• Et øjeblik...

    Dømt for lille…

    Hmmm… Poloen er ikke stor – det vidste jeg godt – men at den er for lille til at aktivere porten hos Shells vaskehal var alligevel en tand for komisk.

    Jeg måtte ud af bilen og ind i forretningen og have dem til at lukke op manuelt 😕

    Udover problemet med ikke at kunne komme ud af vaskehallen, synes jeg faktisk også det er en anelse dyrt, men efter vinterens saltning trængte den til at blive spulet godt nedenunder og det er svært med en vandslange, som kun kan yde et forkølet vandtryk. Ellers vasker jeg hellere i hånden og sparer de 99 kroner.

    Men pyt… nu holder den der fin, nyvasket, vokset og hvad har vi..!

  • Et øjeblik...

    Der var gevinst…

    I oktober blev Poloen udstyret med “Vild med dyr” streamer…

    – et gavekort på 500 kr. til Solsidens Dyrehandel var på højkant og guess what… jeg var blandt de tre udtrukne 🙂

    Da jeg stak næsen forbi butikken i dag, kunne jeg handle til hund, fisk og vilde fugle uden at tage dankortet ud af pungen.

    Hvor heldig har man lige lov at være 🙂

  • Et øjeblik...

    Flade batterier

    – ikke mine, men Poloens!

    ØV ØV ØV, jeg havde ikke lige kalkuleret med at skulle ofre et nyt batteri på Poloen her to dage før jul, hvor pengekassen i forvejen er tom – men den har hostet en del på det sidste og i går ville den så slet ikke starte.

    Jeg ER ikke vild med at køre i det her vejr, slet ikke og jeg har heldigvis en kollega, som gider lægge vejen forbi Vodskov og tage mig med om morgenen. Af samme grund har Poloen ikke været ude og køre siden fredag og det kostede åbenbart batteriets allersidste kræfter.

    Med hjælp fra søde naboer, som havde både startkabler og opladte batterier lykkedes det at starte den og jeg brugte tirsdag aften på at køre i sløjfe på motorvejen mellem Nørresundby og Hjallerup. Men den hoster stadig.

    Da jeg kom hjem i dag stod min mekanikernabo udenfor og ville vide om jeg havde holdt fri de sidste dage siden Poloen holdt parkeret. Han fik historien og fandt fluks diverse måleinstrumenter frem. Laderen fejler ikke noget, men han kunne se på batteriet, at det har siddet siden bilen kom til Danmark og sikkert efterhånden var lidt træt.

    Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå – nemlig at han fikser et nyt batteri incl. montering mens jeg er på job i morgen og så er julens transport forhåbentlig sikret.

    Hurra for søde og hjælpsomme naboer og kolleger, som gider gøre noget for andre… bare fordi!

     – men ØV hvor er det alligevel nogle meget meget træls penge at skulle af med 🙁

  • Et øjeblik...

    Frosset ude

    Peter, can you promise me snow?

    Men nej, det kunne Peter ikke da hun ankom til Danmark for en måned siden – men i dag troede lille indiske Ipsitha, at Peter nærmest var Gud!

    Gud var ikke ligefrem det første jeg tænkte på til morgen, da Poloen i bogstavligste forstand havde frosset mig ude. Jeg kunne sagtens låse op, men åbne dørene… NIX. Det lykkedes mig til sidste at flå døren i passagersiden op og så måtte jeg kravle ind den vej.

    Nu er gummilisterne sprayet med silicone. Der er påfyldt sprinklervæske… frost sikker. Bagrudeviskeren er skiftet. Vinterdækkene er monteret…

    – er der så andet der kan gå galt mon?

  • Et øjeblik...

    Titusinde

    Poden og jeg har rundet de 10.000 km i Poloen… og sikkert også lidt til. Jeg kan nemlig ikke huske nøjagtig hvad speedometret stod på da vi hentede den, men 66-67.000 var det og nu har vi så rundet de 77.000. 

    Den starter og kører upåklageligt og motoren spinder som en gammel hankat. Men det er en gammel model og den slags skal man som bekendt vænne sig til 😉

    Og den har da også sine særheder… periodiske særheder.

