• Vingeskudt julehund

    Den gamle har ondt i benene.

    Hun har fået Loxicom (smertestillende) og da det havde virket en times tid kunne vi gå en lille tur ved stranden.

    I bånd.

    Lillebror og jeg tager en længere tur senere, mens den gamle hviler bentøjet.

    IMG_7094

    Og når vi så lige er ved hunde og deres helbred så husk nu lige her i julen, at din hun ikke kan tåle chokolade, nødder og andesteg.

    Det giftige stof i chokoladen hedder Theobromin. Der er mest i mørk chokolade. En plade (ca. 120 g) er nok til at en hund på 20 kg. kan miste livet.

    Mandler og nødder, især valnødder og macadamia, er farlige for hunde. Dosis for forgiftning er, alt efter hvilken nød der er tale om, 2-60 gram pr. kg. hunden vejer.

    Julemad, ande- og flæskesteg, er ikke giftig, men hvert år behandles mange hunde med voldsom diarré pga. det høje fedtindhold i julemaden – og også dette kan være livstruende især for ældre hunde.

    Jeg ved godt det ikke er populært i alle kredse at sige det, men hundene aner altså ikke det er jul, så det er ikke synd, hvis de bare får deres normale mad juleaften. Tværtimod er det synd at fylde noget i deres maver, som de ikke kan tåle.

    0
  • Årets korteste

    Den startede smukt, året korteste dag. Vi var ude i timen før solen står op – den blå time. Lyset og farverne var helt magiske og der var knas i græsset og luften var kold og klar.

    IMG_7117

    Kaffen indtages i nattøj, mens hundene sover oven på morgenens strandtur.

    De sidste juleindkøb planlægges og i aften tager Poden og jeg turen til Bilka og får købt det allerallersidste. Jeg har fortsat én gave, der mangler. Det er julegaven til min mor og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal købe. Hun ønsker sig ikke noget, mangler ingenting og hvad giver man så en 82 årig?

    0
  • Mandagen derpå i firmaet

    Det gør altså noget godt for selvværdet, at tage til julefrokost… også selvom det kun er en enkelt aftens magi og de søde ord er ligefrem proportionale med mængden af alkohol, der er røget indenbords.

    Men det gør ikke noget… slet ikke… for hvis man ikke bare engang imellem bliver kysset og kigget på med både begær og kærlighed, så dør man en lille smule inden i.

    Jeg havde meget svært ved, at holde fokus på dagens arbejdsopgaver… tankerne flakkede rundt fra det ene til det andet.

    Især det andet.

    Poden ringede og spurgte om jeg kunne køre hende hjem, og uden overhovedet at skænke klokken en tanke, bad jeg hende komme hen til firmaet. Klokken var kun to da hun kom og så måtte jeg hurtigt pakke mine sydfrugter og be’ mig en time fri.

    I morgen strammer jeg ballerne…

    0