-
Succeskriteriet er, at flygtningene bliver i Hals
I et tid hvor det ofte kun er de negative historier vi hører, tænker jeg, at det er vigtigt også at udbrede den gode integrations historie.
• • •
Nedenstående artikel og foto er tyvstjålet fra dagens ‘Nordjyske‘
INTEGRATION: Betty Pedersen fra Hals er tovholder for den gruppe frivillige, som hjælper de flygtninge, der kommer til byen – hun ser tilflytterne som en ressource for området.
Vellykket integration af flygtninge kræver både, at man er imødekommende – og at man stiller krav. Det er udgangspunktet for Betty Pedersen, der er tovholder for den gruppe frivillige, der det seneste år har hjulpet og støttet de omkring 20 mandlige flygtninge fra mellemøsten og Afrika, der har midlertidig bolig i en værelsesfløj på Hals Hotel.
Omsorg og opmærksomhed
Timerne, hun lægger der, er flere end mange, for frivilligt arbejde har altid stået Betty Pedersens hjerte nær, og hun har tidligere lagt sin energi hos blandt andre Kræftens Bekæmpelse. At hun det seneste år har flyttet sit fokus til integration af flygtninge, har en helt særlig årsag. – I 2011 arbejdede min datter som volontør i Zambia, og da min søn og jeg hentede hende, mødte vi den familie, hun boede hos, og vi har stadig kontakt, siger Betty Pedersen. – De gjorde en indsats for at integrere hende i deres hverdag og samfund. Det gjorde, at jeg var helt tryg, fordi jeg vidste, at gode folk tog hånd om hende. De gav hende omsorg og opmærksomhed, og uanset hvor i verden, man er, er det helt centralt.At betale tilbage
Endnu et møde med udlandet blev afgørende, da Betty Pedersen var en måned i Nepal forrige år. – Der var folk utrolig imødekommende og gæstfri, det var vigtigt for, at jeg havde en god tur. Fundamentet var lagt. – Man kan sige, det her er min måde at betale tilbage. Da det lå fast, at Aalborg Kommune skulle modtage mange flygtninge, appellerede man frivillige om at træde til. Og jeg var ikke i tvivl; Det er da det, jeg skal, siger Betty Pedersen. – Det er spændende for mig og meningsfyldt for dem, der er flygtet hertil.Et godt samarbejde
Betty Pedersen understreger, at hun ikke er alene om den frivillige indsats. – Vi er en gruppe her i Hals, der arbejder rigtig godt sammen. Kernen er stabil, og samtidig byder andre ind, når de har tid. Det vigtigste er, at man bakker op, alle behøver jo ikke være involveret hver gang, vi arrangerer en udflugt eller spiser sammen. Man kan ikke gøre det her alene, men gruppen gør det muligt. Og hun har ikke fortrudt. – Jeg har fået så mange venskaber. Og tidligere har jeg mødt fremmede kulturer ude i verden, nu møder jeg dem i min egen stue. Med egne ord bliver Betty Pedersen ikke træt af at hjælpe. Det, der gør hende træt af og til, er bureaukrati, blanketter og bøvl. – Vi hjælper jo mange af mændene, når de søger om familiesammenføring, og det er et krævende arbejde, hvor man ikke må sætte så meget som et enkelt kryds forkert, før man kan begynde forfra igen.Den gode historie
I følge Betty Pedersen var der på forhånd skepsis hos nogen i Hals ved udsigten til at modtage flygtninge. – Det blev en drivkraft for mig; må kunne lave en god historie ud af det her, siger hun, der har taget initiativ til facebook-siden Velkommen til Hals der har mere end 200 medlemmer. Udgangspunktet er, at man skal være konstruktiv og positiv. – Om de kritiske røster stadig er der, ved jeg ikke. Ingen siger noget negativt til mig.Fremhæver socialt samvær
