få bugt med det han nu engang har raget til sig. Det var 2. dyrlæge besøg i august. Lad det ikke bliver en vane.
  • Først skulle vi flytte kontor på jobbet. I næste uge. I dag fik vi besked om, at det skal vi så ikke alligevel. Til stor lettelse. Vi har et stort lager og en ‘pc fabrik’ som også skal flyttes, så det er ikke ‘bare lige’ at pakke en enkelt flyttekasse og så tage sin pc med hen på et andet kontor
  • Ugens bedste nyhed var at mine forældre har endelig fået tildelt en plejehjemsplads på Fjordparken i Hals. Det ser ud til at være et rigtig dejligt sted. Min mor er alvorligt dement og det bliver en lettelse for alle, at der er professionelle, der tager over.
  • Jeg blev færdig med at læse Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud og er gået i gang med Et lille liv af Hanya Yanagihara. Titlen er måske er ‘lille’, men det er bogen langt fra – mere end 33 timers oplæsning venter. Anmeldelserne er blandede, men dem skøjter jeg let henover – smagen er bekendt som bagen… delt på midten. Det, der en god bog, en fed film, lækker musik for den ene, er det ikke for den anden.

18.08.18 var åbenbart den helt store bryllupsdato – og også Nanna og Daniel var inviteret til bryllup.

Jeg skulle agere hundepasser imens. Jeg hentede Jack i går formiddag og siden har de to hunde så haft en fest.

Det er en fornøjelse at se de to tumle rundt.

Bob er ung endnu og har lidt svært ved at styre sig. Han synes helt klart at Jack er det sjoveste i verden og forstår ikke, at en pause indimellem er godt for dem begge to.

Jack er utrolig tålmodig, men når han søger op ved siden af mig i sofaen – hvor Bob ikke kan komme op – er det på tide, at den strenge dame (undertegnede) trækker timeout kortet og sætter dem på hver deres siden af børnegitret og giver Jack en tiltrængt pause fra sin påtrængende nevø.

I dag søndag tog vi en lang tur i hundeskoven fra morgenstunden og efterfølgende var de lidt mere afslappede. Havde de noget længere sammenhængende tid sammen tror jeg såmænd, at det kunne blive ganske fredeligt.