• Særdeles effektiv

    Da jeg var højgravid fik jeg noget halsbrand. Jeg havde ladet mig fortælle, at det var ganske almindeligt og at Balancid kunne hjælpe. Jeg købte en æske som jeg lagde i køkkenskabet og havde aldrig igen halsbrand.

    I aftes var min entre pludselig invaderet af myrer. Mit eneste våben var støvsugeren. I dag købte jeg myrelokkedåser (stavekontrollen foreslår ‘lyremokkedåser’) og satte op… og har ikke set skyggen af myrer siden.

    Begge produkter får min varmeste anbefaling 🙂

    0
  • Kamikaze i min have

    Gåsebillerne svæver i hundredevis ude over min græsplæne. Heldigvis dovnede jeg den i går, så græsset er langt og det er vist ikke befordrende for deres lyst til at lægge æg i min plæne.

    For fuglene er det et stort ta’ selv bord. Både skovspurve, musvitter og solsorte mæsker sig i de brune biller. For min skyld må de gerne invitere både familie og venner til festen.

    Alle skabets dybe tallerkener står i haven fyldt med vand – det skulle tiltrække billerne, som så lider druknedøden… har jeg læst.

    Og den er god nok… jeg sidder i skyggen på terrassen med kaffe i kruset, lyden af Mads og Monopolet i baggrunden og ser hvordan de lander i vandet i stort antal og ikke formår at komme op igen…

    • • •

    Nogen havde den frækhed at bimle i min mobil tidligt til morgen, men det betød også, at jeg allerede inden Mads og Monopolet var i studiet havde støvsuget og vasket gulv og gjort badeværelset rent og vasket sengetøj og og og

    Resten af lørdagen er ren fornøjelse… det gider jeg godt.

    0