Betty Pedersen mener, at tilgangen af nye borgere er afgørende for, at Hals udvikler sig. – Jeg ser flygtninge som en ressource, hvis de kommer med et åbent sind og vilje til at lade sig integrere. Udgangspunktet i Hals er, at vi har en tosset demografi. Her bor mange ældre, og der bliver ikke født så mange børn, blot 10 sidste år, siger hun. – Og vi har ingen fremtid, hvis ikke vi får flere børn og yngre indbyggere. Der er først for nylig taget første spadestik til nye boliger til flygtningefamilier, derfor er sammenførte familier allerede flyttet herfra, blandt dem 11 børn. Jeg synes, det er en katastrofe. Betty Pedersen: – For mig er succeskriteriet, at vi kan beholde flygtningene i Hals. Det er grotesk at sende dem væk fra et område, de er integreret i, så de i stedet kan sidde alene et nyt sted. De har behov for fortsat støtte og inviterer ofte til socialt samvær, idet de hurtigt kommer til at savne netop det. Socialt samvær er det centrale i indsatsen for at skabe tilknytning til Hals.Svært at give slip
Hun er ikke i tvivl om den største udfordring: – Det er, når de flytter, det er svært at give slip på dem. De har stadig behov, men vores fokus er på de flygtninge, der kommer til Hals. Og da de har midlertidig bopæl på hotellet, er der hele tiden løbende udskiftning, siger Betty Pedersen. – Og så kan det være svært at rumme deres fortællinger. De er jo ikke bare en gruppe af flygtninge men skæbner, mennesker med savn og grumme historier i bagagen.De nødvendige rammer
Netop på grund af de forskellige kulturer og livserfaringer, lægger Betty Pedersen vægt på rammer.- Det er vigtigt både at være imødekommende og at være tydelig i at stille krav. Det her er ikke bare et tag-selv-bord. Vi kan ikke skabe integration, hvis flygtningene ikke vil være med, siger hun. – De skal lære at være tolerante og rummelige. Og eksempelvis forstå, at man giver besked, hvis man er forsinket eller forhindret i at møde op til en aftale. Og hvis der er konflikter i luften, er kravet her, at man løser det ved at tale sammen. Konflikthåndtering er også kulturbestemt.Glæde og taknemmelighed
Heldigvis er der også mange lyse øjeblikke. – Den største glæde er deres åbenlyse taknemmelighed og store tillid, det er der hele tiden, siger Betty Pedersen, der lægger vægt på, at flygtningene skal ud i lokalsamfundet. – Der er lejrskolestemning over det her. Vi tager på skovtur, fisker, cykler eller spiser sammen. Meget kan lade sig gøre, når man vil. Aalborg Kommune har lejet fløjen på Hals Hotel til udgangen af 2018. – Jeg bliver ved, så længe der er opbakning, siger Betty Pedersen -
Budolfi Plads
Budolfi Plads ligger lige midt i Aalborg. Med Budolfi Kirke, Aalborgs karakteristiske hvide domkirke, for enden af gaden.
Jeg har boet i den gade i mange år. Af to omgange.
Min allerførste
storelille bitte kvist lejlighed i nr. 7. Et halvthundrede kvm bare, men for pokker den var hyggelig.Vi blev med tiden to derinde og lejligheden var ikke stor, så vi tog nogle års afbræk i universititsområdet hvor ‘E’ læste, inden jeg (igen alene) vendte jeg tilbage til gaden. Også denne gang i en kvist lejlighed et par opgange nærmere kirken.
Sidstnævnte lejlighed har for nylig været til salg igen og fremstår virkelig smuk med stor tagterrasse til gårdsiden, som ikke eksisterede da jeg boede der. Vi talte lidt om, at lege købere… blot for at se den… men som så meget andet, blev det ikke til noget.
Nanna er født i den gade. Hun er døbt i Budolfi Kirke. Det er MIN gade, synes jeg – og jeg følger derfor fortsat med i, hvad der sker derinde.
