Bob runder lige straks de 11 kg.

10,9 kg. vejede han helt præcist på Dr. Dyrs vægt i dag.

Vi var på endnu et besøg fordi hans mave ikke kan blive sådan helt rigtig i orden. Det meste af en måned har det svinget op og ned, med dage med meget tynd mave og manglende appetit og andre dage, hvor det har været helt normalt det hele.

Han har fået penicillin en gang og det hjalp. Nu prøver vi en anden slags kombineret med et helt nyt ‘gastrointestinal’ produkt – og så må han udelukkende få Hills skånekost og ikke en eneste godbid eller tyggeben de næste 5 dage.

Mange hunde tåler ikke den protein, der er i oksehud og griseører – jeg havde ikke tænkt så langt, at et tyggeben også ville kunne påvirke fordøjelsen.

Han er heldigvis fuldstændig upåvirket, glad og smart-i-en-fart præcis som han plejer – så jeg er ikke det mindste bekymret.

Jeg havde proklameret fra morgenstunden, at lørdag stod på morgenhår, pyjamas, Mofibo og kaffe, men jeg synes alligevel det var for slapt, at bruge en kort weekend på at lave ingenting.

I stedet pakkede jeg Bob i bilen og kørte mod Vesterhavet. Håret var ordnet og pyjamasen skiftet ud med ‘blødt tøj’ og gummistøvler. Kaffen lod jeg bliver hjemme, men jeg medbragte dog Mofibo til køreturen og kom rigtig godt i gang med “Et lille liv“.

Der var regn i luften og ingen udover os finder på at tage til stranden i sådan et vejr. Åbenbart. Det regnede først da vi kørte hjem. Vi gik et par timer, jeg fik rundet dagens 10 km og kunne køre hjem og med god samvittighed lægge mig på sofaen.

Det var min første 5-dages arbejdsuge siden foråret og den har været hektisk, så weekenden er tiltrængt.

Vi havde en meget pludselig flytning hængende over hovedet, som vi også skulle forholde os til, så ikke bare havde vi travlt med at planlægge og rydde op, vi skulle også lynhurtigt have ekspederet de opgaver, som skulle være klar til næste uge.

Som jeg nævnte i går blev flytningen for vores vedkommen aflyst/udsat, så jeg håber at den kommende uge alligevel bliver ‘normal’.

  • Bob ved godt, at vi sover ovenpå. Han kan ikke selv komme op ad trappen, men når vi nærmer os sengetid står han med forbenene oppe på første trin og kigger op… ligesom for at sige: nu vil jeg gerne i seng.
  • Han 9 måneder og 3 dage. På lufteturen onsdag morgen lettede han ben. Kun en gang, men højt og flot. Han har så ikke gjort det siden. Måske ville han blot demonstrere at han kan, men ikke gider.
  • En hel uge med tynd mave (ikke diarre – bare tykmælktynd afføring), som hverken skåne kost eller Zoolac kunne få has på bragte os omkring Mogens dyrlæge. Nu håber jeg så, at den behandling han er sat i, kan få bugt med det han nu engang har raget til sig. Det var 2. dyrlæge besøg i august. Lad det ikke bliver en vane.
  • Først skulle vi flytte kontor på jobbet. I næste uge. I dag fik vi besked om, at det skal vi så ikke alligevel. Til stor lettelse. Vi har et stort lager og en ‘pc fabrik’ som også skal flyttes, så det er ikke ‘bare lige’ at pakke en enkelt flyttekasse og så tage sin pc med hen på et andet kontor
  • Ugens bedste nyhed var at mine forældre har endelig fået tildelt en plejehjemsplads på Fjordparken i Hals. Det ser ud til at være et rigtig dejligt sted. Min mor er alvorligt dement og det bliver en lettelse for alle, at der er professionelle, der tager over.
  • Jeg blev færdig med at læse Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud og er gået i gang med Et lille liv af Hanya Yanagihara. Titlen er måske er ‘lille’, men det er bogen langt fra – mere end 33 timers oplæsning venter. Anmeldelserne er blandede, men dem skøjter jeg let henover – smagen er bekendt som bagen… delt på midten. Det, der en god bog, en fed film, lækker musik for den ene, er det ikke for den anden.

18.08.18 var åbenbart den helt store bryllupsdato – og også Nanna og Daniel var inviteret til bryllup.

Jeg skulle agere hundepasser imens. Jeg hentede Jack i går formiddag og siden har de to hunde så haft en fest.

Det er en fornøjelse at se de to tumle rundt.

Bob er ung endnu og har lidt svært ved at styre sig. Han synes helt klart at Jack er det sjoveste i verden og forstår ikke, at en pause indimellem er godt for dem begge to.

Jack er utrolig tålmodig, men når han søger op ved siden af mig i sofaen – hvor Bob ikke kan komme op – er det på tide, at den strenge dame (undertegnede) trækker timeout kortet og sætter dem på hver deres siden af børnegitret og giver Jack en tiltrængt pause fra sin påtrængende nevø.

I dag søndag tog vi en lang tur i hundeskoven fra morgenstunden og efterfølgende var de lidt mere afslappede. Havde de noget længere sammenhængende tid sammen tror jeg såmænd, at det kunne blive ganske fredeligt.

At starte efter ferien på en torsdag er absolut ikke det værste, der kan ske. To arbejdsdage er overskueligt. Jeg har fået ryddet op i mail bunken (har haft autosvar på disse to dage også) og på mandag kan jeg starte op uden stress over, at der ligger i 100vis af ubesvarede mails.

