• Lydbøger

    Skærtorsdag

    Vi skal vist kigge langt efter solen i dag. Det er gråt og småvådt udenfor. Hundene og jeg nåede dog en tidlig morgentur i skoven inden regnen begyndte at falde.

    Det passer mig glimrende, at det er inde-vejr for i morgen samles familien til fødselsdag, og jeg har lidt forberedelse, der skal klares inden. Jeg lægger hus til – det er nemmest sådan – men traktementet kommer fødselsdagsbarnet selv med denne gang. Det må betyde, at hun er blevet rigtig voksen.

    Mens jeg stryger dug og støvsuger har jeg ‘Papirarmbåndet‘, en roman af Rachael English i ørene. Jeg har kun hørt knap en time, så jeg kan endnu ikke sige så meget om den.

    Jeg har netop færdiglæst Ulrik Langens moppedreng af en bog om Christian den 7., ‘Den afmægtige’. Som tidligere nævnt er jeg fascineret af trekantsdramaet Kongen, Caroline Mathilde og livlægen Struensee, men det bliver kun let berørt i denne bog.

    Det er en særdelses velfortalt biografi om den konge, der fremstilles som rablende gal i filmen ‘En kongelig affære‘. Efter at have læst ‘Den afmægtige’ forstår jeg hvorfor Christian den 7. endte, som han gjorde. En barndom præget af misrøgt fra de omsorgspersoner, der havde ansvaret for hans opvækst kan ikke andet end have påvirket ham negativt.

    Opdragelse og undervisning var lagt i hænderne på Grev Ditlev Reventlow, hvis pædagogiske metoder bestod af moraliseren, skænd og prygl. Angst og ensomhed blev et grundvilkår i Christian 7.s liv og læg dertil en mangel på forståelse for denne meget følsomme og intelligente dreng, så er det ikke svært at finde koblingen til den psykisk ustabile voksne konge.

    Sjovt er det, at navnene på de mennesker, der gjorde tjeneste hos hoffet fortsat er navne, man hører i forbindelse med de kongelige… f.eks. Moltke og Reventlow.

    Tilgengæld er livet ved hoffet blevet temmelig meget mere kedeligt… ikke så mange skandaler med begær og hor 😉

  • Lydbøger

    Læst siden sidst

    Jeg har fået læst en del gode bøger denne sommer.

    Hittebarnets historie af Pam Jenoff. Stærk skildring af livet som det også kunne være under 2. verdenskrig. Uforglemmelig historisk roman om to stærke kvinder, der må kæmpe for at overleve og beskytte dem, de elsker.

    Rating: 5 out of 5.

    . . .

    Du ved ingenting om døden af Katinka Agger. I 1924 ankommer børnehjemsdrengen Jakob til godset Arnefeld, hvor han møder godsets datter Madeline. De to børn knytter sig til hinanden, og de lægger en grum plan for at blive sammen. Men intet går som ventet. De adskilles uden at vide, at der skal gå 20 år, før de ser hinanden igen.

    Rating: 5 out of 5.

    . . .

    Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng. Lydia er Marilyn og James Lees yndlingsbarn. Hendes forældre er fast besluttede på, at deres datter med de lysende blå øjne og det sorte hår skal nå de mål, de ikke selv opnåede; hun skal være læge, ikke hjemmegående husmor, hun skal være vellidt og populær. Da Lydia findes død i en sø i nabolaget omsluttes James af en skyld, der truer med at ødelægge hans ægteskab. En gribende pageturner om kærlighed, hemmeligheder, længsel, racisme og løgne.

    Rating: 4 out of 5.

    . . .

    Enegænger af Stephanie Surrugue Enegænger er et fint portræt af Prins Henrik. Man får et helt andet indtryk af manden end det billede pressen har malet af ham.

    Rating: 4 out of 5.

    . . .

    Fra min faders skygge af Sebastian Klein. En åbenhjertig og rå fortælling om at vokse op i skyggen af sin berømte fars op- og nedture. 

    Rating: 4 out of 5.

    . . .

    Opkald fra Mælkevejen af Bjørn Poulsen. Om at forsøge at forstå, hvad der egentlig foregik i en usædvanlig barndom præget af morens psykiske sygdom. Gennem uhyggeligt velskrevne erindringsglimt fra familiens nomadeliv føres læseren gennem 60erne og 70erne, en omflakkende tilværelse, fra hotelværelser og forsømte boliger til livet på kostskole.

    Rating: 5 out of 5.

    . . .

    Himlen er altid højere af Jonas Moström. Psykiater og profiler Nathalie Svensson er endelig tilfreds med sin tilværelse. Efter sin nylige skilsmisse har hun anskaffet sig en lille lejlighed i hjertet af Stockholm, hvor hun kan udforske livet som single. En sen aften modtager hun en besked fra den berømte skuespiller Rickard Ekensgård, som hun tilbragte natten sammen med et par uger forinden. De aftaler at mødes igen, men i samme øjeblik Nathalie ankommer til mødestedet, bliver han skudt for øjnene af hende.

    Krimi som ikke fangede mig og som jeg måske derfor aldrig helt forstod.

    Rating: 2 out of 5.

    . . .

    Lige nu læser jeg Mormor dansede i regnen af Trude Teige. Ligesom Hittebarnets historie af Pam Jenoff er det også en stærk skildring af livet under 2. verdenskrig – her som den påvirkede en norsk kvinde, der forelskede sig i en ung tysk soldat.