…
Engang levede området op til navnet og var netop en Plads. Et stort åbent torv midt i byen.
- jeg boede i ejendommen til venstre i billedet
I tresserne byggede man denne øjenbæ… parkeringsplads, supermarked, bank, p-kælder osv. som så har ‘forskønnet‘ pladsen siden.
Lejekontrakten udløb med udgangen af 2012. Supermarkedet lukkede og gisningerne om pladsens fremtid tog fart. Jeg tror, vi var mange i Aalborg, der blev glade da man i byrådet talte om at rive lortet ned. Jeg tror vi var mange i Aalborg, der blev glade da vi læste om de første planer om at åbne området og håbede vel, at det kunne blive den store åbne plads, som det var engang.
Men alt er til salg for penge i vores kommune.
Også Budolfi Plads.
Nu viser planerne nemlig, at kommunen agter at bebygge hele pladsen… sikkert lige så grimt som den er nu. Blandt andet ligger der planer om et Magasin i så mange etager, at den smukke Domkirke bliver lukket endnu mere inde end den er i dag.
Ikke at det overrasker mig. Havnefronten er en stor øjenbæ. Musikhuset er en øjenbæ. Hvorfor skulle Budolfi Plads ikke også ende som endnu en øjenbæ.
Hvor er det typisk Aalborg Kommune.
Og hvor er det synd.
-
Limfjordsavisen side 10
Det lyder måske lidt underligt, men jeg synes altså det er noget særligt, at få den lokale sprøjte og så se en annonce, som jeg har selv bikset sammen.
Også selvom det bare er i Limfjordsavisen.
PS: Det er IKKE mig, der har fotograferet (;
-
Spottet i avisen
Jow… det er Poden og jeg der står på skibet og studerer folkemængden…
-
Det nytter…
Der gik omtrent 5 timer før sagen om de klemte hundehvalpe nåede folketingspolitikerne… det er da meget godt brølet en af hobbyopdrætter fra Langholt 🙂
Kl. 7:30 rullede DR ind i Langholt med sendevogn og hele svineriet. Indslaget der blev optaget, er blevet vist i korte klip på DR Update, men skulle efter planen blive vist i sin helhed i tv-avisen på DR1 kl. 18.30.
Radioavisen og TV2 NEWS henviste fra morgenstunden til artiklen i metroExpress og i løbet af dagen kom de fleste af de store onlinemedier med.
Ekstrabladet brillerer med overskriften: “14 dage til det store hundemyrderi“… undskyld mig… men rend mig EB med jeres dobbeltmoral! Hvis nogen har være med til at skabe dette dræberhundehysteri i befolkningen er det EB. Og som én skriver som kommentar til artiklen i EB:
En ren win-win for EB!
Først mæsker man sig overskrifterne om folk der bliver skambidt af “morderhundene” – dernæst vælter man sig i overskrifterne om at de “stakkels” hunde nu må lade livet i “hundemyrderier”… Det er ren win-win det her, for som (lejlighedsvis) læser får man sig et godt grin også – ikke af hundene, men af den stakkel der ikke har andet indhold i livet end at digte overskrifter.Det kunne ikke være sagt mere præcist!
Jeg håber, at larmen bliver redningen, ikke bare for Jimmys hvalpe men også for de andre, der er kommet i klemme i systemet. Lovændringen og forbudet kan man så mene om hvad man vil – det står nok ikke til at ændre før politikkerne indser at den ingen effekt har – men at lave en lovændring med tilbagevirkende kraft… det er squ ikke rimeligt!
-
En lille smule speciel…
Lige et lille klip fra dagens Vodskov avis…
– det er min pode, der er ophavsmand til overskrift og første afsnit! Og sammenholdt med gårsdagens spørgsmål: er det hashplanter? – da vi passerede en skov af bjørneklo… ja, så er jeg altså blevet en anelse bekymret.
Hvad skal der dog blive af det barn? 😉