For ikke så længe siden var det Bob, der vækkede mig om morgenen – nu er det mig der hiver ham ud af kurven og bærer ham nedenunder.

Han synes absolut ikke, at det har været fedt at blive slæbt ud at gå tur før kl. 6 de to sidste dage. Han sniger sig til at bakke retur i kurven iført sele og snor, mens jeg gør mig klar til at gå og så ligger han der og prøver at ignorere mig… kropsproget siger klart: glem det! Jeg gider ikke!

Vi får besøg i weekenden, så der bliver heller ikke noget med at drysse rundt om morgenen lørdag og søndag. Det er hårdt at være hund.

Det store spejl var fremme og jeg tænker, at det er første gang Bob har set sig selv bortset fra utydelige glimt i en butiksrude.

Reaktionen udeblev ikke… han gødede, knurrede, løb til og fra og lignede en, der intet fattede. Det var helt synd, at der ikke var en at lege med sådan rigtigt, så jeg satte spejlet tilbage hvor det kom fra.

Jeg tog en lille video med mobilen – hvis ikke allerede du har set den kan du finde den på min Instagram profil. Mobilen forvrænger hans stemme en del – der er altså mere hanhund over ham end den hysteriske lyd, der er på videoen. Lidt i hvert fald.

Mikael Persbrandt stod præcis overfor sin debut på Dramaten og der er det med lydbøger, at de høres bedst i bilen, så i stedet for bare at køre hjem fra genbrugspladsen i Gandrup tog vi en spontan tur til Vesterhavet.

Jeg har gummistøvler og regnjakke i bilen, på forsædet lå kameraet og i buret bagi sad Bob.

Intet at betænke sig på.

Det er mandag og første skoledag… der var ikke et øje ved stranden og vi nød et par timers travetur.

Vi kører altid til det militære område ved Ejstrup – her er det min erfaring, at der er færrest mennesker, men risikoen er også at komme til en strand, som er lukket pga. militær øvelse.

Det var den ikke i dag – men enten bliver den det snart eller også har den lige været. Vi gik 3-4 kilometer mod nord og her var stranden fuldstændig renset for sten og en meget bred bane var tromlet så hårdt at en bil, der kom kørende ikke lavede spor. Jeg er næsten sikker på, at jeg gik på en landingsbane.

Behøver jeg at sige, at Bob nød turen?

Vandet ved Vesterhavet er for dybt og for vildt… men klitterne… han synes det er det fedeste.


Hjemme igen har jeg læst totredjedele af Som jeg husker det – det er fascinerende læsning. Jeg kunne ønske mig, at jeg var stærkere til svensk – han læser selv bogen op på sit modersmål og den stemme have jeg gerne lagt øre til en 10-11 timer.

Bob og Jack er et par vilde bulldogknægte og efter nogle dages pasning, mens Poden og jeg ferierede i det svenske, kom Bob hjem med et ‘sæbeøje’. Om det er sket i leg, om han er kommet for tæt på en gren eller hvad pokker der er sket vides ikke.

Uanset synes jeg, at han virkede så generet, at der ingen vej var uden om dyrlægen. Der var ingen skade på selve øjenæblet heldigvis, men øjet var alligevel så hævet og påvirket at han nu er på øjendråber og antibiotika.

10,4 kg vejer han. Jeg synes, at han er meget kompakt og har været bange for, at han er for tyk. Men Mogens Dyrlæge synes han er i rigtig fin foderstand – en bulldog er jo en lille kompakt og muskuløs fætter. Han vurderer en voksen vægt på omkring 12 kg.

Han synes i det hele taget, at Bob er en meget fin bulldog og bemærker også, at der overhovedet ingen lyd er på hans vejrtrækning… en skavank rigtig mange bulldogs har.

En anden typisk skavank er en dårlig fordøjelse, som betyder at afføringen er lind og at de prutter meget. Heller ikke den har Bob fået med sig – eller også holder Royal Canins racespecifikke foder faktisk hvad de lover. Eller en kombination.

Jeg er enig med Dr. Dyr – han er en fin lille fyr. Og sjov. Og irriterende. Men mest fin og sød.

Vi stod ved isbjørne grotten sammen med en lille gruppe mennesker. Det var den del, hvor der ingen vand er. Pludselig får en af isbjørnene øje på Bob og stormer frem mod glasset. For pokker vi blev forskrækkede og folk fløj instinktivt tilbage. Den blev ved med at stirre på Bob, som var ganske uanfægtet af det store dyr, der stod lige foran ham.

Vi gik omkring grotten og det samme skete da vi passerede vinduet ved vandet.

Den havde nok lige set Bob som en lille lækkerbidsken til at tage den grimme smag af fisk.

ZOO er fyldt med oplevelser for en hundenæse og der var en helt klar reaktion at mærke da vi nærmede os rovdyrene. Bob blev noget skeptisk da vi kom tættere på. De lå i øvrigt blot og dovnede den i solen og de små løveunger var ingen sted at se.

Vi var der først ved 17:30 tiden – på det tidspunkt er billetkontoret lukket og man kan nyde haven som gratist de sidste halvanden time de har åbent.

Der er ikke så meget at komme efter længere eller også er det blot varmen, der gør at dyrene gemmer sig inde eller i skyggen, hvor man ikke kan se dem.

Hos surikaterne (herover) er der dog altid mindst et dyr at se – nemlig den der har vagten.

Bob har overtaget Lillebrors yndlingsbamse og den kæmper han lidt med… den er ikke så medgørlig som IKEA rotterne, men med i seng kom den alligevel.