    Bla. virker pauseviskeren kun indimellem og selvfølgelig aldrig når man har brug for den. Temperaturadvarselslampen blinker stort set konstant og uden grund… det vil sige, jeg kan ikke se det for den er dækket med sort pap… ellers stresser den mig. Vippekontakten til bagrudevarmeren er delvis defekt og for at få strøm bagud til ruden, sidder der en parkeringsbillet i spænd. Højttaleren i førersiden virker kun når den selv gider…

    Men ud over dét, er den lige præcis som den skal være!

  • Folkebil

    Club Polo

    Det begynder at gå op for mig, at jeg som ejer af en fin gammel VW Polo automatisk er medlem af en eller anden slags hemmeligt broderskab… man hilser, når man mødes ude i trafikken!

    De fleste er ganske diskrete og løfter blot hånden til hilsen. Men i dag var der et par ungersvende, der fik øje på mig på deres vej rundt i rundkørselen uden for Vodskov og inden de nåede ud, var vinduerne rullet ned og de hujede og vinkede. Måske fordi deres Polo var akkurat magen til min… også farven (-:

    ” Polo… da weiß man, was man hat”

  • Et øjeblik...

    Som om én ikke var nok…

    Der er kommet navn på nabopostkassen, så mon ikke i morgen eller i weekenden er et godt bud på, hvornår guds gave til mig – eller det vil sige guds gave til min Polo – flytter ind.

    Hr. Bjerre står der… hmmm… somom det ikke var nok med én af dem i mit liv 😉

  • Folkebil

    Mere Polo

    Man slynger om sig med “frække” ord, når man pludselig er blevet bilejer… undervogsbehandling er et af dem 😉

    I Tyskland salter man ikke vejene om vinteren og derfor er Poloen som en ny bil nedenunder og har aldrig været undervognsbehandlet.

    Mekanikeren anbefalede at jeg fik det gjort. Men altså… kan det nu også betale sig. Jeg have ikke planer om at køre i den længere en to-tre år – og så ville han heller ikke ofre penge på det – men han synes allligevel det var synd, for efter hans mening er der mange år og mange kilometer tilbage i den.

    Og da han så samtidig hørte, at jeg har en datter, som er kørekortklar om et par år, så synes han afgjort det var pengene værd. Og han har da helt ret… er den fortsat kørende til den tid, er det da en ideel start bil til hende.

    Nu skal jeg alligevel derud på min vej hjem og så kan jeg jo starte med at få et bud på, hvad så’n en behandling koster og så overveje. Det er vel alligevel ikke aktuelt før til efteråret.

    Og så håber jeg, det er det sidste Polo indlæg længe..!

    Hav en dejlig torsdag 🙂

  • Folkebil

    EXHALE

    Panikken var lige ved at brede sig første gang jeg satte en nøgle i den nye tændingslås… jeg kunne f****** ikke dreje den!!! – kan I forestille jer alle de tanker, eder og forbandelser, der løb gennem mit hoved?

    Jeg var helt sikker på, at det var en af de nye nøgler, jeg havde brugt… de andre + den nye reserve havde jeg hængt inde på opslagstavlen. Jeg tog alligevel og prøvede reservenøglen og vupti startede bilen. Et nærstudie af nøglerne viste, at de ikke var ens og Poloen måtte endnu engang den vej af Aalborg Kvick Center. Her viser det sig så, at jeg har fået udleveret nøglen til et ophugningsklartvrag af en Golf, de havde stående udenfor… for pokker… det er ikke engang god værksteds humor 😕

    Nu skal I altså ikke tro, jeg er helt vild for at komme ude i det der Kvikcenter, men jeg er altså rent faktisk nødt til at skal afsted i morgen igen – for der er sket et eller andet med strømmen til radioen, som nu er ganske død. Og det er ikke en sikring denne gang – det er tjekket! 

    Oven på alle dagens ophidselser, som også inkluderede en medarbejdersamtale, hvor jeg tillod mig at kalde min chef et “skvat”, så tror jeg den rødhårede og jeg trænger til en tur i skoven for at få pulsen lidt ned igen 🙂