• Ventetiden er begyndt

    Vi fik plads på ventelisten og der er betalt depositum. Herefter er det så blot at krydse fingre for at ovenstående parring har båret frugt.

    Det bliver igen sådan en langvarig ventetid, hvor første etape handler om at vente på en 4 ugers scanning for at se om tæven overhovedet er drægtig…

    Er hun det, forventes der fødsel sådan henne omkring 17.-18.-19. november.

    Bob bliver 2 år den 21. november, så det bliver sådan cirka samme ankomst i Hals også – midt i januars kulde.

  • Fredag den 13.

    Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.

    Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.

    Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og  fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.

    Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.

    Kort både her og der.

    I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.

    Weekenden bliver af den stille slags.

    Måske.

  • Sagde du noget?

    I nat drømte jeg at Bob havde gravet et hul så dybt, at fliserne på terrassen skred. Dybt nede i hullet kunne jeg se Bob – han var lige så lille som en mus. Det er alligevel noget af en præstation af så lille en hund.

    Til morgen var terrassen intakt og Bob sov sødt i sin kurv ved siden af min seng.

    Han har taget livet af et par hundesenge, men ellers er han ikke destruktiv. Men han finder på en masse narrestreger.

    Sætter Poden en Ikeapose med vasketøj i bryggerset og jeg ikke får det sat udenfor rækkevidde kan jeg være helt sikker på at han har spredt posens indhold rundt i huset og i haven. Han stikker af med sko, haveredskaber, garnnøgler osv., og har en fest når han skal indfanges og aflevere.

    Hannen blev pillet ud af hunden med et lille implantat skudt ind under huden, men humøret, energiniveauet og drengestregerne er helt intakte.

    Det var ikke fordi hanhunden i ham voldte problemer, men ‘kastreringen’ har alligevel dæmpet ham og gjort ham en langt mere behagelig husfælle.

    Implantatet holder ca. 6 måneder og jeg tror, at det bliver til et permanent indgreb når effekten aftager.

    Sig det endelig ikke til ham.

  • En varm tirsdag

    Temperaturen på kontoret lød på 24,5 grader over middag. Jeg sad lige så stille og svedte.

    En af mine kolleger er temmelig hysterisk, når det kommer til åbne vinduer: “hvis I vil have frisk luft kan I gå udenfor!”

    I dag fandt jeg en blæser i et skab som vi satte mellem vores reoler, så vi lige præcis kunne skiftes til at få et pust frisk luft: “hvis det der luft rammer mig så sparker jeg den ned!”… lød det samme sted fra.

    Det gjorde det så heldigvis ikke og blæseren fik lov at stå.

    Da jeg kom hjem skyndte jeg mig at pakke Bob og håndklæder i bilen, i føre mig en sommerkjole og så tog vi på stranden for at bade.

    Herligt synes Bob, indtil han igen måtte indse, at man ikke hjembringer så meget sand i pelsen uden det koster en skyller under bruseren.

  • Bob fuglekigger

    Fuglene i min have mener åbenbart at deres afkom er flyvefærdige længe før de faktisk er det.

    I sidste uge sad der en lille hjælpeløs skadeunge i græsset og i dag var det en knap så hjælpeløs solsorteunge.

    Skadeungen overlevede ikke at flytte hjemmefra for tidligt. Den lå død da jeg kom hjem fra job.

    Solsorteungen kan derimod næsten flyve og ser ud som om forældrene fortsat leverer mad, så den skal nok klare sig.

    Bob fandt den selvfølgelig særdelses interessant, men var meget forsigtig og lå bare og kiggede på den.

    Så længe at det endte med at de begge sov.

  • Der er kun en ‘model’

    Vi mødte to unge mennesker med hver deres hund i hundeskoven i går. Den ene var en Fransk Bulldog, men med en kropsbygning og størrelse som var meget forskellig fra Bobs.

    Den ene siger og peger på Bob, “hvis jeg skal have en Fransk Bulldog skal den se sådan ud“. Bulldoggens ejer svarer “ja ja, men der er ligesom to modeller af den Franske Bulldog og min er den sporty type“.

    Øh nå… det er helt nyt for mig at der er forskellige typer – og jeg er ret sikker på, at det samme vil det være for FCI. Nogen må have bildt hende en historie på ærmet.

    Var det tilfældet ville Bob kunne vel sagtens beskrives som en miniatureudgave. I hvert fald forveksles han ofte med en hvalp… hvilket måske er meget godt, da jeg kan bruge det som en undskyldning for hans pjattede opførsel.

    Han er 31 cm i skulderhøjde og vejer kun 10,5 kg, men selvom han hører til i den mindste ende holder han sig fint indenfor hvad racestandarden foreskriver:

    Jeg er i øvrigt begyndt at overveje om Bob skal være storebror… der er jo en del ventetid på det skidt, så jeg bør vel begynde at kigge mig omkring 🙂

  • En handlingens hund

    Sofaen er forbudt område for Bob MEDMINDRE hans dynetæppe er fundet frem (han skal så også helst ligge PÅ det).

    Forleden aften stod han og trykkede for at komme op, men de to kedelige madammer, der sad i sofaen, modstod de bedende øjne og sagde nej.

    Han forsvandt ud i entreen, hvor hans kurv står og så kom han ellers moslende med det store dynetæppet og var så vældigt tilfreds med sig selv da han fik et lift op i sofaen, på tæppet mellem madammerne.

    Helt dum er han vist alligevel ikke.

  • Ikke meget vagthund

    I aftes var Poden, som pt. bebor gæsteværelset, til L.O.C. releaseparty på Aalborg teater. Hun kom hjem efter Bob og jeg forlængst var gået i seng. Det er så ikke nødvendigvis sent, for jeg er hende, der tørner ind ved 22 tiden, når jeg skal op på job.

    Nå men, jeg havde helt sikkert forventet en reaktion fra Bob på, at hun kørte sin bil ind i carporten, låste sig ind og gik i bad, men har det været en, har den ikke vækket mig.

    Så meget for at have en ‘vagthund’.

    Måske er han lidt sløvet af det smertestillende han får i øjeblikket eller også sover han bare tungt i sikker forvisning om, at jeg passer på ham… og ikke omvendt!

    Han responderer rigtig godt på det smertestillende – som også er antiinflammatorisk – så jeg satser stærkt på at han efter weekenden er tilbage i top form.

    Status på vægten: 10,5 kg. med halsbånd.

    Lille og ret nuttet… måske kan man så ikke også være vagthund.

  • På skadeslisten

    I weekenden legede han med Carlo. Og selvom det gik fredeligt for sig, er der måske er der alligevel sket noget, som vi ikke så.

    Mandag havde han pludselig behov for at lægge sig ned adskillige gange under vores strandtur. Han løb i forvejen, lagde sig ned og ventede på mig. Uvant for ham og noget jeg undrede mig over.

    Til morgen ville han ikke med ud at gå og kunne dårligt støtte på sit højre forben.

    Der var kun en vej og det var omkring Dr. Dyr.

    Stakkels lille Bob har ‘forstuvet’ fodroden på sin højre forpote og er nu på smertestillende og korte lufteture – fortrinsvis i haven – resten af ugen.

  • Frost

    ENDELIG er temperaturen stabil under 0 – jeg elsker frost og den klare luft, der følger med.

    Min husfælle deler ikke min lidenskab for kulde.

    Morgenlufteturene foregår i så opskruet et tempo, at jeg tvivler på, at hans lille krop når at falde mange grader – og så snart vi kommer hjem kaster han sig igen hen i sengevarmen.

    Til morgen lå han langt inde under dynen (sin egen) og selv efter vækkeuret havde ringet to gange havde der ingen bevægelse været.

    Det er også skide koldt, men så længe det er tørt synes jeg, at det er rigtig dejligt at komme ud.

    Bob D? Not so much!

    Meget tidligt til morgen tikkede en SMS ind fra firmaet til alle ansatte. Ballerup afdelingen var ramt af en overgravet varmeforsyning og alle medarbejdere blev bedt om at blive hjemme. Så vidt det var muligt. En af mine kolleger havde ikke set det og kunne melde om 15 grader på kontoret.

    Vi andre overvejede om vi ikke burde gå hjem i solidaritet, men det blev desværre ved snakken.

    I morgen bliver jeg til gengæld hjemme. I solidaritet. Eller bare fordi morgenritualerne er så besværlige med kun en arm, at jeg bare én morgen om ugen trænger til en pause fra dem og tager den på hjemmekontoret i nattøj.